torsdag den 10. marts 2011

2004 Podere Capaccia, Chianti Classico

Podere Capaccia har vin på 3 hektar ved Radda in Chianti. Der produceres Chianti Classico, Chianti Classico Riserva, supertoskaneren Querciagrande og den søde Spera di Sole. Chianti Classico er fra sydvendte marker med 95% Sangiovese og 5% Canaiolo, og lagrer 6 måneder på stål og 10 på slovenske botti.

Flot og intens, nærmest postkasserød farve. Vidunderlig duft af sur-kirsebær, jord, læder, pulverlakrids og syntetisk sliksødme sammen med mere diskrete elementer af tobak, råt kød og botti-gummi.
Smagen er rund, frisk og virkelig velafbalanceret med bløde, sure kirsebær, slank blåbær-sødme og let bitterhed i mellemfyldig stil. Frugtsyren er levende og udgør finishen sammen med tørre lakrids- og lædertræk som gradvist sætter ind. Tanninerne er helt modne og er bare tilstede som en let kridt-fornemmelse på tungen. Sammensnørringen i finishen er ikke den mest intense, men det stemmer fint med det overordnede indtryk af en moden og afrundet vin.
De lyse kirsebær hænger flot i eftersmagen ledsaget af tørt kvas, røg og læder - og en rank syre. På alle måder en behagelig vin: karakterfuld, levende og klassisk - blød, moden og rund uden overhovedet at være kedelig og med masser af saftig friskhed i behold. Et rigtig godt eksempel på at traditionel sangiovese (når den er vellavet) selv i de mere basale udgaver har det fint med nogle år i flasken.

Jeg har svært ved at forestille mig en mere klassisk Chianti og denne ryger lige ind som min reference nr. 1 for traditionel Chianti Classico. Der er større og 'bedre' vine i appellationen, men den her vin bringer så meget elementær drikkeglæde at man ikke kan undgå at blive forført. Finare Vinare har skrevet et meget læseværdigt indlæg om denne vin, og allermest rammende er sammes note om den på cellartracker - det kan ikke siges klarere og er lige mine ord: "The score (88p) doesn't at all communicate what a lovely experience this bottle was". Carlo Merolli og Føtex sælger.
 
88 

Ingen kommentarer: