lørdag den 29. august 2009

1999 Renato Ratti Barolo Marcenasco




Rubinrød med brunlige nuancer. Klassiske nebbiolotræk i duften som vokser over tid: Blomme, kirsebær, lakrids, basilikum, lidt læder og træk fra fadet. Også blomme, lakrids og let sødme fra fad i smagen som tørrer godt ud mod slutningen. Syren er intakt, mens tanninerne er rundet af og integrerede. God længde. Ikke monstrøs, men skøn moden la-morra-barolo. De modne træk folder sig ud dagen efter, masser af læder i duften og fadet er helt væk i smagen.
91

tirsdag den 21. juli 2009

2006 Poderi Aldo Conterno Langhe

Aldo Conternos entry level vin på 80% Freisa med 20% Cabernet og Merlot. Farven er dyb mørk rubinrød over mod det violette. Særegen, meget kraftig og kompleks næse med acetone/lak, blomster, kirsebær og lidt hindbær eller ribs. Også lyse bær og lidt florale toner i den kraftige smag (og minsandten også lidt proseccoagtig limeskal). Typisk piemontesisk med meget markant syre og god, håndfast struktur. Speciel og med kompleksitet der vækker nysgerrigheden. Savner dog lidt tanniner til at hamle helt op med syren. God dybde og balance, men alligevel lidt skuffende - vinder måske med lidt alder. 
86 

lørdag den 23. maj 2009

2005 Silvio Grasso Langhe Nebbiolo

Tæt, helt mørk rød. Lukket næse med mørk frugt inde bag massiv karamel fra fadet. God syrlig frugt der afstemmes godt af kraftige tanniner. Kraftig fadsmag med karamel, banan og kaffe. Meget moderne stil med koldmaceration og (nye, ristede) barriques. 
82 

torsdag den 14. maj 2009

2006 Marchesi Alfieri, Sostegno Monferrato Rosso

Mørk rubin til violet. Skøn parfumeret duft med lyse kirsebær, ribs og fin mineralitet. Interessant blanding af barbera og pinot. Saftig smag med typisk barberakarakter, pinot bidrager med struktur og tanniner som i den grad klæder barberadruen her. Pinot er lagret på barriques (barbera på stål), men de må være gamle, for fadtonerne er helt diskrete og botti-agtige. Virkelig flot lavet og dejlig. Er nok allerbedst lige nu. 
89 

søndag den 19. april 2009

1976 Chateau La Pointe Pomerol




Chateau La Pointe havde sin storhedstid midt i 60'erne og er aldrig rigtig siden kommet op på samme niveau. 76 er heller ingen stor årgang i bordeaux, men det er alligevel storslået at trække sådan en 32-åring op. Flasken har været opbevaret godt og der er ingen tegn på fejl. Farven er gennemsigtig og teglstensrød. Spøgeselsagtig og helt fantastisk gennemsigtig elegance i duft og smag. Der er masser af lyse bær, flot syre og silkeagtig tørhed i afslutningen. Elementerne er vævet så tæt sammen at det dårligt giver mening at nævne dem enkeltvis! Blød og skrøbelig, men alligevel megalang - de fine, fjerne bær fortsætter og fortsætter. Overraskende lidt bundfald og overraskende holdbar i glasset, åbner sig endda lidt.
Tak Sven!