onsdag den 30. maj 2012

2006 D'Angelo, Aglianico del Vulture 'Valle del Noce'


Topvin fra en af Basilicatas bedste producenter D'Angelo. 'Valle del Noce' hedder enkeltmarken, som breder sig over syv hektar i 350 meters højde i DOC'en Aglianico del Vulture. Udbyttet er nede på 35 hl/ha, skalkontakt i 10 dage og lagring 15-20 måneder på botti.

Dyb rubinrød med rødbrune træk. Vidunderlig og helt åben klassisk-traditionel duft med intense æteriske aromaer af lakrids, tobak, jernbanesveller, lak, sødlig lim og diskrete bottitoner af flødekaramel og læder som faktisk drejer helt over i lys chokolade. Også rød frugt alla tørrede tranebær og syrlige kirsebær. En stor og dyb duft med mange tætsiddende lag, som det er en fornøjelse at bladre i!
Godt attack i munden med masser af syre i den røde frugt af syrlige kirsebær, (friske, tanniske) tranebær, nektarin og søde jordbær. Mellemfyldig i strukturen, syren er tårnhøj hele vejen, men sødmen er markant på bagkanten. Tanninerne lurer lækkert fra starten men er faktisk temmelig lette i finishen og lukker kun lige akkurat tilstrækkeligt resolut. Eftersmagen åbner lidt vandet, men har egentlig fin længde med de røde bær og syrlig nektarin. Lidt enklere i smagen end næsen lægger op til, men det er ikke desto mindre en helskøn vin af høj karat, især er den en sublim madledsager.


Det er sagt mange gange før, men klassisk producerede aglianico-vine fra Kampanien og Basilicata minder stilistisk meget om vine på de store midt- og norditalienske druer (sangiovese og nebbiolo), her med anelse mere krydring. En vidåben, moden og i det hele taget virkelig flot vin - og meget varm anbefaling til 120 kr hos Carlo Merolli. Høj klasse for kronen! Finare Vinare har også smagt.
91

2 kommentarer:

Finare Vinare sagde ...

Fin post, Niels! Visst är det nästan obegripligt bra kvalitets-utdelning för pengarna, men allra bäst är nog själva stilen. Man kan bara önska att det var fler som gjorde vin på helklassiskt vis...

Piu Rosso sagde ...

Ja, FV - det her er virkelig beundringsværdigt klassisk og godt! Og en tand mere intens end Vigna Caselle i samme stil. Canneto har jeg ikke smagt, men har på den anden side heller ikke behov for barriques i den her juice!
Noce her er foriøvrigt følsom overfor temperatur, et par grader køligere samler smagen markant.

Håber ikke familiens arvestrid er enden på d'Angelo as we know it!

VH Niels