fredag den 8. januar 2016

2014 Tavignano, Lacrima di Morro d’Alba ‘Barbarossa’

Jeg elsker den her drue, lacrima fra Marche, som er så vild og aromatisk, både vulgær og elegant, forførende og på sin vis frastødende på samme tid. Den dufter friskt og kraftigt parfumeret, næsten syntetisk slikket af litchifrugt, især kinesisk litchi-slik, geleer og den slags: Meget floralt, sødligt-syntetisk. Roser, kardemomme og lavendel kommer lidt derhenad. Og så er der sødlakrids og let bitre stilkede toner.
Smagen er ligefrem og frisk med saftig frugt, igen her er bitterheden klædelig. Og så fra midten og ud, denne helt særlige parfumerede aroma.
Jeg har sagt det før, Lacrima kan kategoriseres (ikke dna-agtigt, men som type) sammen med Ruché fra piemonte - de deler den vilde floralitet og indsmigrende vulgaritet og også meget af aromaspektret konkret. Men Lacrima - ikke mindst Tavignanos version her - er lidt strengere og syrerig i strukturen, en meget flot kontrast, som gør den elegant og frisk i modspil til de slikkede elementer.
Carlo Merolli importerer Tavignano.

torsdag den 2. juli 2015

Lacrima di Morro d'Alba

Åh Lacrima! I sandhed intet verdensnavn, men hvilken drue. En af italiens talrige skjulte skatte - den her graver man op nordvest for Ancona i Marche, og vinene er som de andre røde marchesere mørke, frugtige og friskt strukturerede. Men særligt for lacrima er dens uhørt parfumerede aroma, en sand fest af intense blomster og syrligt-aromatiske krydderier. Lacrima-vine minder om den aromatiske piemonte-dandy Ruché og sydtyrols Lagrein med den friske og blødt mørke frugt.
Nogen import-succes er det nok ikke ligefrem, og derfor kan man heller ikke finde disse tre hos Carlo Merolli længere - medmindre vi kunder rejser et fælles folkekrav:) Lacrima er det værd.



2011 Giusti, Lacrima di Morro d’Alba
Jeg elsker den her vin! En utrolig floral, forførende og frugtig næse. En ren sommerhave af hyacinter, tulipaner, roser, lavendel. Og så dyb, mørk frugt af hyldebær, røde aromatiske æbler og og krydring af syrlige korianderfrø og sødlakrids.
I munden er der masser af markante, slanke bittertoner som laver en interessant kontrast til de sødmefulde blomsteraromaer og den runde frugt. Frugtsyren pibler næsten på tungen, så friskheden er i top. En enkel men alligevel mangefacetteret og legende vin der smiler til verden og vækker drikkeglæden og glæden i det hele taget. Macererer i tre uger på stål og lagrer et halvt år i store fade.



2010 Tavignano, Lacrima di Morro d’Alba ‘Barbarossa’
Lige så skøn og storforførende næse med den umiskendelige blomstrede tone, som kan være lidt svær at forklare. Det er en hyacintagtig aroma, og her er der også en syrlig krydret-røget tone af ribs, hvid røg og kardemomme som kan minde lidt om den man finder hos helt ung pinot noir.
Mere kantet i munden end Giustis 11’er, og slankere. Men stadig med den tætte, mørke frugtstruktur med rund, læskende profil i den hyldebær-prægede smag. Her er der tale om en basisvin med kort maceration og ren stål - men den er dælme charmerende og saftig - og parfumen har godt af den rustikke struktur.



2009 Giusti, Lacrima di Morro d’Alba ‘Rubbjano’
Den ene af Giustis toplacrima’er kommer fra én hektar med husets ældste stokke. Tre ugers maceration i træfade og et år på brugte barriques efterfølgende.
I duften er der masser af druens helt særlige florale karakteristisk af hyacint, syrén og brombærsyltetøj - her kombineret med tæt intensitet og fadaromatisk krydring: Nelliker, muskatnød, vanilie og peber.
I munden er der den mørke frugt som er så kendetegnende for lacrima, med kombinationen det bløde og det friske. Fadaromaer af gummi og krølfedt i finish og en lidt bedsk eftersmag med fadtanniner.
Lacrima mister her en hel del af sit særpræg ved den ‘seriøse’ behandling med barriques og flaskemodning. Den var nok sjovere for et par år siden, hvor den karakterisktisk parfumerede frugt formodentlig havde mere overtag.

onsdag den 8. april 2015

Biobrændsel


Hvad skal lette forbrændingen af mængderne af lasagne, pizza, pasta og de andre danske nationalretter? Svaret er mangfoldigt, men et godt bud er ungt, saftigt og bio. Når du alligevel er igang med den franske løgismose-kylling og det hjemmebagte surdejsbrød, så giv dog en tyver ekstra og få en ærlig, vellavet økovin til - frem for industrirædslen fra supermarkedet med kunstig syre, gær, svovl etc.
Her er der to saftige eksempler importeret af hhv. Merolli og Bichel, begge til 75 kr.

2013 Majnoni, Chianti er blåfrugtig, spændstig og frisk med dæmpet duft af blåbær, tør jord og lakridsrod. Meget cab franc-agtig i munden med saftig og næsten metallisk struktur med levende syre i den ellers bløde blåbær- og solbærfrugt. En herlig vin, enkel men ikke banal. Den mørke, slankt syrlige frugt er faktisk virkelig fin.
86% sangiovese, resten malvasia nera og pugnitello. Lagrer 7 måneder på cement. I øjeblikket får man ‘større’ vin for pengene i Majnonis 2012 superiore, som høstes senere og ligger på træ. Men den ene procent lavere alkohol betyder meget for mig og jeg foretrækker nok ofte den her basischianti (som dog var en anelse mere levende i 2012-udgaven)
86

2013 Saladini Pilastri, Rosso Piceno er i samme friske, mørkfrugtige stil, men mere saftet med lavere syre og rundere frugt. Balsamico, søde krisebær og basmatiris i den afdæmpede næse og en meget velbalanceret smag med fokus på direkte, umanipuleret saft domineret af kirsebær. Peaker på midten og har et fint lille lakridsbid i den korte finish. En udmærket allround-vin (hvem råbte buffet?), ærlig, ren og vellavet - lidt sødere og fyldigere end Majnoni. 80% sangiovese, 20% montepulciano, 4 måneder på tonneaux.
85

lørdag den 4. oktober 2014

2012 Aurora, Offida Pecorino ‘Fibbio’


100% Pecorino fra Offida DOCG i Piceno, Marche. Aurora dyrker certificeret økologisk og pecorinoen her gærer og lagrer på barriques (1/3) og stål (2/3).

Mørkegul farve og en stor og hamrende intens duft af passionsfrugt, lynghonning og lakridsbolche.
Cremet i munden og kraftig med sin intensitet og sine 14%. Passionsfrugt og bagte pærer i frugten, men det er helt vildt så meget den her vin smager af spejderhagl, fra midten og især ud i finish er lakridspulveret og -bolcherne altdominerende. Den likør-bolchede lakrids som efter min erfaring er typisk for hvidvinene fra Marche er altså her i fuldt flor. Syren er robust og længden er fin.
En særpræget og virkelig flot vin! Cibi e Vini importerer Aurora.
89

fredag den 26. juli 2013

2011 Luigi Giusti, Lacrima di Morro d’Alba


Lacrima fra hjemme-appellationen i Marche, hvor Luigi Guisti med 11 hektar regnes blandt de bedste producenter. Her er det basis-lacrimaen, som macererer i tre uger og lagrer et halvt år på store og små fade.

Mørk og tæt rødlilla farve. Superkarakterfuld næse - vildt parfumeret og aromatisk! Vi er i ruché-liga her hvad angår parfume og faktisk minder aromaprofilen en del om ruché. Parfumeret frugt af passionsfrugt, lime og søde kirsebær og så en del rengøringsassociationer, bl. a. skurecreme og bloksæbe. Let sødlakrids kommer til. Parfumeret og meget speciel duft - virkelig god i min bog, hvor karakter og personlighed altid giver plus!
Smagen er anderledes mørk og robust, stadig med den meget levende frugt, men her dominerer kirsebær- og brombær-træk, og bittertoner kommer frem med grusede tanniner mod slutningen. Blød og aromatisk forrest med frisk og saftig syre bagerst. Her går associationerne mere mod montepulciano eller lagrein. En mørk vin som er saftig og ligetil, men med bittertoner i afslutningen som gør den lidt følsom overfor sødlig madledsagelse - lyst kød med syrligt tilbehør ville være ideelt for eksempel.

