tirsdag den 4. januar 2011

2008 Garofoli, Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Superiore 'Podium'

Verdicchio dei Castelli di Jesi er Marche-regionens største vin i omfang og classico-delen er hele 2/3 af den samlede zone. Her produceres nogle af Italiens bedste hvidvine og Garofolis topvine anses normalt for at være blandt appellationens referencevine.

'Podium' er fra Garofolis egne marker omkring Montecarotto vest for Jesi. Den har en halmgul farve med grønlige træk og en indtagende duft med spændstige, søde æbler og pærer, parmigiano og smør. Virkelig frugtig, men også med kompleksitet og karakter i form af mineraler og mejeri.

I munden er der forrest antydning af lækre mikro-perler og en fed og tæt cremet smag med honningbolcher, pære og anis. Der er en ret utrolig bolcheagtig konsistens i frugten henover midtpaleten og i finishen spidser den til med slankere antydninger af mynte, stål og anis og en vel nærværende alkohol (14%). Flot længde og dybde i eftersmagen som desværre åbner lidt sprittet.

Der er en god balance mellem friskhed i syre og mineralitet på den ene side og sødmen i den tætte frugt på den anden. Personligt synes jeg alkoholen bliver vel kraftig i finishen og det er generelt en hvidvin i den oppulente genre, selvom læsset aldrig vælter til den uelegante side. Parrer man den med fisk eller salater skal det være i de velnærende ender af spektrene. Et fremragende glas ikke desto mindre, helt op ad Tavignanos ligeså kraftige VCJ 'Misco' i stilen (med et plus for en mere intens næse). Kunne nok med fordel ligge lidt.
 
89+ 

Ingen kommentarer: