Vinevent er en årlig smagning i Aarhus, som i år havde fundet ideelle lokaler i Früds Spisehus. Her var mere end 20 importører samlet for at vise deres sortiment frem, jeg holder mig her til det italienske repetoire med store forventninger til bl. a. Bichel, Lahvino, Pran og Carlo Merolli. Det skulle - lidt uventet - vise sig at dagen for mig kom til at stå i Venetos tegn:
Vin300.dk præsenterede det lille familiehus Bonazzi, som var et meget positivt bekendtskab. Klassiske Valpolicellavine med en meget tændt frugt i slankt udtryk med god dybde i alle tre produktled: 2008 Bonazzi, I Campo Veneto IGT er en fremragende basisvin lagret 6 måneder på botti og barriques: Ren, saftig corvina-frugt med den karakteriske sødlige kirsebærsaft og en helt tændt, rund frugtsyre som får det til at føles prikkende på fortungen. Den samme frugtprofil går igen i 2008 Bonazzi, Valpolicella Classico Sup. Ripasso som også har høj, blød syre men kombineret med sødlige fadkrydderier (2 år botti/barriques 2/1) af sødlakrids og kanel og en flot dybde. 2005 Bonazzi, Amarone della Valpolicella Classico er rank og klassisk i stilen med en rigtig flot duft af kirsebærsovs, kanel, vanilie, dæk og en metallisk rusttone. Virkelig god struktur, godt med tannin, rank syre og bittertoner, som får den til at virke meget frisk. 2 år på botti og 18 mdr. på barriques. Til hhv. 84, 89 og 188 er alle tre gode køb.
Carlo Merolli havde et fokuseret line-up med 10 vine af allerhøjeste kvalitet. Bl. a. Quercecchio Brunello og Rosso (Montalcino), den helt fantastiske 2000 Gemma Tabui Barolo Riserva, 2007 Cascina Cuccos Barolo Vigna Cucco og så denne Le Ragose-vertikal som blev dagens hovednummer. Le Ragose har nogle af de højest beliggende marker i Negrar, 500+ moh på stenet og meget mager jord, som giver ranke og mineralske vine.
2002 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico
Wow, vi lægger downright dirty fra land i den her minivertikal med 02'eren som har en skøn, snavset brett-næse med mødding, kloak, skrald sammen med (sur)kål, balsamisk frugt, lakrids og julekrydderier (især kanel). Blød og dyb, moden frugt i den klassiske stil hvor sødme og rund frugt vejes op af rank struktur, især med faste tanniner. Imponerende Amarone fra en på papiret temmelig svag årgang - det mærker man ikke her og det er en meget anbefalelsesværdig udgave hvis man godt kan lide det lidt beskidt!
2003 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico
Fra en kold og våd årgang til en varm og tør - to ekstremer i hver sin ende af skalaen. Men her i den hede 03 virker det til at Ragose har haft gavn af den høje beliggenhed: Næsen er overraskende frisk med ligefremme, krydrede kirsebær, blomme i madeira og vegetale fadtoner a la svampe og våde blade. Enormt blød frugt i munden, med masser af blommesaft og remonce i finishen. Svagere struktur end 02'eren, men mere saftig i frugten.
2004 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico
Næse domineret af læder og lakrids og friskere urter, næsten krydderurter. Tilbageholdende og kølig i frugten og pt. den strammeste af de fire her - men måske også den mest elegante. Ikke så spændende i munden som de 03'eren og faktisk med mere blottet alkohol i finishen. Men i den kølige stil er den frisk og ligefrem saftig, og er man ude efter en elegant Amarone til lagring er dette et godt bud.
2005 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico
har en meget speciel og karakteristisk 'spids' i duften, som måske bedst kan beskrives som stilket med toner af kanel og lakrids. Meget rank - minder om 04'eren i stilen, men er endnu mere frisk og spændt og virker faktisk bedre struktureret med et højere syreniveau og en kraftigere tanniner. Jeg drak en flaske af denne for et par år siden og den er klart bedre og mere karakterfuld nu.
Fire flotte, klassiske Amaroner af høj kvalitet (90-92 pts.) og det er et spørgsmål om personlig præference og formål, hvilken man foretrækker. Igen en lektion i ikke at lade sig blænde af årgangsskemaerne, jeg foretrækker fx. idag helt klart 02'eren, som jeg synes har mest karakter og kompleksitet - og så er den moden.
MwineM.dk havde 2006 Bussola, Valpolicella Classico Sup. Ripasso Ca' del Laito fra Bussolas i 2001 tilkøbte 8 hektar i udkanten af Classico-zonen. Mørk og intens ripasso-fortolkning, som er saftig og blød men med så meget fokus i frugten at det føles alvorligt og fast - ikke noget floppy, semiamarone her!
2005 Bussola, Amarone della Valpolicella Classico er meget anderledes: En ekstremt kemisk og superintens amaronenæse med acetone, amaretto og sultaniner - en vildt æterisk og sprittet parfume. Smager af hedvin i munden med oxidative toner og masser af alkohol i den ellers elegante og egentlig lyse likørkirsebær-frugt. Det her viser hvor speciel og ekstrem en vintype Amarone kan være - elegant og tonstung på samme tid. Vildt, karakteristisk og flot! Bygget til fremtiden.
Pran var også rigtig godt repræsenteret også bl. a. med den saftige og kraftfulde 2006 Basilisco, Aglianico del Vulture, en mørk og koncentreret aglianico med moderat fad og god længde og især en meget intens og dyb syre. Også meget interessant 2006 Plozza, Sfurzàt di Valtellina - DOCG'en fra Lombardiet på tørret nebbiolo. En speciel smagsprofil som ikke umiddelbart blindt er til at gætte som nebbiolo. Mere sagrantino-agtig faktisk, med tæt frugt, sødme, høj alkohol og så den velkendte, faste struktur. Godt bekendtskab og bestemt en vintype, som er et nærmere kig værd.
Derudover smagte jeg blandt andet for første gang vine fra Mallorca og Canada - bl. a. en fremragende selection-riesling (2006 Cave Spring, Riesling CSV) fra Ontario, som var næsten ligeså petroleumsaromatisk som Sarraccos piemonte-riesling (samme breddegrad, også fra 06) og havde en skøn sødme og kompleksitet i frugten.
Generelt kan man måske give det råd til importørerne at de skal gøre op om det vil det eller ej. Man kan ikke fedte sig igennem sådan et arrangement med basisvine og nærig udskænkning - så bliver man kørt over af dem som går all-in. Carlo Merollis stand var (hvad angår røde) hovedattraktion på grund af den kompromisløse kvalitet i det fokuserede line-up og den rundhåndede udskænkning, som frigiver alle aromaer i glasset og betyder at man faktisk kan smage ordentligt på vinene. Det får simpelthen vinene til at fremstå i det bedst mulige lys - og det er vigtigt når rammerne ved en messe i forvejen per definition er vanskelige.
Men der var få svipsere blandt standene og som arrangement var Vinevent 2011 en yderst veltilrettelagt smagning med plads nok, god stemning og mange flotte og alsidige vine fra små importører.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar