Tenuta di Ghizzano ligger i Colline Pisane - bakkerne (ca. 200 meters højde) syd for Pisa, tæt på den toscanske kyst. Veneroso er Ghizzanos signatur- og midlevel-vin, første gang produceret i 1985. Den laves på økologisk dyrket sangiovese (70%) og cabernet, som gærer uden tilsat gær i åbne træfade og cementtanke. Lagrer 16 mdr. på 2.-4. års barriques og tonneaux og aftappes ufiltreret på flaske.
Smuk, rubinrød farve. Nyklassisk, ren toscananæse med sødmefuld frugt af kogte kirsebær og solbær sammen med lak, lækker tobak, brakvand/sø og søde vanilie- og gummitoner fra fadet. Virkelig flot og blød duft - stilfærdig, men fokuseret og stilbevidst.
I munden er balancen med det samme slående. Mediumfyldig krop, hvor syre, sødme, frugtfylde, diskrete fadelementer og tanniner virkelig er i harmoni: Mørke, fuldmodne bær med fast - men rund og saftig - syre krydsfader med mineralske tanniner, som ligger kridtagtigt midt i munden og tager til i styrke hen mod finish. Det er typiske sangiovesetanniner, som ankommer og holder fast på en feminin måde - seriøst, men ikke voldsomt eller hårdt. Fin længde i eftersmagen med den runde, mørke frugt i centrum og bittersøde toner af tobak og kaffe.
Ligesom stilen ligger fuldstændig på plads og bevidst mellem tradition og moderne og mellem natur og teknik, er der her helt styr på vinens komponenter. Og som altid med meget harmoniske og velbalancerede vine, ligger risikoen for anonymitet og lurer. Men Veneroso holder stand med god kraft i tanninstrukturen og smuk, mørktonet elegance. Er efter min smag bedst i timerne efter åbning, hvor den har lidt behagelig grønlig friskhed og syren er mest levende. Er man til det mere runde med tydeligere sødme, kan man give den luft.Theis Vine importerer Tenuta Ghizzano.
88
Ingen kommentarer:
Send en kommentar