Sangioverload i Ørestaden

Toscavini og BB Vinimport er to af landets absolutte topimportører af toscansk vin og især har BB et utroligt Montalcino-sortiment. Hvert andet år arrangerer de sammen en stor smagning, hvor de fleste af producenterne selv kommer op. I år var det i en af ørestadens (hvis ikke byens) smukkeste bygninger, Ferring-bygningen. Sangioveserepertoiret her er temmelig uovertruffent, vi rapporterer fra en ende af - med de sædvanlige smagnings-forbehold:

Armilla, Montalcino

Superklassiske montalcino-vine i rank og stram stil. 2009 Rosso har en åben og intens næse med lys rød frugt, masser af friske urter og mødding. Godt med tomat i den velbalancerede smag, smooth og slank med god kraft og klassisk karakter. 2006 Brunello har den samme profil, men er temmelig meget mere lukket samtidig med at man fornemmer en støre dybde og mørkere kerne. Flotte og velstrukturerede vine begge to, og her virkelig et håndfast eksempel på klichéen: Rosso til at drikke nu og Brunello til at lagre.

Cerbaiona, Montalcino

2008 Rosso er simpelthen fantastisk, smager som meget stor, klassisk Brunello og outperformer næsten 05 Brunello, som er flot men fremstår lidt lukket idag. 08-rossoen har megacharmerende rød sangiovesefrugt, vidåben og fyldig og virker perfekt moden, både hvad angår druemateriale og vin. Elegance og kraft i ét, klar til at drikke nu, men tag ikke fejl: dette er en seriøs vin! Selvom rossoen her er utrolig er der stadig et niveau op til 2006 Brunello: lidt lukket i duften med tæt læder og friske svampe og lidt trøffel. Fantastisk i munden med tændt lys kirsebærfrugt og ekstrem fylde især i bagkanten, som har utrolig tæthed. Når man har sunket vinen, er det som om man stadig har munden fuld - en af de længste vin, jeg har smagt.

Salvioni, Montalcino

2009 Rosso har duft med sødlig blommefrugt, anis, remonce og en lille sprittet acetone-tone. Moden og tæt i duften. Flot i munden, slank og klassisk, men med stor kraft. Intens i bagkanten. En fantastisk vin. 2006 Brunello har en smuk duft, mega-intens og sødlig - skolebogseksempel på stor, klassisk sangiovese - og faktisk virker den relativt åben. Masser af våde grene og tæt, tæt sødlakrids. Fantastisk i munden, helt utroligt balanceret og med en stor og kraftig struktur med tanniner som griber fast med blid hånd. Det er simpelthen svært at forestille sig sangiovese mere optimal end her, det er kæmpestort for at sige det ligeud.

Santa Maria, Montalcino

Igen meget store rossoer (2009 Rosso og Rosso BB-selezione med et halvt år længere på fad, dvs. knapt to år) med klassisk ung sangio-næse af høj kvalitet: saftig blommefrugt, grene, bremsevæske, sødtobak og harsk læder. Lidt tyndere i munden end næsen lover, igen med blommesaft sammen med en æblecidereddike. BB-selection har lidt større intensitet i næsen. 2006 Brunello har røde æbler og er lidt strengene og mørkere og en anelse mere kemisk. Enormt flot struktur i munden hvor heftige tanniner virkelig spiller godt op med den spidse syre. 2004 Brunello Riserva er en absolut topvin med sødlige lædertoner og bagt marcipan i næsen og så den meget indtagende kombination af slank og elegant lys-rød frugt og dyb sødme, som er så karakteristisk for top-sangiovese.

Santa Maria virker generelt lidt mere oxidativ i stilen end nogen af de andre, har højere og mere spids syre og med mere æblet frugt og en lidt mere akavet stil. Selvom vi utvivlsomt snakker meget høj kvalitet her, er jeg ikke helt så begejstret.

La Fornace, Montalcino

Meget kemisk stil med klorin og salmiakspiritus i 2009 Rosso, som er udemærket og har god frisk frugt og dybde. Meget ung. Kemien går igen i 2006 Brunello kombineret med brændt-sødlige træk. Engelsk lakrids, moden frugt og farin-sødme i duften. Sød i munden, men også med en markant sur tone. Lidt brændt karamel og en del alkohol i bagkanten. Særegne og lidt strittende vine, som jeg gerne vil smage ved bordet.

La Rasina, Montalcino

2009 Rosso er meget parfumeret med masser af sæbe og friskkløvet fyrtræ. Rund og fyldig og ligefrem rosso - meget saftig og delikat. 2006 Brunello er strammere og mere rank. Grene og bremsevæske. Man fornemmer mere dybde og højere koncentration, men ikke helt så åben nu. Rasina lagrer først på nye barriques, men helt uden ristning, så det er iltningen ved lagringen der er i fokus, ikke vanilie, kaffe etc. 2004 Brunello Divasco er en enkeltmarksaftapning og her fornemmer man potentialet - de to år mere på flaske gør underværker. Dyb seriøs duft igen med masser af fyrtræ og lyst læder. Stor rund og dyb frugt - flot Brunello.

Rasina og Fornace er fremragende montalcino-vine, men i denne sammenhæng mærker man at de er et lille niveau under de helt store.

Også flotte sangiovese-vine fra Castell'in Villa og Fattoria Le Fonti. Det er store chianti'er og alligevel er den stilmæssige forskel på sangiovese-udtrykket i Chianti Classico og Montalcino tydeligt i den her opstilling, meget lærerigt. Fontis to top-sangioveser var et interessant studie: 100% samme vinifikation og lagring, men enkeltmarksvinen Vito Arturo har meget rundere frugt og kraftigere tanninstruktur, hvor CC-riservaen er langt mere slank og lysere i udtrykket. Ren terroir-forskel.

Castell'in Villa imponerer med god basis-CC'er og en stor Riserva Poggio delle Rose, med flot koncentration - læder, røde æbler og marcipan-sødme, lidt asfalt og små kaffetoner, men slet ikke for mærket af 18 måneder i nye barriques - smuk balance. 

Arnaldo Caprai, Montefalco

2007 Sagrantino Collepiano er blød og meget mørk, ekstraktrig og tæt med sorte bær og våde blade og fudge fra fadet. Virkelig heftige tanniner som brager sent ind men coater munden fuldstændigt. Bring out the Bistecca! 2006 Sagrantino 25 Anni har samme meget mørke, tætte frugt sammen med intense kanelaromaer. Ikke helt så vil i munden som Collepiano - rundere og smooth, dog stadig med fast struktur. En meget koncentreret og flot vin i den sorte skole. Fælles for Caprai-sagrantinoerne er en relativt lav syre, som mærkes markant især forrest i munden og så den temmeligt markante barriquelagring.

Tabarrini, Montefalco

Mørke, intense sagrantino-vine med høj alkohol og meget stor kraft - der er vildskab i alle vinene. Her betyder årene virkelig meget - den nys aftappede Montefalco Rosso er helt mærket af ungdom og 06-sagrantinoerne heftige, men ret indestængte på nuværende. 2004 Colle alle Macchie er derimod ved at nærme sig sit vindue - stor, rund og intens i næsen med blød mørk brombærindkogning og sødlige fadkrydderier. Intens i munden - en hedvins krydderi og alkohol kombineret med høj, frisk syre og blød, saftig frugt.

Det er ikke elegance, eller balance for den sags skyld, som er sagrantinos styrke - det er rå og vilde vine, mørke og med tæt struktur og høj alkohol. De har et langt liv og jeg har stadig til gode at smage Sagrantino med alder - de kan generelt udvikle sig flot, tror jeg, og sikkert vinde den balance de somme tider mangler som unge.

La Smilla, Gavi

Som jeg plejer, sluttede jeg af med en hvid runde som desværre ikke blev så lang. Det er fantastisk opfriskende at dufte og smage hvidvin efter 30+ røde! La Smilla laver forskellige udgaver af Gavi, jeg smagte tre, basis-Gavi'en fra 2010 er frisk og pære-agtig i duften, ligetil men godt koncentreret og med god intensitet. 2009 Gavi di Gavi er meget spidsere og mere frugtig i duften, med masser af citrus og grønt æble, også en intens og frisk hvidvin. Den bedste er Gavi di Gavi 'I Bergi' med tonsvis af harpiks fra barrique-lagring og en tæt, sødmefuldt frugt med intens syre inde bagved. Flotte Gavi'er - til under 100 kr allesammen snakker vi seriøs value!

Måske den bedst gennemførte smagning, jeg har været til: Perfekte lokaler med masser af lys og plads, producenter bag så godt som alle borde, ikke for mange mennesker, supergod stemning og fremfor alt et montalcino line-up som nok kun meget sjældent kommer bedre i ét rum. Bravo!

Og personligt var det stort at møde de glimrende svenskere bag Più Rossos blog-storebrødre: Italienska Viner, Billigt Vin og Vinosapien.

Grüner Veltliner, Welschrielsing & Riesling: Østrig!

Mini-ekskursion med tre østrigske mellemklasse-hvide, to forskellige regioner og tre forskellige druer, alle ca. i prisklassen 70-100 kr.

2010 Weinmanufaktur Krems, Grüner Veltliner (Kremstal, Sandgrube)

Hvidgul med grønne træk og mikroperler. Æble, ananas og friskost i duften sammen med en anelse hyldeblomst. Med luft blander en sødlig vanilietone sig med æblerne og ved lidt højere temperatur kommer lidt flere krydderier til - quatre épices-agtigt med ihvertfald lidt muskat og hvid peber. Ikke nogen kompleks næse, men heller ikke uinteressant at stikke næsen i overhovedet.

Smagen er frisk og læskende i en blød, frugtig stil. Føles meget harmonisk og ligefrem (på en god måde) i munden. Syren er til den lave side, men frugtprofilen er slank og frisk. Hyldeblomst og gala-æbler i eftersmagen sammen med et bittert, pikant element af granny smith-skræl, drueskind og muskatnød.

Der kan eller behøver egentlig ikke siges eller skrives så meget om denne vin, men drikkeglæden er helt i top - et skolebøgseksempel på frisk, læskende og sprød hvidvin, som samtidig har ganske godt med karakter. Til aperitif eller let mad. Med fast plads hos Dansk Supermarked er her nok den videst tilgængelige GV på det danske marked. Bergholt har smagt 09'eren.

2009 & 2010 Domäne Müller, Welschriesling Ried Burgegg - Deutschlandsberg (Weststeiermark)

Welschriesling kaldes også riesling italico, men har på trods af navnene intet slægtskab med rhein-riesling. Vi er i Weststeiermark i den sydligste del af det østrigske vinområde, hvor welschriesling - i modsætning til Burgenland - hovedsageligt anvendes til tørre vine.

Hvid-grøn farve med mikroperler og en meget køn, slank næse med friske, grønne æbler og gul-grønne citrusfrugter. I munden er den sprød og frisk - ukompliceret, men med høj syre og rank, slank frugt, som har en rigtig fin balance. Knastør og læskende med en delikat, let bitterhed i finishen. 2010'eren er klart mest sprød og levende i frugten, så det er uden tvivl en hvidvin, der skal drikkes så ung som muligt.

2007 Sepp Moser, Kremstal Riesling von den Terrassen (Kremstal, Rohrendorf)

Biodynamisk riesling, cuvee fra fire forskellige terrasser. Ingen kan være i tvivl om letældet rielsing her: Masser af petroleum og ristede nødder i duften foran frugt af abrikos, pære og kandiseret appelsinskal. Mineralsk og tør i munden, med den typiske rieslingstruktur som er tæt forrest og slank bagerst - svært at beskrive bedre. Syren er høj og frugten tæt - riesling viser i denne trio sin overlegenhed! Vidunderlig og overraskende seriøs vin, perfekt moden nu - kanonmatch til de sødligt-støvede toner i en skummet skaldyrsbisque med ristet kammusling, som den ledsagede.

2007 Cantine San Silvestro, Barolo 'Patres'

Denne Barolo har jeg flere gange gået i en stor bue udenom i SuperBest. Selvom nebbiolostokkene sommetider vokser ind i himlen med gode (udsalgs)priser på højkvalitetsproducenter som fx. Cascina Cucco eller Produttori del Barbaresco, ringer alle alarmklokker når kooperativ/negociant-barolo sælges i supermarkedet til langt under 100 kr.

Forleden offentliggjorde bloggerkollektivet Garantito IGP så resultatet af en blindsmagning af Barolo 2007, hvor San Silvestros 'Patres' var blandt en fælles top-11 i et bredt line-up fra La Morra og Novello. Garantito IGP er en selvbestaltet gruppe på 5 vinbloggere/-skribenter, heriblandt Kyle Philips, hvis grundige noter fra de italienske årgangsrelease-smagninger jeg læser med interesse på hans blog Italian Wine Review.

En negociant-Barolo til en dansk tilbudspris på 59 (nioghalvtreds!!) kroner udvalgt af 5 erfarne smagere som en af de bedste blandt (enkeltmarks)vine fra fx. Settimo, Veglio, Prunotto, Silvio Grasso, Oddero etc., det kan simpelthen ikke passe og må partout efterprøves:

'Patres' er sammenstukket af druer fra alle kommuner, macererer i 12 dage og lagrer to år på store, slavonske fade. Farven er lys og transparent rubinrød med en del tegl-nuancer. Klassisk nebbiolonæse, omend meget tilbageholdende med vandige jordbær, appelsinskal, sødlig anis og lette animalske toner af lyst læder og skovbund.

Let i munden med slank, letsødlig frugt af modne, røde bær og appelsin, lav syre for typen og mærkbare, men lette, tanniner. Fin længde i en lyst krydret eftersmag med slank (jordbær)frugt, ingefær, lakrids og våde jordtoner.

Der er ikke så meget at skrive hjem om her, men det er faktisk ikke helt dårligt - især ikke efter godt med luft. Der er tydligvis Barolo i glasset, omend det er i light-udgave: Elementerne er der, men det hele er skaleret ned. Slankt og rent nebbioloudtryk, hvor den varme årgang hjælper lidt på frugtens charme, men til gengæld betyder at syren er lav og generelt set er det for tyndt og ukoncentreret i alle led. Hvordan man i enig 5-stemmighed kan fremhæve den her i et stort og ret godt barolo-lineup, er mig lidt af en gåde.. Mon vi har smagt den samme vin? Læs bl. a. Kyle Philips' og Luciano Pignataros indlæg om smagningen.

85

2007 Tavignano, Rosso Piceno 'Libenter'

Tavignanos toprødvin 'Libenter' er et rigtigt Marche-vildsvin på 75% montepulciano, 20% sangiovese og 5% cabernet, som macererer i 3 uger og lagrer 14 måneder på barriques og tonneaux.

En tæt vin med høj viskositet og sortrød farve med violette træk. Saftig og sødmefuld duft med sorte fuldmodne kirsebær og solbær sammen med fadtoner af kraftig bitter bark og rå-olie/sortlæder og så glycerol-æteriske toner af lim og amaretto.

Smagen er kraftig, tæt og intens med sødlig, mørk frugt og en virkelig tændt strukur med høj, saftig syre og kraftige, groftskårne tanniner. Det gode bid i finishen er oppe mod en temmelig markant alkoholvarme, som især er viser sig sammen med mad. Der er god kraft og længde i eftersmagen - stadig med rigelig alkohol sammen med den sødlige, mørke kirsebærfrugt og letbitre, ristede fadtoner af engelsk lakrids, kaffe og sort læder.

Jeg holder meget af det her triumvirat af montepulciano, lang maceration og barriques-lagring: Montepulcianos mørke, bløde profil kan sluge store mængder fad og komplementeres samtidig virkelig godt af den lange skalkontakts æterisk-kemiske træk. Libenter er en vild gadedreng, rå og rustik - hvad den ikke har i balance og elegance, har den i fræk charme og oppulent styrke. Efter min mening bedre end 05'eren, hvor den sorte bitterhed i eftersmagen var mere markant og lidt trættende i længden. Her i 07'eren er akilleshælen den høje alkohol (15%), men den mere modne frugt bærer det bedre. Flot vin og et kup til de 59 kr hos Carlo Merolli.

88

2006 Pertinace, Barbaresco Castelizzano

Cantina Vignaioli Elvio Pertinace er et lille kooperativ med 13 dyrkere i Treiso i Barbarescozonen. Husets topvine er enkeltmarks-barbarescoer fra Marcarini og denne fra Castellizzano, som er på 1,3 hektar. Mellemlang maceraction på 2 uger og lagring på en blanding af slavonske botti og franske tonneaux (500 l).

Rubinrød farve med granatrøde reflekser. Duften lægger helt lukket og ret kedeligt ud, men vokser over et døgn til en klassisk nebbioloduft, tør og mørktonet: Jord, læder og ferskensten i front med lakrids, lidt trøffel og rød frugt underneden. Stadig tilbageholdende, men druetypisk og delikat.

Smagen har mere saft og kraft - skal også have et døgns tid i flasken for at vise ynderne frem, men så er det også her med klassisk Barbaresco-profil: God intensitet i den elegante røde frugt og de mørke mineraler. Det bedste er finishen, som har fast greb og åbner for lyst læder og kridt i eftersmagen, hvorefter syren kører parløb med et smørret animalsk strejf - det er godt. Medium længde.

Skal luftes godt og viser så en klassisk, feminin Barbaresco-karakater frem. Kan lagre noget tid og vinder ihvertfald over de næste få år. 130/90 kr ved 1/6 i SuperBest.

87

Vinevent Aarhus 2011

Vinevent er en årlig smagning i Aarhus, som i år havde fundet ideelle lokaler i Früds Spisehus. Her var mere end 20 importører samlet for at vise deres sortiment frem, jeg holder mig her til det italienske repetoire med store forventninger til bl. a. Bichel, Lahvino, Pran og Carlo Merolli. Det skulle - lidt uventet - vise sig at dagen for mig kom til at stå i Venetos tegn:

Vin300.dk præsenterede det lille familiehus Bonazzi, som var et meget positivt bekendtskab. Klassiske Valpolicellavine med en meget tændt frugt i slankt udtryk med god dybde i alle tre produktled: 2008 Bonazzi, I Campo Veneto IGT er en fremragende basisvin lagret 6 måneder på botti og barriques: Ren, saftig corvina-frugt med den karakteriske sødlige kirsebærsaft og en helt tændt, rund frugtsyre som får det til at føles prikkende på fortungen. Den samme frugtprofil går igen i 2008 Bonazzi, Valpolicella Classico Sup. Ripasso som også har høj, blød syre men kombineret med sødlige fadkrydderier (2 år botti/barriques 2/1) af sødlakrids og kanel og en flot dybde. 2005 Bonazzi, Amarone della Valpolicella Classico er rank og klassisk i stilen med en rigtig flot duft af kirsebærsovs, kanel, vanilie, dæk og en metallisk rusttone. Virkelig god struktur, godt med tannin, rank syre og bittertoner, som får den til at virke meget frisk. 2 år på botti og 18 mdr. på barriques. Til hhv. 84, 89 og 188 er alle tre gode køb.

Carlo Merolli havde et fokuseret line-up med 10 vine af allerhøjeste kvalitet. Bl. a. Quercecchio Brunello og Rosso (Montalcino), den helt fantastiske 2000 Gemma Tabui Barolo Riserva, 2007 Cascina Cuccos Barolo Vigna Cucco og så denne Le Ragose-vertikal som blev dagens hovednummer. Le Ragose har nogle af de højest beliggende marker i Negrar, 500+ moh på stenet og meget mager jord, som giver ranke og mineralske vine.

2002 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico

Wow, vi lægger downright dirty fra land i den her minivertikal med 02'eren som har en skøn, snavset brett-næse med mødding, kloak, skrald sammen med (sur)kål, balsamisk frugt, lakrids og julekrydderier (især kanel). Blød og dyb, moden frugt i den klassiske stil hvor sødme og rund frugt vejes op af rank struktur, især med faste tanniner. Imponerende Amarone fra en på papiret temmelig svag årgang - det mærker man ikke her og det er en meget anbefalelsesværdig udgave hvis man godt kan lide det lidt beskidt!

2003 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico

Fra en kold og våd årgang til en varm og tør - to ekstremer i hver sin ende af skalaen. Men her i den hede 03 virker det til at Ragose har haft gavn af den høje beliggenhed: Næsen er overraskende frisk med ligefremme, krydrede kirsebær, blomme i madeira og vegetale fadtoner a la svampe og våde blade. Enormt blød frugt i munden, med masser af blommesaft og remonce i finishen. Svagere struktur end 02'eren, men mere saftig i frugten.

2004 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico

Næse domineret af læder og lakrids og friskere urter, næsten krydderurter. Tilbageholdende og kølig i frugten og pt. den strammeste af de fire her - men måske også den mest elegante. Ikke så spændende i munden som de 03'eren og faktisk med mere blottet alkohol i finishen. Men i den kølige stil er den frisk og ligefrem saftig, og er man ude efter en elegant Amarone til lagring er dette et godt bud.

2005 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico

har en meget speciel og karakteristisk 'spids' i duften, som måske bedst kan beskrives som stilket med toner af kanel og lakrids. Meget rank - minder om 04'eren i stilen, men er endnu mere frisk og spændt og virker faktisk bedre struktureret med et højere syreniveau og en kraftigere tanniner. Jeg drak en flaske af denne for et par år siden og den er klart bedre og mere karakterfuld nu.

Fire flotte, klassiske Amaroner af høj kvalitet (90-92 pts.) og det er et spørgsmål om personlig præference og formål, hvilken man foretrækker. Igen en lektion i ikke at lade sig blænde af årgangsskemaerne, jeg foretrækker fx. idag helt klart 02'eren, som jeg synes har mest karakter og kompleksitet - og så er den moden.

MwineM.dk havde 2006 Bussola, Valpolicella Classico Sup. Ripasso Ca' del Laito fra Bussolas i 2001 tilkøbte 8 hektar i udkanten af Classico-zonen. Mørk og intens ripasso-fortolkning, som er saftig og blød men med så meget fokus i frugten at det føles alvorligt og fast - ikke noget floppy, semiamarone her!

2005 Bussola, Amarone della Valpolicella Classico er meget anderledes: En ekstremt kemisk og superintens amaronenæse med acetone, amaretto og sultaniner - en vildt æterisk og sprittet parfume. Smager af hedvin i munden med oxidative toner og masser af alkohol i den ellers elegante og egentlig lyse likørkirsebær-frugt. Det her viser hvor speciel og ekstrem en vintype Amarone kan være - elegant og tonstung på samme tid. Vildt, karakteristisk og flot! Bygget til fremtiden.

Pran var også rigtig godt repræsenteret også bl. a. med den saftige og kraftfulde 2006 Basilisco, Aglianico del Vulture, en mørk og koncentreret aglianico med moderat fad og god længde og især en meget intens og dyb syre. Også meget interessant 2006 Plozza, Sfurzàt di Valtellina - DOCG'en fra Lombardiet på tørret nebbiolo. En speciel smagsprofil som ikke umiddelbart blindt er til at gætte som nebbiolo. Mere sagrantino-agtig faktisk, med tæt frugt, sødme, høj alkohol og så den velkendte, faste struktur. Godt bekendtskab og bestemt en vintype, som er et nærmere kig værd.

Derudover smagte jeg blandt andet for første gang vine fra Mallorca og Canada - bl. a. en fremragende selection-riesling (2006 Cave Spring, Riesling CSV) fra Ontario, som var næsten ligeså petroleumsaromatisk som Sarraccos piemonte-riesling (samme breddegrad, også fra 06) og havde en skøn sødme og kompleksitet i frugten.

Generelt kan man måske give det råd til importørerne at de skal gøre op om det vil det eller ej. Man kan ikke fedte sig igennem sådan et arrangement med basisvine og nærig udskænkning - så bliver man kørt over af dem som går all-in. Carlo Merollis stand var (hvad angår røde) hovedattraktion på grund af den kompromisløse kvalitet i det fokuserede line-up og den rundhåndede udskænkning, som frigiver alle aromaer i glasset og betyder at man faktisk kan smage ordentligt på vinene. Det får simpelthen vinene til at fremstå i det bedst mulige lys - og det er vigtigt når rammerne ved en messe i forvejen per definition er vanskelige.

Men der var få svipsere blandt standene og som arrangement var Vinevent 2011 en yderst veltilrettelagt smagning med plads nok, god stemning og mange flotte og alsidige vine fra små importører.

2009 Bersano, Ruché di Castagnole Monferrato

Ruché er en temmelig sjælden piemontedrue, som er berømt eller berygtet for sin specielle og intense parfume. Den er ikke særlig udbredt og at finde en ruché på det danske marked er som at lede efter en nål i en høstak. Derfor er det ret overraskende at Føtex Food pludselig fører et parti ruché, godt nok fra storproducenten Bersano fra Nizza Monferrato, men ikke desto mindre svær at gå forbi upåagtet. Ruché di Castagnole Monferrato er druens 'hjemme-DOC', som blev ophøjet til DOCG fra 2010-årgangen.

Lys, transparent rubinrød farve. Meget særpræget duft, som alligevel oser af piemonte: Ekstremt floral og parfumeret med hindbær i frugten og masser af violer, tulipan, roser - næsten tropeagtig floralitet - sammen med hvid peber-krydderi og en stilket/løgplanteagtig grønhed. Virkelig intens parfume her!

Relativt lav syre og slank, meget elegant frugt med god kraft. Speciel her i munden også, med den parfumerede, krydrede frugtighed i front. Blød og oppulent med et lille animalsk strejf - næsten som æbleflæsk: cremet frugtmos + løg + røget kød. I finishen er der flot frugtkoncentration, medium tanniner og masser af skolekridt (sød mint, lakrids) og hindbær ud i eftersmagen.

Lidt uventet for en lys og ufadet piemontevin, er den blød og cremet i munden, men den relativt lave syre betyder ikke, at man savner friskhed og elegance. En stor fornøjelse, som ikke kun fungerer som vin til mad, men også kan drikkes på egen hånd, fx. på altanen. Blød og parfumeret, men også virkelig frisk i den vanlige slanke piemontestil og en skøn vin til fx pastaretter - aftenens puttanesca kunne dårligt have haft en mere passende ledsager. Minder lidt om den ligeså usædvanlige piemonte-specialitet tør brachetto (fx. Sottimanos Maté), men med meget lavere syre og mere outreret i sin parfume. Varm anbefaling, især til de aktuelle 119 kr. for to!

88

Terroiristen

Jægersborggade på Nørrebro er et fascinerende og sammensat sted. Her er en helt speciel stemning af driftighed på flere niveauer. På den ene side er der de The Wire-agtige scener, komplet med dealernes politiadvarselshuj, gemte stashes og våben på parkerede bilers hjul, og på den anden side er gaden Nørrebros pendant til Værnedamsvej med en perlerække af trendy gourmetsteder - Meyer, Grødbar, Relæ, Coffee Collective mv. - og så byens måske allerbedste vinbar, ihvertfald hvis man er til terroirdrevne italienske vine: Terroiristen. Et enormt hyggeligt sted med et fantastisk sortiment som kommer fra indehaveren Stefan Jensens importfirma Winewise. På væggen kan man se hvilke vine der er åbne i dag og kunne man tænke sig noget andet er det ikke umuligt at det kan åbnes. Derudover er der naturligvis hele flasker en masse og et fint lille spiskort med enkle ting som går godt i spænd med et glas vin. Jeg fik en tallerken god bresaola med parmeggiano og pesto, som var perfekt sammen med et glas:

2007 Giacomo Fenocchio, Barolo

Nys frigivet Barolo Normale fra det klassiske hus i Monforte d'Alba som producerer cru-Barolo fra Bussia, Villero og Cannubi. Traditionel stil med naturgær, 4 ugers skalkontakt og lagring på store 50 hektoliters fade.

Rubinrød farve. Meget lukket i duften hvor ungdommen er åbenbar - syrlige kirsebær, lidt dækgummi og pulverlakrids, men ellers ikke meget på nuværende. I munden er det helt anderledes - stor kraft og med den typiske halvdøve indgang i frugten som så bare bliver ved og ved at crescendere: En kondenseret Bolero i munden! Intens syre og fokuseret, skarp frugt med stor, tindrende fylde. Mørke cement-tanniner nedenunder er med næsten fra start og strammer let til, perfekt balanceret, i finishen. Elegant - ikke for meget, ikke for lidt. Lang udklang med intens frugtsyre og nærværende kød- og trøffeltoner, som også må dukke op i næsen med lagring. 

Det er rigtig godt det her, jeg holder meget af kombinationen klassisk stil og varm årgang i Barolo. Savner meget i duften, men det kommer - der er potentiale her. (90-91)

Italienska Viner har (sammen med netop Stefan Jensen) været på besøg hos Fenocchio .

2008 Di Majo Norante, Ramitello Biferno Rosso

Di Majo Norante er det vinøse fyrtårn i et ellers hurtigt overskuet Molise. Ramitello laves på 80% montepulciano og 20% aglianico fra 18 hektar med samme navn i Campomarino, Biferno DOC. En måneds maceration og lagring i 18 måneder på en blanding af stål og mindre egefade. Sammen med aglianicovinen Contado og den barriquelagrede Don Luigi udgør den husets top.

Tæt mørk-rubin farve med dybe violette træk. Typisk montepulciano-duft med tæt og blød mørk solbærfrugt, tindrende kirsebær, æterisk-kemiske toner af lim og maling fra den lange maceration og sødmefuld fudge, engelsk lakrids og læder fra fadlagringen. Det tegner rigtig godt og overraskende seriøst, det her.

I munden fortsætter montepulcianofrugten med sin mørke og bløde solbærfrugt i frugtig, intens stil. Så kommer syre og tannin fra de 20% aglianico buldrende frem inderfra og danner en fokuseret strukturel rygrad i den saftige, faste finish. I eftersmagen er der syntetiske kirsebær og masser af de langmacerede sødligt-kemiske træk sammen med den virkelig tændte frugtsyre. Medium længde, men rigtig god intensitet.

Kombinationen af den enormt bløde og mørke frugt og den meget lange maceration er lidt af en genistreg her, fordi de æteriske træk får den mørke frugten til at lyse op på en måde. Fadlagringen er perfekt styret og også den mørk-bitre engelske lakrids (som er et andet karakteristisk træk ved fadlagret montepulciano) er holdt godt. Det er en ligefrem crowdpleaser, men der er sandelig også vitaminer - struktur og seriøsitet.

Forbløffende og tankevækkende hvor lille kvalitetsforskellen er på den her og Gajas Promis i samme runde, frugtige stil - den enorme prisforskel taget i betragtning. 60 kr. v/6 hos supervin.dk er et kup. Ramitello 08 bliver skamrost med bl. a. 90 pts Veronelli og 92 pts Galloni - det er i overkanten, synes jeg, men forstår begejstringen.

89

2010 Arianna Occhipinti, SP68 Bianco Sicilia IGT

Arianna Occhipintis røde SP68 tog os med storm og vi er spændte på hendes hvide vin med samme navn (som simpelthen er gårdens vejnummer). Druerne er albanello og zibibbo (moscato d'alessandria) som dyrkes i 280 meters højde, gærer med skalkontakt i 15 dage og lagrer på ståltank i et halvt år for den aftappes ufiltreret og med minimal svovl-tilsætning - derfor er den atypiske skalkontakt nødvendig; for at udtrække antioxidanter. 

Lys gylden farve - synet afslører ikke at der er tale om ufiltreret, macereret naturvin. Duften er ekstremt moscato-typisk med tæt, sød hyldeblomst, nedfaldsæbler og muskatnød i meget aromatisk stil. Det er virkelig som at dufte til en dessertvin, men der er også bio-toner nedenunder: ensilage, agurk, komøg - ja man kan samle det i ordet traktor (diesel/dæk/jord). En flot og intens duft, men man forventer sandt at sige noget andet end der møder i munden: Tør, stram og grøn smagsprofil med græs, agurk og citronskal og mineralsk rankhed som man slet ikke sporer i duften. Medium syre og let krop, som henter lidt kraft i finishen med en honningagtig sødme, saltmineraler og letbitter lille tanninfornemmelse. I eftersmagen vender moscato-profilen tilbage med de karakterisktiske aromatiske træk.

Fie Simoncini fra Cibi e Vini beskriver det som en nærmest personlighedsspaltet vin og det er spot-on: Duft og smag er to forskellige verdener her. Botero i næsen og Giacometti i munden. Og på den måde er det ikke en hvidvin i harmoni, den stritter lidt i mindst et par retninger, men det er alligevel charmerende og man fascineres for hver snus og slurk. Savner i smagen både syreintensitet og koncentration for at komme helt op på naglerne, men det er en flot basishvid, hvor man har fornemmelsen af at blive fortalt en historie, eller møde en interessant personlighed. En velkommen modsætning til det karakterløse og strømlinede. Også smagt her. 119 kr hos Cibi e Vini.

88

2008 Ca' Marcanda (Gaja), Promis Toscana IGT

Angelo Gaja købte Ca' Marcanda-ejendommen i Bolgheri ved den toscanske vestkyst i 1996 og tilplantede de 100 hektar med hovedsageligt merlot, cabernet og syrah. Gaja er (som nok bekendt) modernistisk pionerånd i Piemonte inkarneret: Han tilskrives bl. a. indførelse af grøn høst, enkeltmarksvine, malolatisk gæring, barriques-lagring og franske druer i Piemonte. Selvfølgelig ikke alene, men hans enorme succes var afgørende for at de moderne teknikker vandt udbredelse. Nogle af dem er indlysende kvalitative, andre er kontroversielle - ikke mindst i en så traditionsbevidst region som Piemonte. Og selvom sublim kvalitet altid er i forgrunden hos Gaja, er der også et element af provocateur, som da han omplantede en nebbiolo-topmark i Barbaresco med cabernet (til vinen 'Damargi') eller deklassificerede sine Baroloer for at kunne tilføje barbera.

Der produceres tre vine fra Ca' Marcanda, Promis er basisvinen og laves på 55% merlot, 35% syrah og 10% sangiovese. Lagres et år på brugte barriques.

Mørk rubinrød farve. Dyb og intens, kødfuld duft af mørk frugt med sø-vand, kraftigt mørkt læder, lidt engelsk lakrids, bitter mælkebøtte, uparfumeret creme og en marcipanagtig sødme i den dybe, chokoladesvøbte bærfrugt. Det er den her duft man går hjem med fra en Gambero Rosso-smagning: Mørk, blød frugt + fad i højkvalitets-stil. Det er skønt, det er high class - en næse skabt af en topkirurg..

Smagen er et studie i smoothness: Superblød frugt i mellemfyldig krop med helt lette balsamiske toner, medium syre og smørret fedme. Hen mod finish fader gode bittertoner ind og syren hæver sig til et godt bid i afslutningen. Her er ingen skarpe kanter (såsom høj syre eller hvasse tanniner), kun poleret balance og blød feelgood. Eftersmagen er lang og silkeagtig med cremet flødekaramel og blød frugt sammen med meget tydelige estragontoner og det kraftige læder.

At bede om tradition eller typicitet fra Bolgheri svarer vel nærmest til at forvente europæisk højkultur på den amerikanske prærie i nybyggertiden. At kritisere Gajas Bolgherivine for at være internationale eller moderne giver ikke mening, det er ligesom hele præmissen. Og I den her stil er det supergodt, kvaliteten er slet ikke til at tage fejl af. Faktisk er Promis overraskende (moderne) toscansk, den minder hverken om fx. sydfrankrig eller højrebredsbordeaux på trods af druesammensætningen. Den tilbageholdende, mellemfyldige krop og den egentlig temmeligt sarte balance klæder stilen. Flot! Meget få kan tage den pris for en tredjevin, men der er en grund til at Gaja er en af dem. 259 kr. hos Vinoble.
90

2010 Gemma, Moscato d'Asti Vigna Fiorita

Tiramisu har mange venner og få fjender. Det er en skøn dessert, nem at lave og har også den fordel at den uden problemer kan laves i store mængder og ikke behøver (ikke bør!) portionanrettes: At stikke skeen ned gennem det bløde kakaolag på en jomfruelig Tiramisu er i sig selv enormt tilfredsstillende.. Som så mange andre enkle og populære klassikere fra Italien - fx. ragù alla bolognese - findes der mange måder at lave Tiramisu på. Ligesom med ragùen går jeg ind for no-nonense i min Tiramisu, dvs. ingen vanilie, fløde, chokoladestykker eller andet pjat. Vinen til er en anden sag: Nogle mener retten er nok i sig selv og at man slet ikke skal drikke noget til, andre mener med god pointe at Marsalaen fra retten også skal i glasset - og selvfølgelig vil enhver (hvid) passito og lignende passe fint. Men Tiramisu er en tung dessert og har man tilmed fået en solid secondo, trænger man på dette tidspunkt til noget friskt: Effekten træk-mig-op (som Tiramisù betyder) kan føres helt ud i glasset med en kold, mousserende dessertvin til: Moscato d'Asti. Tiramisu er faktisk ikke en supersød dessert, så man kan sagtens tillade sig at kontrastere lidt ved ikke at vælge en kraftig og meget sød vin.

2010 Gemma Moscato d'Asti Vigna Fiorita har en hvidgul farve med letgrønne træk og kort hvidt skum. Duften har gala-æbler, ananas, lidt røg og en markant og ret delikat tone af ren stearin. Signatur-hyldeblomsten er næsten gemt væk i duften, men kommer frem i smagen, som er frisk og mineralsk i munden med god, fast syrestruktur og delikat sødmefuld frugt. Stringens i frugten også med den typiske umoden-nektarin-agtige rankhed. Eftersmagen åbner med hyldeblomst og røgtoner og klinger fint ud med syre og frugtspil.

Det her er helt klart en moscato i elegant stil, langt fra klistret-sød hyldeblomst. Frisk, velbalanceret og med gode bittertoner i den slanke frugt - og stadig sødme nok til at hamle op mod kage- og frugtdesserter eller som her: Tiramisu. En Moscato d'Asti i den bedre ende, ikke mindst i supermarkedssammenhæng - 70 kr i Føtex Food.

87

Cascina Cucco Barolo Cerrati Vigna Cucco

Cascina Cucco ejer hele Cerrati-cru'en centralt på den østlige side af den langstrakte kommune Serralunga d'Alba i Barolozonen. Den øverste del af Cerrati kaldes Cucco og navngiver altså både huset og dets topvin. Cascina Cucco har generelt en moderne tilgang til vinmageriet, men Baroloerne kan alligevel ikke kaldes modernistiske, det er en slags mellemting. Med lagringen (2+ år) helgarderer man og lagrer basisbaroloen på store fade, 'Cerrati' 50/50 på små og store og 'Vigna Cucco' 66/33. Vi smager sidstnævnte i to årgange op mod hinanden: 2005 og 2007.

2007 Cascina Cucco, Barolo Cerrati Vigna Cucco

Rubinrød ungdommelig farve - dyb, men let transparent og med tomatrøde kanter. Duften er intens og seriøs med blommefrugt og dyb, kraftig sødme a la remonce og krydret med anis og kanel. Sort læder og engelsk lakrids drejer indtrykket i den mørke retning. Bred og sød i stilen, men stadig med den typiske hårde kerne af rust og ferskensten i baggrunden.

I smagen er der flot koncentration og fokus helt fra begyndelsen - enormt flot struktur med tæt frugt, intens syre og kraftige tanniner som betrækker munden med kridt og snørrer helt sammen i finishen. I eftersmagen åbner de anissøde blommer og fadaromaer men så kommer den syrlige kirsebærfrugt buldrende og laver en virkelig lang og flot udtoning sammen med støvet, sækkelærredagtigt tannin-ekko.

Det er en smuk, moderne Barolo hvor den klassiske kerne er bibeholdt og fadet holdt i strakt arm. Styrken i strukturen er markant større end i 07 Cerrati-udgaven og kan nærmest ikke sammenlignes med Cuccos lidt svage 07 basisbarolo 'Serralunga'. Virkelig flot og den bedste barolo jeg har smagt fra Cascina Cucco til dato.

93

2005 Cascina Cucco, Barolo Cerrati Vigna Cucco

er også en flot Barolo og her er kvalitetshoppet i forhold til 05 Cerrati endnu større. I forhold til 07 Vigna Cucco er frugten mere tilbageholdende i duften, flere skovtoner og lysere i stilen med tørrede blomster, tørt træ og lyse lædertoner.

Slank og lidt gemt frugt igen i smagen. Lidt mere forsigtig, men igen vokser en rigtig flot struktur frem, med vidunderlige, grovkornede tanniner og stor syre i finishen og begyndelsen af eftersmagen. Også her i 05'eren er der enorm længde med power i frugten som her i udklangen kommer til syne helt utildækket.

Strammere, tørrere og slankere end 07'eren, men stadig med flot power og skøn stuktur. Viser ikke særligt tydelige tegn på modning i forhold til den to år yngre udgave, hvilket siger noget om at det er langlivede vine, de her.

92

Det er to rigtig flotte baroloer og det er et spørgsmål om generel præference, hvilken man foretrækker. Jeg synes den dybere frugt og sødme løfter 07'eren et trin højere - det fuldbyrder på en måde den moderne approach, som er grundpræmissen her. Men det er under alle omstændigheder på ingen måde overfadede vine vi har at gøre med her - drue og terroir er i centrum og hurra for det. Carlo Merolli importerer.

Italienska Viner har tilfældigvis på samme tid testet disse to op mod hinanden, med vanlig præcision og læseværdighed. Men modsat os med præference for 05'eren!

2009 Vincio & Vaglio Serra, Barbera d'Asti Superiore 'I Tre Vescovi'

Superiore-barbera fra det det store kooperativ i Asti-zonen, som specaliserer sig i barbera. 180 medlemmer råder over ialt 320 hektar. 

Mørk rubinrød farve med violette træk. Tilbageholdende, sød barberanæse med meget kraftig anis, sødtobak, sødlakrids og frugt af blommekompot og kirsebær.

Smagen har egentlig god kraft med druetypiske bløde kirsebær. Barberatrademarket - syren - er ok, men kan ikke rigtig sætte sig igennem overfor en markant sødme, som faktisk ikke er særligt tiltalende. Det smager lidt af for gamle spisedruer og dårlige fade. Finishen er ikke kraftfuld, men frisker en smule op, hvorimod eftersmagen med gajolpastil og alkohol i front er decideret svag og temmelig kort. Vinen vokser ikke og får urene toner af kiks og granny smith-skræl og endnu mere markeret alkohol - temmeligt uharmonisk indtryk overordnet.

Til en ukompliceret pasta går det an, men ikke på egen hånd. Jeg foretrækker under alle omstændigheder faktisk producentens basisbarbera, som er noget friskere og ikke har den der gammel-sødme. Dansk supermarked importerer. For en vin omkring de 50 kr er det da godkendt, for en superiore skuffende.

80

2006 Calabretta, Carricante Sicilia IGT

Calabretta er en favoritproducent fra Etna. Fra små parceller med hovedsageligt gamle stokke producerer Calabretta en række vine, hvoraf man i Danmark kan få to fremragende røde og så denne hvide. En grundig beskrivelse af huset og et skønt beskrevet besøg kan man læse om her. Druen er carricante (og en lille smule minella), som dyrkes højt oppe på Etna i vulkansk jord og med meget lavt udbytte.

Mørk, næsten ravgul farve. Tilbageholdende og 'alvorlig' duft i let oxidativ stil med nedfaldsfrugt og pomerans sammen med støvede toner a la salvie, tørt træ og læder/tobak-aromaromaer.

I munden er det en tæt og meget fyldig vin med mørkegul frugt igen af overmodne pærer/æbler, pomerans og en næsten karamelagtig, cremet saltsmag. Syren lægger moderat ud og vokser så i styrke henover forløbet og kadencerer i den kraftige finish sammen med pastistoner og glycerol-sødme som munder ud i en markant alkoholvarme. Lang eftersmag med bitter frugtsyre i centrum. 

Det er en stor hvidvin i koncentreret og lidt tilknappet, alvorlig stil. Strukturen er tæt og olieret, men ikke blød: Grove stenmineraler, den kantede, tætte pomeransagtige syre og en markant bitterhed holder alkohol og viskositet i ave. Vi flipper ikke helt ud over den i aften, men kvaliteten er høj og den udviklede stil er ikke udtryk for at den er på vej ned efter min vurdering. Hvis man holder af moden hvidvin (count me in!), kan man tværtimod lade den udvikle sig endnu mere i flasken. Vi har nogle stykker liggende og ser hvad der sker. Også smagt her og her - 105 kr. hos Carlo Merolli.

89

2008 Nals Margreid, Pinot Nero Mazzon

Mere pinot nero fra 2008, denne gang Alto Adige (Südtirol), hvor zonen Mazzon regnes for at give et af de bedste forhold for pinot nero i Italien. Nals Margreids Mazzon dyrkes i 450 meters højde og lagrer et år på barriques og botti i forholdet 40/60.

Meget lys og transparent rubinrød. Vidunderlig duft med røg, grill-briketter, kål, spegepølse og med ultraslank, floral frugt med tulipaner, ribs og røde æbler. En smuk, æterisk lakridsrod vokser helt frem med luft og de animalske toner udvikler sig til mere integrerede, lyse læderaromaer.

Det er en meget rank og elegant vin, men smagsfylden overrasker i munden med en tæt kerne i den florale, røde frugt. Tårnhøj syre, tændt og saftspændt frugt og alligevel med en særlig blød ro i frugten, som er meget karakteristisk. Finishen har godt bid fra frugtsyre, lakridstonerne og lette tanniner, som leder over i en enormt lang eftersmag som har rødt økofrugtslik, røg, lidt røde æbler og igen en tæt kerne - her nærmest a la stearin.

Der er sublim balance i forløbet og stilistisk elegance i denne her vin. Slank som en haute couture-model, men med masser af koncentration, stålsat fokus og nuanceret aristokratisk dybde. Det er en helt sikker hånd som fører denne pinot - utroligt vellavet fra yderst til inderst og med en beundringsværdig fadbehandling, der er helt umærkelig og på en subtil måde understøtter de animalske og røgede træk i vinen.

Meget helstøbt og karakaterfuld - en af de mest elegante vine, jeg har drukket. Førhen kunne jeg ikke helt forstå hvorfor man skulle drikke pinot nero, når man kan få det hele og dertil masser af (tannin)struktur hos nebbiolo, grignolino eller nerello. Men med denne og forrige udgave har jeg lært pinot er noget for sig selv og meget nærmere studier værd. En grundig indføring i pinot nero finder man for iøvrigt hos pinot-specialisten Finare Vinare, som aktuelt har blogget masser af italiensk pinot med vanlig ekspertise og læseværdighed.

Nals Margreids PN Mazzon koster 150 kr. hos Theis Vine.

91

2008 Cabanon, 'Cabanon Noir' Pinot Nero Provincia di Pavia IGT

Vi fejrer valgaftenens udfald med en gang pinot! Der dyrkes enormt meget pinot nero i Lombardiet, hovedparten går til produktion af mousserende vin, men der aftappes også rødvin på druen. Her er det fra Provincia di Pavia IGT'en i det sydvestlige hjørne af Lombardiet. Elena Mercandellis Fattoria Cabanon anvender Bourgognekloner af pinot noir - dyrket højt, økologisk og med lavt udbytte.

Mørk rubinrød farve med purpurskær. Skøn næse af friske svampe, dækgummi og dyb, mørkerød frugt af kirsebær. Også jord og en grøn krydret karsetone og med luft en virkelig delikat, æterisk sødme i de modne kirsebær og masser af lim-toner fra lang maceration.

Enormt saftig og lækker frugt i munden. Overraskende mørk og med en blød, læskende smagsprofil. Masser af modne, saftige kirsebær og lette solbær, grøn-bitter krydring og en kerne af tjæret og jordet tannin som tager til og sikrer godt bid i finish. Røg og moden, saftig frugtsyre åbner eftersmagen, som er imponerende lang - frugten slipper ikke sådan lige og fader langsomt ud sammen med levende frugtsyre og tobaktoner. Man tænker wow og får lyst til mere. Enkel, men på ingen måde simpel - og fremfor alt med en flot, koncentreret frugt og forførende stil.

Producenten oplyser ikke tekniske informationer på hjemmesiden (eller mail), men der er sandsynligvis tale om lang maceration (20+/- dage) og en kortere modning på botti. Det er fremragende det her, friskt og ligetil og alligevel med pirrende kompleksitet og dybde. Selv korrigeret for den specielt gode stemning i aften, bliver det til mange point:-) 105 kr (89 kr i blandingskasse, se hjemmesiden) hos Cibi e Vini.

90

2008 Donnafugata, Contessa Entellina Bianco 'Vigna di Gabri'

Donnafugata regnes blandt de bedste producenter på Vestsicilien. Huset ejes af Rallo-familien, som før producerede Marsala, men solgte og investerede midlerne i Donnafugata. Huset er primus motor i den lille DOC Contessa Entellina, under hvilken Donnafugata aftapper de tre bedste hvide og den røde topvin 'Mille e una Notte'. 

'Gabri' refererer til Gabriella Rallo, som sammen med sin mand Giacomo driver huset. Hun ville lave en hvidvin som udtrykte den sicilianske ansonica-drue maksimalt, og resultatet blev 'Vigna di Gabri' (første årgang 1987). Den lagrer et lille halvt år på stål og barriques (10%).

Gylden-grønlig farve. Intens, frugtig næse med en stærk og mørk mineralitet af jern og kul. Frugten er rund og tæt i duften med fersken, akaciahonning, gule blomster og æblegrød.

Smagen er mellemfyldig med helt lette mikroperler. Ret lav syre, men frugten er fokuseret og klar og den stenagtige, mineralske struktur er rank. Det er først og fremmest den delikate, florale frugt som er attraktionen her. God finish hvor mineralerne antager en mørkere og mere kraftfuld karakter og frugten trækker sammen i en flot, sødmefuld anis-kadence. Lige efter afslutningen er der et kort, markant dyk i intensitet, men så blomstrer en flot og lang eftersmag op med sødlig, levende frugt.

En meget typisk syditaliensk højkvalitets-hvidvin med intens, sødmefuld frugt og (mørk-)mineralsk rygrad. Delikat, sprød og velbalanceret. 150 kr. hos Theis Vine.

87

2010 Chiarli 1860, 'Mutina' Lambrusco Grasparossa di Castelvetro

Ny årgang af Carlo Merollis særaftapning af denne skønne flaskegærede amabile på grasparossa-varianten af lambruscosorten. Amabile betyder - som måske bekendt - halvtør/halvsød, hvilket også kan afkodes i alkoholprocenten: Jo lavere alkohol, jo sødere vin (groft sagt). Her er vi på 8%, og det er jo lige netop på halvvejen mellem de søde 5 og tørre 11.

Mutina har en smuk og helt mørk rubin-lilla farve med meget kønt lyserødt skum. Duften er enkel og frugtig med masser af mørke skovbær med god dybde. Smagen er saftet og sødmefuld med rynkebys blandet saft i frugten, og lidt youghurt i den letbitre syrlighed. Meget harmonisk forløb med god balance mellem perler, sødme og frugtsyre.

En enormt læskende og nærmest fræk vin i sin kombination af sødme og friskhed. Saftig finish med fine bittertoner inde bag sødmen: små bark-/rucolaagtige tanninstrejf som klæder den sødmefulde frugtsaft virkelig godt og lige vækker til eftertanke.

En amabile Lambrusco bliver vel aldrig nogen decideret point-stormer,  enkelhed/endimensionalitet ligger i hele konceptet. Men vi har at gøre med aldeles solid kvalitet her, og de objektive point siger ikke nok om den udsøgte fornøjelse det er at drikke den her vin! På rette tid og sted er det simpelthen mageløst - som en popsang, der rammer plet.

God til mange typer mad, hvor det er ok med lidt sødme og også perfekt til frugt. Er pt. udsolgt, men vender ifølge Merolli tilbage til oktober. Nye årgange plejer at komme omkring april/maj. 55 kr.

86

2006 Marsaglia, Roero Brich d'America

Vi tester Marsaglias 06-Roero med Produttoris basisklassiker fra samme år som reference. Interessant at smage de her to nebbiolovine overfor hinanden - Barbarescoen er objektivt nok en lille tand bedre, men jeg foretrækker faktisk her og nu Roeroens mere åbne og modne stil, som dufter bedre og har en lækker sødme.

2006 Marsaglia, Roero Brich d'America
Marsaglia er et lille familiedrevet hus i Roero, som råder over 15 hektar med arneis, barbera og nebbiolo. Marsaglias røde topvin Roero 'Brich d'America' laves på 95% nebbiolo og 5% barbera. Lagrer 18 måneder på 25hl-botti.
Mørk rubinrød. Vidt åben, blød nebbioloduft med dyb, mørk blomme- og kirsebærfrugt og sorte roser bagved et heftigt animalsk præg med råt kød og blod og bitre urtetoner af cannabis, mint, løvstikke og saltlakrids. Blød, mørk og rustik næse, som med luft lægger sig lidt til en mere afrettet, klassisk nebbioloduft.
Rund og fyldig i smagen med sødmefuld mørk frugt. Søde kirsebær, sødlakrids, blod og læder. Flot fylde og koncentration - rund nebbiolo med markant sødme, som ledages af god saftig frugtsyre. Ikke så intens i finishen, hvor tanninerne er lette og helt integrerede - men der er alligevel ok bid med dyb syre og masser af saltlakrids. God længde i den sødmefulde frugt i eftersmagen, men alkoholen stikker et nyk for meget ud efter min smag.
En moden, åben og delikat nebbiolovin, som nok tilgengæld ikke vinder mere ved lagring. Kan bestemt anbefales - især hvis man er typen, som ikke er så vild med meget hårdt struktureret nebbiolo. Bliver lige akkurat under 90.
89

2006 Produttori del Barbaresco, Barbaresco
20 måneder på store fade. Lysere i farven - straight transperant rubinrød. Tilbageholdende og noget enkel næse, men stilren og arketypisk nebbiolo med lette jordbær og hindbær i frugten og kridt, lakrids og jord som mineralsk rygrad. Med luft bliver duften lidt dybere med enebær og Kongen af Danmark.
Smagen er mere intens, med en smuk syrestruktur og (efter luft) god koncentration i frugten. Ret let finish med masser af rank lakrids, saftig syre og tannin som lige akkurat formår at snørre sækken tilfredsstillende. Flot længde i den rigtig flotte og syrligt saftige eftersmag! Det er på bagkanten, denne vin har sin helt store styrke.
Egentlig en 'mindre' vin end jeg husker den, men absolut lækker - frisk og læskende til mange typer mad, også det lette. Den viser ingen tegn på modning overhovedet, men til gengæld ser det ud som om den taber lidt i karakter.. Man må formode (/håbe) det er en fase. Kravler med nød og næppe op på 90. Tidligere smagt her og her.
90

Pt. henholdsvis 156,- hos Theis og 100,- hos Philipson.

2010 I Veroni, Iveronirosé Colli della Toscana Centrale Rosato IGT

Rosato på 100% sangiovese fra den gode Chianti Rufina-producent I Veroni. Gæring med skalkontakt i 2 døgn og lagring 6 måneder på ståltank.

Lyserød farve. Frisk duft med lyse blomster, champagnebrus-is, frosne jordbær og en lille sødlig kerne af remonce og anis. En let og lettilgængelig næse med god friskhed.
Det er mere substantielt i munden: Frisk og lækker smag, hvor en blød frugt overrasker lidt med sin fyldighed. En flot streng af fennikel/anis/lakrids klinger med den sorbetagtige hindbær- og jordbærfrugt, de lette mineraler og sarte blomster. Salt finish, igen med lette lakridstoner og harmonisk udklang præget af sorbettonerne.

Flot i strukturen - frisk og floral frugt og saltmineralsk kerne, medium syre. Det er en let rosato med hvidvinsagtig struktur, men god balance og delikat, blød frugt. Sødmen er fint afstemt med den relativt lave syre. 75 kr hos Carlo Merolli. 

84 

Bordeaux 2010 Primeur på Børsen

En forbilledlig smagning på Børsen arrangeret af Theis Vine. Der var god plads og udskænkningen perfekt - og Børsens rammer kan vel ikke være mere passende. Der tjenes store penge på cru classé-slottene i Bordeaux, og det mærkes: Her er det ikke landbrugsparret fra den lille cantina i den italienske provins, det er mere ovre i urban fransk high class med nålestribede og spadseredragter, formfuldendt engelsk og strømlinet, charmerende salgsattitude.

Det er en primeursmagning, så vi skal smage 2010. Producenterne havde desuden den samme vin med fra ældre, valgfri årgang - en enkel, men virkelig genial fremgangsmåde (som man da burde overveje til italienske smagninger i stedet for den endeløse række af basis-/bordvine man skal igennem - og som man jo ELSKER, bare sjældent til en smagning). Det sætter den latterligt unge fadprøve i relief at se hvordan vinen er, når den er lidt nærmere sit drikkevindue. Lad det være sagt med det samme: De fleste 2010'erne ER urimeligt unge, især de cabernet-dominerede tatoverer PAS ENCORE på næsevægge og tunge med rødlilla blæk. Fælles for dem er den karakteristiske limeskal- / nytrykt avis-agtige harskhed i duften, som kommer til at lægge sig allerede i løbet af et det næste års tid på fad/flaske.

Der var både skuffelser og overraskelser, men overordnet var det personligt en ganske markant oplevelse med en Bordeaux-injektion af den her størrelse og kvalitet. Bordeaux er endnu mere end før maîtressen i mit italienske vinhjerte.. Her er mine lynhurtige indtryk på nogle af de bedste og et par positive overraskelser.

Château Montrose, Saint-Estèphe 2. cru
1998: Fantastisk duft med nødder, gammelt læder, tobak og skøn blommefrugt. Sødkrydret med kanel og kardemomme. Fremstår alligevel frisk i munden - dyb frugt i superelegant, færdigmodnet stil. Fin struktur med relativt høj syre og god tannin i finish. 1998 er måske ikke det største år, men her sættes de mange unge vine virkelig i perspektiv - her er svaret på hvorfor Bordeaux skal modne. Intens, men elegant og transperant i øjne, næse og mund (93).
2010'eren er selvsagt helt anderledes og vil nok også komme til at udvikle sig et andet sted hen på 13 år. Tæt, blækket sag - meget parfumeret og livlig duft med masser af blomster og græs sammen med den sorte frugt. Meget saftig i smagen og tung, hård struktur. Utrolig kombination af saftighed og stålagtig kølighed i frugten. Dyb og lang. Leave it! (94)

Château Pontet-Canet, Pauillac 2. cru
2000: Smuk sødme i næsen med sødtobak, trøfler, skovbund og flot, dyb kirsebæragtig frugt. Moden og blød, men flot struktur i smagen - forløbet er helt velafbalanceret og elegant (92).
2010 er tæt, hård og kantet - koncentreret, mørk frugt med suveræn syrestruktur og kraftige tanniner. De sødlige fadkrydderier er særligt flotte her og er smukt vævet ind i frugten. Megalang (93).

Château Haut-Bailly, Pessac-Léognan Grand Cru Classé
Den bedste 10'er i dag! Cabernet ud over det hele. Fuldsændig suveræn mouthfeel, megaintens og kraftfuld samtidigt blød, utroligt balanceret. Ubeskriveligt. Stort fokus i frugten, intenst struktureret finish med helt vild tæthed og enormt bid og stor, stor længde med masser af frugt, læder og tobak. Wow.. (95)

Château d'Armailhac, Pauillac 5. cru
Igen en 5. cru som overraskede: 2006'eren har en meget åben duft med delikat sødme og rund frugt - dufter af merlot, selvom der kun er 23%, hvilket angiveligt skyldes Armailhacs terroir som giver meget afrundet cabernet. Colasødme, mørk frugt og kraftigt læder og grønne toner inde bagved (89). 2010: Hold da op, megavegetal næse med porrer, selleri og druestilk sammen med en intens, sæbeagtig parfume. Rigtig flot i munden med kraftfulde tanniner. Jeg kan godt lide denne her som ung. (91)

Château Lagrange, Saint-Julien 3. cru
2008: Virkelig fin, feminin næse med dæmpet, fint krydret frugt og fin tone af våd lerjord. Meget høj syre hele vejen gennem paletten og gode resolutte tanniner. En smuk vin hvor balance er kodeordet. Elegant! (92) 2010'eren virker lukket og ufærdig i dag, ihvertfald på mig.

Château du Tertre, Margaux 5. cru
2010: En overraskelse fra 5. cru slottet i Margaux, som jeg egentlig ikke havde specielt høje forventninger til. Men her er der den skønneste Margaux-næse med klokkeklar solbærfrugt - saftig og intens, men alligevel blød - suveræn fadhåndtering med sorte oliven, tæt gummi og masser af sødlakrids og engelsk lakrids. Frugten er afdæmpet i munden, men syren er god og fast og især længden imponerer! Alt cab franc kom i andenvinen, til gengæld er der 10% petit verdot her i 10'eren.. (92)

Château Giscours, Margaux 3. cru
2004: Smuk og meget præcis solbærfrugt i superintens næse med læder og vanilie i flot løb med frugten. En af de bedste vine i duften i dag, virkelig intens og fokuseret og karakterfuld! Munden er desværre svagere med lidt lav syre, slap finish og faktisk lidt for kort i eftersmagen (91). 2010'eren har en intens duft i sammen stil men mere sæbe-parfumeret og lidt harsk olie-agtig i sin unge grønhed. Men her er munden mere klar med smuk solbær-syltetøj, kaffe og engelsk lakrids. God kraft og balance.

Château Ferriere, Margaux 3. cru
2004: Super Margaux-parfume: Tæt, intens frugt og flot mangefacetteret fadsødme. Direkte læskende frugt i munden, saftet på en god måde for der er syrerygrad til at komplementere. Flot tyngde og længde (91).

Château Pichon-Longueville Baron, Pauillac 2. cru 2004: En helt fantastisk næse, meget elegant og moden: Nødder, trøfler, karamel og bouillion sammen med fin frugt af tørrede figner og bær. En anelse afdæmpet i munden - kandis, nødder og jordbær og ikke så intens i finishen som man kunne håbe på. Men superelegant og smuk vin (94)

Château d'Issan, Margaux 3. cru
2007: Overraskende fyldig for 07 - smuk tindrende næse, knivskarp solbær- og brombærfrugt. Flot balance i smagen med fyldig frugt og gode mørkbitre toner af rugbrød, kaffe og fremfor alt engelsk lakrids. Savner måske lidt tyngde bagerst, især flot i næsen (91). 2010 er plumb, lidt klodset og neongrøn nu, slet ikke klar.


***
Læs også indtryk fra Stockholm og Oslo.