Cirò DOC ligger i det sydøstligste Kalabrien - helt nede på den italienske støvlesål. Den indfødte hoveddrue er gaglioppo og de to store kvalitetsproducenter er Librandi og San Francesco. Førstnævnte har et mere internationalt snit i stilen, San Francesco satser mere fokuseret på Cirò-vine. Denne basisudgave er på 100% Gaglioppo dyrket i 500 meters højde med kort maceration og lagring på stål.
Farven er dyb, men transperant rubinrød med rødbrunlige træk. Duften er æterisk og slank med tydelige blommer og overmodne jordbær sammen med hvid røg, lakrids, varme dæk og lidt marcipan. Lækker næse i kølig stil (forbavsende nebbiolo- eller nerello-agtig) - det er meget tydeligt at den er dyrket i højden, her er vi langt fra fordommen om slap syditaliensk marmeladevin!
Mediumfyldig smag med dyb syre og rød frugt. Også en vis afventende seriøsitet og bredde, men hovedindtrykket er saftigt og friskt. Flot balance mellem afdæmpet, saftig frugt på den ene side og de tørre røg- og jordelementer på den anden. Finalen har saftighed i syre og tannin og fin (pulver)lakrids. Fyldigheden øges faktisk henover forløbet og her i overgangen fra finalen til efterklang er det en vin med ganske bred fylde. Gode tanniner sætter sig fast på tænderne og laver struktur helt ud i eftersmagen, som er ret speciel med bladgrønne toner af græs, krydderurter og humle sammen med syrlig blommefrugt.
Det er en fantastisk hverdagsvin til pasta, pizza og lignende. Slank, saftig og med en rensende struktur og godt med karakter. Slår uden problemer Librandis basis-Ciro. Ufattelig value til €5,25 i det skønne italienske supermarked i Berlin 'Centro Italia' (nu med nyåbnet afdeling på Prenzlauer Berg), og også flot til 65/59 kr. hos Carlo Merolli.
87
Ingen kommentarer:
Send en kommentar