søndag den 29. maj 2011

2006 Cascina Cucco, Barolo Serralunga & Cerrati

Jeg har kun smagt Cascina Cuccos Baroloer i stringente årgange som 04, 05 og 06, så det bliver spændende at se hvordan de tager sig ud i den varmere 2007, som er på vej til importøren Carlo Merolli. Jeg rekapitulerer 2006 ved at smage basisbaroloen og enkeltmarken Cerrati, begge fra Serralunga d'Alba. Begge er blogget før her.

2006 Cascina Cucco, Barolo Cerrati [revisit]
Flot, rubinrød farve tenderende mod rødbrun. Lidt tilbageholdende, men yderst delikat duft som åbner op med lys, rød frugt af frisk blomme, jordbær og roser sammen med læder, røg, mandelessens og sødlig spearmint. Med luft bliver duften mere æterisk, og de sødlige træk trædder frem.
Smagen er mellemfyldig forrest med bitter-syrlig, rød frugt og crescenderer så op mod en slank, men virkelig resolut og saftig finish hvor tæt sammenvævet syre og tannin holder meget fast ved i udtørringen. Det er et smukt opløb og man glæder sig til næste mundfuld, så man igen kan følge den saftige tanninsammensnørring. Indtrykket er hele tiden slankt og stringent og fadet opleves ikke som en selvstændig enhed men som en understøttelse af sødmen og gummi/læder-tonerne. Eftersmagen åbner med en markant bitterhed med masser af røg og syrlig ferskensten og langsomt kigger en letkrydret jordbær- og rosefrugt frem og hænger længe.
En elegant Barolo med forbilledlig syre- og tanninstruktur og delikat, slank nebbiolofrugt med mange facetter. Skønt! 139/6 er en suveræn pris.
91

2006 Cascina Cucco, Barolo Serralunga [revisit]
Cerrati er helt klart et niveau over Cuccos basisbarolo 'Serralunga', som har et lignende elegant anstrøg og god, ren nebbiolokarakter i blød stil, men slet ikke den samme sødmefyldte dybde i frugten, saft og kraft i syre- og tanninstrukturen og længde. Kort sagt ikke den samme intensitet. Forstå mig ret, det er en god og vellavet vin som fungerer godt til mad - men det er en lille Barolo. Måske er den varmere 07'er mere åben og givende?
87

3 kommentarer:

Red Scream sagde ...

Snygga bilder!

Piu Rosso sagde ...

Hej! Tak - og i lige måde:-). Fed blog du har, den er bookmarked.
VH Niels

Red Scream sagde ...

Tack, kul! :-) /Ulf