En vidunderligt karakterfuld vin som skriver sig ind i hukommelsen! 89 kr. hos Carlo Merolli.
88

torsdag den 4. oktober 2012

2009 Tavignano, Rosso Piceno 'Libenter'



Ny årgang af Carlo Merollis hit fra Tenuta di Tavignano i Marche: Libenter. Vi var glade for 2007'eren, når vi indimellem fik lyst til noget mørkt og kraftigt. 70% montepulciano, 25% sangiovese og 5% cabernet macererer i tre uger og lagrer 14 måneder på tonneaux.

Tæt sortrød farve. Sødlig duft af brombær, dadler, vanilie og lakrids. Også temmelig sød i munden med mørk marmelade-tæt bærfrugt og sødlakrids og en port-tone fra den høje alkohol hele vejen. Senere i forløbet kommer der mere kant og attitude - syren og et lille tanningreb viser at vi trods alt ikke er i sydafrika eller australien. Der er god saft, kraft og dybde i frugten fra start til slut. Sødlig-varm finish med dadler, bitterlakrids og kraftig alkohol. Der skal mad til, ellers er den bitre, alkoholdominerede afslutning for meget imho.

Den falder lidt ved siden af min smag, men sammen med et kraftig stykke stegt/grillet kød er det ganske godt. Når det endelig skal være, kunne jeg egentlig godt lide den anelse mere fadpræg 07'eren havde, ligesom jeg også husker tanninerne mere nærværende i dén årgang. 79 kr. hos Carlo Merolli.
85

mandag den 16. januar 2012

2010 Finocchi, Marche Rosso 'Kylix'


IGT-vin fra et familiehus med 7 hektar ved byen Staffolo i ca 400 meters højde. Det er ikke til at finde yderligere information om vinen her, men der er sandsynligvis tale om en blanding af sangiovese og montepulciano med meget kort eller ingen fadlagring. Vi går direkte til glasset:

Rubinrød farve og varm, indbydende næse med sødligt-krydrede toner af tørret frugt (usvovlede abrikoser og rosiner), mørke bær sammen med masser af røg og lakrids og en lille æterisk, limagtig sødme inde bagved.
Mellemfyldig og rund i smagen med en charmerende og meget velfungerende kombination af friskhed og sødme. Den tørrede frugt er sat flot op mod en saftig bærsyre og sten-mineralsk rygrad. Hen mod finish sætter lakridsen ind og kadencerer godt sammen med syren og lette tanninfnug. God samling i finishen, men eftersmagen er kort - det er dog helt iorden på det her niveau, der er ikke langt til næste slurk.

Det her er altså en hverdagsvin af høj kvalitet - til pizza, pasta etc. er den fremragende, men den har også fylde nok til lidt kraftigere kødretter og dybde og karakter nok til at man ikke mister interessen. Drikke- og madvenligheden er i top her og de 49 kr. ved 6 flasker hos A Vinstouw er en superpris.
87

mandag den 24. oktober 2011

2007 Tavignano, Rosso Piceno 'Libenter'


Tavignanos toprødvin 'Libenter' er et rigtigt Marche-vildsvin på 75% montepulciano, 20% sangiovese og 5% cabernet, som macererer i 3 uger og lagrer 14 måneder på barriques og tonneaux.

En tæt vin med høj viskositet og sortrød farve med violette træk. Saftig og sødmefuld duft med sorte fuldmodne kirsebær og solbær sammen med fadtoner af kraftig bitter bark og rå-olie/sortlæder og så glycerol-æteriske toner af lim og amaretto.
Smagen er kraftig, tæt og intens med sødlig, mørk frugt og en virkelig tændt strukur med høj, saftig syre og kraftige, groftskårne tanniner. Det gode bid i finishen er oppe mod en temmelig markant alkoholvarme, som især er viser sig sammen med mad. Der er god kraft og længde i eftersmagen - stadig med rigelig alkohol sammen med den sødlige, mørke kirsebærfrugt og letbitre, ristede fadtoner af engelsk lakrids, kaffe og sort læder.

Jeg holder meget af det her triumvirat af montepulciano, lang maceration og barriques-lagring: Montepulcianos mørke, bløde profil kan sluge store mængder fad og komplementeres samtidig virkelig godt af den lange skalkontakts æterisk-kemiske træk. Libenter er en vild gadedreng, rå og rustik - hvad den ikke har i balance og elegance, har den i fræk charme og oppulent styrke. Efter min mening bedre end 05'eren, hvor den sorte bitterhed i eftersmagen var mere markant og lidt trættende i længden. Her i 07'eren er akilleshælen den høje alkohol (15%), men den mere modne frugt bærer det bedre. Flot vin og et kup til de 59 kr hos Carlo Merolli.
88

torsdag den 19. maj 2011

2009 Monte Schiavo, Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Sup. 'Pallio di San Floriano'

100% verdicchio fra enkeltmark. Høstes sent med et lille ædelråd-angreb og lagrer efter gæring sur lie i fem måneder.
Dyb, halmgul farve. Frisk, frugtig næse af Champagnebrus-is, ananas, nektarin og massiv (sten/jern) mineralitet. Ikke så intens, men fin og ren duft.
Smagen lægger ud med meget tydelige toner af asparges + citron og så kommer de mere aromatiske frugttoner frem henover paletten. Syren er høj, men meget bred og saftig og hænger sammen med en tung, jernagtig mineralitet hele vejen gennem forløbet. Mellemfyldig krop og medium koncentration - båret af struktur mere end af frugt.
God anis-kadence i finishen hvor mineraliteten trædder helt frem og bliver salt og blodagtig. Eftersmagen er mediumintens og -lang med afdæmpet citrus, ananas, anis, bittertoner og så en lidt hø-agtig tone underneden. God, frisk og meget anvendelig vin, men ikke outstanding - de 3 glas i Gambero Rosso virker underlige.
 
85 

tirsdag den 4. januar 2011

2008 Garofoli, Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Superiore 'Podium'

Verdicchio dei Castelli di Jesi er Marche-regionens største vin i omfang og classico-delen er hele 2/3 af den samlede zone. Her produceres nogle af Italiens bedste hvidvine og Garofolis topvine anses normalt for at være blandt appellationens referencevine.

'Podium' er fra Garofolis egne marker omkring Montecarotto vest for Jesi. Den har en halmgul farve med grønlige træk og en indtagende duft med spændstige, søde æbler og pærer, parmigiano og smør. Virkelig frugtig, men også med kompleksitet og karakter i form af mineraler og mejeri.

I munden er der forrest antydning af lækre mikro-perler og en fed og tæt cremet smag med honningbolcher, pære og anis. Der er en ret utrolig bolcheagtig konsistens i frugten henover midtpaleten og i finishen spidser den til med slankere antydninger af mynte, stål og anis og en vel nærværende alkohol (14%). Flot længde og dybde i eftersmagen som desværre åbner lidt sprittet.

Der er en god balance mellem friskhed i syre og mineralitet på den ene side og sødmen i den tætte frugt på den anden. Personligt synes jeg alkoholen bliver vel kraftig i finishen og det er generelt en hvidvin i den oppulente genre, selvom læsset aldrig vælter til den uelegante side. Parrer man den med fisk eller salater skal det være i de velnærende ender af spektrene. Et fremragende glas ikke desto mindre, helt op ad Tavignanos ligeså kraftige VCJ 'Misco' i stilen (med et plus for en mere intens næse). Kunne nok med fordel ligge lidt.
 
89+ 

lørdag den 16. oktober 2010

2008 Tavignano, Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Superiore 'Misco'

Amforaflasken har vel betydet for Verdicchio hvad bastflaksen gjorde for Chianti: Først var det smart, siden gav det bagslag. Men Verdicchio dei Castelli di Jesi hører i de gode udgaver til blandt de bedste hvidvine i Italien overhovedet og er Marche-regionens force - for eksempel udtrykt ved at appellationen står for halvdelen (8) af de vine fra regionen som får 3 glas i Gambero Rosso 2011.
Tavignanos Misco har en dyb, strågul farve og er tyktflydende så den næsten ligner dessertvin. Næsen er tilbageholdende med æble, lime og skovsyre. Det er i smagen det foregår her, den har det hele i munden om man så må sige: kraftig og kanonlækker hvidvin med en heftig koncentration i frugten. Den er rå, men også fed og med en udtalt sødme, som holdes i ave af en bred syre og stålagtig, bitter finish. Eftersmagen er lang og delikat med honningbolcher, anis og bittertoner. Perfekt til fed fisk, hvidt kød eller kraftige salater. 85 kr hos Merolli er et godt køb.
89 

søndag den 19. september 2010

2009 Velenosi, Falerio


Store Velenosi er blandt de bedre producenter i Marche herunder blandt andet af Falerio som er en lille DOC til hvidvin. Denne Falerio er andenvin til enkeltmarksaftapningen Vigna Solaria. Begge laves på håndplukket Trebbiano, Passerina og Pecorino. Basisfalerioen er entry level og vi er på hverdagsniveau her.
Farven er hvidgul med grønlige toner. Næsen er tilbageholdene og let med sodavandsis (champagnebrus), ananas og umoden melon sammen med en tæt, frisk citrus som øger med luft. Smagen er let besk og tør med bitter pæreskræl og Granny Smith. Fin finish med anisstrejf og især med luft kommer en meget fast og ret lækker bittermandel frem.
Det er en frisk hvidvin som vil gøre sig godt til lette fiske- eller skadyrsretter eller anden sart mad. Allerede ved en kraftig tomatsovs står den af, så det er en vin i den lidt benede, skrøbelige ende. Jeg vil gerne smage enkeltmarkscuveen, som må være mere koncentreret - det føles som om udbyttet er alt for højt her i basisvinen.
Selvom den selvfølgelig skal drikkes ung, vil et halvt år på flaske gøre den godt og udvikle dens karakter. Frisk og liflig, men heller ikke mere end det.
 
82 

mandag den 23. august 2010

2005 Tavignano, 'Libenter' Rosso Piceno


Rosso Piceno DOC dækker næsten hele den østlige halvdel af Marche, fra kysten og ind til Appenninerne - med undtagelse af Conero-bjerget hvor Marches toprødvin Conero DOCG produceres. Druerne er altovervejende Montepulciano og Sangiovese, i Tavignanos Libenter blandes de to i forholdet 70/25 sammen med 5% Cabernet. Vinen macererer i 21 dage og lagres 14 mdr. på barriques og tonneaux.
Farven er tæt sort-rød og duften åbner med det samme op i en flot, mørk og rig næse med fuldmodne kirsebær og blåbær, brombærmarmelade og kraftig pebermynte sammen med brakvand og fadpræg i form af kanel, kaffe og chokolade. I munden har vinen moden, mørk frugt med levende og saftig syre som balancerer den mørke karakter glimrende. Fadpræget er ganske markant, men frugten og syrestrukturen kan klare det, og den lange maceration har givet et virkelig flot tanninudtræk, som blander sig med de mere bitter-pebrede fadtanniner og giver en meget fast og seriøst tør finish. Eftersmagen er mørk og bitter med kaffe, brombær og mørk chokolade.
Det er en rå vin som skal have godt med modspil i madledsagelsen, men så er den også en vinder. Carlo Merolli markedsfører denne vin under SCOOP-prædikatet og til 59 kr. er det lige hvad det er: et decideret scoop.
88

tirsdag den 20. juli 2010

2004 Marchetti, Conero Villa Bonomi


Conero er Marche-regionens røde flagskib. Det er Rosso Conero Riserva som blev ophøjet til sin egen DOCG fra og med 2004-årgangen. Conero må laves med op til 15% Sangiovese men de bedste er som regel (som Marchettis her) på 100% Montepulciano. Villa Bonomi er lagret 18 mdr. på barriques.
Farven er mørkviolet med rubinrøde reflekser og let modning. Næsen er rund og indbydende med mørke, kogte bær (blåbær, brombær), gummi, puddersukker og ost og let animalsk strejf underneden. I munden kommer først den fuldmodne frugt med god, levende syre og flot koncentration. Tanninerne danner fast, men integreret rygrad og i finalen trædder fadaromaerne frem i form af smør, ost, nødder og karamel. Eftersmagen er lang, men især balancen er imponerende her. Bordeaux-agtig i stilen, men især smagen er karakterfuld og interessant. Utvivlsomt høj kvalitet i nærheden (også stilmæssigt) af Umani Ronchis Conero Cumaro. Er rigtig god nu, men kan gemmes ihvertfald 5 år. Toscavini og Parkwine sælger.
 
90 

onsdag den 20. januar 2010

Gambero Rosso smagning på Børsen 2010

For tredje år i træk gæstede Gambero Rosso 'Road Show' København i børssalen, hvor 59 topproducenter fra hele Italien skænker fra deres aktuelle kollektioner. Der har været meget kritik af forholdene i salen de forrige år, og der var også i år vine, som udgik alt for tidligt og lidt rigeligt med mennesker. Men man må nu sige, at det er en god mulighed for at smage topvine overfor hinanden og danne sig et overblik. Særligt gode vine eller bemærkelsesværdige præstationer på dagen er noteret her i indlysende mangelfulde noter - og som altid skal pointgivningen tages med et gran salt! Det er grundlæggende ikke rigtig til at vurdere vinene retfærdigt udfra et par mundfulde og uden at give dem ro til at åbne sig. Så nedenstående er et overfladisk snapshot af min umiddelbare reaktion i den heksekeddel som sådan en storsmagning er. Der var desværre heller ikke hverken lys eller tid til skarpe billeder..


IL MOLINO DI GRACE
2004 Chianti Classico Riserva

Klassisk og elegant, frugtdrevet sangiovese. Enormt balanceret med komplekse bær og velplaceret syre pakket ind i lækkert fad og rundet perfekt af med tanniner der vokser og vokser. Lang og intens eftersmag. Elegant vin som har et langt liv foran sig. (På billedet er det 01'eren.)
92

2004 Gratius Toscana IGT
Lidt blødere i duften end CCR. Dybere og mere moden i smagen - kirsebær, brombær appelsinskal, youghurt og filter-kaffe i traditionel og meget elegant stil. Igen imponerende balance mellem moden frugt og afrundet syre og en fantastisk kombination af elegance og kraft. Heftige tanniner i finalen. En stor vin! (Fantastisk value hos bb-vinimport.dk)
94


SAN FELICE
2004 Vigorello

Der vrænges med rette ad supermarkedernes vinhylder, hvor kvantitet er konge og man skal kigge langt efter de gode oplevelser. Så meget desto mere fantastisk er det, at Dansk Supermarked sælger San Felices topvine. Til indimellem ned til 100 kr. får man nyklassiske toscanere som uden problemer begår sig i dette selskab. Det er rent ud sagt enestående, og jeg kan varmt anbefale at KØBE, når 04'erne rammer Føtex næste år. (Desværre er San Felices nye design lidt tarveligt, men så er det jo godt at det kun er det inde i flasken som tæller.)
Den første supertoscaner overhovedet var Vigorello som kom i 1968 og er lavet på cs, sangio og merlot. 04'eren er fantastisk, med fede og intense mørke bær, vanilie, kaffe og grøntsager. Smagen har kogte solbær og kirsebær og tanninen er perfekt afrundende.
91+

2004 Poggio Rosso Chianti Classico Riserva er lidt slankere i smagen end Vigorello og virker en anelse tyndere her i denne sammenhæng, men til mad (dvs i sit rette element) tror jeg den vinder - og den holder længere. Flot struktur, kraftig og frugtig med frisk syre og lækkert rå tanniner. Dejligt og fint integreret fad.
90+


CASTELLARE IN CASTELLINA
2004 I Sodi di San Niccolo

Denne kandiderer til smagningens vin. Helt i top sangiovese med intens bærfrugt og kraftig syre svøbt i delikate fadaromaer. Syrlige kirsebær i munden, jordbærmarmelade og moskus, fed frugt, men ikke varm. Tanniner river og flår i gummerne, unge uden at være deciderede umodne. Kølig og rank stil, lang eftersmag og et laaangt liv i kælderen.
95

FOLONARI
2007 Campo al Mare Bolgheri

Merlot, cabernet, franc, og verdot. Lækker koncentreret frugt, solbær og ribs og lidt stald. Vegetale toner i smagen, koncentrerede solbær og gode tanniner. Slank, men kraftig vin. En af aftenens længste finaler!
91

LA SPINETTA
2006 Starderi Barbaresco

Ikke specielt meget nebiolokarakter i duften som er præget af fadsvøbt kirsebær og lille lakrids. Lukket næse, men som silke i munden, en utrolig fløjsagtig blødhed og harmoni af så ung en vin. Selv tanninerne virker ok modne.
93


PRUNOTTO
2005 Barolo Bussia

Ligesom hos La Spinetta virker fadbehandligen her som om den dækker for nebbiolodruens egenart i næsen. De klassiske elementer er mere tilstede i munden som er god og fokuseret. Så invaderer en hær af helt ekstreme tanniner, som man jo ikke kan undgå at blive lidt imponerede af. Aftenens tanninvinder! Det skubber vinen lidt ud af balance pt, men jeg tror det bliver en rigtig flot vin inden så længe endda.
93


