I Sydtyrol har kooperativerne ikke samme negative aura som i de fleste andre regioner i Italien. Andelstanken er vidt udbredt og har historisk været orienteret mod kvalitet fremfor kvantitet. Samarbejdet mellem kooperativ og dyrkere er generelt tæt og langsigtet, og dyrkerne bliver i vid udstrækning honoreret for kvaliteten og ikke mængden. Derfor ser man heller ikke den samme afhopning fra kooperativerne som så mange andre steder. Der er 16 store kooperativer i Alto Adige, som står for hele 80% af regionens produktion. Et af de bedre er Erste & Neue, en sammenslutning fra 1991 af to kooperativer i Kaltern som daterer tilbage til hhv. 1900 og 1925. Idag tæller de hele 500 dyrkere med ialt næsten 300 hektar. Erste & Neue fører tre serier i stigende kvalitetsniveau - Classic, Cru og Puntay. Her er det cru-vinen fra Lareithmarken, som lagrer et år på en blanding af brugte barriques og botti.
Tæt, sort-violet farve. Duft med masser af kølig, sort primærfrugt a la solbær, blåbær og hyldebær med mørke toner af bark, lakrids og læder og en let parfumering af brun sæbe.
Fyldig og koncentreret i smagen, en tæt kerne af blåsort bærfrugt eller rettere nærmest bærskind - solbær- og blåbærskind. Tørrere og hårdere end mange andre lagrein, her er et fast greb og en god struktur. Finishen har godt med tanniner og syren lyser op og dominerer med flot intensitet i den mediumlange eftersmag, som måske er det bedste ved vinen her: Delikat mørk bærfrugt, skarp syre og en lille, meget indtagende olieret fornemmelse fra fadet.
En karakterfuld lagrein med umiskendelig druetypicitet, her i en lidt mere brydsk fortolkning. Syre og tannin indikerer at den nok faktisk kan lagre et stykke tid og er måske rundere om et års tid+. Men den kantede ungdom kan jeg nu godt lide og det klæder også lagrein med lidt modstand. Enovit sælger, stor value under €10.
87
Ingen kommentarer:
Send en kommentar