Falanghina er på en måde Kampaniens Askepot, den oversete stedlillesøster blandt de to hvide primadonnaer i denne region: Greco og Fiano. De to dominerer Avellino-provinsen hvorimod Falanghina har friere spil i Benevento-provinsen. Cantina del Taburno er et velanset kooperativ med et portefølje af Kampanske enkeltsortsvine fra hele 600 hektar. Falanghinaen dyrkes 500 moh på Monte Taburno lige vest for byen Benevento.
Helt lys hvidgul-grønlig farve. Mineralsk næse, som oser af friskhed men samtidig med komplekse anstrøg: lyse blomster (japansk kirsebær), ananas og pære i front og undertoner af bloksæbe, fennikelfrø, flødeost og hængt kød.
Flot friskhed i munden - mikroperlen og god balance mellem syre og frugt og uden huller i forløbet. Syrefreaks får måske ikke helt nok her - det er en relativt blød og letdrikkelig hvidvin, men den mineralske friskhed og sprøde, slanke frugt gør at den på ingen måde virker dump eller syrefattig.
Finishen er saftig og mineralsk og eftersmagen toner flot ud med kraftig frugtvingummi, honningbolche og ananas med lidt delikat havagtig salthed, lakridspastil og parfumerede sæbetoner. God længde og høj drikbarhed - især vinder den, når den ikke er for kold. Balancen og stilen er forførende og anvendeligheden helt i top. Ikke den største hvidvin, men absolut en af de mest indbydende jeg har smagt længe!
Falanghina er sandt for dyden ingen superstar på det danske vinmarked, men findes dog hos nogle af specialisterne. Denne er fra Centro Italia i Berlin til €10.
88
PS. de to vindrikkende englebørn på etiketen, minder mig om traileren til Johannes Nyholms nye film..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar