tirsdag den 17. august 2010

2005 Château du Cèdre, Cahors Cedrus


Château du Cèdre drives med enorm omhu og dedikation af brødrene Pascal et Jean-Marc Verhaeghe og er blandt Cahors' absolut bedste producenter. De har som erklæret mål at finde afspejlinger af Malbec kombineret med deres terroir i alle klasser - fra megavinen Grande Cuvée (70€) og hele vejen ned til denne basismalbec Cedrus (7€).
Helt mørkerød farve med violette indslag. Næsen er mørk og har lidt bagte blåbær sammen med vidunderlige søde kirsebær - decideret kirsebærsovs af sorte kirsebær, som sammen med bittermandel næsten frembringer julestemning midt i den tordenlumre augustaften.
I munden er vinen en del friskere end næsen lægger op til. Markant syre modsvarer de bløde, søde kirsebær og kraftige tanniner lukker grundigt med en karateristisk bittertone som holder ud i eftersmagen sammen med de sorte bær og balsamicostrejf. Det her er en træsko af en vin. Hård, markant og bondsk. Balancen fejler ikke noget, men det er ikke nogen elegant vin. Til gengæld er den lækker, karakteristisk og med god koncentration. Kan man som mig lide den her hårde, rustikke stil, er det skønt til enkel sydfransk mad. Den meget anbefalelsesværdige butik på Knaackstr., Berlin Prenzlauer Berg Les Rouges du Midi importerer.
 
86 

Ingen kommentarer: