mandag den 20. maj 2013

2008 Tenuta Montanello, Barolo Montanello



Tenuta Montanellos eneste Barolo er fra marken af samme navn i Castiglione Falletto, hvor 40% af nebbiolostokkene blev plantet i 1943 og de resterende 60% i 1992. Montanellos Barolo modner 2 år på barriques af forskellig alder.

Farven er transparent rubinrød med orange træk. Duften er ligeså klassisk og flot med de helt rigtige frugt-, mineral- og bittertoner. En hård kalkmineralitet ligger helt i front og ledsages af appelsinskal, ribs, kongen af danmark, saltlakrids, tjære, animalske toner (kalvefond) og et snert af nougat.
Smagen er først og fremmest sprød med en rigtig tiltrækkende balance mellem syre, frugt og mineraler. Rigtig fin transparens og en struktur som især bæres af syren. Tanninerne er afmålte men vågner efter luft og lukker fint i afslutningen. I finishen kommer de animalske træk diskret ind med toner af smør og fond. Alkoholen er høj (15%), men indkapslet forbilledligt og især ved lav temperatur er det her en både frisk og seriøs Barolo, som viser årgangens klassiske karakter og balance glimrende. God nu, men kommer til at lagre rigtig flot! 229,- hos Il Buco.
91


2 kommentarer:

Italienska viner sagde ...

Il Buco verkar intressant. Vad mer har de att locka med?

/Patrik

Piu Rosso sagde ...

Hej Patrik! Il Buco er meget småskala og man skal kontakte for aftale i forvejen eller prøve at gå forbi. Stedet er hovedsageligt til lokaleudlejning som det også fremgår af hjemmesiden. Mest interessant udover Saffirio og Montanello fra Barolo er et par bio-producenter fra veneto: Prosecco fra La Jara, natur-garganega fra Davide Spillare, Daniele Portinari fra Vicenza og ikke-interventionistisk friz fra Ca de Noci i Emilia. Det er ikke noget jeg kender, men interessant med et bio-repertoire fra Veneto.
Vh Niels