torsdag den 19. januar 2012

2008 Zaglia, Refosco dal Peduncolo Rosso Riserva


Med undertitlen 'The Italian Wine for Lovers' begynder alarmklokkerne at bimle - de rødternede duge, Andrea Bocelli og gondoliere-kostumerne toner faretruende frem.. Men tag ikke fejl! Her har vi serious stuff, en autentisk og robust vin på druen refosco dal peduncolo rosso fra San Salvatore-marken i Latisana i det sydlige Friuli.
Refosco dal peduncolo rosso ('med den røde stilk') regnes for den bedste i refosco-familien. Zaglia producerer normalt ikke riserva, men havde gode resultater i 2008-årgangen og valgte at fadlagre en del af refoscoen.

Mørk rubinrød farve. Stor og intens i næsen med supersyrlig, bredspektret bærfrugt som kildrer i kinderne bare ved duften. Det syrlige element er nærmest over i citronskal og har også et grønligt element af mælkebøtteblade. Underneden løber et mørkere spor med delikat sødlakrids, og en animalsk sødme fra fadlagringen - sadellæder, lidt smør og flødekaramel.
Lige så intens i munden med klokkeren frugt af kirsebær, brombær og bittersød citrus a la mandarin. Syren er høj og vild men modsvares af den mørke og søde lakrids og de læderagtige toner fra fadet. Tanninerne er med fra start og sætter godt igennem i finishen, hvor også syren rigtigt bider til. Meget lækker eftersmag - mediumlang med læder, bladgrønt og lidt smørkaramel sammen med udklangen af den mørkerøde frugt. Fadlagringen er i baggrunden, men samler vinen rigtig godt og bidrager med dybde.

En virkelig arbejdshest ved bordet - sprød, saftig og skønt struktureret vin som varmt anbefales og som for alvor vækker nysgerrigheden for refosco. Forhandleren Carlo Merolli kalder den et scoop, og det må man sige at det er. 73,50 kr. Også smagt her og her.
88

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvad tror du om denne vin nu? Carlo selger den for kr. 55,- ?
Mvh
Thomas

Piu Rosso sagde ...

Hej Thomas,
jeg tror: gå efter det! Jeg har faktisk selv tænkt mig at købe ind. Super pris og en vin som er mere seriøs end man skulle tro.
VH Niels