Lambrusco i sneen

Sval Lambrusco er den perfekte sommervin, men hvorfor lade sig tyrannisere af den slags konventioner? Più Rosso tester tre Lambruscoer her i novemberfrosten - og de er slet ikke så sarte. Tværtimod modstår de lidt af hvert, både hvad angår vejr og mad: Lambrusco er en glimrende madvin - selvfølgelig til antipasti, charcuteri og primo-retter, men måske især til de sursøde hverdagsretter med tomat som fx. pizza og lasagna.

Lambrusco er ikke bare én drue, men en hel gruppe af druesorter. Navnet betegner samtidig de vine som laves på disse druer og dækker over mousserende vine i alle typer: hvid, rosé og rød, sød, halvtør og tør. Den autentiske og interessante er dog den mørkerøde frizzante (let mousserende) udgave, som også findes i alle sødmegrader, som regel dog i det halvtørre område med relativt lav alkohol (8-11%) og en lille, behagelig sødmefornemmelse. Lambruscotyperne er ikke søde druer, men ofte vinificeres de så der er lidt restsukker tilbage eller der tilsættes en lille procentdel af den aromatiske drue Ancellotta.
De vigtigste Lmabrusco-typer er bl. a. Grasparossa, Maestri, Salamino og Sorbara. Lambruscovine produceres hovedsageligt i Emilia-Romagna, men også i dele af Lombardiet. Der er flere DOC'er som ofte både rummer druevariant og sted, fx "Lambrusco Salamino di Santa Croce DOC" eller "Lambrusco Grasparossa di Castevetro DOC"

(2008) Chiarli, Lambrusco Salamino di Santa Croce
Lavet på Lambrusco Salamino, som giver et af de højeste farveudtræk. Det ses tydeligt i glasset her, hvor farven er helt tæt mørkerød. Der er intet skum - LOT-nummeret siger 2008 og denne er nok på vej til at tabe sin spændstighed. Det mærkes dog slet ikke i næsen, som har klar kirsebærsaft og en flot vinøs duft med umiskendelig note af spøgelsesfad. I munden er der let friz og frisk, mørk frugt af kirsebær og hyldebær. Fine, helt små tanniner og lækre bittertoner i finnish, rigtig god længde. En kraftig og lækker Lambrusco i halvtør stil (abboccato) - dén vil jeg gerne smage friskaftappet.

(2009) Tirelli, Faresa Lambrusco dell'Emilia IGT
Mørk rubinrød med flot, lyselilla skum som dog falder lynhurtigt. Lækker, intens bærnæse med blåbær, jordbær og meget karakteristisk hindbærbrus sammen med lidt bittermandel og agurk. Læskende i munden med med friske blåbær og proseccoagtige gær- og bittertoner: Mandelskal, strandsand, rågummi.. De hele jordbær fra jordbærgrød i eftersmagen sammen med marcipanstrejf. God længde, holder bærintensiteten helt ud. Ret tør.

(2009) Cantina Soc. Coop. Quistello, Gran Rosso dei Vicariato
IGT Quistello fra kooperativet i Mantovaprovinsen i Lombardiet, mellem Verona og Modena. Lavet på sorten Lambrusco Ruberti med en smule af den søde Ancellotta. Flaskegæret.
Helt sortrød og tæt i glasset, koncentreret vin som hænger fast i glasset, når den slynges rundt. Flot, tykt lyselilla skum. Duften åbner med rensningsanlæg, brændte dæk og limstift, men de lidt urene toner brænder af og giver plads til flotte sødlige bær - sorte kirsebær, solbærsaft og blåbær og lakridschokolade.
Vildt flot balance i munden, helt blød og perfekt forhold mellem frizz, frugtkoncentration, afdæmpet frugtsyre og sødme.  Sorte bær, mælkechokolade og subtil lakridsvingummi. Slutningen har rigtig fine små tanniner og bitter antydning med mandel og en sjov blåmusling hængende i eftersmagen. Skøn Lambrusco i seriøs og koncentreret stil, den bedste i denne trio. Anbefales!

Alle er fra Carlo Merolli, som har et suverænt udvalg i Lambrusco. Den store historiske producent Chiarli aftapper for iøvrigt en glimrende amabile (i den søde ende af halvtør - 8% alkohol) på Lambrusco Grasparossa specielt til Merolli, som kaldes Mutina.