lørdag den 10. september 2011

2010 Chiarli 1860, 'Mutina' Lambrusco Grasparossa di Castelvetro



Ny årgang af Carlo Merollis særaftapning af denne skønne flaskegærede amabile på grasparossa-varianten af lambruscosorten. Amabile betyder - som måske bekendt - halvtør/halvsød, hvilket også kan afkodes i alkoholprocenten: Jo lavere alkohol, jo sødere vin (groft sagt). Her er vi på 8%, og det er jo lige netop på halvvejen mellem de søde 5 og tørre 11.

Mutina har en smuk og helt mørk rubin-lilla farve med meget kønt lyserødt skum. Duften er enkel og frugtig med masser af mørke skovbær med god dybde. Smagen er saftet og sødmefuld med rynkebys blandet saft i frugten, og lidt youghurt i den letbitre syrlighed. Meget harmonisk forløb med god balance mellem perler, sødme og frugtsyre.
En enormt læskende og nærmest fræk vin i sin kombination af sødme og friskhed. Saftig finish med fine bittertoner inde bag sødmen: små bark-/rucolaagtige tanninstrejf som klæder den sødmefulde frugtsaft virkelig godt og lige vækker til eftertanke.

En amabile Lambrusco bliver vel aldrig nogen decideret point-stormer,  enkelhed/endimensionalitet ligger i hele konceptet. Men vi har at gøre med aldeles solid kvalitet her, og de objektive point siger ikke nok om den udsøgte fornøjelse det er at drikke den her vin! På rette tid og sted er det simpelthen mageløst - som en popsang, der rammer plet.
God til mange typer mad, hvor det er ok med lidt sødme og også perfekt til frugt. Er pt. udsolgt, men vender ifølge Merolli tilbage til oktober. Nye årgange plejer at komme omkring april/maj. 55 kr.
86

4 kommentarer:

Italienska viner sagde ...

Håller helt med dig, har sänkt ett antal sådana här under sommaren. Perfekt att varva ner och läska sig med efter gräsklippningen.

/Patrik

Piu Rosso sagde ...

Hej Patrik! Ja, de er skønne - beholdningen går sammen med sommeren på hæld, desværre..

Apropos Merolli: har du smagt noget af hans aktuelle brunello?

VH Niels

Italienska viner sagde ...

Nej, men vi har däremot köpt allihop :-)
Cerbaia 2004, 2005 och Quercecchio 2005 ligger och väntar på påseende - mycket sangiovese framöver således...

/Patrik

Piu Rosso sagde ...

Jamen du er jo også allerede godt igang! Bliver spændende at læse flere sangio-indlæg. Jeg har fyldt godt op med 04-sangiovese, og har egentlig planlagt at springe 05 helt over og gemme pladsen til 6+7'erne. Men Carlo frister, det er helt klart. Han forstår at teste standhaftigheden:-)
Quercecchios 04 er virkelig skøn, men slet ikke endnu så moden som det forlyder at 05'eren er. Ser frem til at høre hvad du synes!
Vh Niels