mandag den 6. februar 2012

2010 Elena Walch, Alto Adige Lagrein


Elena Walch forlod arkitektgerningen og overtog firmaet i slutningen af 80'erne og har siden markeret sig som et af de stærkeste producentnavne i Alto Adige. Hun råder over 30 hektar omkring Tramin beplantet med en lang række druer, som det er almindeligt her i området. Walchs basis-lagrein her vinificeres med skalkontakt i 10 dage og modner kort på botti af fransk eg.

Farven er tæt mørkerød med violette træk. Syrlig næse med friske blåbær, hyldebær, æble (Ingrid Marie) og kærnemælk, lidt lakrids og en sødme af bagte (blå)bær. En meget levende duft - dyb og frisk på samme tid.
Høj og tændt syre i smagen, som har masser af kraft og intensitet. Mellemfyldig til fyldig krop, med fuld damp på lagreins særlige evne til at være tæt og let på samme tid. Forløbet fra tungespids til svælg er enormt flot balanceret og virkelig velkomponeret med en smukt spændt bue. Tanninerne tørrer frugten på midten og giver rygrad, men trækker helt druetypisk ikke med ud i finishen, som er saftig og syrerig med det skønneste bid af salmiak og syrlig blodappelsin sammen med de sorte bær. Flot intensitet og længde i eftersmagen.

Det er præcis sådan her en lagrein skal dufte og smage, og det er svært at forestille sig en mere ren, præcis og karakter udgave af den her lækre drue. Det er ikke 'stor' vin, men lagrein brillerer lige netop i den her saftige og letdrikkelige stil - uden nogensinde at blive simpel. Den mørke, dybde i frugt og struktur betyder at man også kan drikke den til ganske tunge retter. En vin som tænder glæden indefra.
89

Ingen kommentarer: