lørdag den 14. april 2012

2007 Francesco Borgogno, Barolo Brunate

Brunate er en af de legendariske marker i La Morra, herfra kommer nogle af de bedste baroli fra store navne som Voerzio, Altare, Vietti, Rinaldi m.fl. Langt mindre kendt er den lille (7 ha) traditionelle producent Francesco Borgogno og vi tester her om det er med rette eller om der er tale om under the radar kvalitetsbarolo. På papiret er alt ihvertfald som det skal være med udbytte på 50 hl/ha, lang maceration på 26 dage og forlænget lagring med 3 år i store 30hl fade. Årgangen er varm og det plejer at gå godt i spænd med en traditionel approach i kælderen. Francesco Borgogno har 4,5 ha på Brunate beplantet i 54, 71, 93 og 00 og producerer kun denne ene Barolo-aftapning.

Transparent rubinrød farve i glasset. Duften er klassisk barolo i en mørktonet fortolkning med mørkt læder, tæt lakrids og tjære sammen med frugt af ferskensten, blodappelsin, hindbær- og anisbolcher og en moskusagtig tone af friske østershatte. En lidt sky, men delikat næse.
I munden er vinen fyldig og velbalanceret. Den lette bolchesødme fra næsen går igen i frugten og anis og blodappelsin er med. Syren er høj og underneden lurer mørke cementagtige tanniner. Men hverken syre eller tanniner tager helt fat - heller ikke i finishen, så der er tale om et relativt afdæmpet nebbioloudtryk her. Alkoholen (14,5%) mærkes i afslutningen, men eftersmagen har delikate toner af anis og blodappelsin og den karakteristiske syre-udklang. Medium+ længde.

En lettilgængelig, klassisk og blød barolo, som har dyderne på plads og byder på masser af ukompliceret drikkeglæde og delikat nebbiolosødme. Men man kommer også til at længes lidt efter baroloerne med mere modstand. Er klar nu og holder nogle år.
89

Ingen kommentarer: