Grimaldis historie er identisk med mange andre 'nyklassiske' baroloproducenter: Vingård med lang tradition for dyrkning fra gode marker som i 90'erne begynder at vinificere og aftappe selv i stedet for at sælge druerne. Arketypen på den enorme kvalitetsmæssige fremgang i Piemonte de sidste par årtier. Grimaldi råder over 10 ha. i Barolo, Monforte og Novello. De aftapper tre baroloer - enkeltmarkerne Le Coste (Monforte) og Sotto Castello di Novello og så basisblandingen her.
Mørk rubinrød farve. Kraftig modernistisk duft med kakao, banan og nyt læder i front sammen med en meget smuk parfumeret sødme af klokkerene roser ledsaget af amarene-kirsebær. Elementerne er helt tæt sammenvævede til en flot, mørk enhed og med luft kommer lidt slankere træk af mørk lakrids og ler frem, fadet integreres og frugten går mere i retning af tørrede tranebær.
Frugten springer som en vandballon helt forrest i munden med blød kirsebærfrugt og ret kraftig alkohol, som dog kølner med luft. Smagsforløbet er en del anderledes end de fleste andre nebbiolovine; vægtningen ligger forrest og der er ikke den klassiske, voldsomme syre- og tanninkadence. Frugten er blød og tyk hele vejen, tanninerne vågner lidt med luft, men er helt integrerede i forløbet og syren er afrundet fra start til slut. Meget lang og delikat eftersmag med ler, læder og kakao sammen de søde kirsebær og kogte jordbær.
Som min date hun udtrykker det: "Det er lækkert, men når man kender den lykkefølelse, det er at stikke næsen ned i et glas barolo som dufter af lyng, moskus, skov, lakrids og lyse bær, så ved jeg ikke helt med den her banankage". Med andre ord skal man være til moderne, tæmmet barolo i mørk og (relativt) blød stil med generøs faddossering - men så er det også et godt bud, vellavet er det ihvertfald og tilmed helt tilgængelig allerede nu. Et godt køb til den aktuelle tilbudspris på 240 kr. hos Theis Vine. Theis har et fremragende italiensk sortiment - og deltager for iøvrigt som noget nyt på årets Vini d'Italia.
91
1 kommentar:
Theis blir ett välkommet tillskott på Vini d´Italia, har ju bl a Accordini vars enkla Valpolicella 2009 måste vara årgångens bästa i sin kategori?
Och Coppo - som är vår favoritbarbera d´Asti-producent - Pomorosso 2004 är riktigt läcker, även den enklare l´Avvocata är ett superbt vin.
Grimaldi ska bli intressant att prova.
/Patrik
Send en kommentar