Tenuta delle Terre Nere er den store eksportør Marc de Grazias egen ejendom og hjertebarn på Etna-vulkanen på Sicilien. Etna Rosso er basisudgaven lavet på nerello mascalese med en lille del (2%) nerello cappuccio - begge fra stokke plantet i 1927 og 1967 i 650-900 meters højde. Lagrer et halvt år på fade af forskellig størrelse.
Lys transparent rubinrød med lyselilla reflekser. Fantastisk æterisk næse med lak, mandelessens, lyst læder og mint sammen med frugt af hindbær, æbler og blommer og en blomstret, sødmefuld parfume plus grønlige, stilkede anstrøg.
Saftige, helt lyse bær, umoden blomme og lidt æbler i smagen som er fløjelsblød forrest og tiltager i intensitet hen mod en afsindig flot finish med klingende syre, lakrids og grundigt udtørrende tanniner i en superskøn forening. Det er virkelig saftigt og det er som om man tager bidder af den her vin. Syren er imponerende i eftersmagen sammen med kridtmineral og mint, men frugten mangler måske lidt fylde på bagkanten og drejer mod humle, faktisk kommer der lidt Alsterwasser-vibes på tungen.
Det er umuligt ikke at komme til at tænke på Piemonte - grignolino og nebbiolo - men der er alligevel den nerello-typiske parfume, som er umiskendelig. En stor fornøjelse at dufte til og skøn i strukturen. Det er sådan her en ung, frisk vin skal være! Dykker en smule til mad hvor de finere nuancer forsvinder lidt, men det er jo ikke fordi den er skrøbelig - funktionaliteten er med den høje syre, heftige tanniner og slanke stil naturligvis i top. Men drik den ikke til for mørk/fed mad, ost/pølse eller hvidt kød vil være optimalt.
Jeg kan bedst lide den (især duften) ved åbning hvor de æteriske toner er på max og en lille grenet grønlighed understreger hårdheden. Vil man have det lidt rundere, kan man give den noget luft. 110 kr hos Enoteca.
90
Italienska Viner foretrak 2008'eren og har sammen med Billigt Vin prøvet hele Terre Neres store og kostbare portefølje. Det samme har Finare Vinare
2 kommentarer:
Pricksäkra noter Niels! Tänker prova 2008 och 2009 samtidigt vid tillfälle, för att se om skillnaden var så stor som jag inbillat mig.
/Patrik
Tak, Patrik:-) Og tak for anbefalingen. Etna-nerello er virkelig utrolig spændende og tiltalende, ærgerligt at det er så svært tilgængeligt. Mit næste Etna-stop er Girolami Russo, tror jeg. Og Cornelissen er vel svær at undgå - men dyr..
mange hilsner!
Niels
Send en kommentar