torsdag den 4. oktober 2012

2009 Tavignano, Rosso Piceno 'Libenter'



Ny årgang af Carlo Merollis hit fra Tenuta di Tavignano i Marche: Libenter. Vi var glade for 2007'eren, når vi indimellem fik lyst til noget mørkt og kraftigt. 70% montepulciano, 25% sangiovese og 5% cabernet macererer i tre uger og lagrer 14 måneder på tonneaux.

Tæt sortrød farve. Sødlig duft af brombær, dadler, vanilie og lakrids. Også temmelig sød i munden med mørk marmelade-tæt bærfrugt og sødlakrids og en port-tone fra den høje alkohol hele vejen. Senere i forløbet kommer der mere kant og attitude - syren og et lille tanningreb viser at vi trods alt ikke er i sydafrika eller australien. Der er god saft, kraft og dybde i frugten fra start til slut. Sødlig-varm finish med dadler, bitterlakrids og kraftig alkohol. Der skal mad til, ellers er den bitre, alkoholdominerede afslutning for meget imho.

Den falder lidt ved siden af min smag, men sammen med et kraftig stykke stegt/grillet kød er det ganske godt. Når det endelig skal være, kunne jeg egentlig godt lide den anelse mere fadpræg 07'eren havde, ligesom jeg også husker tanninerne mere nærværende i dén årgang. 79 kr. hos Carlo Merolli.
85

Ingen kommentarer: