onsdag den 23. december 2015

9% alkohol, 100% love

2 biodynamiske vine fra hhv Loire og Jura. Begge er spontangærede, ikke filtrerede og uden tilsætninger. Forfriskende lav alkohol i begge to: 9%.

Francois Saint-Lô, Saint Grolô
En fantastisk vin! Fjerlet grolleau med helt lys, transparent farve og de fineste, delikate aromaer af blodgrape, hindbær, svampe og lakridsrod. Slank og sprød i munden med tranebær og campari og en lille smule frizz fra lidt malo i flasken. Ikke uden (rest)sødme i frugten, det er dog helt ok i den her slanke, saftige stil - der er masser af syre i den friske frugt. Vildt bitter ud i eftersmagen, med en åleslank tråd af engelsk lakrids. Det er smukt!


Domaine de l’Octavin, Corvées de Trou Trou
Trousseau fra Arbois. Radikal grå-rød(!), transparent farve og en smule forhøjet viskositet, formentlig en mindre oliefejl (Lot Trouss14) - noget man ellers fjerner med svovl, hvis man altså bruger den slags.
Men duft og smag skulle være intakt, og det er rigtig godt! Flot duft - tætvævet og rund i frugten, sart og uhyre karakterfuld på samme tid. Nyplukkede hindbær og skovjordbær sammen med mere højfrekvent citrusaromatisk clementin og et dybere mineralsk spor a la cement sammen med let oxidation. 
Perfekt balance i munden med en støvet, syrerig frugt og slank smagsstruktur, som alligevel har masser af fasthed, elementerne er vævet helt tæt sammen. Helt fersk, først på bagkanten kommer et lille salt strejf sammen med et delikat knib af bitterhed. Klart, det er en let vin, så der er ikke stor tyngde i afslutningen, til gengæld er der en skøn elegance og saftig drikbarhed.

3 kommentarer:

Finare Vinare sagde ...

Hejsan Niels!

Båda våra flaskor Trou-Trou hade en *kraftigt* förhöjd viskositet - halvvägs till saftsoppa redd med maizena. Tyckte konsistensen var ganska frånstötande faktiskt...

Piu Rosso sagde ...

Hejsan FV,
ja det er en klar fejl, men helt så galt var det nu ikke her hos os. Måske et andet lot? Nogle siger det forsvinder hvis temp kommer en tur ned og vende under 3 grader. Men det har vi ikke prøvet, og måske vil det skabe andre problemer.
God jul!
VH Niels

festvin sagde ...

Fin beskrivning av Saint Gro-Lo ... kan bara hålla med - ljuvligt vin!