Ruché er en temmelig sjælden piemontedrue, som er berømt eller berygtet for sin specielle og intense parfume. Den er ikke særlig udbredt og at finde en ruché på det danske marked er som at lede efter en nål i en høstak. Derfor er det ret overraskende at Føtex Food pludselig fører et parti ruché, godt nok fra storproducenten Bersano fra Nizza Monferrato, men ikke desto mindre svær at gå forbi upåagtet. Ruché di Castagnole Monferrato er druens 'hjemme-DOC', som blev ophøjet til DOCG fra 2010-årgangen.
Lys, transparent rubinrød farve. Meget særpræget duft, som alligevel oser af piemonte: Ekstremt floral og parfumeret med hindbær i frugten og masser af violer, tulipan, roser - næsten tropeagtig floralitet - sammen med hvid peber-krydderi og en stilket/løgplanteagtig grønhed. Virkelig intens parfume her!
Relativt lav syre og slank, meget elegant frugt med god kraft. Speciel her i munden også, med den parfumerede, krydrede frugtighed i front. Blød og oppulent med et lille animalsk strejf - næsten som æbleflæsk: cremet frugtmos + løg + røget kød. I finishen er der flot frugtkoncentration, medium tanniner og masser af skolekridt (sød mint, lakrids) og hindbær ud i eftersmagen.
Lidt uventet for en lys og ufadet piemontevin, er den blød og cremet i munden, men den relativt lave syre betyder ikke, at man savner friskhed og elegance. En stor fornøjelse, som ikke kun fungerer som vin til mad, men også kan drikkes på egen hånd, fx. på altanen. Blød og parfumeret, men også virkelig frisk i den vanlige slanke piemontestil og en skøn vin til fx pastaretter - aftenens puttanesca kunne dårligt have haft en mere passende ledsager. Minder lidt om den ligeså usædvanlige piemonte-specialitet tør brachetto (fx. Sottimanos Maté), men med meget lavere syre og mere outreret i sin parfume. Varm anbefaling, især til de aktuelle 119 kr. for to!
88
2 kommentarer:
Vi nød den i går! Fin oplevelse alene og til byg-ottoen med svampe og kylling.
Dejligt at I kunne lide den - det lyder som et skønt match, Lise! Og således inspirerede har vi fundet perlebyggen frem og vil lave en otto med fennikel og koldrøget hellefisk iaften.
/Niels
Send en kommentar