tirsdag den 1. maj 2012

2009 Josef Leitz, Rüdesheimer Bischofsberg Rielsing Spätlese Trocken


Spätlese trocken fra den hyldede årgang 2009 i Rüdesheim i det vestlige Rheingau, hvor Johannes Leitz fra sine 39 hektar har stor (eksport)succes med sine rieslingvine. Tjek den forbilledligt flotte webside ud, hvor man bl. a. kan se et billede over Rüdesheim-skråningerne med de enkelte Lagen plottet ind. Og læs Finare Vinare's højst læseværdige post fra besøg hos Leitz.

Farven er lys gyldengul med en lille grønlig trækning. En fest af gul frugt i næsen med frisk æble, pære, citrus, asparges og fersken. En meget intens sød-syrlig kerne i frugten som faktisk drejer fra det gule over i en bæret, hindbærcoulis-agtig toning. Med luft kommer der også nogle mørk-fede traktordæk frem: Den karakteristiske petroleum står på lur og kommer til at udfolde sig over de næste år.
Tæt, spændt og intens frugt i munden - sødlig med fersken, abrikos, mirabeller og så en heftig syre som især folder sig ud fra midten og langt ud i eftersmagen. Grusede mineraler og akaciehonning-agtig sødme. I eftersmagen kommer grønne æbler og strejfet af de røde bær igen, men det er den spændte syre der dominerer her. God længde.

En virkelig lækker spätlese i den øvre ende af 'trocken' hvad angår restsukker. Især med lidt luft folder den sig ud med både mørke og frugtige toner, indsmigrende sødme og intens syre. Selvom vi er i Leitz's basis-serie, er der masser af intensitet og denne Bischofsberg topper måske først om et par år. Atomwine importerer Leitz.
89

2 kommentarer:

Nanna Wang Carlsen sagde ...

Fantastisk beskrivelse! Vækker masser af associationer og smagsbilleder.

Håber, du en dag smager og beskriver Van Volxem, som slog benene helt væk under mig i weekenden. Kunne være sjovt at høre 'dit take' på den :)

Piu Rosso sagde ...

Hvor fedt du havde en god oplevelse med Van Volxem, Nanna! Jeg har ikke prøvet så meget fra Saar, men hører at det er et rigtigt spændende område. Glæder mig til at smage riesling derfra også!
Ha det godt,
Niels