onsdag den 27. juni 2012

2011 Quinta do Regueiro, Vinho Verde

Vi ser semifinale med et par portugisere på bordet: Vinho Verde fra Monção e Melgaço, den nordligste af kommunerne i Vinho Verde-regionen, som adskiller sig fra de andre med den syrerige drue alvarinho. Quinta do Regueiro er et lille hus på 6 hektar, som kun producerer disse to hvidvine og en mousserende.

2011 Quinta do Regueiro, Vinho Verde Alvarinho Reserva
Reservaen er på 100% alvarinho. Dyb gul-grøn farve og en seriøs, tung næse som med det samme afslører at vi er langt fra de lette, ultrafriske saft-vine som skyller den ristede fisk så vederkvægende ned i den portugisiske hede. En tæt næse med en mineral- og alkoholstruktur man nærmest kan dufte og frugt af passionsfrugt, pære og ymer.
Smagen er fyldig og tæt, men har et friskt spritz og en markant mineralsk rankhed. Også masser af passionsfrugt her i smagen sammen med pære og en tæt, animalsk syrlighed a la ymer. I eftersmagen dominerer pæren og så kommer der en vegetal tone til af fennikel og græs. Meget lang!
Det her er rigtig godt - en oppulent og frugtig hvidvin, men med masser af spændstig friskhed og fremfor alt syre nok til at balancere frugten.
88

2011 Quinta do Regueiro, Alvarinho/Trajadura
Lillebroderen på blanding af alvarinho og trajadura har ikke det samme at byde på. Kraftig pære i duften sammen med en delikat floralitet af hvide blomster. Også mørke mineraler som næsten dufter af tørre grene.
Virker meget sød i smagen med honningbolcher og tropefrugt og en klart mere plumb mouthfeel end den spændstige reserva. Syren frisker dog op hen mod finishen og der er overordnet set ok harmoni og især god fylde. En fin ledsager til mad hvor der er lidt sødme.
Paradoksalt nok virker reserva'en faktisk friskere end lillebroderen her, som er sødere og har en lavere syre. Men stadig et godt bud på en hvidvin, finishen redder balancen og kroppen er god.
84

Koster henholdsvis 129 og 89 kroner hos A Vinstouw.

torsdag den 14. juni 2012

2001 Radikon, Ribolla Gialla Giuli Venezia IGT


Radikon = radikalt ikon. Stanislao Radikon er en af pionererne i bølgen af 'naturlige' vine fra Friuli, som er produceret med minimal intervention. Hvidvinene vinificeres med lang skalkontakt og får derved den orange-brune farve og et præg i aroma og struktur som man ellers normalt kun finder mage i rødvine. Radikon råder over 12 tætplantede hektar i Collio-zonen og høster ved meget lave udbytter.
Et af ikonerne indenfor 'orangevin' er Radikons Ribolla Gialla, på den gamle indfødte friuli-drue, som er meget tykskindet. Derfor egner den sig særligt til denne ikke-interventionistiske vinifikation, fordi den den lange skalkontakt trækker det maksimale ud skindet, både smags- og aromastoffer og de vigtige antioxidanter. I 2001 var macerationstiden for Ribolla Gialla en måneds tid og derefter lagring på botti i 3 år. Ingen kemikalier eller maskiner i marken, ingen temperaturkontrol, gær, klaring, filtrering eller svovl i kælderen. 'Vin som min bedstefar lavede den i 30'erne' som Stanko Radikon siger.

Kobber-orange farve. Åbner med duft af øl, æblemost, brønd og syltede asier, men lukker gradvist op og samler sig til en smuk æterisk-udviklet duft af læder, intens lakrids, smør, mynte og sødme alla karamel og mælkechokolade foran frugten af æble og appelsin.
I munden er det først og fremmest et ferskt, næsten saltløst indtryk man får med vandmelon og let æble. Umiddelbart lidt enkel, men også smagen folder sig ud til en helstøbt og rig naturmund, som især afslutter rigtig flot med en intens finish af æble, lakrids, mynte og lette tanniner.Eftersmagen er lang med animalske toner af læder og smør i den godt syrlige æblefrugt.


En relativt afdæmpet, men kompleks, smukt modnet og fascinerende vin som er en stor oplevelse at drikke og følge - og ikke mindst sammen med mad, som kan honorere et komplekst, elegant modspil. Den udvikler sig positivt i flasken over et par døgn, så selvom der måske har været mere spændstighed i frugten, er det slet ikke en vin som er færdig - den er gået ind i en moden fase hvor den vil blive ved med at vokse. Drikkes ved ca. 15 grader, ikke koldere. €25 hos Mair-Mair.
92

Ingvar fra Billigt Vin er om nogen den som har åbnet mine øjne for a) naturvine og b) vine fra Friuli. Radikon er begge dele på samme tid, så en tanke går til Ingvar, som også har smagt denne ikoniske orangevin i 2004-udgaven her. Læs også en grundig artikel om druen ribolla gialla her.

mandag den 11. juni 2012

Fri Vin!

Selvom jeg med en sølle time til rådighed havde alt, alt for kort tid og kun nåede en håndfuld producenter, gik jeg fra messen Fri Vin med opløftet sindsstemning og bekæftet i beundringen for vinens mangfoldige verden. Alt hvad fx. en Gambero Rosso-smagning skorter på, findes på denne: hjerte, passion, overbevisning, dybde, mangfoldighed, radikalitet, eksperimentlyst, tænksomhed, skabertrang.
Som Patrik fra Italienska Viner så glimrende formulerer i sit indlæg fra dagen, er det ikke noterne og analysen som ligger een mest på sinde i mødet med disse personlige og vidunderligt særprægede 'ikke-interventionistiske' vine. Producenterne har så meget at fortælle at man opsluges af samtalerne og de historier vinene fortæller. Jeg smagte og mødte som sagt kun en håndfuld, men hvilken en - her er tre førstemøder:

Giacomo Fenocchio



Hvilke Langhe-vine! Saftig nyaftappet dolcetto og ligeså arketypisk superiore-barbera med et år på botti. Men hovednumrene er selvfølgelig baroloerne, Fenocchio har parceller på nogle af de bedste marker overhovedet og her er det de helt nye 08'ere plus et par med lidt mere tid i flasken:
2008 Barolo Cannubi. Helt frisk, næsten barberaagtig i den syrlige saftspændte duft - ren frugt og ingen udviklingstræk overhovedet. Tindrende ribs- og kirsebærfrugt i en tæt, frisk stil.
2008 Barolo Villero er intenst parfumeret, dybere i frugten og med lækker nebbiololakrids og tobak bag de lysende bær. Smagen er tændt og tæt i forløbet - super fokus og spændstighed. Flot finale med store, unge tanniner. Jordbunden er mere kalket end Cannubi og udbyttet lavere end for de to andre og tilsammen giver det mere strukturerede vine.
2008 Barolo Bussia virker mere hurtigtmodnet end de to andre med let svedske- og tobakpræget sødme i frugten. Meget blød i munden, hvor tanninerne først bider til meget sent.
2008 Barolo Bussia '90D' - wow, en lille eksperimentel semiprivat selektion (400 flasker) fra Bussia, som macererer 90 dage(!). Med det høje tanninniveau i de andre 08'ere skulle man tro at det her var direkte smerteligt, men i stedet giver den lange maceration en uhørt dybde i den røde frugt. En fantastisk Barolo med en stor koncentration og længde uden at det koster på det elegante udtryk.
2005 Barolo Villero. Flot udvikling i den her 05'er som har masser af struktur og kvalitet, trods den lidt vanskelige årgang. Lidt mere transparent i udtrykket og begyndende nøddeagtig sødme, læder og lakrids i en mere rabarber- end bæragtig frugt.
2006 Barolo Bussia Riserva virker helt ung og det er simpelthen svært at forestille sig at den nogensinde bliver for gammel. En vin til fremtiden, som allerede nu viser lidt af hvor stor og kompleks den bliver selvom den især i næsen er tætpakket som en rosenknop.
Det er ikke sidste gang jeg har med Fenocchios skønheder at gøre. Jeg er vild med stilen her som både er frugtig, struktureret, intens og klassisk - og mest af alt meget balanceret uden nogen form for alkoholpræg i nogen af årgangene.


Trinchero


En producent jeg længe har ønsket at smage efter Patriks troværdige lovprisninger. Forventningerne var skyhøje og blev i den grad indfriet. Malvasia'en Sogno di Bacco får lang skalkontakt og lagrer her i 2006 kun på stål (fra 07-årgangen 6 mdr. på botti) - kastagnebrun og med en fantastisk naturduft af søde nødder, lys chokolade, hyacinter og overmodne æbler og pærer. I munden er den simpelthen utrolig; slank og uhyre balanceret og så med et skønt og overvældende tanningreb i finishen. En hvidvin med grignolinoafslutning! Og apropos er Trincheros 2009 Grignolino d'Asti den bedste jag har smagt af typen, der er en fantastisk fin lille sødme i alle rødvinene, også her i den elegante men klassisk piemonteintense grignolino med æterisk aromatik og den typiske, overlækre tanninafslutning. En vin på syre og tanniner med tilbagetrukket frugt. Like!
De to barberaer er begge ligeså druetypiske og elegante. 2006 Barbera d'Asti Superiore har klokkerene kirsebær med skøn pulverlakrids og i smagen indsmigrende frugt og saftig syre. 2006 Barbera d'Asti Superiore La Barslina er en utrolig barbera med duft af blommer, sødlakrids, nødder og karamel. En stor og flot barbera med usædvanlig kraftig tannin for typen. Lagrer 2 år på botti. En anden Trinchero-trumf er 2004 Freisa d'Asti Runchet som har en dyb, intens æterisk sødme i duften. Helt samlet og harmonisk. Blød i munden med lav syre forrest, super koncentreret med en flot, kraftfuld finish. Syren tager til på bagkanten og tanninerne er store men på vej til at modne ind i helheden. 

Paolo Bea



Paolo Bea producerer røde og hvide i Montefalco, Umbrien. Topvinen er den uforglemmelige 2005 Sagrantino di Montefalco Pagliaro som har en helt vidunderlig parfume. Superintens og åben bio-næse med tætvævet frugt af hindbær, blåbær, appelsin og banan sammen med dyrehud og lidt frisklavet kaffe (ikke på den ristede fadmåde, slet ikke - vi er her i en helt anden og lysere verden end fx. Caprai's eller Tabarrinis alkohol- og fadtunge sagrantinoer). Dyb og silkeblød frugt i munden med stor dybdeog elegant sødme. 2006 Sagrantino di Montefalco Rosso de Véo på unge sagrantino-stokke (aftappes som IGT) har en næsten (natur)hvidvinsagtig næse med røde æbler og blomster, men er superstruktureret i munden - vild og fyrig med syre og tannin en masse, ikke helt så aristokratisk og harmonisk som 05'eren, men en fantastisk vin også.
Montefalco Rosso San Valentino på 70% sangiovese, 15% sagrantino og 15% montepulciano som macererer i 40 dage og lagrer 2 år på botti er især i den brunfarvede 05-udgave fantastisk med en vildt intens læder-, blomme og appelsinnæse og blød, moden frugt i smagen. Både denne og 06'eren er meget hårdt strukturerede med en virkelig resolut og præcis tanninafslutning. Meget karakteristiske og uden tvivl de bedste rossoer fra Montafalco jeg har mødt.
Af de to hvide er især Arboreus Umbria IGT Bianco på ren trebbiano spoletino fra 6-7 meter høje præphyl-stokke (/træer!) imponerende. Det er en af de mest interessante og komplekse hvidvine jeg har smagt nogensinde. Brun farve og med en utrolig konpleks duft, som kombinerer frisk frugt (æbler, abrikos), tørret frugt (figner, dadler), bio-toner, krydring, høvlet træ og en lang kompleks hale af andre aromaer. Ikke så tanninrig i finishen som Trincheros malvasia, men med en stor længde og intensitet. En vin man ikke glemmer og i det hele taget har Bea printet sin signatur grundigt i hukommelsen.

Stefan Jensen importerer alle tre. Hans Winewise/Terroiristen er slet ikke til at komme uden om, når det gælder naturlige vine fra Italien. Winewise arrangerer Fri Vin sammen med Rosforth & Rosforth, Pétillant og andre importører af naturlig vin. En meget lærerig og nærmest rørende smagning. Bravo!

torsdag den 7. juni 2012

2005 Tenuta Montanello, Barolo


Tenuta Montanello ejer størstedelen af Montanellomarken i Castiglione Falletto, hvor nebbiolostokkene er fra 1943 (40%) og 1992 (60%). Vinifikationen er semi-moderne (med hældning mod sidstnævnte), bl. a. foregår de to års lagring på barriques.

Rubinrød farve med antydning af tegl. Nebbiolonæse i mørk stil med tjære, piratos, mørkt læder og tørre blomster. Grønsød krydring af kørvel, stegte løg, kanel og vanilie. Frugten har klokkeren solbær(vingummi) og den kraftige stenfrugtsagtige syre ligger som et diskantbånd øverst. God, mørk og syrlig næse - men ikke så intens.
Hård og lidt firkantet i smagen, mørk og brydsk i både frugt og struktur. Dejligt voldsom syre og grusede tanniner i et tobakket forløb, som især åbner for fuld drøn forrest i munden. Syre og frugt kulminerer i et virkelig godt, heftigt bid sammen med tanninerne i finishen, men det er en lidt kort finale og der er ikke så meget krudt tilbage til eftersmagen, som har lovlig meget alkoholpræg i udklangen af kanel, læder og syrlige bær. 

Som udgangspunkt en rigtig god og seriøs Barolo i en mørk og kantet stil. Den er dog på ingen måde elegant og balancen er mangler også lidt, så selvom kvaliteten er høj, slår den svage årgang igennem her. Den er ikke på niveau med fx. Germanos 05'er fra Serralunga, dog er det med den vilde struktur en glimrende ledsager til mad, som kræver noget modstand. 199,- i Føtex Food, har været på udsalg til 139,- hvilket trods alt er imponerende for en Barolo i det her kvalitetsleje. 
88

søndag den 3. juni 2012

2005 Passopisciaro, Sicilia IGT


Andrea Francetti etablerede i 2000 ejendommen Passopisciaro i Castiglione di Sicilia på den nordlige side af Etna. Nerello mascalese-stokkene her er 60-80 år gamle og vokser på 8 hektar i 1000 meters højde. De er først fuldt modne i november og høstes med meget lavt udbytte på 30 hl/ha. I 2005 var man ikke begyndt at aftappe enkeltmarker, så denne Passopisciaro indeholder også de bedste druer fra de fire crus Rampante, Sciarnuova, Chiappemacine og Porcaria, som fra 2008 aftappes enkeltvis i Contrade-serien. Lagrer 12-18 måneder i store fade og gamle barriques.

Transparent rubinrød farve med små tendenser mod tegl. Åbner med en vidunderlig duft af træ, hø, kompot af rabarber og hindbær sammen med subtile, sødlige fadtoner af underskov, tobak, anis og karamel. Næsen falder i styrke med luft og drejer i en æterisk og renere retning med anislikør, lim, menthol, mørke mineraler og en spidst lysende og næsten blomstret rødfrugt. Hele tiden er der en lillebitte tone af humle som er typisk for nerello og som er det eneste (hvis noget overhovedet) som ikke ville placere denne næse som pinot hvis prøvet blindt.
Smagen kræver også lidt luft, men samler sig så til en utrolig elegant rødfrugtig mund. Vildt høj, spids og intens syre som matches af den lige så slanke frugt. Det er saftigt, balanceret og meget elegant! Tanninerne sikrer en god, struktureret finish, men igen meget aristokratisk - de er slet ikke upfront som fx. hos Terre Nere's eller Calabretta's Etna'er. Eftersmagen er lang med den meget syrlige røde frugt forrest sammen med menthol, humle og toner af underskov og frisk løvtræ, som faktisk er med hele vejen fra midten af forløbet.


Det her er superelegant og virkelig velformet - en kølig, harmonisk og slank vin, som trædder uden vaklen på tåspidserne. Meget pinot-agtig og med en fascinerende lethed og kompleksitet, samtidig med en tændt intensitet i både frugt og syre. Varme anbefalinger! €23 hos Mair-Mair.it - nyere årgange importeres til DK af HJ Hansen til en højere pris.
92

Wine Virtuosity har meget læseværdige posts fra og om Sicilien - her om Passopisciaro.

onsdag den 30. maj 2012

2006 D'Angelo, Aglianico del Vulture 'Valle del Noce'


Topvin fra en af Basilicatas bedste producenter D'Angelo. 'Valle del Noce' hedder enkeltmarken, som breder sig over syv hektar i 350 meters højde i DOC'en Aglianico del Vulture. Udbyttet er nede på 35 hl/ha, skalkontakt i 10 dage og lagring 15-20 måneder på botti.

Dyb rubinrød med rødbrune træk. Vidunderlig og helt åben klassisk-traditionel duft med intense æteriske aromaer af lakrids, tobak, jernbanesveller, lak, sødlig lim og diskrete bottitoner af flødekaramel og læder som faktisk drejer helt over i lys chokolade. Også rød frugt alla tørrede tranebær og syrlige kirsebær. En stor og dyb duft med mange tætsiddende lag, som det er en fornøjelse at bladre i!
Godt attack i munden med masser af syre i den røde frugt af syrlige kirsebær, (friske, tanniske) tranebær, nektarin og søde jordbær. Mellemfyldig i strukturen, syren er tårnhøj hele vejen, men sødmen er markant på bagkanten. Tanninerne lurer lækkert fra starten men er faktisk temmelig lette i finishen og lukker kun lige akkurat tilstrækkeligt resolut. Eftersmagen åbner lidt vandet, men har egentlig fin længde med de røde bær og syrlig nektarin. Lidt enklere i smagen end næsen lægger op til, men det er ikke desto mindre en helskøn vin af høj karat, især er den en sublim madledsager.


Det er sagt mange gange før, men klassisk producerede aglianico-vine fra Kampanien og Basilicata minder stilistisk meget om vine på de store midt- og norditalienske druer (sangiovese og nebbiolo), her med anelse mere krydring. En vidåben, moden og i det hele taget virkelig flot vin - og meget varm anbefaling til 120 kr hos Carlo Merolli. Høj klasse for kronen! Finare Vinare har også smagt.
91

søndag den 27. maj 2012

2010 Icardi, Moscato d'Asti 'La Rosa Selvatica'


Huset Pierino Icardi ligger på grænsen mellem Langhe og Monferrato og råder over 75 hektar. De dyrkes økologisk - 10 af dem endda biodynamisk - af Pierinos arving Claudio Icardi, som også står for kælderarbejdet. Druerne til moscato'en her er fra 40-årige stokke i 260 meters højde, som høstes manuelt og gæres ved 20 grader i 10 dage.

Farven er bleg hvidgrøn med gyldne reflekser. Skøn moscato-næse med akaciehonning, hvide blomster og pink cripps-æbler. Der er faktisk nærmest hindbær i frugten og en vaniliesødlig tone af hvid chokolade. Interessant næse som har en kompleksitet i sødmen.
Den runde stil går igen i smagen, som er overraskende fyldig og sød forrest med en meget blød fløjelsagtig struktur og opblusende mousse. Derfra er udklangen et harmonisk decrescendo, hvor syren gradvist tager over og frisker op. I finishen kommer mineraler til og lukker fint. God længde for typen.

En flot Moscato d'Asti, som har klart mere harmoni og fylde end de billigere udgaver. Masser af sødme og fylde, men i en nærmest 'gennemsigtig' struktur, som får den til at virke let. 115 kr. hos Cappa Vin.
89

lørdag den 26. maj 2012

2008 Battenfeld-Spanier, Mölsheim Riesling Trocken


Battenfeld-Spanier ledes af Hans-Oliver Spanier, som overtog Battenfeldgården i Rheinhessen i 1996 og omlagde den til økologisk dyrkning. Spanier bruger biodynamiske metoder, men kun dem han kan måle i druerne, som han siger. Han er gift med Carolin Gillot (Kühling-Gillot) og tilsammen råder de to huse over 40 hektar, mange af dem på de bedste Lagen. Mölsheim er den ene af Battenfeld-Spanier's to kommune-rieslinge.

Farven er gyldengul med et grøngult træk. Superintens og kompleks næse med krydret, salt-sødlig frugt sammen med begyndende modningstoner, som her giver sig udtryk i nuancer af creme de maron, ristet brød, nykværnet kaffe, tyrkisk peber. Frugten er tung tropisk med tørret abrikos og moden fersken og et syrligt-aromatisk pift af frisk ananas. 
Imponerende i smagen i meget fyldig og koncentreret stil, sød forrest med krydret tropefrugt og så kommer syren og brager igennem fra midten og ud. Masser af salte mineraler i finishen og i eftersmagen dukker igen ristet brød og petro op sammen med en kraftig sødlig-tropisk tone af bananer og søde gulerødder. Rigtig flot fokus, fylde og koncentration hele vejen igennem forløbet, som krones af en enorm længde i eftersmagen.

En anderledes og oppulent riesling med fuld tryk på den krydrede tropefrugt, en interessevækkende kompleksitet i både næse og mund og et velabalanceret spændingsfelt mellem det sødlige, syren og de salte mineraler. Fascinerende og ikke noget man lige glemmer! Kan lagre længe - normalt 139 kr. hos Atomwine, lige nu 99 kr.!
90

torsdag den 17. maj 2012

2005 G. Mascarello, Langhe Freisa Toetto


Freisa fra det klassiske hus Guiseppe Mascarello e Figlio's mark Toetto på knap en hektar i Castiglione Falletto. Toetto-marken ligger i 280 meters højde og blev beplantet med freisa i 1989. Traditionel vinifikation med maceration i 15-20 dage og lagring i 15 måneder på botti.

Farven er smuk, dyb mørk-rubinrød. Duften er lukket ved åbning men vågner lidt op med luft til en klassicistisk sart sødlig næse af overmodne jordbær og mørke kirsebær sammen med lidt acetone, blødt læder, GaJol og støv. Fin, men lille næse.
Smagen er fantastisk med rund og blød frugt med markante (udregnede) jordbær midt på tungen og så heftig syre ude i siderne som et parallelt spor. Det er virkelig en forførende kombination af blød, let sød frugt og intens, tændt syre. Mørke tanniner lurer og kigger frem i afslutningen med et godt lowpitched bid som hænger lidt ved sammen med en GaJol-agtig bitterhed. Der er også en pebret krydring her i afslutningen, som leder over i et let animalsk træk i den ellers meget frugtige og syredrevne eftersmag. Flot længde.

En virkelig saftig vin med masser afspændstig struktur og en overraskende, næsten overdådig frugt af jordbær og kirsebær. En helt suveræn madledsager, som minder mig mere om barbera end de lysere piemonte-sorter. Tanninstrukturen er dog et nyk mere alvorlig her end hos barbera og det klæder den saftige frugt virkelig godt. Klassisk og charmerende - koster 100 kr. hos Carlo Merolli. Più Freisa!
89

PS. Italienske Viner har også smagt - sammen med 04'eren og navnkundig freisa fra Rinaldi.

mandag den 14. maj 2012

2004 Fratelli Serio e Battista Borgogno, Barolo Cannubi [revisit]

Det er mere end to år siden vi smagte denne sidst og er meget spændte på hvilken vej den har taget. Dengang virkede den ung og frisk og med et potentiale til at folde sig ud over tid, men man kan jo aldrig vide. Nu tester vi hvor langt den er kommet.
Serio e Battista Borgogno har 3 hektar med nebbiolo på den klassiske cru lige ved Barolo by. Metoderne i kælderen er traditionelle med gæring i åbne træfade og lagring på botti i 3 år.

Farven er rubinrød med funklende orange reflekser. Allerede i næsen er det klart at den her vin har taget på i kompleksitet og intensitet over de sidste par år. Ærkeklassisk barolo-næse med frisk, syrlig rød frugt, appelsinskal, smukke, intense lakridsnuancer af frisk fennikel og pulverlakrids, sød kerne af modne blommer, modningstoner af moskus og trøffel og bitter-mineralske træk af cement og våde klipper.
Smagen er hård, syrlig og bitter - som at gnave i en frisk rabarber! Her lefles ikke for nogen, det er nebbiolo råt for usødet. Og alligevel er det et elegant udtryk - tanninerne er afbalancerede og den friske frugt er elegant. Høj hård syre og spændstig mineralsk kerne, men også den lille fine, blommeagtige sødme. Slank, men kraftfuld profil i et flot forløb som ender i et flot tanninbid med bittertoner og en delikat smørret ruskindsagtig tone ind i eftersmagen. Medium+ længde domineret af den slanke syrlige frugt, tannin-ekko og bittertoner. Bravo!

Det er ikke den mest højtråbende Barolo, men hvor er den dog elegant! Ærkeklassisk kombo af hårdhed og charme. Naturligvis er den en fremragende madledsager, men dens subtile kompleksitet overdøves hurtigt og står bedst frem uakkompagneret. Jeg er glad for at jeg har flere i kælderen og ser frem til næste besøg om et år eller to. Kan stadig købes hos Piemontevine for 249 kr.
92

onsdag den 9. maj 2012

2006 Castelluccio, Ronco dei Ciliegi Forlì IGT


Castelluccio råder over 12 hektar med vin og er blandt de bedste producenter i Romagna. Her har vi en af deres topvine Ronco dei Ciliegi på ren sangiovese (grosso) fra marken af samme navn. 35-årige stokke der dyrkes i 350 meters højde, høstes med udbytte på under 40 hl/ha og lagrer på brugte 350-liters fade i et år. Ønologen Vittorio Fiore fra Poggio Scalette i Chianti Classico laver vinen og ejer majoriteten af gården.

Rubinrød farve med tomatrøde træk. Vidunderlig sangiovese-næse med klar, rød frugt af kirsebær og modne blommer, masser af friske svampe, medicinskab, lidt mælkechokolade og en sødlig krydring af kardemomme, tobak og sødlakrids.
Smagen er poleret med både et sødligt, blødt lakridset spor og et friskt, mineralsk spor med sprøde bittertoner og grusede tanniner som er med fra midten og giver et klassisk sangio-feminint bid i afslutningen. Bærene er intense forrest i munden og så tager de mørk-bitre læder- og lakridstoner gradvist over. Syren er frisk og der er en lækker trøffel- og smørnote i finishen. Kombinationen af den røde frugt, de sødligt-svampede (fad)toner, mineralerne og den høje syre er i det hele taget virkelig delikat og meget harmonisk. For at armene kommer helt i vejret savner man lidt intensitet og fylde i finishen, men frugten vinder styrke igen i eftersmagen, som er god og har flot længde med den røde frugt, de bløde lædertoner og et lille træk af karse.

En skøn og saftig sangiovese som er i liga med rigtig god Chianti Classico eller Rosso di Montalcino. Anbefales til de 125 kr. den kostede, så der er kup-alert når Atomwine lige nu sælger resterne til 75,-!
89

søndag den 6. maj 2012

Ung/Moden, Alsace/Piemonte, Riesling/Riesling

Korte noter på to rieslinger på basis-niveau fra hver sin side af Tyskland - Alsace og Piemonte:

2006 Saracco, Langhe Bianco Riesling
Et genbesøg - sidste flaske i en kasse, som er blevet nydt og hver gang beundret. Det er ikke den mest elegante og spændstige riesling, men til gengæld er den et studieobjekt i modnet riesling: Petroleumsaromaer, sur-lie-lagringens brune/ristede toner og flygtig syre. En hurtigt udviklet riesling med masser af petroleum, raps, nødder, ristet brød og lidt kamfer i næsen sammen med frugt af citronskal og hjemmepresset æblemost. Syren vågner op i smagen med hård intesitet og et let præg af flygtige aromaer, frugten er tæt i midterregistret med citrus og æbleskræl. Medium+ længde.
Smagen er god, men det er især duften som fascinerer her, man (/jeg) kan dufte til det her i timevis og man glemmer aldrig den duft igen - smell and learn! Kommer ikke helt på højde med den første flaske for et par år siden, men det er stadig godt.
88

2010 Trimbach, Alsace Riesling
Her er der ung hvid i glasset og det dufter mere af Alsace end af riesling. Let citrus- og frisk abrikosduft plus våd slibesten og med luft kommer et lidt uventet strejf af hyldeblomst frem. Smagen er frisk og ret fyldig med en klingende ren frugt i midten af akaciehonning, nektarin og abrikos og en bitter understrøm. I finishen igen hyldeblomstnoten. Knækker lidt brat af i afslutningen, men har en fin udklang med frisk frugt og delikat syre.
En enkel og letdrukket Alsace-vin, hvor man savner lidt druetypicitet, men til gengæld får en delikat frugt og frisk struktur. Stilistisk set er den tættere i frugten, men ikke så sprød som en typisk rhein-riesling på det her basisniveau (generaliseret set).
84

tirsdag den 1. maj 2012

2009 Josef Leitz, Rüdesheimer Bischofsberg Rielsing Spätlese Trocken


Spätlese trocken fra den hyldede årgang 2009 i Rüdesheim i det vestlige Rheingau, hvor Johannes Leitz fra sine 39 hektar har stor (eksport)succes med sine rieslingvine. Tjek den forbilledligt flotte webside ud, hvor man bl. a. kan se et billede over Rüdesheim-skråningerne med de enkelte Lagen plottet ind. Og læs Finare Vinare's højst læseværdige post fra besøg hos Leitz.

Farven er lys gyldengul med en lille grønlig trækning. En fest af gul frugt i næsen med frisk æble, pære, citrus, asparges og fersken. En meget intens sød-syrlig kerne i frugten som faktisk drejer fra det gule over i en bæret, hindbærcoulis-agtig toning. Med luft kommer der også nogle mørk-fede traktordæk frem: Den karakteristiske petroleum står på lur og kommer til at udfolde sig over de næste år.
Tæt, spændt og intens frugt i munden - sødlig med fersken, abrikos, mirabeller og så en heftig syre som især folder sig ud fra midten og langt ud i eftersmagen. Grusede mineraler og akaciehonning-agtig sødme. I eftersmagen kommer grønne æbler og strejfet af de røde bær igen, men det er den spændte syre der dominerer her. God længde.

En virkelig lækker spätlese i den øvre ende af 'trocken' hvad angår restsukker. Især med lidt luft folder den sig ud med både mørke og frugtige toner, indsmigrende sødme og intens syre. Selvom vi er i Leitz's basis-serie, er der masser af intensitet og denne Bischofsberg topper måske først om et par år. Atomwine importerer Leitz.
89

lørdag den 28. april 2012

2004 Josmeyer, Alsace Riesling Grand Cru Hengst


Domaine Josmeyer er et af Alsace's store navne. Med udgangspunkt i Wintzenheim har Meyer-familien 28 hektar i hjertet af Alsace især med gode parceller på grand cru'erne Brand og Hengst. Rieslingstokkene på den navnkundige 'Hengst' er ca 40 år gamle, vokser i 360 meters højde og høstes med udbytte på 40 hl/ha. Der dyrkes biodynamisk (certificeret fra og med 2004), gæres udelukkende på druernes egne gærceller og lagres på store gamle fade sur lie.

Tyk i glasset med mørk grøngul farve, næsten neongrønne reflekser. Skøn duft med bivoks og petroleum sammen med frugt af pære og fersken og lidt mørke kryddertoner af anis, bergamotte og grusede mineraler. Afdæmpet, men arketypisk (alsace-)rieslingnæse i noget der ligner optimal modningsfase.
Superflot og smooth i smagen med rig frugt, som er imponerende især på midten af forløbet. Tør (4g/l restsukker), men med stor fylde, som balancerer den høje syre og den mineralske rygrad. En lille nedgang i intensitet på bagkanten, men finishen er meget delikat ligesom eftersmagen, der trækker langt ud i et flot spil mellem syre og de modne, frugtige toner af især fersken, bergamotte og lidt korn.

En skøn og aristokratisk riesling. Stilen er afdæmpet og slank, men med stor elegance og især en imponerende harmoni. Efter et døgn i flasken aftager petro- og voksaromaerne og syren trækker sig i smagen. Det giver imo et lidt mindre interessant udtryk, så luft eller gem den ikke for meget. Købt hos Domaine Brandis, men importeres af wine.dk - 2004 er udsolgt, men 07'eren kan fåes til 389 kr.
91

fredag den 27. april 2012

2007 Müller-Catoir, Riesling Haardt


Riesling fra Pfalz, hvor Müller-Catoir producerer tre serier: Guts-, Orts- og Lagenweine. Haardt (tør, 12,5%) udgør sammen med Mussbach og Gimmeldingen de tre Ortsweine.

Lys gyldengrøn farve med en smule mikroperler i glasset. Vidunderlig duft af letmodnet riesling med subtil petroleum, flintmineraler og muslingeskaller omkring den elegante frugt af citrusfrugter og grønne æbler og sødligere toner af abrikos efterhånden som temperaturen stiger.
Slank og elegant i munden, hvor den både er sprød og smooth. Fin balance mellem høj riesling-syre og den fokuserede frugt af lime, grønne æbler og abrikos. Fersken og petro-tonerne kommer til i finishen og den intense syre trækker eftersmagen langt ud. Flot!

Jeg holder utrolig meget af riesling i den her pubertetsagtige fase mellem moden og ung, hvor både den arketypiske petroleum og den sprøde frugt er med. En ren og elegant riesling som forsvinder som dug for solen af bare herlighed. Sprødheden tabes lidt med øget temeratur, så den må ikke være for varm. Udsolgt hos Atomwine, men 09 Gimmeldingen og Mussbach koster 119 kr.
88

tirsdag den 24. april 2012

Barolo & Friends 2012


Strada del Barolo og I Vini del Piemonte arrangerede igen i år smagning af de seneste årgange af vine fra Langhe og omegn. Det foregik ligesom som sidste år i børssalens smukke rammer. Her blev en lang række mindre / mindre kendte producenter samlet, og det er en rigtig god mulighed for at få et overblik, tale med de mange interessante producenter og måske lokalisere nogle hidden gems. Under alle omstændigheder en sympatisk og velgennemført event med masser af skøn vin, passionerede mennesker og ikke mindst: God ost! Her er lidt noter på vine fra et par af de producenter der i mine øjne stod ud og som virkelig var positive nye bekendtskaber:


Cascina Bruciata


Cascina Bruciata var en stor, positiv overraskelse med seriøse og velstrukturerede Barbaresco'er af høj kvalitet. Huset er på 7 ha som ligger på og omkring Rio Sordo-marken syd for Barbaresco by.
2010 Langhe Nebbiolo er en virkelig charmer med frisk og virkelig levende parfume, den obligatoriske høje syre og ranke røde frugt med lidt sødme strømmende underneden. Lagrer kun på stål, men der er et snert af spøgelsesfad i finishen. 2008 Barbaresco er sky og lidt lukket i næsen, men ganske flot i munden, især med en imponerende finish med intensitet i alle elementer og resolutte, unge tanniner. Syren er tårnhøj. 2007 Barbaresco Rio Sordo er anderledes vidåben i næsen, ligefrem og intens med sødme og blommefrugt. Rund i frugten og et ægte barn af en lun årgang. Rio Sordo lagrer 2 år på brugte barriques. 2006 Rio Sordo Riserva er intet mindre end fantastisk, en vildt forførende og meget personlig næse med grøn the, jasminblomster, søde krydderier og ristet hasselnød - næsten over i Nutella. Der er en super balance her mellem sødme, bittertoner, floralitet og syre. Imponerende finish og meget lang - velplacerede, kraftige tanniner.


Mauro Molino


Mauro Molino er et lille familiehus i La Morra, hvor Mauro selv både står for mark- og kælderarbejde. 6 af de 10 hektar er beplantet med nebbiolo. 
2008 Barolo er en flot og klassisk normale med slanke, friske kirsebær, sødlakrids, røg og stenfrugt i næsen. Fersk og ligefrem i munden med flotte, kridtede tanniner hele vejen gennem forløbet og bittersyrlig ferskensten. Meget ung, men frisk. 2008 Barolo Gallinotto har en fin, æterisk parfume omend med en del sprit. Tanninerne er mindre end normalen og bitter alkohol dominerer finishen. 2008 Barolo Gancia er anderledes indsmigrende med sødlig næse af kagedej, nødder og sammen med frugten af jordbær og blomme. Fint spændt bue i munden med en (relativt!) let og feminin afslutning. 2008 Barolo Conca har et ekstra gear og fremstår mørkere og voldsommere. En hård næse med dækgummi, asfalt, timian og syrlig frugt af blodappelsin og kirsebær og fadtoner af lys chokolade og kanel. Tanninerne er kæmpestore i munden og den her kommer til at udvikle sig fantastisk. En stor vin! Gancia lagrer 50/50 på nye og brugte barriques og Conca på 70% nye, men de er ikke hårdt ristede og vinene virker slet ikke overdrevet fadprægede, selvom en gennemgående sødme stammer derfra.


Podere Ruggeri Corsini

Ruggeri Corsini er et lille hus i Monforte d'Alba, som producerer 6000 flasker årligt. 2010 Langhe Nebbiolo er en seriøs LN med 18 måneder på botti. En virkelig skøn og åben næse med røde bær, røde blomster og masser af lakrids. Uhyre saftig og velbalanceret i munden. En skøn vin som minder mig om Produttoris Barbaresco, måske med en lidt rundere frugtprofil. 2008 Barolo San Pietro lagrer i botti og er husets basisbarolo. Megaklassisk nebbiolo i rund og delikat fortolkning. Lakrids, slanke kirsebær og læder og en elegant, let afslutning. Rigeligt med bittertoner ud i eftersmagen, men en klassisk og garanteret madvenlig Barolo. Barolo Bussia Corsini dyrkes i 450 meters højde og lagrer på en blanding af barriques og botti, og her smagte vi den i tre årgange 2006, 2007 og 2008. Tre virkelig flotte vine på hver deres måde, her ser man virkelig de tre årganges forskelligheder som de kommer til udtryk på denne ene hektar. 2008 er frisk, elegant og ligefrem med kirsebær, rabarber og røde æbler. 2007 har derimod en sødmefuld fremtoning med søde jordbær og daldler i frugten. Men også virkelig balanceret med god syre- og tanninstruktur til at give modstand. 2006'eren er overraskende nok den mest friske af dem alle, vildt spændstig næse - ung og æterisk med vidunderlig dybde og typicitet. Tårnhøj syre, intenst greb i finishen og meget lang eftersmag - en Barolo som allerede har fundet sig selv, men som har masser af sprælsk ungdom. Endnu et eksempel på en 06'er i topform!

Også fremragende Gavi fra Castellari Bergaglio, især 2009 Gavi di Gavi Rovereto-VignaVecchia, som sammen med den typiske pærefrugt havde en flot udfoldet kompleksitet af pinjekerner, voks, friskt træ, mv. Castellari Bergaglio producerer kun Gavi i ikke mindre end seks aftapninger fra 10 hektar i 300 meters højde. Man bliver virkelig nysgerrig på Gavi i hænderne på en topproducent som denne, desværre importeres Castellari Bergaglio ikke til DK.
Cascina Bruciata importeres af KB Vin, Podere Ruggeri Corsini af Skovgaard Vine og Veras Vine og Mauro Molino af Gerbola Vin.

Villa Pillo, Cingalino & Borgoforte


Basis- og topvin fra Villa Pillo, som siden 1989 ejes og drives af det amerikanske ægtepar Dyson. Villa Pillo har 40 hektar med vin og ligger i Chianti-zonen, men producerer udelukkende IGT-vine.

2011 Cingalino Toscana IGT
2011 - det er ungt! Basisvin på 65% merlot og cabernet franc, som er kort forbi brugte fade.
Både cabernet franc og især merlot går direkte igennem i næsen med friske solbær, flæskede merlot-kirsebær, youghurt og fennikelfrø. Lille, men frisk næse.
Enkel og mellemfyldig i munden med høj, saftig syre som gør den virkelig vellegnet som madledsager. Godt greb og fint forløb med friske, mørkerøde bær hele vejen og finish med fennikel og spændstig syre.
Ikke mindeværdig, men et godt glas til rustik middelhavsinspireret hverdagsmad.
84

2009 Borgoforte Toscana IGT
50% sangiovese, 40% cabernet sauvignon og 10% merlot lagrer et på barriques.
Mørkt rubinrød farve, næsten tæt i kernen. Dufter indbydende af arketypisk moderne toscaner med friske sorte kirsebær, brakvand og sødlige fadtoner af kanel, vanilie og læder. Der er god intensitet og friskhed i frugten, så fadet tager ikke over, fin næse.
Fyldig og koncentreret i smagen med blød, intens frugt af røde og sorte bær. Delikat, let krydderkage-sødme og en resolut syre balancerer godt mod hinanden. God struktur og tæt finish med godt greb fra (fad)tanniner. Men alkoholen (14,5%) føles efter min mening for høj her, den vælter afslutningen og efterlader en varm hedvinstone i eftersmagen, som ellers har god længde med mørke kirsebær fint understøttet af bittertoner. Når grillbøffen spiller, er det måske acceptabelt - men efter min smag er alkoholen pt. for kraftig til at vinen helt balancerer.
86

Borgoforte minder om så mange andre moderne toscanere i mellemklassen. Til prisen får man dog god uddeling, især hvis man godt kan lide kraftige (oversøiske) vine. Men personligt foretrækker jeg faktisk her og nu den friske Cingalino til maden - en væver sag med saftig, enkel drikkeglæde og ligefrem druetypicitet. 59 og 89 kroner hos A Vinstouw.

lørdag den 21. april 2012

Barolo Stars @ Brandis

Domaine Brandis har et stærkt og imponerende italiensk sortiment. Få producenter, men hvilke! På årets vinfestival mødes giganter, ikke mindst i det suveræne piemonte-portefølje:

Aldo Conterno





2008 Nebbiolo Il Favot
Sammen med Barbera Conca Tre Pile er Il Favot blandt de moderne vine hos Aldo Conterno med kort maceration og lagring på nye barriques. 08'eren har en fin nebbiolonæse med birketræ, asfalt, nødder og farin. Frugten er frisk i munden, men måske en anelse enkel og lidt dump i syren. En meget rund og tilgængelig vin, ligesom Conca Tre Pile.

2007 Barolo
Parfumeret nebba-næse med marcipan, lak og frugt af daler og friske blommer. Smagen er meget blød forrest med lav syre og forløbet er flot henover ganen med en fin, sødlig fininsh med blomme, jordbær og jolly-cola. Rigtige flotte og helt velplacerede tanniner.

2005 Barolo Collonello
Meget smuk og elegant lakrids i næsen sammen med let sødme, nyplukkede jordbær og brakvand. Blød gennemsigtig frugt i smagen og tæt sødlig lakrids i finishen. Tanninerne sætter ind meget sent, men runder fint af.

2005 Barolo Cicala
Oj, et stort trin op i power! Meget mere intens i næsen og med en flot, syngende nebbioloparfume. Jordbærgrød, sødlakrids og spearmint. Meget kraftig struktur med spændstig frugt og store, lækre tanniner som sætter ind hvor de skal.

2005 Barolo Romirasco
Smuk, tæt næse med utroligt fokus og præcision. Sort gummi, lakrids og læder svøber sig omkring den tændte bærfrugt, som kildrer i næsen. Fantastisk i munden med stor balance: Koncentreret og smooth på samme tid. Kæmpetanniner sætter ind på det helt rigtige tidspunkt i afslutningen. Det her er en superflot komponeret vin, en vin til fremtiden og en klar reference hvad angår forløb og balance.


Luciano Sandrone

2008 Barolo Le Vigne
Le Vigne blandes fra 4 marker og lagrer to år på tonneaux. En spændt og syrlig næse, som også har sødme med ristede nødder, lys chokolade og syltede blommer. Høj syre i munden og en meget hård stilket, kommenagtig bitterhed hen mod finish. Virker ikke helt afrundet endnu, ville gerne prøve fx. en 05'er op mod denne.

2008 Barolo Cannubi Boschis
Lidt lukket og alvorlig i næsen på nuværende, men det er også fra en helt nyåbnet flaske. Hurtigt kommer en sødlig-mørk duft frem med sød lakrids, akaciehonning, valnødder, karamel og asfalt. Hård struktur med sød frugt i front og en temmelig alkoholpræget finish. Men meget, meget lang!

Flotte vine fra Sandrone og det er svært at vurdere dem så unge - de har efter min mening på nuværende ikke fx. Conternos balance.




Giovanni Corino
Alle Corinos 08'ere har alarmerende 15% alkohol, hvilket også har overrasket dem selv, da årgangen ikke er varm overhovedet. Med undtagelse af normalen er det dog ikke alkoholmærkede vine, og integrationen af barriques og alkohol er temmelig overbevisende her, selvom man på papiret kunne frygte det modsatte.

2008 Barolo Giachini
superintens frugt i næsen hermed nøddeagtig sødme i de flotte kirsebær. Syren er høj og frugten er tæt. God, intensitet i finishen, som er frugtig og har saft og kraft. En saftig og mørk Barolo.

2008 Barolo Arborina
Eneste forskel i forhold til Giachini er jordbundsforhold, her er der mere sand. Meget floral næse og næsten lidt vulgær i sin parfume med hindbær, lavendel og fyldte chokolader - men virkelig intens. Lettere i strukturen end Giachini, men samme saftige stil.

2007 Barolo Vecchie Vigne
Selektion fra Giachini og Arborina, lagrer på 80% nye barriques. Kemisk frugtig næse med masser af lak og klokkeklare kirsebær og fadtoner af kaffe, stegt kød og chokolade. Stor struktur, hvor man også fornemmer den varme årgang, finishen er bitterfrugtig med superlang eftersmag. Frugten sluger fadet her uden problemer og det er en imponerende Barolo.


Ferdinando Principiano

"If I don't experiment, I'm not happy". Ferdinando Principiano er i den grad en mand efter mit hjerte og hoved, en passioneret vinmager, som lever for kvalitet og fornyelse og hele tiden skubber sine egne grænser for kvalitet og metode. Ved at tale med Ferdinando får man et indblik i et beundringsværdigt velovervejet og præcist blik på druer og terroir og hvad der skal til for at bringe det bedste frem i materialet.

2007 Barolo Serralunga
Smuk, åben og ligefrem næse: Kirsebær, hindbær og brombær. Saftig og rund i munden med masser af frugt. Virker lidt svag i finishen med fraværende tanniner og lidt nøgne bittertoner. Men et rigtig godt eksempel på en drikbar og madvenlig Barolo, næsten i Langhe Nebbiolo-stil - stadig med god dybde.

2008 Barolo Ravera
Frisk og meget elegant i duften, superfine bær og lyst ruskind. Klassisk og feminin med en slankere profil end serralunga, men kraftigere tanninstruktur og lidt mere kant i den svale frugt. Kommer til at udvikle sig rigtig flot, tror jeg.

2006 Barolo Boscareto
Udbytte på 20 hl/ha, en måneds maceration med capello sommerso og minimal svovl ved aftapningen. Lagrer ligesom de andre på store fade. En vidunderlig næse med en utrolig dybde og elegance i den æteriske sødme - rabarber, anis, marcipan og lim. Kæmpestruktur i munden med høj syre og fantastiske tanniner. 06'eren virker enormt helstøbt!


Brovia





2008 Barolo Rocche
Ren, klassisk nebbiolo med lakrids, læder, friske hasselnødder og friske jordbær. Super balance og flot forløb med både friskhed og æterisk seriøsitet. Små tanniner, som allerede virker velintegrerede.

2008 Barolo Villero
Rocche og Villero ligger meget tæt på hinanden, men Rocche har mere sand i undergrunden og er derfor som udgangspunkt en anelse lettere. Det mærker man tydeligt her, hvor Villero er lidt mørkere og har en tungere struktur med rigtigt kraftige tanniner. Men stadig meget rund i frugten og et balanceret indtryk. Flot!

2008 Barolo Ca'Mia
Friske bær i næsen, meget æterisk parfume. Dufter mere letbenet og aromatisk, men er til den bitre side i munden og ikke helt så balanceret som Villero og Rocche på nuværende.

2006 Barolo Villero
Åh, hvor er det skønt - gennemklassisk barolonæse med stenfrugt, læder, røg, utrolig fine røde bær og en underliggende æterisk sødme. Fyldig og struktureret i munden, perfekte tanniner og en kæmpe nydelse allerede nu. Virker helstøbt på samme måde som Principianos Boscareto, 06'erne er måske inde i en god periode

2006 Barolo Garblèt Sue
Kemisk næse med lak, lim, stilke og masser af bittertoner. Maling og lakrids i munden og meget voldsomme tanniner. Imponerende Barolo i en lidt særegen stil, som stadig har brug for tid i kælderen

En fantastisk smagning med al den tid man kunne drømme om til at tale med de deltagende producenter. Stemningen var i top og rammerne på Borups Højskole er perfekte - en gennemført fornøjelse!
De største oplevelser i dag havde ikke overraskende et par år på flasken og var fra de klassisk orienterede producenter: 05 Conterno Romirasco, 06 Principiano Boscareto og 06 Brovia Villero.