Cannubi er en af de helt klassiske Barolo-marker. Den ligger lige nord for selve Barolo by og mange producenter har parceller her, hvor nogle af de største Baroloer overhovedet kommer fra. Således også den Roerobaserede producent Carretta, som har 3 parceller (ialt 2,5 hektar) med nebbiolo på Cannubi. Høstudbyttet er på ca. 50 hl/ha og lagring i 2 år på store fade.
Transparent rubinrød med en lille lyselilla tone. Interessant næse ved åbning, lidt dirty med stegeskorpe, chokolade og dekorationsler. Med luft trædder en mere yndig næse med røde bær og sødlige krydderier frem - stadig sekunderet af kraftige, mørke elementer: tjære, røg, salmiaklakrids, chokolade (lionbar!) og bark.
I smagen er der klokkeklare ribs og hindbær, meget høj syre og lav sødme. Meget harmonisk i opbygningen og et flot, slankt fokus gennem munden med en intens syre- og mineraldrevet finish. Tanninerne fornemmes tidligt i forløbet helt forrest i munden, men er lette i afslutningen. De slanke, lyse bær er af meget høj kvalitet og det er et friskt og elegant Barolo-udtryk vi har her. Selvom det maksimalt er en mellemfyldig vin, er der flot intensitet i den friske frugt og tonerne fra røg, bark og lakrids. Det her kan ikke forveklses med noget andet end nebbiolo, men der er alligevel noget burgundisk over den syrlige lethed.
Det er med sin slanke stil en temmelig atypisk Barolo for den ellers varme og fyldige 2007-årgang. Hvad denne vin ikke har i koncentration og fylde, må den hente i friskhed og elegance og det lykkes ganske godt - det er en virkelig velsmagende og harmonisk nebbiolovin. Den er meget ung og udvikler sig positivt over 3-4 dage, så det er en vin som skal iltes grundigt eller gemmes. 399/299 kr. ved 1/6 flasker hos A Vinstouw.
89
Ingen kommentarer:
Send en kommentar