lørdag den 15. maj 2010

2004 Quercecchio, Brunello di Montalcino


Rubinrød med rødbrune reflekser og en gennemsigtig, viskos struktur. Kraftig og sødmefuld næse med sorte kirsebær, overmoden blomme, nykløvet træ, cherrycoke, gummi og nødder fra (nyere) botti, lidt lak, vaniliesukker og tandlæge. Den lækre sødme i næsen er afbalanceret perfekt af de kølige/kemiske elementer. I munden er vinen også i flot balance, klassisk sangiovese med sødmefulde kirsebær, blommelikør og kraftig syre, som leder rigtig godt over i en ok tanninafrunding med antydning af sødtobak. Det er en meget elegant vin på et højt niveau med et flot og sikkert forløb fra start og helt ud i finish. Eftersmagen er mediumfyldig og -lang og domineret af friske bær og frugtsyren sammen med et touch af de sødlige trifli-toner. Det her er godt - sangiovese as it was meant to be! Selvom den har tre år mere på fad/flaske på bagen, skal den ligesom 07 Rossoen have masser af luft og er på grænsen til for ung nu. Er nok bedst om 3-5 år og holder mindst 10. Carlo Merolli importerer. 
91 

Ingen kommentarer: