søndag den 27. maj 2012

2010 Icardi, Moscato d'Asti 'La Rosa Selvatica'


Huset Pierino Icardi ligger på grænsen mellem Langhe og Monferrato og råder over 75 hektar. De dyrkes økologisk - 10 af dem endda biodynamisk - af Pierinos arving Claudio Icardi, som også står for kælderarbejdet. Druerne til moscato'en her er fra 40-årige stokke i 260 meters højde, som høstes manuelt og gæres ved 20 grader i 10 dage.

Farven er bleg hvidgrøn med gyldne reflekser. Skøn moscato-næse med akaciehonning, hvide blomster og pink cripps-æbler. Der er faktisk nærmest hindbær i frugten og en vaniliesødlig tone af hvid chokolade. Interessant næse som har en kompleksitet i sødmen.
Den runde stil går igen i smagen, som er overraskende fyldig og sød forrest med en meget blød fløjelsagtig struktur og opblusende mousse. Derfra er udklangen et harmonisk decrescendo, hvor syren gradvist tager over og frisker op. I finishen kommer mineraler til og lukker fint. God længde for typen.

En flot Moscato d'Asti, som har klart mere harmoni og fylde end de billigere udgaver. Masser af sødme og fylde, men i en nærmest 'gennemsigtig' struktur, som får den til at virke let. 115 kr. hos Cappa Vin.
89

2 kommentarer:

Nanna Wang Carlsen sagde ...

Meget aktuelt med en Moscato d'asti-anmeldelse her i sommervarmen. Tror du den vil gå i spænd med sommerens jordbær og rabarberdesserter?-

Piu Rosso sagde ...

Hej Nanna! Ja, Moscato d'Asti er perfekt i den her årstid. Og den er som skabt til rabarber- og bærdesserter af alle typer. Vi fik den igår sammen med en vanilieis, ribssorbet med friske bær i en reduceret honningfløde.

Og så kan jeg personligt også godt lide MdA til tunge desserter, fx Tiramisu eller kagedesserter, fordi den både har sødmen og masser af frisk syre og generel lethed som kontrast.

Fortsat god Pinse!
VH Niels