lørdag den 22. september 2012

2008 Cascina Cucco, Barolo Cerrati



Ny årgang af en velbeskrevet succes-Barolo fra Serralunga d'Alba, hvor Cascina Cucco har monopol på Cerrati-marken. Herfra produceres tre Baroli - en basis, Cerrati og Cerrati 'Vigna Cucco' fra den øverste del af marken. Cerrati lagrer et år på barriques og et år på botti.

Rubinrød farve. Duften er ung og sky men åbner op til en (ny)klassisk nebbiolonæse med en hård og typisk Serralunga-profil. Skovjordbær, appelsin og ribs i frugten og søde fadaromaer a la honningristede nødder, næsten over i pæreagtige toner. Strukturen kan duftes - kridt, lakrids, mint og med luft også læder. Vokser faktisk til en ganske intens duft.
Slank og frisk i munden - ligetil og saftig, igen med skovjordbær og appelsin i frugten og lakrids, kridt og ungt læder hen mod afslutningen. Tanninerne lukker godt til i finishen, men det er ikke en voldsom Barolo som kræver lagring for at blødgøre. Syren er ikke superhøj, og det stemmer med den kølige profil i frugten, hvor også sødmen er afdæmpet. Resultatet er en virkelig drikbar saft som er umiddelbar, men har masser af nuancer til at påkalde sig og fastholde interessen. 1% lavere alkohol havde gjort godt, men det er vel nærmest utopi at forestille sig en Barolo under 14% nu om dage..

Den klassiske karakter i årgangen går klart igennem her, det er en frisk Barolo i afbalanceret stil - næsten lidt pinot-agtig - som stadig har god kraft og godt greb. Endnu en flot Cerrati, som helt sikkert tager på i vægt over de næste år. Minder om 2006 i stilen, men den er mere charmerende her som helt ung end 06'eren var. 149 kr. hos Carlo Merolli. Læs om de andre årgange her.
91

PS. Hov, hvor er min smukke lyserøde DOCG-bandarole!? Fra i år (+/-) er der nye bandaroler på alle DOCG-vine, og de er slet ikke så flotte og ikoniske som de gamle. Ak.


2 kommentarer:

Italienska viner sagde ...

Hopplöst! Ska man behöva fylla på med ännu en CC-årgång? Nåja, 07:an hoppade vi i stort sett över så det är väl bara till att göra plats i källaren. Har du möjligen Vigna Cucco redo för dekapitering härnäst? ;)

/Patrik

Piu Rosso sagde ...

Det er meget charmerende det her og lover rigtig godt for 08, Patrik! Ja, priserne er jo ens og jeg har selv købt ind af Vigna Cucco baseret på erfaringer med de tidligere årgange. Cerratien her var en enkelt testflaske, som vi åbnede direkte fra fragtbilen:) Jeg er meget spændt på om VC har den samme sprøde drikbarhed, sandsynligvis har den mere brug for nogle år i flasken.

VH Niels