onsdag den 20. april 2011

2006 Borgo Scopetto, Chianti Classico Riserva Misciano

Borgo Scopetto i Castelnuovo Berardenga producerer fra 70 hektar, hvoraf 40 ligger i Chianti Classico-distriktet. Topvinen er riservaen på ren sangiovese fra marken Misciano i 370 meters højde. Den lagrer 18-24 måneder på en blanding af botti (30hl) og tonneaux (3-5hl)

Mørk rubinrød farve med violette træk. Duften kombinerer frisk, mørkerød frugt med et markant fadpræg: Sorte kirsebær, cola, smør og læder sammen med lidt tobak og grønlige, bladagtige træk af græs/bøgeblade.
Smagen er mediumfyldig med frisk, syrlig frugt af kirsebær og hindbær sammen med mørkere bittertoner af tobak og læder. Finishen trækker godt ud og helt til sidst sætter ganske effektive tanniner ind og tørrer op. Eftersmagen har medium længde med kirsebærfrugten, tør tobak og lidt besynderlige træk, hvor det bladgrønne fra duften sætter igennem sammen med syre og fadaromaer - et sjovt strejf af gammeldags hovedsalat med mormordressing (fløde+citron).

Frugten er saftig, men ikke særlig interessant i sin smagsprofil og selvom det med sin gode struktur er en fin madledsager til mellemkraftige kødretter (ret effektiv til saltimbocca med blød polenta og mælkebøtter), er det ikke nogen uforglemmelig vin. Ikke engang til prisen. Den mangler koncentration og dybde især i frugten, og en bedre sammenhæng mellem den tynde frugt og det fede fadpræg. Vinder ikke med luft - der bliver varmet lidt op under læder- og tobaktonerne, men tabet af den indledende grønlige friskhed gør ondt. Det er bestemt ikke nogen dårlig vin, men enkeltmark+riserva+2006 burde have været lig med noget større. 90 kr. hos Vinoble. 
85 

Ingen kommentarer: