Jeg har flere gange erfaret at aglianico ligesom sangiovese kan være meget tilknappet og mere eller mindre præget af reduktion i sin pure ungdom - også i basisvinene som jo ellers netop er beregnet til at blive drukket helt unge og friske og uden så mange dikkedarer som fx karafler osv. Mange af disse vine vil dog (stik imod fornuften og intentionen) måske faktisk være bedst efter nogle år på flaske. Men det er selvfølgelig gambling, fordi materialet i mange tilfælde slet ikke er godt nok til at klare tabet af umiddelbar friskhed. Vi prøver med et par modne frugter plukket fra Carlo Merollis januaroprydning:
2004 Castelmagno, Sannio Aglianico
Vi er i Kampanien, nærmere bestemt nordøst for Vesuvio og Napoli. Sannio DOC dækker hele Beneventano-provinsen, den nordlige nabo til Avellino-provinsen, som er Kampaniens vinmæssige storebror med de tre store DOCG'er Taurasi, Greco di Tufo og Fiano d'Avellino. Aglianicodruen er den røde konge i Kampanien og således også i Beneventano.
Lad os starte helt udefra: Castelmagnos Aglianico kommer i den grimmeste flaske ever og proppen er dårlig og lille og halvt gennemvædet. Nu lader jeg mig kun i beskeden grad forføre af det ydre, men forventningerne er alligevel i bund og man håber på en måde at selve vinen overrasker; det ville der være en vis tilfredsstillende retfærdighed i..
Og det sker næsten. Aglianicoen her har nemlig en ganske fin, udviklet duft - lettere æterisk og med en klar to-sporet profil af lys hindbær, frisk blomme og kemiske træk på toppen og en mørk, vampet bund med bagt marcipan, tørt træ, sure sokker og læder.
I munden er frugtens karakter egentlig frisk, syrlig og lys, men man kan ikke overse en lettere oxideret tone som relativt hurtigt vokser i glasset. Ellers ok saftighed i smagen, men finishen mangler bid og kraft. Finkornede små tanniner med ok længde åbner eftersmagen.
Kvaliteterne er ikke svære at få øje på, når man smager på den for sig selv - men sammen med mad lider den lidt under manglende styrke. Alligevel er det samlet set en ganske god flaske bordvin med dejligt lav alkohol (12%), fin druekarakter og en lidt vaklende statur som vækker en slags omsorg.
82
2003 D'Angelo, Sacravite Basilicata IGT
D'Angelo er et af de største og absolut førende huse i den ellers nemt oversete region Basilicata. Også her dyrkes primært aglianico og 'Sacravite' er en af basis-aglianocoerne fra D'Angelo, som producerer en stor håndfuld aglianico-baserede vine i varierende stil og tyngde, med kvalitativt fokus og traditionelle metoder.
Farven er mat rubinrød med brunrøde toner. Duften lægger virkelig svinsk ud med snavset dyrepels, urin og terpentin. Det viger en smule for en medium-intens næse med røde tilbagetrukne bær (jordbær og hindbær), røg, lak og masser af læder. Delikat på en lidt rå og dirty måde.
Frugten er en smule fraværende i munden, men ellers virker den egentlig ikke 7 år gammel. Mellemfyldig vin med røde bær, frisk syre, masser af røg og og gammelt læder og fast, integreret tannin i finishen. Benzin og limeskal i eftersmagen aftager med luft.
Selvom det er en absolut moden vin skal den nok fluftes lidt for at smide de mest urene træk. Men så er den også god.
84
Det er et par beskidte tøjter, disse modne og lettere affældige aglianicoer. Men det er heller ikke dårligt. Tværtimod spændende at møde, selvom det nok står klart at der skal større vine til at årene for alvor åbner for noget.
2004 Castelmagno, Sannio Aglianico
Vi er i Kampanien, nærmere bestemt nordøst for Vesuvio og Napoli. Sannio DOC dækker hele Beneventano-provinsen, den nordlige nabo til Avellino-provinsen, som er Kampaniens vinmæssige storebror med de tre store DOCG'er Taurasi, Greco di Tufo og Fiano d'Avellino. Aglianicodruen er den røde konge i Kampanien og således også i Beneventano.
Lad os starte helt udefra: Castelmagnos Aglianico kommer i den grimmeste flaske ever og proppen er dårlig og lille og halvt gennemvædet. Nu lader jeg mig kun i beskeden grad forføre af det ydre, men forventningerne er alligevel i bund og man håber på en måde at selve vinen overrasker; det ville der være en vis tilfredsstillende retfærdighed i..
Og det sker næsten. Aglianicoen her har nemlig en ganske fin, udviklet duft - lettere æterisk og med en klar to-sporet profil af lys hindbær, frisk blomme og kemiske træk på toppen og en mørk, vampet bund med bagt marcipan, tørt træ, sure sokker og læder.
I munden er frugtens karakter egentlig frisk, syrlig og lys, men man kan ikke overse en lettere oxideret tone som relativt hurtigt vokser i glasset. Ellers ok saftighed i smagen, men finishen mangler bid og kraft. Finkornede små tanniner med ok længde åbner eftersmagen.
Kvaliteterne er ikke svære at få øje på, når man smager på den for sig selv - men sammen med mad lider den lidt under manglende styrke. Alligevel er det samlet set en ganske god flaske bordvin med dejligt lav alkohol (12%), fin druekarakter og en lidt vaklende statur som vækker en slags omsorg.
82
2003 D'Angelo, Sacravite Basilicata IGT
D'Angelo er et af de største og absolut førende huse i den ellers nemt oversete region Basilicata. Også her dyrkes primært aglianico og 'Sacravite' er en af basis-aglianocoerne fra D'Angelo, som producerer en stor håndfuld aglianico-baserede vine i varierende stil og tyngde, med kvalitativt fokus og traditionelle metoder.
Farven er mat rubinrød med brunrøde toner. Duften lægger virkelig svinsk ud med snavset dyrepels, urin og terpentin. Det viger en smule for en medium-intens næse med røde tilbagetrukne bær (jordbær og hindbær), røg, lak og masser af læder. Delikat på en lidt rå og dirty måde.
Frugten er en smule fraværende i munden, men ellers virker den egentlig ikke 7 år gammel. Mellemfyldig vin med røde bær, frisk syre, masser af røg og og gammelt læder og fast, integreret tannin i finishen. Benzin og limeskal i eftersmagen aftager med luft.
Selvom det er en absolut moden vin skal den nok fluftes lidt for at smide de mest urene træk. Men så er den også god.
84
Det er et par beskidte tøjter, disse modne og lettere affældige aglianicoer. Men det er heller ikke dårligt. Tværtimod spændende at møde, selvom det nok står klart at der skal større vine til at årene for alvor åbner for noget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar