Hvidvinsdruen tocai friulano er en af Friulis indfødte stoltheder med en meget lang historie. Derfor er det også lettere bizart at EU har beordret tocai fjernet fra navnet, for at beskytte Ungarns produktion af den søde (og iøvrigt fantastiske) Tokaj. Men friulano er da under alle omstændigheder et retvisende navn.. Denne udgave kommer fra Collio DOC i den østligste del af regionen Friuli-Venezia Giuli.
Helt lys farve og enkel, frisk næse med hård pære, melon, lidt anis og latex. Blød og ren i smagen med friskt attack af slank pære og umoden melon, som hen mod finish drejer i en markant bitter, men også saftigere, retning med godt greb og god sprødhed. Salt-mineralsk kerne og bitterhed a la latexhandsker. Eftersmagen er slank, ok afbalanceret og delikat med fine salt-, bitter- og anistoner og elementerne klinger ud stille og roligt. Det er overordnet en god, ukompliceret hvidvin som til en pris på 40 kr. er et superkøb.
Ved samme lejlighed drak vi Tirelli, Malvasia Dolce, som er en yderst anbefalelesesværdig sød, mousserende desserthvidvin med lav alkohol (6%). I stil med Moscato d'Asti, men mere fyldig og dybere i både farve smag: Mørkere frugt med overmoden pære, dåsefersken og højsommerblomster og relativt lav syre, som tager lidt af friskheden - men til gengæld gør den egnet til lidt tungere desserter. Var et sublimt match til den let syrlige æble-karamelcreme, der ledsagede chokoladekagen. 65 kr.
Begge vine fås hos Carlo Merolli.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar