søndag den 19. juni 2011

2004 Il Molino di Grace, 'Gratius' Toscana IGT

Il Molino di Grace's topvin på 100% sangiovese fra enkeltmark i Panzano i hjertet af Chianti Classico distriktet. Udbyttet fra de 70-årige stokke er helt nede på 22 hl/ha, maceration i 20 dage, lagring i 11 måneder på en blanding af nye og andenårs barriques og ufiltreret aftapning. Hos Il Molino di Grace mener Gerhard Hirmer og Franco Bernabei, at det er tid på flaske snarere end på fad, som er væsentligt. Ingen vin ligger længere end 11 måneder på fade. Til gengæld holder man på flaskerne i op til flere år, indtil man synes de er klar. Jeg faldt pladask for Gratius da jeg smagte den på sidste års Gambero Rosso-smagning. Her stak den kraftigt ud som en af de absolut bedste vine, og det er som bekendt et selskab med mange af de allerstørste vine - især i den her stil fra mellemitalien.

Smuk, mørk rubinrød farve med rødbrunlig modning i kanten. Helt fantastisk næse med stor intensitet og som oser af toscana og sangiovese. Blød, saftig kirsebærduft med fadaromaer af vanilie, læder, gummi og kaffe. Lige bagved er der en helt utrolig, tæt sødme, klassisk og helt typisk for langmacereret sangiovese, her i superintens pragtudgave: Kongen af Danmark-bolcher, lim, marcipan, vaniliesukker og sødtobak. Kvas, tjære og (anis)lakrids. De indledende fadtoner lægger sig hurtigt i baggrunden og giver helt plads for denne kraftfulde, overdådige klassicisme. En vidunderlig duft som afslører nye nuancer hver gang næsen stikkes i glasset.
Smagen er rund og blød og har utrolig elegant, koncentreret kirsebærfrugt med nuancer af hindbær og ribs. Ren, blød og dyb frugt med perfekt syreniveau og helt integrerede tanniner som er med fra begyndelsen som en subtil røg- og kridtagtig undertone. Tanninerne kigger lige frem i finishen, som har flot koncentration, peberkrydderi og lækre tobak-, fad- og lædertoner i åbningen af eftersmagen. Vildt flot længde, hvor den smukke frugt og dybe syre spiller i munden.

Det er en eminent sangiovesevin, som er ført af en utrolig sikker hånd, uden overhovedet at virke glat eller upersonlig. Meget kompleks, enorm dybde og med stort fokus og elegance - intet er overgjort eller underspillet. Gratius 04 har det ene ben solidt plantet i sit ideelle drikkevindue, men kommer til at modnes flot over de næste mange år. Er desværre udsolgt hos BB Vinimport, men hold øje med nye årgange, 05 lander snart. BB har et super sortiment, især fra Toscana.
 
93 

6 kommentarer:

Herren sagde ...

Det här låter som ett riktigt intressant vin! Det får vi hålla utkik efter. Tack för tips om BB Vinimport, de var nya för mig.

Flemming sagde ...

Det lyder rigtigt spænende, og en vin som jeg helt sikkert skal have prøvet. Har siddet og set på vinene fra denne producent og havde i tankerne at jeg ville prøve nogen af dem. Så super med din beskrivelse.

Flemming

Piu Rosso sagde ...

Hej Herren - Ja, BB holder et meget højt niveau. Meld dig til nyhedsbrevet - mange af vinene importeres i meget små tildelinger, så de sælges hurtigt i forsalg, som kun annonceres i nyhedsbrevene.

Hej Flemming - det kan anbefales at tjekke Il Molino di Grace ud. Gratius er den eneste jeg har smagt hjemme, men jeg husker også Chianti Classico Riserva som virkelig god. Lækker og kompromisløs stil. Læs evt. Sucking Grapes' indlæg om IMdG:
http://www.sucking-grapes.co.uk/?p=56

VH Niels

Fredrik sagde ...

Ojoj.. 93 pinnar. Besökte dem i Chianti 2008 och fick ett gäng provglas. Kommer inte ihåg Gratius men vinerna var rediga. Kul, måste bli en reunion :)

Piu Rosso sagde ...

Hej Fredrik! 93 - ja, det er ikke ofte jeg slynger så mange ud. Især når det gælder toscanere. Men hvis ikke her, så ved jeg ikke hvornår - på nogle tidspunkter føltes 93 endda konservativt, så jeg synes ikke det er overstadigt. Der er en uhyre betagende dybde og den er (efter min smag) perfekt sat mellem klassicisme og modernisme. Uden tvivl bedst på andendagen. Spændende med dit besøg, hvordan var dit indtryk af huset? VH Niels

Fredrik sagde ...

Producenten kändes inte så stor när jag var där, nu efteråt har jag förstått att de ändå är hyffsat välkända. Jag köpte med mig deras, vad jag tror, riserva tillbaka till Terreno (den 'svenska'vingården) där vi bodde och jag gjorde salsiccia med tomatsås o pasta. Vinet avnjöts i fulla drag. Sedan dess har jag sett att det går att beställa men Piemonte har liksom vart i vägen ;)

De har en ganska stor staty på innergården...