søndag den 30. juni 2013

2007 Malvirà, Roero



Malvirà er en af Roeros bedste producenter, og er ikke mindst kendt bannerfører for den hvide Roero Arneis med fremragende enkeltmarksvine, fx. denne. Nebbiolodruerne til Roeroen her kommer fra Trinità og Renesio, som også tappes som enkeltmarker. Lagring: 20 måneder på botti.

Rubinrød farve med et orange skær. Ærkeklassisk nebbiolo i næsen: Regnvåde jordbær, violer, mørkt krydrede toner af tjære, kanel og fiskesauce og friskere pust af mint og fennikel.
Smagen er blød med en kridtet struktur under den rige, sødlige jordbærfrugt. Lav syre og sødmefuld frugt afslører den varme årgang, men der er alligevel god tænding og nuancerigdom i smagen. Finishen har sød fennikel, et fint let tanninbid og en smørret tone fra fadet. God længde.

Nebbiolo viser sig her som rund charmeur, men ikke desto mindre et herligt og klassisk glas nebba. Anbefales! I Brooklyn koster denne saft $26 (150 kr), Theis importerer Malvira til DK.
89

Ingen kommentarer: