Serradenari er et lille hus 500 meter moh i La Morra med 5,7 hektar vin ved siden af 8 hektar skov med masser af hvide trøfler. Giovanni Nigri ejer og Roberto Cipresso er vinmager. Jeg har tidligere smagt årgang 05 og 06 af deres Barolo og har været imponeret hver gang - utrolig tiltalende stil og flot koncentration til gode priser. 07'eren skuffer ikke, det er meget konsistente Baroloer fra Serradenari i så forskellige årgange som 05, 06 og 07.
Her smager vi som sagt 2007 og det ses allerede i farven at det er ung Barolo i glasset: Ren, transparent rubinrød med en lille tomatrød toning. Fremragende kompleks duft med masser af tæt pebermynte, læder og skovbund. Frugten vokser frem med luft, rød og tæt med fersken- og blommesten, violer, anis og umodne jordbær. Senere kommer også en kraftig sødlakrids til. Flot nebbioloduft - som lige skal lirkes frem med ilt. Arketypisk og personlig på samme tid.
Smagen har meget flot fylde i den røde, dybe frugt. Sødme, syre og krop balancerer rigtig flot hele vejen fra start til slut. Masser af anissødme og jordbær i frugten, så kommer de hårde, stenede bittertoner frem på bagkanten og i finish og eftersmag dominerer pebermynte og skovbund sammen med den sødligt-florale frugt. Tanninerne er der og lukker fint, men er beherskede for så ung en vin - og også syren er (relativt) tilbageholdende. Rigtig god længde.
Alt i alt en skøn Barolo som har masser af karakter, saft og kraft - og man behøver ikke vente på den, omend den vokser over de næste par år og på nuværende skal have luft for at komme frem. 179/149 kr ved 1/6 flasker hos A Vinstouw.
91
Ingen kommentarer:
Send en kommentar