lørdag den 23. maj 2009

2005 Silvio Grasso Langhe Nebbiolo

Tæt, helt mørk rød. Lukket næse med mørk frugt inde bag massiv karamel fra fadet. God syrlig frugt der afstemmes godt af kraftige tanniner. Kraftig fadsmag med karamel, banan og kaffe. Meget moderne stil med koldmaceration og (nye, ristede) barriques. 
82 

torsdag den 14. maj 2009

2006 Marchesi Alfieri, Sostegno Monferrato Rosso

Mørk rubin til violet. Skøn parfumeret duft med lyse kirsebær, ribs og fin mineralitet. Interessant blanding af barbera og pinot. Saftig smag med typisk barberakarakter, pinot bidrager med struktur og tanniner som i den grad klæder barberadruen her. Pinot er lagret på barriques (barbera på stål), men de må være gamle, for fadtonerne er helt diskrete og botti-agtige. Virkelig flot lavet og dejlig. Er nok allerbedst lige nu. 
89 

søndag den 19. april 2009

1976 Chateau La Pointe Pomerol




Chateau La Pointe havde sin storhedstid midt i 60'erne og er aldrig rigtig siden kommet op på samme niveau. 76 er heller ingen stor årgang i bordeaux, men det er alligevel storslået at trække sådan en 32-åring op. Flasken har været opbevaret godt og der er ingen tegn på fejl. Farven er gennemsigtig og teglstensrød. Spøgeselsagtig og helt fantastisk gennemsigtig elegance i duft og smag. Der er masser af lyse bær, flot syre og silkeagtig tørhed i afslutningen. Elementerne er vævet så tæt sammen at det dårligt giver mening at nævne dem enkeltvis! Blød og skrøbelig, men alligevel megalang - de fine, fjerne bær fortsætter og fortsætter. Overraskende lidt bundfald og overraskende holdbar i glasset, åbner sig endda lidt.
Tak Sven!