mandag den 18. januar 2016

2014 Domaine Ratapoil (Raphaël Monnier), Arbois Ploussard 'Partout'

Fantastisk ploussard! Man bliver glad af sådan en vin her, der er så meget liv og originalitet, det er et æstetisk objekt simpelthen, som man bliver glad for at nogen har sat i verden.

Meget smuk, tæt og intens duft af hængt og stegt kød, får/vildt, bagt rabarber, tyttebær, havtorn, anis, peber, råddent træ og svampe. Elegant, men meget kraftig og forførende, næsen trækkes nærmest ned i glasset i en slags rus efter mere. Som en særligt foretrukken armhule, man inhalerer fra med vellyst.
Flot og uhyre velbalanceret i munden, noget af det bedste ploussard jeg har smagt. Ren frugt med både masser af frugtig friskhed, en let pinot-agtig sødme og lidt snavset dybde af de skovede, animalske træk som er vævet så fint ind i væsken. Ligesom i næsen er den både tæt og slank - overvældende og helt let på samme tid.

Monnier dyrker økologisk, håndplukker, spontangærer (carbonique), lagrer sur lie på gamle fade og aftappes ufiltreret og minimalt svovlet. Fra forskellige små parceller i Arbois, 11% alkohol.

2 kommentarer:

Martin Barslund sagde ...

Hvem importere?

Piu Rosso sagde ...

Vinikultur jægersborggade