En 'extrem fyndvarning' fra Patrik på Italienska Viner bør man ikke sidde overhørig, og idag er det blevet tid til at teste Calabrettas 'Nonna Concetta'. Nerello Mascalese-druerne dyrkes langt oppe ad Etna, i over 700 meters højde, fra ældgamle stokke på 70+ år med helt lavt udbytte. Kun 600 flasker produceres af denne topcuvée.
Dyb rubinrød farve med lysebrune nuancer. Smuk og kompleks næse med elegant, lys bærfrugt og en meget karakteristisk sød floralitet af tulipan, hyacinth og ananas sammen med mørke toner af læder, bark og lakrids.
Smagen er intet mindre end fantastisk med klokkeklar frugt og utrolig balance mellem heftig syre, blød kompleks frugt og en knogleagtig mineralitet. Det er en vin med en smuk, massiv struktur hvor hård og rå syre matches af vilde tanniner, som limer gummer, kinder og tunge fuldstændig sammen i en magtdemonstration af en finale. Jordbær laangt, langt ud i eftersmagen sammen med pirrende ananaset syre og mineralske elementer af kalk og hvid røg.
En klassicistisk marmorskulptur af en vin - blank, forfinet og alligevel tonstung. Det er kort sagt mega-imponerende og selvom strukturens heftighed og den slanke frugt minder en hel del om stor traditionel Barolo/Barbaresco, er det en særegen personlighed som åbner sig her. En parfume som er speciel - en fed tulipanagtig tone, som jeg ikke har mødt før. Lækkert er det ihvertfald, overlækkert endda. 159 kr. hos Carlo Merolli - værsgo!
93
2 kommentarer:
Skönt att Nonna levererade Niels! "Tulpantonen" är mitt i prick.
Var hos Carlo i torsdags och det finns bara ett par lådor kvar.
/Patrik
Det var ikke meget, Patrik - jeg har sikret mig en lille ration:-)
Jeg er spændt på om han får nye årgange hjem af denne og de andre Calabretta-vine..
VH Niels
Send en kommentar