torsdag den 31. marts 2011

2003 Argiano, Il Duemilatre di Argiano [revisit]

Denne vin er Argianos deklassificerede 03-brunello, en historie man kan læse i mit første indlæg om den. Her er det min sidste flaske, som jeg egentlig havde planlagt skulle have prøvet sin levedygtighed over et langt stræk, men nu slap tålmodigheden op og med min begrænsede kælderkapacitet er der brug for hver en plads. På papiret biver den heller ikke bedre end nu, den overvarme årgang taget i betragtning.

Dyb, mørkrubin farve med begyndende rødbrune modningstræk i kanten. Moderne Toscana i duften, som domineres af smør, karamel og vanilietoner fra fadet sammen med dybe kirsebær og æteriske, lakagtige og peberkrydrede træk. Kraftig, men bred og ikke så fokuseret i næsen - lidt varmeslaphed, tydelig alkohol og udvandede tendenser i frugten i en ellers en ganske lækker duft (omend ret præget af fad).
Smagen er balsamisk med mørke kirsebær og rabarberkompot og en meget tæt kerne. Virker en smule dump og med en lidt overfladisk frugtsyre, men blød og behagelig vin med god fylde og dybde og umiskendelig seriøsitet. Relativt lette tanniner i finishen og medium længde på eftersmagen - god kraft, men lav syre her også og derfor primært båret af den balsamiske frugt og fadet.
Virker som om den er faldet lidt siden sidst, og jeg er ok med at der ikke er flere tilbage. Men fint bekendtskab, som Philipson solgte til en rigtig god pris (100 kr).
 Winelover har også smagt.
88 

søndag den 27. marts 2011

2009 C. Jüngling, Riesling Feinherb

Feinherb er betegnelsen for halvtørre vine i Mosel. Det er hvidvine i en speciel stil, som kan være fantastiske madledsagere, hvor andre må melde pas: asiatisk mad, fed fisk eller fjerkræ, eller salater med frugt/sød dressing. Christa Jüngling ejer Weingut Paulinshof på 8 ha og aftapper denne exportetiket i navnet C. Jüngling, som er moderat i sødmen med 10,5% alkohol.

Halvtyk vin i glasset og flot gyldengul farve. Frisk næse med kraftig champagnebrus-is, umoden ananas og moden pære sammen med træk af friske jordbær og spæde bøgeblade. Ikke superintens eller kompleks næse, men fin og delikat og med en god mineralsk næseryg.
Feinherb-karakteren er helt evident med det samme i munden, hvor sødmen trædder rigtig frem uden at det er på bekostning af friskheden: Mikroperler og meget friskt og saftigt mineralsk attack fra begyndelsen, så tager den sødmefulde ananas- og pærefrugt over sammen med parfumeret akaciehonning og derefter dominerer syren i finish og eftersmag: En let, men meget saftig syre, som er vedholdende i eftersmagen og fint kontrasterer den tunge, overmodne pæresødme.
Jeg kan bedst lide denne type vin ret kold, så friskheden understøttes maksimalt. Løgismose importerer til Netto, som aktuelt sælger for 49 kr. Er man til feinherb/halbtrocken i den lettere afdeling er det et rigtig godt køb.
 
85 

torsdag den 24. marts 2011

2009 Cantina del Taburno, Taburno Falanghina

Falanghina er på en måde Kampaniens Askepot, den oversete stedlillesøster blandt de to hvide primadonnaer i denne region: Greco og Fiano. De to dominerer Avellino-provinsen hvorimod Falanghina har friere spil i Benevento-provinsen. Cantina del Taburno er et velanset kooperativ med et portefølje af Kampanske enkeltsortsvine fra hele 600 hektar. Falanghinaen dyrkes 500 moh på Monte Taburno lige vest for byen Benevento.

Helt lys hvidgul-grønlig farve. Mineralsk næse, som oser af friskhed men samtidig med komplekse anstrøg: lyse blomster (japansk kirsebær), ananas og pære i front og undertoner af bloksæbe, fennikelfrø, flødeost og hængt kød.
Flot friskhed i munden - mikroperlen og god balance mellem syre og frugt og uden huller i forløbet. Syrefreaks får måske ikke helt nok her - det er en relativt blød og letdrikkelig hvidvin, men den mineralske friskhed og sprøde, slanke frugt gør at den på ingen måde virker dump eller syrefattig.
Finishen er saftig og mineralsk og eftersmagen toner flot ud med kraftig frugtvingummi, honningbolche og ananas med lidt delikat havagtig salthed, lakridspastil og parfumerede sæbetoner. God længde og høj drikbarhed - især vinder den, når den ikke er for kold. Balancen og stilen er forførende og anvendeligheden helt i top. Ikke den største hvidvin, men absolut en af de mest indbydende jeg har smagt længe!
Falanghina er sandt for dyden ingen superstar på det danske vinmarked, men findes dog hos nogle af specialisterne. Denne er fra Centro Italia i Berlin til €10.
88

PS. de to vindrikkende englebørn på etiketen, minder mig om traileren til Johannes Nyholms nye film..

lørdag den 19. marts 2011

2001 Calabretta, Etna Rosso [revisit]

Etna Rosso på nerello mascalese og nerello mantellato fra gamle stokke, som dyrkes økologisk og med lavt udbytte på nordsiden af Etna-vulkanen i 700+ meters højde. 
Moden rubinrød farve med mørk kerne og orange kant. Helt fantastisk og intens næse åbner sig med luft - moden og kompleks med varm rød frugt, krydderkage, brun sæbe, tørt læder og de meget karakteristiske parfumerede, blomstrede elementer som her giver sig udtryk i lavendel og lyng. Integreret lakrids og en kraftig, mørk kul-agtig mineralitet fungerer som duftens næseryg.
I smagen er der imponerende koncentration i den slanke, lyse frugt af hindbær, ribs og (balsamicodressed) jordbær, og syren er kraftig og intens og godt balanceret op mod den karakterfulde frugt. Super finish med kul/kridt-mineralitet og smooth tanningreb som er fast og seriøst. Kraftig æbleskræl, philipa-æble og ribs i sekunderne efter tanninerne har sluppet - drejer over mod jordbærgrød med vanilie, som sammen med syren bare fortsætter og fortsætter.
Der er virkelig omhu, druetypicitet og terroir i den her vin. Botti-lagret, traditionel stil med fast greb, subtil styrke og fantastisk kompleks balance.
Virker mere moden end sidst, især er tanninerne mere integrerede. Den kan godt have en antydning af endimensionel slaphed ved åbning som kan forveksles med at den er på vej ned. Men det er den ikke - giv den tid til at folde sig ud i sin modne, elegante storhed - på vores bord var den klart bedst dag 2. Er ikke så exceptionel som Nonna Concetta fra samme producent, men heller ikke så langt fra - og holder lige sit niveau fra sidste år:
 
92

PS. Også Italienska Viner og Billigt Vin har smagt

fredag den 18. marts 2011

2010 La Battagliola, Lambrusco Grasparossa di Castelvetro

Lambrusco på grasparossa-varianten fra Alberto Salvadoris La Battagliola, som kun producerer denne ene vin(!).
Smuk, mørk rubinrød-violet farve med yndigt lyserødt skum. Delikat og let næse med bløde, friske kirsebær, brombær, blåbær og meget markant Blå GaJol med subtile gummitoner underneden.
Meget indbydende næse som ikke lades i stikken af smagen: Det er en tør lambrusco (12%), men det første man mærker er alligevel et perfekt forhold her mellem tør syrlighed og behersket frugtsødme. Megalæskende og frisk, og samtidig med seriøs vinøsitet, dybde i frugten og stor balance. Superflot finish hvor den fine syre, perlerne og fjerlette tanniner trækker sammen og afslutter bestemt sammen med en virkelig delikat lakridsbolche-tone. Let, men delikat syre og lidt kandis-toner og blåbær i eftersmagen, som er forbløffende lang og med de små baby-tanniner i kinderne og ganen. Toner af nybagt rugbrød blander sig med bærsyren langt, langt ude i eftersmagen.
Den her Lambrusco lever på en måde allermest efter den er sunket, det er fra finish og ud i eftersmagen at den virkelig folder et ekstra lag ud og går fra rigtig god til fremragende. Flot!
Er ekstremt kapabel på bordet, men næsten bedst alene hvor de finere nuancer har plads - derfor for eksempel suveræn som aperitif. Selvfølgelig er det Carlo Merolli, der importerer - 85 kr.
 
89 

torsdag den 17. marts 2011

ViniPortugal smagning på Hotel D'Angleterre

Det er ikke tilfældigt at min vin-kærlighed er kastet på Italien. Mangfoldigheden og kvaliteten er indiskutabel og åbenlys (the sky is the limit!), men den gennemgående kompromisløse, skarptskårne karakter er måske det som særligt vækker genklang og appellerer til min person: jeg er nok noget tannisk i strukturen..

Men det er ikke klogt at bære skyklapper og man snyder sig selv for meget hvis man ensporer. I nysgerrighedens navn tog jeg hen til ViniPortugals årlige smagning for at korrigere og særligt for - indrømmet - at stifte nærmere bekendtskab med Baga-druen fra Bairrada-regionen: 'Portugals nebbiolo', som pioneren Luis Pato har kaldt den på grund af dens høje syre- og tanninniveau.

Af Baga-vine var der dog kun én eneste repræsentant - Azul Portugal Bairrada, som var ok, men ret tynd og ikke imponerende - så det bekendtskab må stiftes en anden gang. Douro-vinene var derimod dominerende og ikke uventet flot repræsenteret. Ligesom forleden til Vini d'Italia var Atomwine med som importør af den absolutte top og Tom Pedersens bord var spækket med overlegen kvalitet i både rød og hvid.
Stjerneparret Borges og da Silva producerer hver deres vin (hhv. Passadouro og Chocapalha) og har derudover tilsammen et tredje hus kaldet Wine & Soul (Pintas). Det er allesammen topvine i den her stil og er flotte lige fra entry level til de koncentrerede riservaer. Sandra da Silva var med ved bordet.

Chocapalha fra Estremedura-regionen var repræsenteret med tre røde vine: et entry level tourigo nacional-blend, enkeltmarks-riservaen på samme druer og indimellem en ren cabernet sauvignon. Alle lagrede på barriques, hvor de nye er forbeholdt riservaen og delvist cabernet'en. Riserva'en (18 mdr. nye barriques) er en hårdt skåren vin, mørk og bister, men alligevel med den karakteristiske indbydende varme fra overmoden frugt. Fadpræget næse med mørke, kogte bær og karamel sammen med masser af asfalt, boullion og kattetis. Varm frugt og lav syre i smagen med en kradsbørstig og grøntonet finish med kraftige kaffetanniner og alkohol. Lillesøsteren (16 mdr på 2.- og 3.-års barriques) er også en seriøs vin, men med lidt mindre koncentration, struktur og fadpræg og på den måde måske mere anvendelig - for 59 kr får man absurd meget kvalitet for pengene.

Rødvinene fra Passadouro i Douro er paradoksalt nok mere friske og køligere i deres umiddelbare frugt: Næsen har nærmest Valpolicella-saftig frugt med mørke, sødlige kirsebær og en kulsyreagtig spritz i frugtsyren. I munden er de temmelig anderledes end næsen lover, dumpere og mere sure end syrlige; blød, mørk frugt og frugtyoughurt.
Forskellene mellem de fire Passadouro-vine ligger umiddelbart mest i frugtkoncentrationen og tanningreb, Passa Tinto er blød, saftig og letdrikkelig, Passadouro er seriøsere med dybere frugt og faste kaffetanniner. Riserva Tinto er storladen og imponerende med stor, mega-poleret fylde og heftige, tørre tanniner som er varme af alkohol - lige på grænsen til sprittet, men frugt og struktur holder vinen på den rigtige side.

Wine & Soul's toprødvin Pintas har en skøn og meget særpræget vegetal næse med tonsvis af rucola, mælkebøtter, selleri og tomatjuice sammen med asfalt og gummi fra fadet. Tæt frugt og superflot koncentration - frugten er fuldmoden, men har en karakteristisk sur (ostet) tone. Igen den (for en italofil) specielle kombination af meget lav syre og kraftige, lækre tanniner. Alkohol, likøragtige bær og kraftig asfalt i eftersmagen. Storladen vin, 349 kr hos Atomwine.

Flot arrangement i to sale på D'Angleterre - mange gode vine i den lidt specielle portugisiske stil, som nok minder mere om sydøstfrankrig end Spanien. Eller bare er sin egen. Den kvalitetsmæssige fremgang er ihvertfald åbenlys. Og sjovt for mig i den grad at føle sig på udebane oven på sidste uges Vini d'Italia.

lørdag den 12. marts 2011

Vini d'Italia 2011

I weekenden var der dømt Italiana i den gamle presse under Politiken. Vini d'Italia er Danmarks største italienske vinfestival og her kan man virkelig få sig et bredt overblik over den italienske vins høje kvalitet og fascinerende mangfoldighed. Jeg har samlet lidt noter på nogle af de bedste indtryk på den røde front:

2000 Antichi Vigneti di Cantalupo, Ghemme
Smuk, moden nebbiolofarve og -næse med svampe, nedfladsæbler og jordbærgrød. Flot og levende i smagen med materiale og struktur til mange år endnu - god, blød frugt og lækre, saftige tanniner. Papillon importerer.

2004 Fratelli Ferrero, Barolo Gattera e Luciani
Ret udviklet næse, dog med mere spændstighed i frygt og syre. Jordbærfrugt i næsen med karamel-, gummi- og nøddetoner fra fadet. Lidt dump pg støvet forrest i munden, men åbner rigtig flot op bagtil med god syrekadence og hårde tanniner. Syrlige bær, kraftig røg og fadgummi i lang eftersmag. Papillon importerer.

2006 Foradori, Teroldego Rotaliano
Smuk, tindrende næse med tændt frugt af blåbær, æblegrød, lidt kakao og lakrids - næsten spritzig i duften. Svagere i munden, hvor den er læskende men ikke så kompleks og savner lidt greb. Sikkert en vinder ved bordet, hvor den ikke skal præstere op mod hårdere strukturerede vine. Bichel importerer.

2007 Cagiorgna, Etna Rosso
Yes! Nerello Mascalese for fuld udblæsning! Røg, vådt ler og fede forårsblomster i næsen. Slank og mellemfyldig krop med ok syre, skøn mineralitet, god koncentration og lækre, kraftige tanniner som sætter sent, men resolut ind. Ok længde og overordnet flot, slank power-stil. Stikker ud i mængden, men lever nok umiddelbart ikke op til prisen på 369,- Distinto importerer.

2006 Tirburzi, Sagrantino di Montefalco 'Taccalite'
Mørk, sød næse med kompot af mørke bær, saftigt træ og karamel. Blød og tyk i smagen - mørk, fed frugt godt balancveret af høj, 'dyb' syre og rigtig godt tanningreb. Alt for meget alkohol allerede tidligt i munden og dominerer eftersmagen. God længde og super syre, men ærgerligt med den dominerende alkohol. Måske vil det dæmpe sig lidt med tid. Distinto importerer.

Sottimano, Barbaresco Fausoni, Pajoré og Riserva
Sottimanos Barbarescoer lagrer på 25% nye barriques, men det betyder ikke blækkede fadbamser overhovedet. Her er der super-styr på fadene, og Sottimano arbejder tæt sammen med bødkeren om den helt rigtige egetype og lette ristningsgrad. Til Riservaen fremstilles specielle fade.
07 Fausoni er utrolig åben i glasset, virkelig floral og parfumeret duft med fin, rød frugt og klokkeklare hasselnødder. Mil i smagen og (for typen) let finish. Man mærker den åbne og lune årgang og Neives mildere terroir - er overraskende drikkeklar.
07 Pajoré er en lidt anden sag. Udbytte, vinificering og lagring er 100% identisk med Fausoni, men der er klar forskel: Pajoré er mere seriøs, kompleks og knudret med mørkere frugt, tungere lakrids og sandet tanninstruktur. Den giver ikke så meget som Fausoni lige nu og her og syren er ikke så liflig, men der er bedre greb og fokus i strukturen. Skal ligge.
04 Riserva (blend fra Cotta og Pajore, laves i 04, 05 og 08) har en markant mere lukket næse, giver næsten ikke noget i forhold til småsøstrene. Sødlig nebbiolofrugt og lædertoner. Fantastisk fylde i smagen, virkelig imponerende og uventet i forhold til den tilbageholdende duft. Stor frugt og mega grip - seriøs og i flot balance. Til fremtiden! Atomwine importerer Sottimano. Med ca. 300 kr. for ikke-riservaerne er de prissat noget højt i forhold til konkurencen i den prisklasse, men det er en utrolig sympatisk og dedikeret producent med topprodukter over hele linien.

Poggio di Sotto, Rosso og Brunello di Montalcino
07 Rosso: Wow, den bedste rosso jeg har smagt nogensinde. 2 år på store fade og helt klar: Traditionel sangiovese vælter op ad glasset i overraskende moden karakter. Stor og sød, sød sangiovesefrugt med rabarberkompot, vaniliesukker og svampe. Lidt svagere i munden hvor den virker noget let og en anelse syrefattig. Men saftig og med virkelig flot balance og stor elegance.
05 Brunello er lidt mere lukket, 'brunere' i stilen. Virker slet ikke som et stort skridt op i forhold til Rossoen og er det nok reelt heller ikke, de to årgange og rossoens meget brunelloagtige opvækst taget i betragtning. Samme sødlige karakter og større tyngde, men også brunelloen er tanninfattig og virker let og en anelse slap i finishen. Jeg gav den al min opmærksomhed, men den trænger nok til tid trods alt. Atomwine importerer.

2008 Vietti, Barbera d'Asti Tre Vigne
Åben duft med sorte kirsebær, fyldte likør-chokolader og sødlakrids i ellers relativt slank stil. God koncentration i munden og flot balance mellem mørk frugt, friskhed, fylde og syre. Umiskendelig barbera. Sammen med Aldo Conternos Conca Tre Pile 07 de bedste barberaer idag efter min mening.

2006 Vietti, Barolo Castiglione
Traditionel men meget åben næse med røg, nødder, kirsebær og blomme. Rigtig flot 'samling' af elementerne i smagen - fokuseret frisk og hård. Kraftige tanniner som fader ind på det helt rigtige tidspunkt. Minder om Germano i stilen, men ikke helt så karakteristisk.
Ettore Germano var foriøvrigt også blandt højdepunkterne, især 05 Cerretta som har de fantastiske, karakteristiske paranødder i den søde nebbiolofrugt-næse. 06 Prapò havde tændt frugt og super-aggressive tanniner, men ikke helt så åben. Niche Vine importerer Vietti, Viniropa importerer Germano

2006 Barolo fra Brovia, Aldo Conterno og Giovanni Corino
2006 Brovia, Barolo Rocche har lukket næse med røg, kridt og slanke lyse bær. Man kan dufte tørheden. Fin smag, med kridt, høj syre og brutal tanninfinish, som sætter tidligt ind og slipper meget modvilligt. Hindbær og umødne brombær holder langt ud i eftersmagen.
Aldo Conternos 2006 barolo er hård og kantet, virker lidt kedelig og uinspireret pt. Men fin sødmefuld frugt i mediumfyldig stil og virkelig delikat lakrids i både duft og finish. Seriøs og med korslagte arme, men med god balance og tæt sammenvævede elementer som lover godt.
2006 Giovanni Corino, Barolo Giachini er klart den mest åbne og givende barolo i denne trio af Conterno, Brovia og Corino. Understøtter La Morra-fordommen om den parfumerede, tilgængelige stil. Søde blomster og blommer i næsen og virkelig lækker, blød nebbiolofrugt i smagen med røde bær, blommer, lakrids og harmonisk greb. Næsten barbera-vibes i både næse og mund.. Det er et helt fantastisk Barolo-sortiment Domaine Brandis importerer!

Felsina
Felsina er blandt de bedste producenter i Chianti med enkeltmarksriservaen Chianti Classico Rancia og IGT-vinen Fontalloro i front.
Felsinas Basis-chianti 2008 Chianti Classico er frisk og klassisk med flotte sorte kirsebær, grenede toner, youghurt og let frugtsødme i næsen. Smagen har god syre, fine bær og grønne toner. Mellemfyldig krop og bygget til bordet.
2007 Chianti Classico Riserva Rancia er heller ikke i 07-årgangen nogen charmeur her på dagen. Lukket og ikke super-interessant i næsen. Smagen byder på rigtig flot og hård struktur. Sure kirsebær og strejf sødtobak med mørk lakrids i finish. God, slank eftersmag.
2007 Fontalloro (IGT Toscana, 100% sangiovese, 20 mdr. på barriques) er en helt andet snak. En fantastisk vin også på dagen og i den lidt vanskelige sammenhæng her, hvor en vin som Rancia har det svært. Pivåben, sød næse med stor frugtfylde og delikate fadnuancer. Meget smuk, dyb syre i smagen, næsten som indkogte æbler. Masser af karamel og syrlige bær. Flotte, resolutte og perfekt satte tanniner og megalang, delikat eftersmag med tanninerne hængende på tænderne. Flot! Domaine Brandis importerer.

Massimago 1883
Massimagos 2008 Valpolicella Superiore er et fantastisk bombardement af frisk, rød og blød bærfrugt. Skole-valpolicella i næsen og en med en duft som denne, hvad skal man så med ripasso og amarone? Lagrein-agtig med fuldmodne bløde kirsebær, spritzig i syren a la ribsgrød, mælk, og græs. Frisk i smagen med stor frugt, frugtsyren får det næsten til at fornemmes perlende. Lækker ribsfrugt og moden kirsebærsødme underneden. Forførende og super overraskelse.
2006 Amarone della Vapolicella har de samme elementer, men føles ikke uventet tungere. Dybere frugt, mere kompleks med sødlig-krydrede træk, enorm koncentration og tung sød-lakrids. Den obligatoriske alkohol fornægter sig ikke og føles altså lidt klodset her også (men det er måske et spørgsmål om vane, når det gælder Amarone). Men dejligt nyt bekendtskab! Viniropa importerer.

Domaine Brandis (Tom Brandis midt i billedet) står for Vini d'Italia, som er et fremragende arrangement, hvor meget af den bedste italienske vin er repræsenteret. Det er en unik mulighed for at prøve bredden og kvaliteten af indenfor en alle genrer og regioner. Jeg savnede i år lidt de forrige års lyse lokaler og rolige stemning. Der var for mange mennesker denne gang (den sene fredagssession), for lange køer ved bordende og den mørke, larmende hal under Politiken var med til lave et hektisk helhedsindtryk, som gjorde det svært at tale roligt med importører og de af producenterne der var tilstede. Men ikke desto mindre som altid interessant og med gode oplevelser indimellem. Rigtig meget fantastisk vin på ét sted! Vi ses næste år:-)

Ps. Læs også Italienska Viners indtryk fra lørdagen.

torsdag den 10. marts 2011

2004 Podere Capaccia, Chianti Classico

Podere Capaccia har vin på 3 hektar ved Radda in Chianti. Der produceres Chianti Classico, Chianti Classico Riserva, supertoskaneren Querciagrande og den søde Spera di Sole. Chianti Classico er fra sydvendte marker med 95% Sangiovese og 5% Canaiolo, og lagrer 6 måneder på stål og 10 på slovenske botti.

Flot og intens, nærmest postkasserød farve. Vidunderlig duft af sur-kirsebær, jord, læder, pulverlakrids og syntetisk sliksødme sammen med mere diskrete elementer af tobak, råt kød og botti-gummi.
Smagen er rund, frisk og virkelig velafbalanceret med bløde, sure kirsebær, slank blåbær-sødme og let bitterhed i mellemfyldig stil. Frugtsyren er levende og udgør finishen sammen med tørre lakrids- og lædertræk som gradvist sætter ind. Tanninerne er helt modne og er bare tilstede som en let kridt-fornemmelse på tungen. Sammensnørringen i finishen er ikke den mest intense, men det stemmer fint med det overordnede indtryk af en moden og afrundet vin.
De lyse kirsebær hænger flot i eftersmagen ledsaget af tørt kvas, røg og læder - og en rank syre. På alle måder en behagelig vin: karakterfuld, levende og klassisk - blød, moden og rund uden overhovedet at være kedelig og med masser af saftig friskhed i behold. Et rigtig godt eksempel på at traditionel sangiovese (når den er vellavet) selv i de mere basale udgaver har det fint med nogle år i flasken.

Jeg har svært ved at forestille mig en mere klassisk Chianti og denne ryger lige ind som min reference nr. 1 for traditionel Chianti Classico. Der er større og 'bedre' vine i appellationen, men den her vin bringer så meget elementær drikkeglæde at man ikke kan undgå at blive forført. Finare Vinare har skrevet et meget læseværdigt indlæg om denne vin, og allermest rammende er sammes note om den på cellartracker - det kan ikke siges klarere og er lige mine ord: "The score (88p) doesn't at all communicate what a lovely experience this bottle was". Carlo Merolli og Føtex sælger.
 
88 

mandag den 7. marts 2011

2004 Fossacolle, Brunello di Montalcino

Fossacolle består af 4 hektar ved landsbyen Localita Tavernelle i det centrale Montalcino-distrikt, lidt mod sydvest. Fossacolle ejes og drives af Sergio Marchetti og hans familie, som tilplantede markerne i 1984 og debutterede med 97-årgangen. Brunelloen er deres topvin - Fossacolle har et no-nonsense portefølje uden enkeltmarksaftapninger eller riserva-udgaver. Der produceres Brunello og Rosso di Montalcino (fra samme marker, stokkenes alder afgør det) og IGT-vinen 'Riesci' på bordeaux-sorter. Brunelloen indledes med koldmaceration og gærer derefter 22 dage og lagrer et år på botti, et år på barriques og et år på cementtanke inden den aftappes ufiltreret.

Smuk og dyb rubinrød farve med begyndende orangetoner i kanten. Typisk langmacereret næse med masser af sødlig lak sammen med læder, tobak, kridt-støvet mineralitet og varme æteriske træk. Sød frugt af overmodne sorte kirsebær, lidt kogte brombær plus friskere/køligere toner af bærsorbet. Fadet bidrager med vanilie- og kakaotræk og med luft drejer duften mod kraftig mørk lakrids og kinnin.
Mega fyldig i smagen - koncentreret, halvmørk frugt i en overvældende bredde, med en imponerende konstant styrke hele vejen gennem munden. Godt bid i frugtsyren og superflotte bitre cement-tanniner som snørrer rigtigt sammen i finishen. God syre også i eftersmagen med alkohol (hele 15%), søde kirsebær og diskret kaffe. Ret exceptionel længde, bær-syren hænger virkelig ved i tungekanten.
Fadlagringen er nærværende men aldrig dominerende, hverken i duft eller smag - 'nyklassisk' stil efter bogen, i balancen mellem tradition på den ene side og moderne teknikker og påvirkninger på den anden.

Fossacolles Brunello er mere Bruckner end Brahms: Seriøs og imposant i velbalanceret og stilsikker komposition. Den varme frugt balancerer fint med de ranke kemisk-mineralske træk fra den lange maceration og strukturen klarer uden problemer fadbehandlingen. Ikke slank og elegant, men det betyder ikke at den er ufokuseret - det er en meget stilbevidst Brunello, som er stor og vellavet. Importeres af Philipson, men er pt. udsolgt i både denne årgang og 2005.
 
91 

onsdag den 2. marts 2011

2009 Pietracupa, Greco di Tufo

Hvidvinen Greco di Tufo udgør sammen med Fiano d'Avellino og den røde Taurasi de tre store DOCG'er i Kampanien. Alle ligger i provinsen Avellino øst for Napoli og rummer nogle af syditaliens absolut bedste vine i begge farver. Avellino ligger kystnært og højt og klimaet minder mere om norditalien end det hede syd.
Pietracupa råder over ialt 6 hektar og er topproducent af alle tre DOCG-vine, især de hvide som dyrkes fra højtliggende marker.

Lys, gyldengul farve. Meget mineralsk og frisk næse med markante æbler sammen med pære og fed citrus og underliggende kompleksitet af sarte (hvide) blomster, friske blade og sukat.
Frisk og ren i smagen med ekstrem syre, som med det samme angriber hele munden. Æble-frugt igen og bag syremuren dukker i midtpaleten en fin sødmefuld understrøm af blomster og sukat frem sammen med delikat, sart basilikum. Syren beholder grebet og strammer rigtig godt til i finishen, hvor den bitre mineralitet er så kraftig, at den nærmer sig en tanninagtig fornemmelse(!). Flint- og bittertonerne dominerer også eftersmagen sammen med den slanke, syrlige Granny Smith-frugt og spæde (basilikum-)blade.

Lækker, mellemfyldig hvidvin i meget hård - men stadig elegant - stil og af umiskendelig høj kvalitet. Syre og bitterhed dominerer dog voldsomt og den er ikke særlig intens i duft og frugtfylde - virker ret lukket på nuværende. Efter sigende kan lagring være altafgørende for de kampanske hvidvine, og man fornemmer en kompleks og bredere palet, som endnu ikke er foldet ud.
 
88 

tirsdag den 1. marts 2011

2004 Santi Dimitri, 'Aruca' Salento IGT

100% Negroamaro fra det sydligste Apulien, nærmere bestemt den vestlige del af Lecce-provinsen hvor Az. Agr. Santi Dimitri dyrker en lang række af Apuliens sorter fra 60 hektar.

Flot, dyb mørkerød farve med brunlige modningstræk. Duften er varm og rig med kogende brombær, solbær, søde kirsebær, tørt træ, engelsk lakrids, krattede toner af nybrækket gren og blade og slikkede fadtoner: Gummi, honing, vanilie, nelliker. Med (rigtig meget) luft drejer duften mod delikat røg og friskt læder ovenpå søde, likøragtige mørke bær.

Duften er med den modne frugt og det beherskede fadomsvøb ret indtagende og lover en del. Smagen lever kun delvist op til det -
syltede blommer, tjæret tobak, mørk lakrids og en udmærket syre som har grønligt-bitre træk, nærmest som i bøgeblade. Der er fint bid i optakten til finalen, men den slipper hurtigt grebet og tanninerne er slappe. Eftersmagen har derimod ok længde og varme mørke bær.

Kombinationen af de mørke, tunge træk på den ene side og de grøn-bitre på den anden giver et indtryk i fin balance, ligesom den modne frugt og fadede sødme er holdt fint i ave af syren. Det er en blød, moden og behagelig vin, som har høj drikbarhed og hvor strukturelementerne er godt tilstede - men der mangler lidt greb og fokus i dem alle. Måske havde de dét for et år eller to siden? Næsen trækker op, munden ned. Carlo Merolli sælger.
85