Le Arche's Reciotoer kan fåes ned til under 100-lappen for en halvflaske og kvalificerer lige akkurat som enkle introduktioner til denne søde gren af Veronas klassikere. Le Arche's Recioto della Valpolicella er en frisk og ganske behagelig dessertvin, her tester vi den hvide udgave fra Soave, som laves på tørrede gargenega-druer.
Tyk i glasset med lys rav-farve. Duften er floral og frisk og minder egentlig mest om tør, aromatisk hvidvin med sin kraftige abrikos, fersken, hyldeblomst og en markant salt- og stålagtig mineralitet.
Sød og fyldig i smagen, tæt i frugten og alligevel frisk via en fin syre. Gammeldags slik a la kandis, lynghonning, karamel og frugt af abrikos, æblegrød og sultaniner. Finishen er saftig og frisk og udklangen er mediumlang med tørrede frugter, god frugtsyre og letbrændt sødme.
En delikat og harmonisk sød vin, som udmærker sig ved sin fine mineralitet og friske syre som balancerer den tætte sødme. Ikke særligt koncentreret, hvilket jeg her - ligesom med Le Arche's Recioto della Valpolicella - tolker som bevidst og et udtryk for en sød vin i det elegante hjørne. Dansk Supermarked importerer.
86
Ingen kommentarer:
Send en kommentar