onsdag den 9. november 2011

2005 Quercecchio, Brunello di Montalcino

Quercecchio er et familiehus ejet og drevet af Maria Grazia Salvioni. Det ligger i den sydlige del af Montalcino-zonen og råder over 15 hektar i 320 meters højde med sangiovese grosso. Der produceres Brunello i klassisk stil med mellemlang maceration og lagring (tre år) på store fade.

Transparent granatrød med let modning. Frisk, æterisk næse med lys, rød frugt (kirsebær, ribs), kongen af danmark-bolcher, frisk fenikel, umodent æble og i baggrunden en flygtig animalsk tone af afløb, dyrehud og blåskimmelost. En slank og meget traditionel sangiovesenæse - ikke særligt kraftfuld, men delikat.
Meget høj syre i munden med slank frugt af sure kirsebær, ribs og æble (næsten skovæbler, umodne). En lille sødme kommer til med farin- og kaneltoner og tobak. Strukturen er rank og slank, næsten tynd - men vinder både styrke og bredde med luft. Så godt som ingen tanniner i finishen. Lang eftersmag med frugtsyren i front og et sødligt-animalsk drag fra fadlagringen.

Det er en brunello som er mærket af sin lidt sløje årgang og efter min mening er et niveau under 2004'eren. Min skarpe halvdel er ikke umiddelbart begejstret og sammenligner med Prins Charles: Royal i oprindelsen, ja, men ranglet, uharmonisk og uden egentlig substans. Og det vækker diskussionen om hvor grænsen i grunden går mellem tynd/simpel og slank/elegant i en vin. Men hun istemmer at den samler sig betydeligt med luft og har delikate øjeblikke. Jeg er generelt mere venligt stemt og holder af den letmodne sødme kombineret med friskheden i den lyse frugt med enormt høj frugtsyre. Er bedst efter 2-3 dage, så giv den godt med luft. Det betyder dog ikke at den kan holde sig evigt i kælderen - frugtens friskhed er en hovedattraktion her.
Som reference åbner vi den helskønne 2004 Podere Capaccia, Chianti Classico, som ganske vist er af lavere adel, men flere gange har vist sig som en overachiever og klokkeklar 88-pointer. Det er den stadig, men man mærker trods alt tydeligt et ekstra gear i blød kompleksitet hos Querceccios 05-Brunello. 131 kr. hos Carlo Merolli. Også smagt her, her, her og her - kravler lige akkurat op på:
90

9 kommentarer:

Italienska viner sagde ...

Vad träffande med en diskussion om begreppen tunn/simpel kontra slank/elegant - ett spörsmål som vi diskuterat här hemma otaliga gånger. Även min bättre hälft brukar ibland tycka att en del av de viner jag hyllar som friska, eleganta och slanka kan vara lite väl tunna, snipiga och snåla. Mitt stående, och enda, svar brukar vara att vi här talar om ett visst mått av 'aqcuired taste' - man lär sig helt enkelt att identifiera elegansen efter att ha provat såväl tunna/simpla som eleganta viner. Jag vill ju påstå att nosen är den gängse giveaway'en - talar vi om italienska viner i allmänhet, och nebbiolo & sangiovese i synnerhet, så avslöjar den lite eteriska bärparfymen tämligen omgående vad vi har i glaset. I munnen handlar allt om balans, det går i regel inte att missta sig på huruvida det råder harmoni mellan syror, frukt och tanniner i ett vin som är sådär avslöjande naket 'to begin with'.

Vad beträffar Quercecchios BdM 2005 så tycker jag nog att den hade substans och uppvisade förvånansvärd tillgänglighet - en veritabel 'pleaser' i min mun. Inget lagringsobjekt dock, som du påpekar.

/Patrik

Michael Gram sagde ...

Hvordan får du den til at vare 2-3 dage? Jeg fatter det ikke? ;-)

Piu Rosso sagde ...

Patrik - det er meget interessant hvad du skriver! Du har ret og er også længere i den proces end mig, er jeg sikker på (men nu er jeg så småt begyndt at drikke pinot, så lidt sker der da:-))
Apropos 'balance': Opfattelsen af balance er vel noget som også er kontekst-bestemt - er man fx. vant til oversøisk vin, vil en traditionel barolo kunne opfattes som helt ubalanceret og måske endda fejlbehæftet (jvf. cellartracker-noter)?
Og et andet aspekt: Indimellem er det vel også sådan at vilde og strittende vine med fx. rå tannin eller kantet personlighed, kan være mere appellerende end dem man objektivt ville kalde 'velbalancerede'? (og måske er det så en sproglig defenitionsting: også kedelige vine kan være i balance, mens kun sublime vine kan siges at være i harmoni - altså at 'harmoni' er en kvalitativ farvning af balance..)

VH Niels

Piu Rosso sagde ...

Michael - det er der Podere Capaccias CC kommer ind i billedet;-)
Har du smagt Quercecchios 05 BdM?
/Niels

Michael Gram sagde ...

Jeg smagte den første gang ved Vinevent Aarhus, og da havde den det nok lidt svært idet jeg havde fået et par lidt tungere vine forinden. Men fik en flaske i går, og fandt vinen meget tiltalende.

Jeg hælder nok mest til vurderingen slank/elegant, og er absolut ikke uenig i hverken dine eller italienska viners smagenoter, selvom mine smagsløg er knapt så fintfølende. Den skal ikke have alt for kraftig mad, så drukner den, men lyst kød - i mit tilfælde en flæskesteg (fik and forleden, og er ikke en stor andefan), klarer den fint. Kan sagtens drikkes uden mad pga. den lave tannin, synes jeg.

Nogle vil dog nok blive lidt skuffede, hvis vinen er oversolgt som "monumental" eller hvad der nu puttes på af vrøvl. Det er ikke en australsk bombe, men en elegant italiener.

Piu Rosso sagde ...

Michael - du rammer hovedet på sømmet dér: Q BdM 05 er bestemt ingen imponator, men en elegantier til ikke alt for kraftig mad.
VH Niels

Michael Gram sagde ...

Har fået tilbud på Quercecchios BdM 2006 fra Carlo Merolli. Er der nogen erfaringer med den?

Piu Rosso sagde ...

Michael, jeg har hverken smagt brunello eller rosso fra Quercecchio i 06-årgangen. Men kan du lide 05'eren kan du stor sandsynlighed roligt gå om bord i 06, som er en markant bedre (og holdbar) årgang i Montalcino - og Toscana generelt.
/Niels

Piu Rosso sagde ...

Quercecchios Bdm 05 er genbesøgt her feb. 12 og den performer overraskende godt og er mere åben, dyb og delikat end jeg husker ovenstående første flaske for bare et halvt år siden. Vidunderlig æterisk krydderaroma af trøffel, træ, svampe, rosmarin og læder sammen med en utrolig delikat modne sangiovesefrugt, hvor de spidse ribs- og æbleagtige træk nu er smeltet helt ind i den sødmefulde frugt. Helstøbt.
Flaskevariation, hurtig modning eller er det smagerne? Højtrykket og de lune vinde? :-) Ved det ikke, men godt er det!
/Niels