2009 Braida, Grignolino d'Asti

Jeg har en svaghed for de mere kantede af de piemontesiske småbrødre, Dolcetto og især Grignolino. Sidstnævnte er desværre relativt sjælden, ihvertfald heroppe. Der produceres Grignolino fra ialt ca. 900 ha ligeligt fordelt på de to DOC'er Grignolino d'Asti og Grignolino del Monferrato Casalese.

Farven er helt transperant rabarberrød. Duften er virkelig køn og fjerlet med mørke undertoner - elegant, parfumeret frugt af ribs, bløde hindbær, roser og vingummibamser sammen med (dæk)gummi, diskret salmiaklakrids, hvid peber og kvas.
I munden er der glimrende syrlig frugt - ribs, hindbærsaftevand, lidt mint og agurk, og igen mørkner karakteren superskønt mod slutningen med bittertoner og dejligt udtørrende, letgrønne tanniner. Grignolino er en lille, tykskallet drue med store kerner (Grignolino betyder druesten på piemontesisk), hvor skal og kerner altså udgør en relativt stor del af den samlede volumen, hvilket giver tanninrige vine. Netop dét gør en kæmpe forskel i forhold til andre vine i den her helt lette genre. Der er et greb i Grignolinovinene som er helt karakteristisk og yderst tiltalende i kombination med letheden og den friske, læskende stil. Til nybagte, hjemmelavede pizzaer stikker det her nærmest alt. Prisen er også rigtig: €10 hos Superiore.de
Braida di Giacomo Bologna er en nyklassisk producent i Asti, Piemonte. Braida laver flere udgaver af Barbera d'Asti, som alle er højt berømmede, og 'Bricco dell'Uccellone' var i 1982 den første Barbera lagret 100% på barriques, en vin som betød et kæmpegennembrud for store vine på Barberadruen. 

88 

2008 La Raia, Gavi

Gavi fra La Raia, som råder over 25 ha med Barbera og Cortese, som dyrkes 100% biodynamisk.

Farven er hvidgul og næsen er tiltalende med klar, frisk filippa-æble, citrus, lidt gæraromaer og friskt kød. I munden er vinen ren og enkel med mellemfyldig struktur og fin kompleksitet. Vinen her er dog lidt følsom overfor temperatur, det er først når den varmer lidt op at dybden og de underliggende toner dukker op i form af friske figner, let lakridsrod og karamel. En ganske sympatisk vin, som er bedst til de mere sarte ting som fx. grønsagssupper, salater eller lette fiskeretter. 

84 

2008 Foraci, Nero d'Avola Frizzante

Siciliansk Nero d'Avola lambrusco-style. Lys rubinrød med let, hvidt skum. I duften er der våde jordbær, kirsebær, røg, dækgummi og lidt lakrids i let oxideret stil. Smagen er frisk, satig og liflig med markant bitterhed i finishen som måske vil afskrække nogen, men som jeg synes er ret lækkert. Jeg er i dén grad nyvunden fan af rød halvtør frizzante, og denne version er glimrende og anderledes. Den holder 11,5%, hvilket er med til at give en flot vinøsitet (men også halvfarligt, for man smager det ikke..). Denne type vin går godt til overraskende meget mad og kan være en imponator i rette sammenhænge. For nylig testede jeg amabile lambrusco til thai-karry, hvilket ikke var en ubetinget succes rundt om bordet, men personligt synes jeg det glimrende mixede det evindelige thai-øl's læskende friskhed med en sødme som jo ofte også er en faktor i det asiatiske køkken. Dog savnede man nok bitterheden og her ville Foracis Nero d'Avola måske gøre sig bedre end sin nordlige stamfader. Carlo Merolli importerer denne sicilianske kuriøsitet - foruden dejligt store mængder lambrusco (som jeg vender tilbage til - stay tuned og vær klar til at slå til hvis et pludseligt efterårshøjtryk skulle indtræffe. Merolli har pt. vinterpriser på mange af disse vine, hvilket bare gør det endnu mere oplagt at afsøge udvalget efter næste sommers foretrukne). 

2006 Cascina Cucco, Barolo Serralunga

Dette er Cascina Cuccos basisbarolo som kommer fra Vughera-marken i Serralunga d'Alba. Her hører Cascina Cucco hjemme og aftapper desuden 2 baroloer fra enkeltmarker: Cerrati og Cucco (som er den øverste del af Cerrati). Stilen er (semi)moderne med kort maceration og delvis lagring i barriques. 'Serralunga' lagrer dog udelukkende på store fade, Cerrati ca. 50/50 (botti/barriques) og Cucco ca. 25/75. Så der er tale om en slags helgardering hvad angår lagringen og vel også en god fornemmelse af hvad det forskellige druemateriale kan klare af eg.

Cuccos Serralunga fremstår ganske traditionel i stilen. Den er ung i farven, transperant rubinrød. Duften inviterer indenfor meget forsigtigt, men gemmer på klassiske nebbiolotræk, som tiltager i karakter med luft: Læder, lakridspulver, syrlige lyse bær, rabarber, umodne jordbær, våde blade og blå GaJol.
Smagen er frisk og levende med vibrerende syre og lækker rabarber-frugt sammen med læder, jord og lakridspulver. God udklang med den spillevende syre og en lille fin smørnote.
Det er en let barolo, der efter min mening savner lidt koncentration i frugten og tyngde i strukturen. Et godt stykke fra Cerratien i stil og kraft. Til gengæld er den elegant, charmerende og frisk og vinder ganske givet en del i kompleksitet ved bare et år på langs, den er urimeligt ung nu. Carlo Merolli har sammen med producenten sammensat en 05/06 Cucco-smagesixpack til 685,-. Need I say more? 

87 

2008 Tavignano, Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Superiore 'Misco'

Amforaflasken har vel betydet for Verdicchio hvad bastflaksen gjorde for Chianti: Først var det smart, siden gav det bagslag. Men Verdicchio dei Castelli di Jesi hører i de gode udgaver til blandt de bedste hvidvine i Italien overhovedet og er Marche-regionens force - for eksempel udtrykt ved at appellationen står for halvdelen (8) af de vine fra regionen som får 3 glas i Gambero Rosso 2011.

Tavignanos Misco har en dyb, strågul farve og er tyktflydende så den næsten ligner dessertvin. Næsen er tilbageholdende med æble, lime og skovsyre. Det er i smagen det foregår her, den har det hele i munden om man så må sige: kraftig og kanonlækker hvidvin med en heftig koncentration i frugten. Den er rå, men også fed og med en udtalt sødme, som holdes i ave af en bred syre og stålagtig, bitter finish. Eftersmagen er lang og delikat med honningbolcher, anis og bittertoner. Perfekt til fed fisk, hvidt kød eller kraftige salater. 85 kr hos Merolli er et godt køb.

89 

2004 San Felice, Vigorello

Supermarkederne oversvømmes af billig ripasso, tvivlsomme amaroner og oversøisk masseproduktion. Men ret skal alligevel være ret, for der findes også indimellem rigtig gode ting på hylderne til vildt fordelagtige priser. Pelisseros Barbaresco Nubiola i Superbest for eksempel. Eller San Felice-søstrene Poggio Rosso (Chianti Classico Riserva) og Vigorello (Toscana IGT). Jeg smagte dem begge i den aktuelle 04-årgang på Gambero Rosso-smagningen og var imponeret over hvordan de uden videre hamlede op med de mange (kæmpe)store vine som koster minimum 3-4 gange så meget. Dansk Supermarked har en superdeal på disse topvine som på tilbud sælges for 100 kr. Til sammenligning koster de omkring 30€ i fx. Tyskland.
Vigorello er en vigtig vin i nyere italiensk vinhistorie, idet den faktisk var den første supertoscaner i 1968, en slags forløber for bølgen af store 'bordvine'. Vigorello laves på lige dele Sangiovese og Cabernet sammen med 20% Merlot. Lang maceration (20-25 dage) og lagring i 20 mdr. på barriques.

Virkelig køn i glasset: Dyb rubinrød med violette træk, funklende og tykt struktureret. Næsen er intens og fadpræget, men alligevel med kompleksitet og flotte florale nuancer. Solbær og amarena-kirsebær indhyllet i kaffe, gummi, læder og lidt bananskræl sammen med lynghonning, mandelessens og grønlige træk.
Det urtede går igen i smagen som har grøn peber/æblestilk, løvstikke og kaffe sammen med kirsebærfrugt med en intens, ren syre som holder godt ved ud i eftersmagen sammen med smør, lædertoner og kirsebær. En meget tydelig blanding af cabernet og sangiovese, hvor druernes karaktertræk hver især går klart igennem. En stilsikker supertoscaner i det man vel kan kalde dén kategoris signaturstil med masser af eg og koncentration kombineret med den arketypiske italienske syrerigdom og elegance i frugt og struktur.
Det er en rigtig flot vin, som alligevel ikke helt gets me going. Hvis man som mig holder af stedtypicitet og stilistisk renhed er Vigorelloen nok for meget en bagdel mellem to stole - den vil både Toscana og Bordeaux på samme tid. Det gælder jo i det hele taget for rigtig mange af disse barriquelagrede supertoscaner-blends, og det synes man enten er fedt eller uinteressant. Jeg tenderer mod det sidste.
Læs også indlægget om 01'eren. 

89 

2009 Weingut Wittmann, Riesling Trocken

Lys gul farve med grønlig tone. Næsen er virkelig køn og tiltalende og arketypisk tysk riesling. Frisk, sprød pære, læssevis af nybrudt flint og sødlige aromaer af ananas og stenfrugt sammen med nyslået græs og karamel.

Intens og frugtig mund med nektarin og ananas - rigtig god fylde og intensitet, syren dirrer og følges helt ud af kridt og et delikat sødmetouch. Flot og lang eftersmag med stenfrugt, bitterhed og stjerneanis i en ret skøn forening. Det er en vin som er megatilfredsstillende i nuet og som er indbegrebet af purung Riesling. Letdrikkelig og alligevel mangelaget i både duft og smag. Schön. 130 kr. hos Theis, €10 hos Schmidt i Berlin. 

88 

2000 Produttori del Barbaresco, Barbaresco Riserva Montestefano [revisit]

For nøjagtig 10 år siden høstede man druerne til den her vin. Årgang 2000 var et varmt år i Piemonte og er blevet beskrevet med både ros og skepsis. 100 points for årgangen i Winespectator var nok lidt overstadigt, ligesom på den anden side affærdigelse som 'amerikanerårgang' selvfølgelig er useriøs. Foråret var varmt og vådt, juli kold og sensommeren meget varm, en udvikling som er mindre god for de tidlige druer, men udmærket for sent modnende druer som Nebbiolo. Man kan læse Produttoris egne beskrivelser af årgangene her.

Farven er decideret rødbrun. Up front møder en tør, hård frugtighed næsen med tranebær, ferskensten og kridt. Underneden strømmer en delikat julekage-/panfortesødme, sammen med tung lakrids, tjærefyldt tobak, lidt skovbund og spearmint. Duften er karakteristisk, men medium-intens og med aftagende tendens.
I munden går den stenede frugt igen i en elegant, afdæmpet smagsprofil. Nogen ville måske betegne fraværet af de typiske lyse, tindrende kirsebær som et tegn på alderdomssvækkelse, men jeg holder meget af den her modenhed, hvor bærfrugten og syren er trådt lidt tilbage for de mange nuancer af læder, tobak, jord, sten og stenfrugt. Sødmen ligger som en konstant, blød bas her med syren (stadig helt klart levende) i kontrolleret diskant og de modne elementer i det dominerende mellemregister. Fine og elegante tanniner tørrer stille og roligt i hele munden, mens moden syre bliver ved og ved på helt klassisk PdB-måde i eftersmagen. Har udviklet sig siden sidst og det er et udtryk med vægt på moden harmoni mere end power. Skal ikke luftes. 

91 

2006 Pecchenino, Dogliani Sirì D'Jermu

Med denne glimrende meningsudveksling om Dolcettodruens purpose in life i tankerne, kunne jeg ikke lade Peccheninos Sirì D'Jermu ligge. Dolcetto er bedst kendt i Barolo- og Barbarescoproducenternes udgaver, der oftest er vine i let og enkel stil, som er fremragende til det italienske hverdags- og primokøkken. Producerer man Nebbiolo til fx. Barolo, er det klart at man ikke tilplanter sine bedste spots med Dolcetto, ofte kommer endda Barbera foran Dolcetto i den kø, hvilket naturligt nok resulterer i vine som ganske vist er glimrende(!) til deres mere ydmyge formål, men sjældent 'store'. Udenfor de berømte nebbiolozoner derimod, er hierarkiet mindre fastlåst, og i Dogliani har man traditionelt plantet Dolcetto på de bedst eksponerede steder. Dolcetto di Dogliano DOC blev i superiore-udgaven ophævet til Dogliani DOCG i 2005. Pecchoninos Sirì D'jermu vinificeres i moderne stil med kort maceration og mikrooxidation i tanklagringen (6 mdr.) efterfulgt af 6 mdr. på flaske.

Meget smuk rubinrød-violet farve i glasset, tæt og fed i farve og struktur. Næsen er varm og frugtig - ren og intens med modne sorte kirsebær, blåbær, salmiaklakrids, korn, kommen og en forførende underliggende sødme fra frugttærte og marcipan.
I munden er Sirì D'Jermu intens, tæt og imponerende. Blød og cremet i den mørke og meget rige frugt med solbær, blåbær, sur-sødt træk fra syltede rødbeder og hamrende salmiaklakrids som glider over i et letbittert indtryk i finishen, som spiller flot op til den fyldige stil i frugten. Den elegante syre og bittertonerne danser lifligt i eftersmagen.
Det er en fremragende vin med stor balance mellem frugt, sødme og syre. Hvor er det skønt og uventet at smage en vin af tydelig storhed og moderne topklasse som ikke har set skyggen af træ. Det gør den på ingen måde mindre seriøs.. 125 kr. hos HJ Hansen. 

90 

2004 Giacomo Ascheri, Barolo Sorano

Cantine Giacomo Ascheri ligger i byen Bra lige nordvest for Barolozonen. Her producerer Ascheri rødvin fra to ejendomme indenfor zonen - i Serralunga d'Alba og Verduno. Det er altså er egne druer som vinificeres og de aftappes seperat. Fra Serralunga producerer Ascheri to baroloer fra Sorano-marken: Topvinen Sorano Coste & Bricco fra knap 1 ha og og så Sorano fra 4 ha. Sorano macererer i hele 40 dage og lagrer 28 mdr. på botti af slovensk eg, hvoraf 15% er nye.
Rubinrød og gennemsigtig farve. Virker helt ung i glasset. Meget afdæmpet næse i mørk, lukket stil med lakrids og tjære upfront ledsaget af mandelessens, læder, tobak og sort gummi fra fadet. Langsomt pibler frugten frem i form af roser, syrlige bær, jordbær og lidt syntetisk slik (jenka-tyggegumi). Frisk og ren frugt under det mørke lag af tobak-læder-lakrids-tjære.
Kraftig i munden lige fra start, her er der ingen betænkningstid! Smagen er intens og saftig med spids og heftig syre og pulvertanniner som hurtigt fader ind og tager rigtig hårdt fat i finishen. Masser af roser og læder i smagen som hænger godt ved henover tanningærdet; tungekanterne husker den ribsagtige syre længe.
Ærkeklassisk Barolo som lukker langsomt op og i smagen har godt fat med den helt typiske intense syre og hårde tannin. Minder i stilen om Produttori del Barbaresco, men er mere rå. Det er klart en vin som stadig er på vej og som er endnu bedre om et par år og fremefter.  

91 

2009 Velenosi, Falerio

Store Velenosi er blandt de bedre producenter i Marche herunder blandt andet af Falerio som er en lille DOC til hvidvin. Denne Falerio er andenvin til enkeltmarksaftapningen Vigna Solaria. Begge laves på håndplukket Trebbiano, Passerina og Pecorino. Basisfalerioen er entry level og vi er på hverdagsniveau her.
Farven er hvidgul med grønlige toner. Næsen er tilbageholdene og let med sodavandsis (champagnebrus), ananas og umoden melon sammen med en tæt, frisk citrus som øger med luft. Smagen er let besk og tør med bitter pæreskræl og Granny Smith. Fin finish med anisstrejf og især med luft kommer en meget fast og ret lækker bittermandel frem.
Det er en frisk hvidvin som vil gøre sig godt til lette fiske- eller skadyrsretter eller anden sart mad. Allerede ved en kraftig tomatsovs står den af, så det er en vin i den lidt benede, skrøbelige ende. Jeg vil gerne smage enkeltmarkscuveen, som må være mere koncentreret - det føles som om udbyttet er alt for højt her i basisvinen.
Selvom den selvfølgelig skal drikkes ung, vil et halvt år på flaske gøre den godt og udvikle dens karakter. Frisk og liflig, men heller ikke mere end det. 

82 

2004 Taurino, Notarpanaro Salento IGT

Betyder årgangen overhovedet noget helt nede sydpå i Apulien? Hvis ja, er det ikke problemer med modning eller for meget regn, som man kender så godt fra Norditalien, der har betydning. Tværtimod er tørke og hede de største trusler hernede. For nylig testede vi 03'eren og det er spændende at se hvordan 04 er i forhold til.
Den hede 03'er har én procent lavere alkohol (13,5%), hvilket er lidt svært at forstå i en varmere årgang, og det smages tydeligt at der var mere restsukker i dén vin. 04'eren kæmper ikke med den lidt vamle sødme, næsen er renere og smagen mere afbalanceret.
Farven er rubinrød med let brunlige aftegninger. Duften starter interessant ud med ris, Hubba Bubba og marcipan og udvikler gradvist en flot, intens næse med rosiner, port, læder, kirsebærlikør, lakrids, asiatisk supermarked og sødlige nødder fra den korte tid på fad. Hele tiden med en fin mineralitet up front. Smagen er domineret af kraftig lakrids, portvinstoner, rosiner og en meget karakteristisk sødmefuld kirschtone som trækker over i eftersmagen som er ganske lang og med vedholdende karakter. Er lige på grænsen til oxiderede toner, men det er helt tydeligt at denne er en bedre vin end 03'eren - elementerne er de samme, men her er de kontrolleret og er i markant bedre balance og med mere snert og fokus hele vejen igennem. Flot. 

88 

2005 Tenuta Serradenari, Barolo Vigna Serradenari

Tenuta Serrradenari ligger i La Morra og ejendommens 7 hektar er blandt de absolut højest beliggende marker med nebbiolo til Barolo - over 500 meter oppe. Serradenari er ejet af Giovanni Negri, en kendt venstrefløjsaktivist, -journalist og -parlamentariker som er opvokset her på gården og nu er vendt tilbage til vinproduktionen. 30.000 flasker produceres ialt, herunder Baroloen som lagrer 2 år på tonneaux.
Smuk og klassisk nebbiolofarve - klar rubinrød med teglreflekser og lækker, fed viskositet når den slynges rundt. Duften er fantastisk og her aflyses alle mistanker om svagt år omgående. Der vælter klassisk Barolo op ad glasset. Sødmefuld næse med trøffel, jordbærgrød, roser, lakrids, (dæk)gummi, sukat og masser af kanel. Traditionel, men bred og kraftfuld stil som minder en del om Schiavenzas moskusdrømme i stilen (minus serralunga-minten).
Den har brug for lidt tid til at åbne op i smagen, men udvikler en flot spændvidde med sødmen i front fulgt op af den insisterende nebbiolosyre og flotte tanniner. Vildt meget kanel i den lange eftersmag, fuldstændig som Wrigleys Big Red Cinnamon Gum sammen med den lækre (bær)syre prikkende på tungesiderne, svampe/trøfler og thai-basilikum. Det her er rigtig godt!
Efter et døgn i flasken har smagen samlet sig yderligere, syren er varmet godt op og tannnerne er foldet ind i den lakridsede finish. Næsen er blevet lidt mere almindelig og tæmmet med syrlige bær og lakrids. Duft og smag krydser hinanden over et døgn, den første aftager lidt i kompleksitet og styrke, den anden vokser.
Jeg har efterhånden smagt nogle 05-baroloer og har faktisk ikke rigtig kunnet spore svagheden. Serradenaris 05'er koster €17,50 hos Superiore, det er et kup. 

92 

2003 Taurino, Notarpanaro Salento IGT

Taurino kickstartede kvalitetsbevidstheden i Apuliens vinproduktion i midten af 70'erne med de to 'supersalentinere' Notarpanaro og Patriglione hovedsageligt på Negroamaro. Notarpanaro lagrer 6 mdr. på store fade, efterfulgt af hele 4 år på tank inden aftapning.
Smuk rubinrød farve med høj viskositet og modne, rødbrune indslag. Flot mineralsk næse med frisk syre. Modne blommer, cherrycoke, rosiner, lakrids og kagetoner som kaffelikør, kanel, brændt karamel og lys chokolade. I munden starter den svagt op med en lidt halvvammel sødme, som heldigvis brænder af med luft og giver plads for en vin i moden balance med fylde i frugten og delikat krydderi. Traditionel stil med lang maceration og dejligt fri for fadpræg. Det er stadig en sødmefuld, blød og bredspektret vin, men med den saftige, modne syre (overmoden citron) som ganske lækkert modspil. Der er ingen tvivl om at det er en vin med typicitet og klasse og med mange facetter som den lange tankmodning har fremhævet. Men man skal være til den her lidt sødlige, tanninfattige stil for ligefrem at blive begejstret. Bør lige samle sig i karaflen / den åbne flaske. 

86 

2007 Di Majo Norante, Contado Aglianico Riserva

Di Majo Norante er Moliseregionens absolutte førerhus. Selvom man i Molise kan brillere på en ret billig baggrund, står der stor respekt om Norantes topvine på Aglianico, Montepulciano og Tintilia - Aglianicoen Contado 07 fik fx. 3 glas i årets Gambero Rosso. 100% Aglianico som lagrer et år på en blanding af barriques og tank.
Farven er sortrød med rubinrøde reflekser. Dyb, blød næse med masser af liv og hvor den lange maceration (over 1 mdr.) går tydeligt igennem med masser af mineraler og mangelaget, parfumeret frugt. Solbær, kirsebær, grapefrugt, hyldeblomst, sødlakrids, kaffe og tørrede figner. Barberaagtig sødme i frugten sammen med fine, særprægede citrusparfumer (minder faktisk en del om den fremragende Gigondas fra La Ferme du Mont som også macererer megalænge). I munden er der koncentreret bærfrugt med spillevende syre og lækker lakridsfinish inden de faste tanniner leder over i en lang, vedholdende eftersmag med cyntetisk citrus, friske bær og superflot integreret fadsødme. Den her vin er en vinder på balance, der er kul på elementerne men de er i imponerende harmoni. Er nok bedst om 1-3 år, men kan holde længere. 

90 

2008 Pelissero, Dolcetto d'Alba Munfrina

Giorgio Pelissero er en topproducent i Treiso som producerer i (semi)moderne stil fra 30 ha. Udover glimrende Barbaresco laver Pelissero en række vine på de klassiske Langhe-sorter, herunder Dolcetto fra to marker, Augenta og Munfrina. Sidstnævnte lagrer et halvt år på tank og hverken klares eller filtreres inden aftapning.
Farven er mørk rubinrød tenderende mod violet. Åbner umiddelbart op fra flasken med flot mørkerød, vinøs slikfrugt og en del spøgelsesfad (som jeg ofte finder det i Dolcetto). Syntetiske kirsebær, vaniliesukker, blåbærmuffin, lakridssnørrebånd, nye dæk og ren salmiak i lækker og kompleks næse, som er skøn at dufte til og som bliver ved med at give fra sig. Smagen har rene blåbær, kirsebær og modne jordbær i virkelig saftig stil med salmiak- og dæktonerne hele tiden underneden og flot koncentration. Heftig syredrevet finish med virkelig fast tanningreb i munden efterfulgt af klokkeren salmiakeksplosion der gradvist viger for udklang med de mørke bær og muffintonerne. Det er en utrolig køn Dolcetto, som drikkes på det helt rigtige tidspunkt. Næsen er levende, interessant og forførende - feminin med med rå vitalitet og determination. I munden er den ligeså fokuseret - frisk og læskende med seriøst greb og suveræn upoleret balance mellem elementerne. Charlotte Gainsbourg som vin! Jeg er forført og er uhyggeligt tæt på 90 pts. Dolcetto som jeg savner den, når den ikke er der. 

89+ 

2007 Camigliano, Rosso di Montalcino

Camigliano er med 50 ha en af de store brunellohuse, som er rimelig anerkendt, især for riservabrunelloen Gualto. Rossoen her aftappes fra de store fade allerede efter 6 mdr.
Mørk rubinrød farve. Åben, blød næse med mørk frugt, læder, vådt kvas og gummi. Smagen er blød og delikat, en ret attraktiv mouthfeal i poleret stil uden kanter, men med typiciteten i behold og udmærket koncentration. Der lukkes fint med alvorlig syre, lakrids og det karakteristisk korte, aristokratiske tanninattack, der lige koket blusser op og forsvinder igen. En generøs sangiovese, som bestemt kan anbefales. Man bliver nysgerrig efter husets Brunello. 

86 

Il Senso [revisit]

Vinbaren Il Senso er et godt sted at spise og drikke italiensk i uformel atmosfære midt i Kbh K. Distinto vinimport står for det meste af kortet, som er godt i alle prisklasser. Disse to er fra den nedre del (350-400 kr.):

2006 Balbi Soprani, Barbaresco
Klar rubinrød. Klassisk nebbiolonæse i tilbageholdende stil med roser, lakrids, mint, jord og syrlig rød frugt. I munden har den god struktur - rank syre og ok intensitet i frugten. Mod afslutningen kommer lidt mørkere toner af lakrids, skovbund og lille tjære frem og med lidt arbejde i munden lokkes de unge tanniner godt frem og tager godt fat i gummerne. Fin, tør eftersmag med læder og lakrids. Det er ikke den mest koncentrerede og kraftfulde nebbiolo, men klassisk og med druens dyder i spil.
88

2008 Kellerei Sct. Pauls, Alto Adige Blauburgunder 'Luziafeld'
Pinot fra Südtirol, lagret et år på barriques og botti i forholdet 80/20%.
Gennemsigtig, lys rubinrød farve. Diskret næse med elegante lyse bær sammen med lidt læder og en anelse nøddetoner. Næsen afslører ikke lagringen, træet er så godt som skjult og det dufter snarere af minimum det omvendte lagringsforhold. I munden er vinen enkel, elegant og meget feminin i saftig-syrlig, spinkel stil med hindbær, ribs og umodne jordbær. Strukturen er helt bundet op på syre-frugtbalancen, der er ingen tanniner, men dog en ganske lang, delikat eftersmag med ribs og umodne solbær. Jeg kan godt se charmen, men vil have det mere råt, sorry.

83

Jeg har blogget fra Il Senso før. 

2007 Le Arche, Recioto della Valpolicella

Recioto er Amaronens søde ophav. De er begge passito-vine, dvs. de fremstilles af druer som har tørret nogle måneder inden vinifikationen. Det er en decideret dessertvinsmetode, hvor formålet er at hæve sukkerindholdet - og som findes i forskellige varianter mange steder - og Amaronen er da også opstået ved en fejl, hvor recioto har fået lov at gære helt ud med en tør vin med højt alkoholindhold som resultat. Druerne er Corvina, Rondinella og Molinara.
Flot mørkerød farve med violette indslag og en fin næse med klokkerene kirsebær, mandler, brændte toner og et meget let strejf af gummi fra fadlagringen. I munden er vinen overraskende frisk med en koncentreret, levende frugtsyre som giver en interessant lille effekt af spøgelses-perler. Kirsebær, tørrede frugter, lidt farin og bitre elementer afsluttes af helt finkornede tanniner. Sødmen er ikke bombastisk overhovedet, det er nærmere en frisk og delikat dessertvin. Strålende til chokoladedesserter eller skimmeloste og kan også sagtens drikkes alene. 

87 

2005 Tavignano, 'Libenter' Rosso Piceno

Rosso Piceno DOC dækker næsten hele den østlige halvdel af Marche, fra kysten og ind til Appenninerne - med undtagelse af Conero-bjerget hvor Marches toprødvin Conero DOCG produceres. Druerne er altovervejende Montepulciano og Sangiovese, i Tavignanos Libenter blandes de to i forholdet 70/25 sammen med 5% Cabernet. Vinen macererer i 21 dage og lagres 14 mdr. på barriques og tonneaux.
Farven er tæt sort-rød og duften åbner med det samme op i en flot, mørk og rig næse med fuldmodne kirsebær og blåbær, brombærmarmelade og kraftig pebermynte sammen med brakvand og fadpræg i form af kanel, kaffe og chokolade. I munden har vinen moden, mørk frugt med levende og saftig syre som balancerer den mørke karakter glimrende. Fadpræget er ganske markant, men frugten og syrestrukturen kan klare det, og den lange maceration har givet et virkelig flot tanninudtræk, som blander sig med de mere bitter-pebrede fadtanniner og giver en meget fast og seriøst tør finish. Eftersmagen er mørk og bitter med kaffe, brombær og mørk chokolade.
Det er en rå vin som skal have godt med modspil i madledsagelsen, men så er den også en vinder. Carlo Merolli markedsfører denne vin under SCOOP-prædikatet og til 59 kr. er det lige hvad det er: et decideret scoop.

88

2007 La Spinetta, Barbera d'Asti Ca di Pian

Som Finare Vinare har skrevet et sted, er flaskerne med næsehornet vel omtrent ligeså prestigefyldte nu, som en stor fed SUV: Musklerne og voluminøsiteten er der, og de er stadig dyre - men det er ligesom ikke helt det samme længere, wowfaktoren er skiftet ud med en lidt overbærende hovedrysten.
La Spinetta er en af den seneste modernistbølges stjerner i Piemonte og var med til at udvikle Barbera som en drue, der kunne skabes moderne storvine på. Hvad man mister på typicitet og autencitet hentes på ekstrem vellavethed, koncentration, smoothness og umiddelbar appel i vinene.
Ca di Pian er mørk rubinrød og har en typisk moderne barberanæse med nybagt blåbærtærte og bløde overmodne kirsebær foran mørke toner af sorte oliven og fadpræg med karamel og chokolade. I munden er vinen blød med indledende mørk triflisødme, som føljes op af en flot, koncentreret bredde med moderat syre og saftige sorte bær og afsluttes med en for typen markant og flot tanninstruktur. Flot efterklang der har længde i frugten, lidt mynte og delikate bittertoner. Noget poleret, men flot lavet og imponerende velstruktureret og -balanceret.
Udover at den er flot, er der tilsyneladende ingen særlig grund at den berømte Dürertegning af Europas første næsehorn (som han i øvrigt slet ikke selv havde set) pryder flaskerne fra La Spinetta. Lidt sådan er det også med denne Barbera. Der er ikke så meget grund til at den er her, men den smager da godt. 

89 

2007 Domaine Bertrand Bergé, Fitou 'Origines'

De sydfranske lektioner fortsætter ovre østpå med Fitou, som er en lille appellation helt sydøstpå ved middelhavet og den spanske grænse. Fitou er delt i to, den ene del ligger helt ud til havet og den anden, lidt større, et stykke længere inde i landet. Terroiret er generelt bedst i indlandsdelen hvor også Domaine Bertrand Bergé ligger, som anses som en af Fitous bedste producenter. Cuvéen 'Origines' laves på 60% Carignan og 40% Grenache og lagres 18 mdr. på cement.
En diskret, men køn og parfumeret næse med liflige kirsebær og små lakridstoner. I smagen er der saftige bær i parfumeret stil med fin syre og udmærket koncentration - men ellers ikke meget at skrive hjem om. Det er en god og vellavet vin med en udmærket balance mellem delikat frugt og levende syre, men den er glat og savner noget karakter og beslutsomhed for at vække interessen for alvor. 

83 

2005 Château du Cèdre, Cahors Cedrus

Château du Cèdre drives med enorm omhu og dedikation af brødrene Pascal et Jean-Marc Verhaeghe og er blandt Cahors' absolut bedste producenter. De har som erklæret mål at finde afspejlinger af Malbec kombineret med deres terroir i alle klasser - fra megavinen Grande Cuvée (70€) og hele vejen ned til denne basismalbec Cedrus (7€).
Helt mørkerød farve med violette indslag. Næsen er mørk og har lidt bagte blåbær sammen med vidunderlige søde kirsebær - decideret kirsebærsovs af sorte kirsebær, som sammen med bittermandel næsten frembringer julestemning midt i den tordenlumre augustaften.
I munden er vinen en del friskere end næsen lægger op til. Markant syre modsvarer de bløde, søde kirsebær og kraftige tanniner lukker grundigt med en karateristisk bittertone som holder ud i eftersmagen sammen med de sorte bær og balsamicostrejf. Det her er en træsko af en vin. Hård, markant og bondsk. Balancen fejler ikke noget, men det er ikke nogen elegant vin. Til gengæld er den lækker, karakteristisk og med god koncentration. Kan man som mig lide den her hårde, rustikke stil, er det skønt til enkel sydfransk mad. Den meget anbefalelsesværdige butik på Knaackstr., Berlin Prenzlauer Berg Les Rouges du Midi importerer. 

86 

2007 Ascheri, Gavi 'Cristina Ascheri'

Ascheri er en god Piemonteproducent med hovedsæde i Bra, som ejer marker i Serralunga, La Morra/Verduno og Roero. De tre områder er adskilt i hver deres produktlinie, i hhv en blå, rød og grøn serie hvad angår rødvinene. Hvidvinssortimentet (Gavi, Arneis og Moscato) kaldes Christina Ascheri efter den nuværende ejer som kører firmaet sammen med sønnen Matteo.

Flot, dyb grøngul farve, som zucchinikød. Mineralsk, delikat næse med med æblegrød af sommeræbler, lime og kold jord. I munden er det en blød vin, hvor tiden har slebet de skarpe kanter, men desværre nok også taget toppen af friskheden. Men der er gode, sødmefulde røde æbler, citrus og så den obligatoriske anis som leder over i ganske fine og markante bittertoner som i rød æbleskræl (Gloster).
Det er en delikat og afbalanceret Gavi med god fylde og koncentration. Den var nok bedre for et år siden, for man savner generelt lidt crisp og spændstighed i syren. 

85 

2006 Chateau Croizet-Bages, Pauillac 5. Cru Classé

Et fransk visit fra Bordeaux. Croizet-Bages opfattes som et af de lavest rangerende 5. cru Chateaux fra 1855-klassifikationen. Der er delte meninger om vinene fra Croizet og derfor er prissætningen også rimeligere end de fleste Cru Classés - og vinen skal set i det perspektiv vel nærmere holdes op mod de bedre Cru Bourgeois slotte end classé-vennerne fra Pauillac.
Tæt, mørk rubinrød farve. Næsen er tilbageholdende men rig og mørk, det er en indbydende vin at dufte til med mange detaljer og en fin udvikling over tid. Den åbner med kogende solbær, lufttørret kød, kraftig pot og kløvet træ. Efterhånden vokser også en klar, lækker napoleonshat frem (mørdej, bagt marcipan og chokolade) sammen med røgtoner og våd villahave. På andendagen har de mørke toner overtaget i form af kommen, balsamico, læder, dækgummi og salmiak.
I munden er der der høj syre a la skovsyre, ribs, syntetisk citrus sammen med blødere bær, dækgummi og delikat salmiak. Strukturen er flot med den høje syre, gode faste tanniner og ok afstemte elementer - men måske ikke helt vedholdende og stærk. Eftersmagen tumler lidt alene ind på scenen, men er egentlig ganske fin med lidt sødligere toner af kompot, napoleonshat og integrerede fadaromaer.
Jeg kan godt finde utilstrækkelighederne ved denne vin. Frugt, koncentration og længde kunne jo være bedre. Ligesom overgangen fra midtpalet til finale kunne. Det er en slank og kølig vin, hvor man skal arbejde for oplevelsen. Men det er alligevel en elskelig vin, på samme måde som vi holder af mennesker eller kunstværker trods deres skrøbelighed og mangler. Der er noget her som er enormt tiltalende og måske er det faktisk selve kombinationen af umiskendelig storhed og indlysende skrøbelig fejlbarlighed som gør indtryk. Den kan ikke score højt, men kommer alligevel til at blive husket længere end så mange andre vine. 

89