Pietroso er et lille familieforetagende lige sydvest for Montalcino by, hvor der dyrkes Sangiovese på godt 3ha marker som ligger i god højde, 350-450m.
Rossoen her er traditionelt produceret med håndplukning, spontangæring, lang maceration og lagring (12 mdr.) i store fade. Jeg har tidligere drukket et par flasker af denne og har været skuffet hver gang, men nu ved jeg hvorfor: Det har nemlig været sammen med gæster, hvor flasken er blevet drukket op over nogle timer efter alm. iltning. Og det er slet, slet ikke nok. Den her vin har i ekstrem grad brug for luft. Den er komplet lukket hele første aften, vildt urtet og med aromaer (som jeg finder typiske for u-iltet/reduceret Sangiovese), som i første omgang nægter at dampe af: Dieselolie, Fernet Branca, harsk lakrids og (brændt) gummi. Frugten er langt væk i smag og duft og vinen er ret utiltalende selv efter 4-5 timer.
Men efter et døgn er det en helt anden vin: En fin, blød og harmonisk duft med massiv fløjlsblød amaretto, kirsebær, hindbær, syntetisk cherry, (hvid) peber, muskatnød og støv/spisekammer. En virkelig smuk, sødmefuld næse som afbalanceres af en mineralsk kølighed (våde sten) og en generel aristokratisk elegance: rank, fokuseret og tilbageholdende. I munden er der fin bærfrugt med kraftig syre og god bredde. Tanninerne er også vågnet og ligger ok i bagkanten, men de urtede toner dukker op igen hen mod finalen i form af bitre ærter og gulerod og det lidt sprittede Fernet Branca-indtryk dominerer eftersmagen.
Efter 2 døgn (!) er udklangen rundet af og helheden endelig harmonisk helt ud i finalen. Både duft og smag er tilføjet en fin lille tone af skovbund, og (kirse)bærfrugten er kommet helt frem i forreste geled. Så er den der endelig.
Generelt en sympatisk indsats især med en meget flot, traditionel næse. Det er virkelig fascinerende at se den her vin dukke frem over et par døgn, men det er sandelig en knibsk dame, som kræver store mængder tålmodighed og opmærksomhed for at give noget fra sig. Carlo Merolli importerer.
Rossoen her er traditionelt produceret med håndplukning, spontangæring, lang maceration og lagring (12 mdr.) i store fade. Jeg har tidligere drukket et par flasker af denne og har været skuffet hver gang, men nu ved jeg hvorfor: Det har nemlig været sammen med gæster, hvor flasken er blevet drukket op over nogle timer efter alm. iltning. Og det er slet, slet ikke nok. Den her vin har i ekstrem grad brug for luft. Den er komplet lukket hele første aften, vildt urtet og med aromaer (som jeg finder typiske for u-iltet/reduceret Sangiovese), som i første omgang nægter at dampe af: Dieselolie, Fernet Branca, harsk lakrids og (brændt) gummi. Frugten er langt væk i smag og duft og vinen er ret utiltalende selv efter 4-5 timer.
Men efter et døgn er det en helt anden vin: En fin, blød og harmonisk duft med massiv fløjlsblød amaretto, kirsebær, hindbær, syntetisk cherry, (hvid) peber, muskatnød og støv/spisekammer. En virkelig smuk, sødmefuld næse som afbalanceres af en mineralsk kølighed (våde sten) og en generel aristokratisk elegance: rank, fokuseret og tilbageholdende. I munden er der fin bærfrugt med kraftig syre og god bredde. Tanninerne er også vågnet og ligger ok i bagkanten, men de urtede toner dukker op igen hen mod finalen i form af bitre ærter og gulerod og det lidt sprittede Fernet Branca-indtryk dominerer eftersmagen.
Efter 2 døgn (!) er udklangen rundet af og helheden endelig harmonisk helt ud i finalen. Både duft og smag er tilføjet en fin lille tone af skovbund, og (kirse)bærfrugten er kommet helt frem i forreste geled. Så er den der endelig.
Generelt en sympatisk indsats især med en meget flot, traditionel næse. Det er virkelig fascinerende at se den her vin dukke frem over et par døgn, men det er sandelig en knibsk dame, som kræver store mængder tålmodighed og opmærksomhed for at give noget fra sig. Carlo Merolli importerer.
86+
Ingen kommentarer:
Send en kommentar