GAJA
2006 Barbaresco

Skøn duft af modne blommer og fadkrydderi som dog virkede lidt tilbageholden. Helt, helt umoden i munden! Tanniner sætter med det samme ind helt forrest i munden. De er egentlig ikke kraftige, men grønne og støvede og hænger slet ikke sammen med den egentlig forbavsende tynde frugt der følger efter. Gaja skal efter sigende drikkes meget gammel, og måske ender det godt, men megaskuffende nu her.
89+


TENUTA SAN GUIDO
2006 Sassicaia

Aftenens anden gedigne skuffelse. Egentlig fin nok i duften; ikke imponerende, men med tydelig storhed i kompleksiteten og komponenternes indbyrdes balance i den fede frugt. Vandig frugt og te i munden, tynd og grøn og meget, meget skuffende. Guidalbertoen var faktisk en mere helstøbt vin pt.. Ufatteligt at de to mest legendariske vine performede så ringe idag. De skulle nok have haft lang tid i glasset og er bygget til the long run.
88+


ALLEGRINI
2005 Amarone della Valpolicella

Lækker Amarone i moderne stil med kraftige syrlige kirsebær og vanilie i duften. Kompleks og bittersød bærsmag med nødder og lakridset finale og ok tannin som tørrer op. Det bitre element er helt særligt og fint for denne vin set over hele aftenens felt og meget tiltalende.
91+


BERTANI
2005 Villa Arvedi Amarone della Valpolicella Valpantena

Skøn traditionel Amarone i frisk stil, med frugtsyre som næsten prikker på tungen, bred bærfrugt tager over og fin lakrids slutter af sammen med gode tanniner.
91

2001 Amarone della Valpolicella Classico
Blød frugt med kirsebær og modne blommer og tørret frugt med lakrids og kraftige tanniner i finalen som har en anelse alkoholvarme med. Wow, den her vin er lang i sin bærrede eftersmag! Troen på Amarone får et løft med Bertanis udgaver, de er helstøbte og på ingen måde oversøde, tunge eller alkoholdominerede.
93


MASTROBERARDINO
2004 Naturalis Historia Taurasi

Moderne aglianicovin med god syre og kraftig tannin. Vel meget fadgummi og vanilietoner, men uden at være ristet og de relativt lyse bær er stadig helt, helt fremme i smagen. En rank vin med fast struktur som nok folder sig bedre ud sammen med mad. Generelt var det opløftende at selv de vine der (som denne) er lagret på nye barriques var balancerede og på ingen måde skamferede af overdrevet fadristning. Jeg havde forventet at der ville være klart skel mellem traditionel og moderne fadlagringsstrategi, men den fordom blev klart afkræftet. Der er selvfølgelig forskelle, men min fornemmelse er, at der mere er tale om et kontinuum hvor ingen af de vine jeg smagte syntes at være gået så langt til den ene eller anden side at vinen vælter.
91


MASCIARELLI
2005 Villa Gemma Montepulciano d'Abruzzo

Jeg sluttede af med et lille montepulciano-tema. Villa Gemma er sort med rubin-violet kant. Intens, sødmefuld næse med sorte, modne kirsebær og henkogte solbær og med gummi og dæk. Fadpræget, næsten oversøisk næse. En lækker og frugtig vin i varm og mørk stil med god koncentration og udmærkede tanniner. Ikke udpræget elegant dog.
89


UMANI RONCHI
2006 Cúmaro Rosso Conero Riserva

En af Ronchis topvine på montepulciano, cabernet og lidt merlot. Helt mørk rubinrød med sort kerne. Intens og koncentreret vin med overmodne brombær og heftige tanniner. God balance og kontrolleret kraft.
90+


VILLA MEDORO
2006 Adrano Montepulciano d'Abruzzo Colline Teramane

Mørkerød. Lidt mere rank, kølig og mineralsk stil end de to ovenstående, mere reserveret - men stadig med koncentreret kraft og moden frugt. Sorte kirsebær, solbær, blomme og kaffe sammen med andre fadtoner i næsen og syrlig, moden bærfrugt i munden med kraftige tanniner og let fadpræget eftersmag. Virker ung og hård lige nu, men er bedre end de to andre montepulcianoer.
91