Bichel Vine er både en webshop og en gårdbutik i Hjortshøj nord for Aarhus, hvor der er udsalg af delikatesser og vine. Hver fredag og lørdag er der forskellige 'temahapsere' parret med vin og det er også her på Hjortshøjlund at WSET diplomkurserne foregår. Bichel er altså en driftig og passioneret spiller i branchen med et sympatisk syn på mad og vin og det afspejler sortimentet også, på den italienske front med gode producenter som Sandrone, Scarzello, Oberto, Monsanto, Almondo, Foradori m. fl.
Bichels årlige sortimentssmagning fandt i år sted i Scandinavian Congres Center, Aarhus og er lidt af en manifestation med mange vine plus delikatessemarked og kulinariske smagsprøver af meget høj kvalitet.
Hovedattraktionen for mig var utvivlsomt besøget af Giovanni Almondo (v. Stefano), en fremragende producent fra Roero: Almondo er et familiedrevet hus i Montà d'Alba med 15 hektars marker og en produktion på 90.000 flasker - barbera, arneis og nebbiolo.
2009 Almondo, Langhe Nebbiolo er frisk og ren nebbiolo med god fylde og karakter. Slank frugt af syrlige kirsebær, ferskensten og røg og en frisk, harmonisk frugt i munden. Flot tæthed på det her niveau, skøn basisnebba (87-88). Roero DOCG var ikke med, men det var til gengæld enkeltmarken 2007 Almondo, Roero 'Bric Valdiana' - også ren nebbiolo fra 4 hektar med 20 år gamle stokke, 15-18 dages maceration og lagring 20 måneder, 12 på nye barriques + 8 på botti. Lys og transparent granatrød farve. Intens og dyb nebbiolonæse med masser af nødder og ristede svampe og frugt af jordbær, rabarber og lidt marcipansødme. Stor intensitet i munden også med fokuseret frugt og heftig struktur - tæt, saftig syre og tanniner der begynder som underliggende kridt og brager frem i finishen med enorm kraft. Meget lang - wow, kun rigtig god Barolo kan være med her! (92-93). Begge nebbiolovine bar positivt præg af de gode, lune og åbne årgange 07 og 09.
2010 Almondo, Roero Arneis 'Vigna Sparse' er som navnet antyder fra forskellige marker (4) og er husets basis-arneis, lagret på stål 5 måneder sur lie. Charmerende næse med ananas, gul vingummi og hvide blomster. Åbner slikkent i smagen med sødlig frugt, men udvikler sig i munden og er meget rank bagerst med letkrydret citrus-finish og høj syre. En fin og karakteristisk arneis, jeg vil rigtig gerne smage enkeltmarken 'Bricco delle Ciliegie', som mange mener er blandt de bedste arneis-vine (86-87)
Og til sidst to hvide østrigere - 2010 Schloss Gobelsburg, Grüner Veltliner Stensetz har en intens og mediumparfumeret aroma med lime, hø og altheabolche - fyldig og frugtig i munden og med en intens finish som trækker ud i god længde. Flot og harmonisk GV i saftig stil. 2010 Prechtl, Grüner Veltliner er mere udviklet i næsen med anstrøg af petroleum/udstødning og en smule trøffel faktisk - næsten (spøgelses)fad eller sur lie i næsen. Interessant duft. Meget slankere og mere enkel i munden med ren, citrussyrlig frugt og stålmineraler. Lidt slap i finishen og heller ikke samme længde som Gobelsburg.
Det er en gratis smagning, hvilket jo er flot og godt for fremmødet (=marketingsværdien), men det bar smagningen også præg af - smageglassene var dårlige og topvinene var blevet hjemme i Hjortshøj. Personligt vil jeg hellere betale et par hundrede kroner og så have muligheden for at smage hele produktserier, sådan som det er normen ved sortimentssmagninger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar