fredag den 4. juni 2010

Il Senso


Il Senso er en italiensk vinbar og restaurant, som har til huse i skønne lokaler i kælderen på hjørnet af Gothersgade og Landemærket. På månedskortet er få, enkle retter i de traditionelle kategorier (dog er primi og secondi slået sammen) og vinkortet har et udmærket udvalg på glas og flaske. Svinger man bare ind til et glas vin eller to (som man jo må forventes at kunne gøre på en vinbar) er priserne i den høje ende, men som restaurant betragtet er de vel ok og det er selvfølgelig dejligt at være et sted hvor vinen er i fokus, og hvor man kan prøve forkellige ting af god kvalitet uden at skulle købe hele flasker. Det bedste ved Il Senso er nok den uformelle og gode, hyggelige stemning som gør at man kan være der på flere forskellige måder - fra hurtige bobler+charcutteri udenfor og til en hel aften med mange retter. Betjeningen er rigtig venlig og medlevende, selvom det nok helst ikke skal ske, at man forveksler montalcino og montepulciano på en italiensk vinrestaurant.
Et par glimrende glas:

NV Az. Agr. Castelvetro, Lambrusco Grasparossa di Castelvetro Amabile
Fantastisk duft lige ud af flasken: Kirsebærsaft, jordbærmarmelade, søde æbler. Det er en herligt frisk duft med forførende frugtsødme, men i modsætning til fx. de lette piemontesere (Asti, Acqui) er der her et strejf af mere seriøs vinøsitet underneden som er ret fantastisk - råt kød/blod og friske champignons. I munden er vinen herligt let skummende og med god balance mellem syre, sødme, frugtfylde og alkohol. Igen set i forhold til fx. Brachetto d'Acqui, klæder det efter min mening Lambruscoen med den lidt højere alkohol (8%). De fascinerende dybder forsinder ret hurtigt i glasset, så man skal ikke vente for længe, hvilket heller ikke er noget problem..
85

2005 Palazzo Vecchio, Vino Nobile di Montepulciano
Meget karakterfuld Sangiovesenæse. Traditionel og hård i rank stil med masser af røg, whisky, hø og jord sammen med solbær, kirsebær og understrømmende marcipan. I munden går den samme ranke og fokuserede stil igen. Elegant, men med kraft og en meget flot tanninstruktur som leder over i en lang og frugtig finale. Jeg vil rigtig gerne smage en 04'er eller 06'er fra dette hus.
89

Begge vine importeres af Distinto
 

Ingen kommentarer: