I Valpolicella skelner man mellem to grundlæggende måder at fremstille en ripasso-vin på. Enten ved at lade den almindelige Valpolicella-vin 'passere gennem' kvaset fra fra recioto- eller amaroneproduktionen og derved vaske sukker-, alkohol- og smagsrester fra kvaset ud i vinen. Den anden måde er at tilføje et hold tørrede druer til den almindelige valpolicella-vin og derved starte en ny gærring. Det kaldes dobbeltgærring (doppio fermentazione) og er den metode Masi anvendte til deres Campofiorin, som var en af de første ripasso-vine i 60'erne.
Masi er en gigant i Valpolicella, som trods enorm produktion har beholdt et kvalitesfokus og engagement og har om nogen været i front i markedsføringen af Valpolicellas særlige metoder og vine. I midten af 90'erne lancerede Masi en storebror til Campofiorin med tilnavnet Brolo fra de 5 ha som udgjorde den oprindelige mark til Campofiorin. Brolo er lavet på 80% corvina/corvinone og 20% rondinella, de tørrede druer der tilsættes til andengærringen er udelukkende corvina og den lagrer to år på 600-liters fade (70% ristet fransk og 30% slavonsk).
Brolo di Campofiorin er mørk rubinrød med sortviolette træk. Smuk farve. Masser af Valpolicella i næsen med de karakteristiske søde kirsebær, rosiner og mandler, men også klare træk fra fadet i form af kaffe, kakao, bananmos og lidt mint. Duften er egentlig ret lækker i den her stil og ok at snuse til. Med luft integreres fadaromaerne noget og kompleksiteten vokser en smule med lidt mørk mineralitet og lette animalske toner.
I munden er vinen ikke vildt spændende. Glat og ok, men hul på en måde. Frugten er god og fyldig med behersket sødme, men man savner greb og karakter. Lidt fadtanniner i finishen, men ikke nok styrke her heller til at hamle op med den høje alkohol. Kort udklang præget af alkohol i svælget.
Det er ikke nogen dårlig vin, og hvis den lige får tid til at smide noget fad er der også fin Valpolicella- og ripassokarakter. Men poleret og lidt kønsløs er den også.
Brolo di Campofiorin er mørk rubinrød med sortviolette træk. Smuk farve. Masser af Valpolicella i næsen med de karakteristiske søde kirsebær, rosiner og mandler, men også klare træk fra fadet i form af kaffe, kakao, bananmos og lidt mint. Duften er egentlig ret lækker i den her stil og ok at snuse til. Med luft integreres fadaromaerne noget og kompleksiteten vokser en smule med lidt mørk mineralitet og lette animalske toner.
I munden er vinen ikke vildt spændende. Glat og ok, men hul på en måde. Frugten er god og fyldig med behersket sødme, men man savner greb og karakter. Lidt fadtanniner i finishen, men ikke nok styrke her heller til at hamle op med den høje alkohol. Kort udklang præget af alkohol i svælget.
Det er ikke nogen dårlig vin, og hvis den lige får tid til at smide noget fad er der også fin Valpolicella- og ripassokarakter. Men poleret og lidt kønsløs er den også.
86
Ingen kommentarer:
Send en kommentar