ViniPortugal smagning på Hotel D'Angleterre

Det er ikke tilfældigt at min vin-kærlighed er kastet på Italien. Mangfoldigheden og kvaliteten er indiskutabel og åbenlys (the sky is the limit!), men den gennemgående kompromisløse, skarptskårne karakter er måske det som særligt vækker genklang og appellerer til min person: jeg er nok noget tannisk i strukturen..

Men det er ikke klogt at bære skyklapper og man snyder sig selv for meget hvis man ensporer. I nysgerrighedens navn tog jeg hen til ViniPortugals årlige smagning for at korrigere og særligt for - indrømmet - at stifte nærmere bekendtskab med Baga-druen fra Bairrada-regionen: 'Portugals nebbiolo', som pioneren Luis Pato har kaldt den på grund af dens høje syre- og tanninniveau.

Af Baga-vine var der dog kun én eneste repræsentant - Azul Portugal Bairrada, som var ok, men ret tynd og ikke imponerende - så det bekendtskab må stiftes en anden gang. Douro-vinene var derimod dominerende og ikke uventet flot repræsenteret. Ligesom forleden til Vini d'Italia var Atomwine med som importør af den absolutte top og Tom Pedersens bord var spækket med overlegen kvalitet i både rød og hvid.
Stjerneparret Borges og da Silva producerer hver deres vin (hhv. Passadouro og Chocapalha) og har derudover tilsammen et tredje hus kaldet Wine & Soul (Pintas). Det er allesammen topvine i den her stil og er flotte lige fra entry level til de koncentrerede riservaer. Sandra da Silva var med ved bordet.

Chocapalha fra Estremedura-regionen var repræsenteret med tre røde vine: et entry level tourigo nacional-blend, enkeltmarks-riservaen på samme druer og indimellem en ren cabernet sauvignon. Alle lagrede på barriques, hvor de nye er forbeholdt riservaen og delvist cabernet'en. Riserva'en (18 mdr. nye barriques) er en hårdt skåren vin, mørk og bister, men alligevel med den karakteristiske indbydende varme fra overmoden frugt. Fadpræget næse med mørke, kogte bær og karamel sammen med masser af asfalt, boullion og kattetis. Varm frugt og lav syre i smagen med en kradsbørstig og grøntonet finish med kraftige kaffetanniner og alkohol. Lillesøsteren (16 mdr på 2.- og 3.-års barriques) er også en seriøs vin, men med lidt mindre koncentration, struktur og fadpræg og på den måde måske mere anvendelig - for 59 kr får man absurd meget kvalitet for pengene.

Rødvinene fra Passadouro i Douro er paradoksalt nok mere friske og køligere i deres umiddelbare frugt: Næsen har nærmest Valpolicella-saftig frugt med mørke, sødlige kirsebær og en kulsyreagtig spritz i frugtsyren. I munden er de temmelig anderledes end næsen lover, dumpere og mere sure end syrlige; blød, mørk frugt og frugtyoughurt.
Forskellene mellem de fire Passadouro-vine ligger umiddelbart mest i frugtkoncentrationen og tanningreb, Passa Tinto er blød, saftig og letdrikkelig, Passadouro er seriøsere med dybere frugt og faste kaffetanniner. Riserva Tinto er storladen og imponerende med stor, mega-poleret fylde og heftige, tørre tanniner som er varme af alkohol - lige på grænsen til sprittet, men frugt og struktur holder vinen på den rigtige side.

Wine & Soul's toprødvin Pintas har en skøn og meget særpræget vegetal næse med tonsvis af rucola, mælkebøtter, selleri og tomatjuice sammen med asfalt og gummi fra fadet. Tæt frugt og superflot koncentration - frugten er fuldmoden, men har en karakteristisk sur (ostet) tone. Igen den (for en italofil) specielle kombination af meget lav syre og kraftige, lækre tanniner. Alkohol, likøragtige bær og kraftig asfalt i eftersmagen. Storladen vin, 349 kr hos Atomwine.

Flot arrangement i to sale på D'Angleterre - mange gode vine i den lidt specielle portugisiske stil, som nok minder mere om sydøstfrankrig end Spanien. Eller bare er sin egen. Den kvalitetsmæssige fremgang er ihvertfald åbenlys. Og sjovt for mig i den grad at føle sig på udebane oven på sidste uges Vini d'Italia.

Vini d'Italia 2011

I weekenden var der dømt Italiana i den gamle presse under Politiken. Vini d'Italia er Danmarks største italienske vinfestival og her kan man virkelig få sig et bredt overblik over den italienske vins høje kvalitet og fascinerende mangfoldighed. Jeg har samlet lidt noter på nogle af de bedste indtryk på den røde front:

2000 Antichi Vigneti di Cantalupo, Ghemme
Smuk, moden nebbiolofarve og -næse med svampe, nedfladsæbler og jordbærgrød. Flot og levende i smagen med materiale og struktur til mange år endnu - god, blød frugt og lækre, saftige tanniner. Papillon importerer.

2004 Fratelli Ferrero, Barolo Gattera e Luciani
Ret udviklet næse, dog med mere spændstighed i frygt og syre. Jordbærfrugt i næsen med karamel-, gummi- og nøddetoner fra fadet. Lidt dump pg støvet forrest i munden, men åbner rigtig flot op bagtil med god syrekadence og hårde tanniner. Syrlige bær, kraftig røg og fadgummi i lang eftersmag. Papillon importerer.

2006 Foradori, Teroldego Rotaliano
Smuk, tindrende næse med tændt frugt af blåbær, æblegrød, lidt kakao og lakrids - næsten spritzig i duften. Svagere i munden, hvor den er læskende men ikke så kompleks og savner lidt greb. Sikkert en vinder ved bordet, hvor den ikke skal præstere op mod hårdere strukturerede vine. Bichel importerer.

2007 Cagiorgna, Etna Rosso
Yes! Nerello Mascalese for fuld udblæsning! Røg, vådt ler og fede forårsblomster i næsen. Slank og mellemfyldig krop med ok syre, skøn mineralitet, god koncentration og lækre, kraftige tanniner som sætter sent, men resolut ind. Ok længde og overordnet flot, slank power-stil. Stikker ud i mængden, men lever nok umiddelbart ikke op til prisen på 369,- Distinto importerer.

2006 Tirburzi, Sagrantino di Montefalco 'Taccalite'
Mørk, sød næse med kompot af mørke bær, saftigt træ og karamel. Blød og tyk i smagen - mørk, fed frugt godt balancveret af høj, 'dyb' syre og rigtig godt tanningreb. Alt for meget alkohol allerede tidligt i munden og dominerer eftersmagen. God længde og super syre, men ærgerligt med den dominerende alkohol. Måske vil det dæmpe sig lidt med tid. Distinto importerer.

Sottimano, Barbaresco Fausoni, Pajoré og Riserva

Sottimanos Barbarescoer lagrer på 25% nye barriques, men det betyder ikke blækkede fadbamser overhovedet. Her er der super-styr på fadene, og Sottimano arbejder tæt sammen med bødkeren om den helt rigtige egetype og lette ristningsgrad. Til Riservaen fremstilles specielle fade.
07 Fausoni er utrolig åben i glasset, virkelig floral og parfumeret duft med fin, rød frugt og klokkeklare hasselnødder. Mil i smagen og (for typen) let finish. Man mærker den åbne og lune årgang og Neives mildere terroir - er overraskende drikkeklar.
07 Pajoré er en lidt anden sag. Udbytte, vinificering og lagring er 100% identisk med Fausoni, men der er klar forskel: Pajoré er mere seriøs, kompleks og knudret med mørkere frugt, tungere lakrids og sandet tanninstruktur. Den giver ikke så meget som Fausoni lige nu og her og syren er ikke så liflig, men der er bedre greb og fokus i strukturen. Skal ligge.
04 Riserva (blend fra Cotta og Pajore, laves i 04, 05 og 08) har en markant mere lukket næse, giver næsten ikke noget i forhold til småsøstrene. Sødlig nebbiolofrugt og lædertoner. Fantastisk fylde i smagen, virkelig imponerende og uventet i forhold til den tilbageholdende duft. Stor frugt og mega grip - seriøs og i flot balance. Til fremtiden! Atomwine importerer Sottimano. Med ca. 300 kr. for ikke-riservaerne er de prissat noget højt i forhold til konkurencen i den prisklasse, men det er en utrolig sympatisk og dedikeret producent med topprodukter over hele linien.

Poggio di Sotto, Rosso og Brunello di Montalcino
07 Rosso: Wow, den bedste rosso jeg har smagt nogensinde. 2 år på store fade og helt klar: Traditionel sangiovese vælter op ad glasset i overraskende moden karakter. Stor og sød, sød sangiovesefrugt med rabarberkompot, vaniliesukker og svampe. Lidt svagere i munden hvor den virker noget let og en anelse syrefattig. Men saftig og med virkelig flot balance og stor elegance.
05 Brunello er lidt mere lukket, 'brunere' i stilen. Virker slet ikke som et stort skridt op i forhold til Rossoen og er det nok reelt heller ikke, de to årgange og rossoens meget brunelloagtige opvækst taget i betragtning. Samme sødlige karakter og større tyngde, men også brunelloen er tanninfattig og virker let og en anelse slap i finishen. Jeg gav den al min opmærksomhed, men den trænger nok til tid trods alt. Atomwine importerer.

2008 Vietti, Barbera d'Asti Tre Vigne
Åben duft med sorte kirsebær, fyldte likør-chokolader og sødlakrids i ellers relativt slank stil. God koncentration i munden og flot balance mellem mørk frugt, friskhed, fylde og syre. Umiskendelig barbera. Sammen med Aldo Conternos Conca Tre Pile 07 de bedste barberaer idag efter min mening.

2006 Vietti, Barolo Castiglione
Traditionel men meget åben næse med røg, nødder, kirsebær og blomme. Rigtig flot 'samling' af elementerne i smagen - fokuseret frisk og hård. Kraftige tanniner som fader ind på det helt rigtige tidspunkt. Minder om Germano i stilen, men ikke helt så karakteristisk.
Ettore Germano var foriøvrigt også blandt højdepunkterne, især 05 Cerretta som har de fantastiske, karakteristiske paranødder i den søde nebbiolofrugt-næse. 06 Prapò havde tændt frugt og super-aggressive tanniner, men ikke helt så åben. Niche Vine importerer Vietti, Viniropa importerer Germano

2006 Barolo fra Brovia, Aldo Conterno og Giovanni Corino
2006 Brovia, Barolo Rocche har lukket næse med røg, kridt og slanke lyse bær. Man kan dufte tørheden. Fin smag, med kridt, høj syre og brutal tanninfinish, som sætter tidligt ind og slipper meget modvilligt. Hindbær og umødne brombær holder langt ud i eftersmagen.
Aldo Conternos 2006 barolo er hård og kantet, virker lidt kedelig og uinspireret pt. Men fin sødmefuld frugt i mediumfyldig stil og virkelig delikat lakrids i både duft og finish. Seriøs og med korslagte arme, men med god balance og tæt sammenvævede elementer som lover godt.
2006 Giovanni Corino, Barolo Giachini er klart den mest åbne og givende barolo i denne trio af Conterno, Brovia og Corino. Understøtter La Morra-fordommen om den parfumerede, tilgængelige stil. Søde blomster og blommer i næsen og virkelig lækker, blød nebbiolofrugt i smagen med røde bær, blommer, lakrids og harmonisk greb. Næsten barbera-vibes i både næse og mund.. Det er et helt fantastisk Barolo-sortiment Domaine Brandis importerer!

Felsina
Felsina er blandt de bedste producenter i Chianti med enkeltmarksriservaen Chianti Classico Rancia og IGT-vinen Fontalloro i front.
Felsinas Basis-chianti 2008 Chianti Classico er frisk og klassisk med flotte sorte kirsebær, grenede toner, youghurt og let frugtsødme i næsen. Smagen har god syre, fine bær og grønne toner. Mellemfyldig krop og bygget til bordet.
2007 Chianti Classico Riserva Rancia er heller ikke i 07-årgangen nogen charmeur her på dagen. Lukket og ikke super-interessant i næsen. Smagen byder på rigtig flot og hård struktur. Sure kirsebær og strejf sødtobak med mørk lakrids i finish. God, slank eftersmag.
2007 Fontalloro (IGT Toscana, 100% sangiovese, 20 mdr. på barriques) er en helt andet snak. En fantastisk vin også på dagen og i den lidt vanskelige sammenhæng her, hvor en vin som Rancia har det svært. Pivåben, sød næse med stor frugtfylde og delikate fadnuancer. Meget smuk, dyb syre i smagen, næsten som indkogte æbler. Masser af karamel og syrlige bær. Flotte, resolutte og perfekt satte tanniner og megalang, delikat eftersmag med tanninerne hængende på tænderne. Flot! Domaine Brandis importerer.

Massimago 1883
Massimagos 2008 Valpolicella Superiore er et fantastisk bombardement af frisk, rød og blød bærfrugt. Skole-valpolicella i næsen og en med en duft som denne, hvad skal man så med ripasso og amarone? Lagrein-agtig med fuldmodne bløde kirsebær, spritzig i syren a la ribsgrød, mælk, og græs. Frisk i smagen med stor frugt, frugtsyren får det næsten til at fornemmes perlende. Lækker ribsfrugt og moden kirsebærsødme underneden. Forførende og super overraskelse.
2006 Amarone della Vapolicella har de samme elementer, men føles ikke uventet tungere. Dybere frugt, mere kompleks med sødlig-krydrede træk, enorm koncentration og tung sød-lakrids. Den obligatoriske alkohol fornægter sig ikke og føles altså lidt klodset her også (men det er måske et spørgsmål om vane, når det gælder Amarone). Men dejligt nyt bekendtskab! Viniropa importerer.

Domaine Brandis (Tom Brandis midt i billedet) står for Vini d'Italia, som er et fremragende arrangement, hvor meget af den bedste italienske vin er repræsenteret. Det er en unik mulighed for at prøve bredden og kvaliteten af indenfor en alle genrer og regioner. Jeg savnede i år lidt de forrige års lyse lokaler og rolige stemning. Der var for mange mennesker denne gang (den sene fredagssession), for lange køer ved bordende og den mørke, larmende hal under Politiken var med til lave et hektisk helhedsindtryk, som gjorde det svært at tale roligt med importører og de af producenterne der var tilstede. Men ikke desto mindre som altid interessant og med gode oplevelser indimellem. Rigtig meget fantastisk vin på ét sted! Vi ses næste år:-)

Ps. Læs også Italienska Viners indtryk fra lørdagen.

2004 Podere Capaccia, Chianti Classico

Podere Capaccia har vin på 3 hektar ved Radda in Chianti. Der produceres Chianti Classico, Chianti Classico Riserva, supertoskaneren Querciagrande og den søde Spera di Sole. Chianti Classico er fra sydvendte marker med 95% Sangiovese og 5% Canaiolo, og lagrer 6 måneder på stål og 10 på slovenske botti.

Flot og intens, nærmest postkasserød farve. Vidunderlig duft af sur-kirsebær, jord, læder, pulverlakrids og syntetisk sliksødme sammen med mere diskrete elementer af tobak, råt kød og botti-gummi.
Smagen er rund, frisk og virkelig velafbalanceret med bløde, sure kirsebær, slank blåbær-sødme og let bitterhed i mellemfyldig stil. Frugtsyren er levende og udgør finishen sammen med tørre lakrids- og lædertræk som gradvist sætter ind. Tanninerne er helt modne og er bare tilstede som en let kridt-fornemmelse på tungen. Sammensnørringen i finishen er ikke den mest intense, men det stemmer fint med det overordnede indtryk af en moden og afrundet vin.
De lyse kirsebær hænger flot i eftersmagen ledsaget af tørt kvas, røg og læder - og en rank syre. På alle måder en behagelig vin: karakterfuld, levende og klassisk - blød, moden og rund uden overhovedet at være kedelig og med masser af saftig friskhed i behold. Et rigtig godt eksempel på at traditionel sangiovese (når den er vellavet) selv i de mere basale udgaver har det fint med nogle år i flasken.

Jeg har svært ved at forestille mig en mere klassisk Chianti og denne ryger lige ind som min reference nr. 1 for traditionel Chianti Classico. Der er større og 'bedre' vine i appellationen, men den her vin bringer så meget elementær drikkeglæde at man ikke kan undgå at blive forført. Finare Vinare har skrevet et meget læseværdigt indlæg om denne vin, og allermest rammende er sammes note om den på cellartracker - det kan ikke siges klarere og er lige mine ord: "The score (88p) doesn't at all communicate what a lovely experience this bottle was". Carlo Merolli og Føtex sælger. 

88 

2004 Fossacolle, Brunello di Montalcino

Fossacolle består af 4 hektar ved landsbyen Localita Tavernelle i det centrale Montalcino-distrikt, lidt mod sydvest. Fossacolle ejes og drives af Sergio Marchetti og hans familie, som tilplantede markerne i 1984 og debutterede med 97-årgangen. Brunelloen er deres topvin - Fossacolle har et no-nonsense portefølje uden enkeltmarksaftapninger eller riserva-udgaver. Der produceres Brunello og Rosso di Montalcino (fra samme marker, stokkenes alder afgør det) og IGT-vinen 'Riesci' på bordeaux-sorter. Brunelloen indledes med koldmaceration og gærer derefter 22 dage og lagrer et år på botti, et år på barriques og et år på cementtanke inden den aftappes ufiltreret.

Smuk og dyb rubinrød farve med begyndende orangetoner i kanten. Typisk langmacereret næse med masser af sødlig lak sammen med læder, tobak, kridt-støvet mineralitet og varme æteriske træk. Sød frugt af overmodne sorte kirsebær, lidt kogte brombær plus friskere/køligere toner af bærsorbet. Fadet bidrager med vanilie- og kakaotræk og med luft drejer duften mod kraftig mørk lakrids og kinnin.
Mega fyldig i smagen - koncentreret, halvmørk frugt i en overvældende bredde, med en imponerende konstant styrke hele vejen gennem munden. Godt bid i frugtsyren og superflotte bitre cement-tanniner som snørrer rigtigt sammen i finishen. God syre også i eftersmagen med alkohol (hele 15%), søde kirsebær og diskret kaffe. Ret exceptionel længde, bær-syren hænger virkelig ved i tungekanten.
Fadlagringen er nærværende men aldrig dominerende, hverken i duft eller smag - 'nyklassisk' stil efter bogen, i balancen mellem tradition på den ene side og moderne teknikker og påvirkninger på den anden.

Fossacolles Brunello er mere Bruckner end Brahms: Seriøs og imposant i velbalanceret og stilsikker komposition. Den varme frugt balancerer fint med de ranke kemisk-mineralske træk fra den lange maceration og strukturen klarer uden problemer fadbehandlingen. Ikke slank og elegant, men det betyder ikke at den er ufokuseret - det er en meget stilbevidst Brunello, som er stor og vellavet. Importeres af Philipson, men er pt. udsolgt i både denne årgang og 2005. 

91 

2009 Pietracupa, Greco di Tufo

Hvidvinen Greco di Tufo udgør sammen med Fiano d'Avellino og den røde Taurasi de tre store DOCG'er i Kampanien. Alle ligger i provinsen Avellino øst for Napoli og rummer nogle af syditaliens absolut bedste vine i begge farver. Avellino ligger kystnært og højt og klimaet minder mere om norditalien end det hede syd.

Pietracupa råder over ialt 6 hektar og er topproducent af alle tre DOCG-vine, især de hvide som dyrkes fra højtliggende marker.

Lys, gyldengul farve. Meget mineralsk og frisk næse med markante æbler sammen med pære og fed citrus og underliggende kompleksitet af sarte (hvide) blomster, friske blade og sukat.
Frisk og ren i smagen med ekstrem syre, som med det samme angriber hele munden. Æble-frugt igen og bag syremuren dukker i midtpaleten en fin sødmefuld understrøm af blomster og sukat frem sammen med delikat, sart basilikum. Syren beholder grebet og strammer rigtig godt til i finishen, hvor den bitre mineralitet er så kraftig, at den nærmer sig en tanninagtig fornemmelse(!). Flint- og bittertonerne dominerer også eftersmagen sammen med den slanke, syrlige Granny Smith-frugt og spæde (basilikum-)blade.

Lækker, mellemfyldig hvidvin i meget hård - men stadig elegant - stil og af umiskendelig høj kvalitet. Syre og bitterhed dominerer dog voldsomt og den er ikke særlig intens i duft og frugtfylde - virker ret lukket på nuværende. Efter sigende kan lagring være altafgørende for de kampanske hvidvine, og man fornemmer en kompleks og bredere palet, som endnu ikke er foldet ud. 

88 

2004 Santi Dimitri, 'Aruca' Salento IGT

100% Negroamaro fra det sydligste Apulien, nærmere bestemt den vestlige del af Lecce-provinsen hvor Az. Agr. Santi Dimitri dyrker en lang række af Apuliens sorter fra 60 hektar.

Flot, dyb mørkerød farve med brunlige modningstræk. Duften er varm og rig med kogende brombær, solbær, søde kirsebær, tørt træ, engelsk lakrids, krattede toner af nybrækket gren og blade og slikkede fadtoner: Gummi, honing, vanilie, nelliker. Med (rigtig meget) luft drejer duften mod delikat røg og friskt læder ovenpå søde, likøragtige mørke bær.

Duften er med den modne frugt og det beherskede fadomsvøb ret indtagende og lover en del. Smagen lever kun delvist op til det - syltede blommer, tjæret tobak, mørk lakrids og en udmærket syre som har grønligt-bitre træk, nærmest som i bøgeblade. Der er fint bid i optakten til finalen, men den slipper hurtigt grebet og tanninerne er slappe. Eftersmagen har derimod ok længde og varme mørke bær.

Kombinationen af de mørke, tunge træk på den ene side og de grøn-bitre på den anden giver et indtryk i fin balance, ligesom den modne frugt og fadede sødme er holdt fint i ave af syren. Det er en blød, moden og behagelig vin, som har høj drikbarhed og hvor strukturelementerne er godt tilstede - men der mangler lidt greb og fokus i dem alle. Måske havde de dét for et år eller to siden? Næsen trækker op, munden ned. Carlo Merolli sælger.

85 

2009 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso

Tenuta delle Terre Nere er den store eksportør Marc de Grazias egen ejendom og hjertebarn på Etna-vulkanen på Sicilien. Etna Rosso er basisudgaven lavet på nerello mascalese med en lille del (2%) nerello cappuccio - begge fra stokke plantet i 1927 og 1967 i 650-900 meters højde. Lagrer et halvt år på fade af forskellig størrelse.

Lys transparent rubinrød med lyselilla reflekser. Fantastisk æterisk næse med lak, mandelessens, lyst læder og mint sammen med frugt af hindbær, æbler og blommer og en blomstret, sødmefuld parfume plus grønlige, stilkede anstrøg.
Saftige, helt lyse bær, umoden blomme og lidt æbler i smagen som er fløjelsblød forrest og tiltager i intensitet hen mod en afsindig flot finish med klingende syre, lakrids og grundigt udtørrende tanniner i en superskøn forening. Det er virkelig saftigt og det er som om man tager bidder af den her vin. Syren er imponerende i eftersmagen sammen med kridtmineral og mint, men frugten mangler måske lidt fylde på bagkanten og drejer mod humle, faktisk kommer der lidt Alsterwasser-vibes på tungen.
Det er umuligt ikke at komme til at tænke på Piemonte - grignolino og nebbiolo - men der er alligevel den nerello-typiske parfume, som er umiskendelig. En stor fornøjelse at dufte til og skøn i strukturen. Det er sådan her en ung, frisk vin skal være! Dykker en smule til mad hvor de finere nuancer forsvinder lidt, men det er jo ikke fordi den er skrøbelig - funktionaliteten er med den høje syre, heftige tanniner og slanke stil naturligvis i top. Men drik den ikke til for mørk/fed mad, ost/pølse eller hvidt kød vil være optimalt.
Jeg kan bedst lide den (især duften) ved åbning hvor de æteriske toner er på max og en lille grenet grønlighed understreger hårdheden. Vil man have det lidt rundere, kan man give den noget luft. 110 kr hos Enoteca. 

90

Italienska Viner foretrak 2008'eren og har sammen med Billigt Vin prøvet hele Terre Neres store og kostbare portefølje. Det samme har Finare Vinare

2009 Erik Banti, Il Vermentino

Vermentino dyrkes mest i Ligurien og på Sardinien, men også i Piemonte under navnet Favorita og altså også her i Toscana, nærmere bestemt Maremma, hvor dansk-italieneren Erik Banti producerer Morellino di Scansano, IGT-rossoer og så denne hvide vermentino.

Helt lys vin med frisk og levende duft af passionsfrugt, klar delikat nektarin, citrus og en smule anis. Åbner med noget kostald og ymer, som brænder af efterhånden. I munden er det en frisk vin med moderat syre og rolig, medium-fyldig frugt. Den er saftig og ok sprød og har et harmonisk forløb igennem hele smagen. Udmærket finish og en eftersmag som er kort - men ikke tynd - og med en lille alkoholvarm tendens.

Vi er her i den enkle genre, som man på mange måder ikke skal kimse af. Ikke den store personlighed, men vellavet og ren og meget velfungerende til et ukompliceret glas ved de larmende borde med masser af børn og voksne, grin og hjemmebagte pizzaer af alle slags.
Et klart niveau over industrihvidvinene i supermarkederne i samme prisklasse (<50kr). Jeg vurderer at den nok skal drikkes så tæt på tanken som muligt og allerede er på vej til at miste sin primær-charme. Carlo Merolli importerer Erik Bantis vine.

83 

2008: Matteo Correggia Barbera d'Alba vs. Bibbiano Chianti Classico

Adriat Vinimport er er ejet af Lolli-familien og er importøren bag bl. a. Enoteca - det skønne lille vinudsalg på Dronningens Tværgade, som drives af Paolo Lolli, forfatteren til Piemonte- og Friuliafsnittene i Politikens bog om Italiensk Vin. Adriat importerer en imponerende række af topproducenter og videredistribuerer til flere vinhandlere og restauranter. Som noget nyt kan mange af Adriats vine også købes via webshoppen vildmedvin.dk.

Blandt de italienske restauranter som har Adriats vine, er det navnkundige Svineriet i Århus og deres tilstødende brasserie Gourmet Garagen. Sidstnævnte er et hyggeligt og uformelt italiensk spisested uden franske eller nynordiske dikkedarer og med et rustikt, gedigent menu- og vinkort i den nedre prisklasse. Vi fik glimrende råmarineret torsk, saltimbocca (top!) og oste og lavede en lille piemonte-toscana battle på seriøs entry-level vin fra to gode producenter:

2008 Matteo Correggia Barbera d'Alba er blogget før i 06-versionen, denne virker en del lettere, men er dejlig i saftig stil og folder sig ud efter luft med fed, parfumeret næse af duftranke, blommelikør, blåbær og fadaromaer. Rhone-letvægter-agtig i munden med syrlig-saftig, blød bærfrugt, men hvor den bratte, tanninløse finish blotter alkoholen (14%) og efterlader et lidt ubalanceret, unuanceret indtryk. Heller ikke syren kom helt op at køre. Det bedste var sjatten med bundfald, som man kunne snuse lidt til i løbet af aftenen - den voksede sig ganske køn med fede krydderier og blomster og der skulle nok have været en god gang iltning til.

Til sammenligningen havde 2008 Bibbiano Chianti Classico noget mere at byde på, selvom jeg egentlig ikke havde forventet det. Mørke, men friskere bær, tør tobak og lidt fadsødme i duften. I smagen er der karakter og greb, både i syre og især tannin og lækker mineralsk rygrad i smagen. Slankere og mere fokuseret stil end Corregias Barbera. Omtrent samme faddosering og fylde (medium), men som sagt med bedre struktur og mere kant.

Begge vine koster omkring 100kr. i detail og 350kr. på aftenens kort. Begge dele rimeligt. Mange af kortets vine sælges også på glas.

2007 Tenuta di Ghizzano, Veneroso Toscana IGT

Tenuta di Ghizzano ligger i Colline Pisane - bakkerne (ca. 200 meters højde) syd for Pisa, tæt på den toscanske kyst. Veneroso er Ghizzanos signatur- og midlevel-vin, første gang produceret i 1985. Den laves på økologisk dyrket sangiovese (70%) og cabernet, som gærer uden tilsat gær i åbne træfade og cementtanke. Lagrer 16 mdr. på 2.-4. års barriques og tonneaux og aftappes ufiltreret på flaske.

Smuk, rubinrød farve. Nyklassisk, ren toscananæse med sødmefuld frugt af kogte kirsebær og solbær sammen med lak, lækker tobak, brakvand/sø og søde vanilie- og gummitoner fra fadet. Virkelig flot og blød duft - stilfærdig, men fokuseret og stilbevidst.
I munden er balancen med det samme slående. Mediumfyldig krop, hvor syre, sødme, frugtfylde, diskrete fadelementer og tanniner virkelig er i harmoni: Mørke, fuldmodne bær med fast - men rund og saftig - syre krydsfader med mineralske tanniner, som ligger kridtagtigt midt i munden og tager til i styrke hen mod finish. Det er typiske sangiovesetanniner, som ankommer og holder fast på en feminin måde - seriøst, men ikke voldsomt eller hårdt. Fin længde i eftersmagen med den runde, mørke frugt i centrum og bittersøde toner af tobak og kaffe.

Ligesom stilen ligger fuldstændig på plads og bevidst mellem tradition og moderne og mellem natur og teknik, er der her helt styr på vinens komponenter. Og som altid med meget harmoniske og velbalancerede vine, ligger risikoen for anonymitet og lurer. Men Veneroso holder stand med god kraft i tanninstrukturen og smuk, mørktonet elegance. Er efter min smag bedst i timerne efter åbning, hvor den har lidt behagelig grønlig friskhed og syren er mest levende. Er man til det mere runde med tydeligere sødme, kan man give den luft.Theis Vine importerer Tenuta Ghizzano. 

88 

Thomas Ilkjær, Amarone og vinene fra Valpolicella

Thomas Ilkjærs bog om Amarone og dens søskende fra Valpolicella må udfylde et gedigent hul på markedet og det er mærkeligt hvis den ikke bliver en salgssucces. Under hele opsvinget har Amarone været den store luksus-indikator i danske hjem - så meget at succesen er ved at æde sig selv med rigtig mange tvivlsomme amaroner i supermarkederne, som (med Ilkjærs egne ord i lørdagens Politiken) er 'for dyr vin og for billig amarone'. Amarone (og Veronaområdet hvor den produceres) har vundet mange hjerter, og den her bog er guf for alle dem, og samtidig guf for alle som er interesserede i vin generelt.

Stilen vil være bekendt hvis man kender 'Politikens bog om Italiensk Vin', hvor Ilkjær er redaktør og har skrevet flere kapitler. Kort, faktabokse og stofinddeling er bygget op efter samme principper, men her naturligvis udvidet og meget mere detaljeret.
Hvor man i en allround-bog hurtigt kan få lyst til viden, man ikke kan finde, bliver emnet her udtømt godt og grundigt. Ilkjær går fuldstændig i dybden med alle aspekter af vinproduktionen i Valpolicella, og det er virkelig interessant - især fordi vinfremstillingen her er så kompleks og aspekterne i produktionen er så mange: Ting som rådtyper og tørringsmetoder er fx. ikke på samme måde store, højaktuelle emner i andre rødvinsregioner.

Grundigheden i bogen er imponerende, men den største bedrift er nok alligevel måden stoffet er formidlet på. Ilkjær har fundet en perfekt balance mellem det seriøst grundige på den ene side og en engageret formidling på den anden. Bogen er fuldstændig fri for den gamle upperclass-fims (som dele af den angelsaksiske vinjournalistik stadig kæmper med). Stilen er ligefrem, personlig og levende, men er aldrig i fare for at falde i den anden grøft - angsten for grundighed, soberhed og detaljer. Ilkjær er ikke native amarone-elsker og det giver en sund, kritisk distance som klæder den naturlige kærlighed til emnet, som man må have når man skriver en bog som denne.

Det store producent-afsnit er fantastisk og kan læses af lyst eller bruges som opslag. Her kommer grundigheden helt til syne - der ligger en kæmpe indsats bag den viden, som dér gøres tilgængelig for os allesammen.

En suveræn bog med smukke billeder af René Riis. Varm anbefaling herfra.

PS. Også Finare Vinare anbefaler

2006 Giacomo Grimaldi, Barolo

Grimaldis historie er identisk med mange andre 'nyklassiske' baroloproducenter: Vingård med lang tradition for dyrkning fra gode marker som i 90'erne begynder at vinificere og aftappe selv i stedet for at sælge druerne. Arketypen på den enorme kvalitetsmæssige fremgang i Piemonte de sidste par årtier. Grimaldi råder over 10 ha. i Barolo, Monforte og Novello. De aftapper tre baroloer - enkeltmarkerne Le Coste (Monforte) og Sotto Castello di Novello og så basisblandingen her.

Mørk rubinrød farve. Kraftig modernistisk duft med kakao, banan og nyt læder i front sammen med en meget smuk parfumeret sødme af klokkerene roser ledsaget af amarene-kirsebær. Elementerne er helt tæt sammenvævede til en flot, mørk enhed og med luft kommer lidt slankere træk af mørk lakrids og ler frem, fadet integreres og frugten går mere i retning af tørrede tranebær.
Frugten springer som en vandballon helt forrest i munden med blød kirsebærfrugt og ret kraftig alkohol, som dog kølner med luft. Smagsforløbet er en del anderledes end de fleste andre nebbiolovine; vægtningen ligger forrest og der er ikke den klassiske, voldsomme syre- og tanninkadence. Frugten er blød og tyk hele vejen, tanninerne vågner lidt med luft, men er helt integrerede i forløbet og syren er afrundet fra start til slut. Meget lang og delikat eftersmag med ler, læder og kakao sammen de søde kirsebær og kogte jordbær.

Som min date hun udtrykker det: "Det er lækkert, men når man kender den lykkefølelse, det er at stikke næsen ned i et glas barolo som dufter af lyng, moskus, skov, lakrids og lyse bær, så ved jeg ikke helt med den her banankage". Med andre ord skal man være til moderne, tæmmet barolo i mørk og (relativt) blød stil med generøs faddossering - men så er det også et godt bud, vellavet er det ihvertfald og tilmed helt tilgængelig allerede nu. Et godt køb til den aktuelle tilbudspris på 240 kr. hos Theis Vine. Theis har et fremragende italiensk sortiment - og deltager for iøvrigt som noget nyt på årets Vini d'Italia. 

91 

2006 Saracco, Riesling Monferrato Bianco

Paolo Saracco i Castiglione Tinella øst for Barbaresco-distriktet råder over ialt 46 ha. Saracco er især berømt for sine udgaver af Moscato d'Asti, som mange mener er blandt de bedste overhovedet. Der produceres også pinot noir, chardonnay og 6000 flasker af denne riesling fra Graffagno-marken. Lagrer 11 måneder på ståltank sur lie.

Meget mørk gulbrun farve, vi er helt ovre mod det æblejuicede(!). Meget speciel og heftig næse, hvor sur lie-lagringen virkelig er markant med tonsvis af ristede hasselnødder, stegt smør, kraftig harpiks, lagret pecorino og maling ovenpå frugt af overmoden citron og æble sammen med mørk, jordagtig mineralitet.
I munden er der fine mikro-perler på tungen og kraftig, bred syre sammen med frugten, som er præget af æble, citron og lime. Seriøs frugt med god koncentration, især til at begynde med. Man skal ikke forvente crisp og fokus som i tysk riesling, men elementerne - frugt, syre og mineralitet - er alle i huset og balancerer godt. Lakrids og lidt mynte dukker op hen mod finish og syren er vedholdende i eftersmagen, hvor de nøddede træk trædder frem igen. Medium længde.

En delikat og anderledes rieslingoplevelse, og hvis man er til elegant og moden hvidvin (/champagne) i sur-lie-stil med de karakteristiske nødde- og toasttræk er man totalt på her. Vil nok ikke behage alle, men jeg har personligt svært ved at holde især næsen væk fra glasset.
Fascinerende hvidvin med meget speciel karakter og moden kompleksitet - vil spille genialt sammen med salater med nødder, hårde oste eller retter med safran. Carlo Merolli importerer Saracco og har af rieslingen her også 09'eren som kunne være interessant at prøve til sammenligning. 85 kr. 

90 

2008 Cantina Valpolicella Negrar, Amarone Classico 'Le Preare'

Supermarkederne bugner med mere eller mindre tvivlsom Amarone til 100+/- kr. Amarone sælger åbenbart alene på sit navn, selvom de fleste er enige om, at det er så godt som umuligt at producere ordentlig amarone-vin, som kan sælges til den pris. Hvis man kan lide den sødlige appassimento-stil, vil man som regel få langt mere ud af at finde en ripasso fra en god producent til ca. samme pris.

Acceptable og stadig relativt billige amaroneversioner findes dog indimellem trods alt, og et muligt sted at søge kunne være vine fra Cantina Valpolicella Negrar. Det er et kooperativ, som trods kæmpestørrelse (hver 8. amarone kommer herfra!) anses for at gøre en hæderlig indsats. Basisamaronen laves på 85% corvina/corvinone og 20% rondinella og lagrer på en blanding af barriques og botti i 18 måneder.

Tyktflydende i glasset og med dyb sort-rubin farve. Klassisk, sødmefuld amaronenæse med kirsebærsovs, port, blod, kraftig engelsk lakrids og krydrede toner af nelliker, lidt kanel og så en lille mælkebøtteagtig friskhed. Det er en ung amarone og der skal en del luft til for at de mere subtile af nuancerne kommer frem.
Sød og kødfuld på tungen med rosin, blod og indkogt kompot sammen med tæt lakrids og gummigtoner. Procenterne viser sig med det samme og finishen er meget alkoholpræget, men har ok tæthed i lakridstonerne og koncentration i frugt-peaket. Port, kirsebærsovs og rosin hænger ved under spritten i eftersmagen, som er mediumlang. Meget lav syre og ingen tanniner gør, at strukturen stort set alene er båret af alkohol og frugtkoncentration og det er nok ikke lige min kop vin, må jeg indrømme.

Jeg drikker ikke så ofte Amarone, men tænker hver gang over hvor specielt det egentlig er. En bastard ville være den negative formulering, unik mellemting er den positive. Selvom denne version er en acceptabel intro, skal det være bedre for at begejstre - og det er heldigvis heller ikke svært at finde. Fra Superbest/supervin.dk. 

84 

NV Jean Vesselle, Champagne Brut Reserve

Ligesom man ikke rigtig kan drikke Bolgheri uden at have Bordeaux i baghovedet, er det svært ikke at tænke på Champagne når man smager på Italiens spumantevine; i dag er en rigtig mademoiselle på besøg.

Jean Vesselle er en lille récoltant-manipulant med 11 ha i Bouzy, midt i Champagnedistriktet. Deres Non Vintage Brut Réserve er lavet på 80% pinot noir og 20% chardonnay. Størsteparten er helt ung og en mindre del (10-15%) har lagret. Denne samtidighed af frisk frugt og nuancer af ældet ditto er ret markant og en anelse besynderlig, men slet ikke ucharmerende.
Lys, hvidgul farve med moderat skum. Lækker, frisk næse med udmærket dybde og intensitet. Præget af markant appelsin(skal), lidt citrus/lime, umodne æbler og friske hasselnødder sammen med bacon og ristet brød underneden.
Lime, æble og frisk nøddehinde i smagen, som er rund og enkel med en meget delikat mundfornemmelse. Tættere på extra dry end extra brut, men frugtsyren har styrke og god koncentration og en rigtig flot bredde, som matcher den runde, let sødmefulde frugt på en fin måde.

Dejlig og frisk Champagne med karakter og god balance, og som har strejfet af storhed - men heller ikke mere end det. 249 kr. hos Vinoble. 

87 

2005 Ettore Germano, Barolo Serralunga

Ettore Germano har hjemme i Serralunga d'Alba i Barolo-zonen, hvor de dyrker druer fra ca 7 ha fordelt på de berømte marker Prapò, Lazzarito og Cerretta. Germano har en lang historie som vindyrker, men begyndte først selv at vinificere og aftappe i begyndelsen af 90'erne og idag er de blandt de bedste navne i Serralunga d'Alba.

Denne basisbarolo kommer fra yngre stokke på Prapò og Cerretta. Maceration i 10 dage og lagrer i to år på en blanding af ældre tonneaux og barriques. Germano høstede alt inden den berygtede regn i oktober og har været heldige med deres 05'ere.

Transperant granatrød. Næsen er helt vild lige fra pop med tonsvis af de klassiske Serralungaelementer: Kamfer, læder, trøfler, hvid røg, sten, tranebær og grønne jordbær. Lakrids vokser frem med luft og dominerer efterhånden.
Hård i munden, hvor tannierne lurer som talkum forrest i munden helt fra starten. Tranebærdomineret frugt, som er noget tilbagetrukket i forhold til den sort-grønne power i front med læder, druekerne, tynd kaffe og røg og den heftige syre, som har den klassiske stålagtige bredde og kraft. Finishen lukker rigtig flot med stort samtidigt syre- og tanninpeak. I eftersmagen bliver syren bare ved og ved og klinger kun modvilligt ud sammen med engelsk lakrids, afdæmpede bær, stilk og lille antydning af flødekaramel helt ude. Man kunne godt have ønsket sig mere frugt, men overordnet er indtrykket fantastisk - når man drømmer om Barolo er det sådan her de smager og dufter.

Jeg har smagt de fleste af Germanos baroloer fra de seneste fire årgange og har været imponeret hver gang. Det er en ren stil, men ikke slank; der er muskler og bredde i Germanos Barolo. Sergio Germano udtrykker det præcist i Winefactorys lille interview fra sidste års Vini d'Italia: "I would like to express the character of the Serralunga terroir (..), I want to express the power of nebbiolo but also the elegance". Dét lykkes virkelig, varme anbefalinger herfra. Importeres af Viniropa.
92

(Læs også om Germano i Italienska Viners indlæg fra Vini d'Italia og mit her. Dette års messe er i Politikens Hus 11. og 12. marts, Vi ses!) 

2009 J. Hofstätter, Lagrein

Alto Adige (Sydtyrol) er Italiens nordligste vinregion - og også en af de mest dynamiske. Her i alpelandet dyrkes bl. a. pinot (blanc og grigio), chardonnay og gewürztraminer, som kommer herfra. Af de blå er lagrein, pinot noir og schiava (vernatsch) de mest udbredte sorter.

Hofstätter er et gammelt hus, som har hjemme i Tramin. De producerer fra ca. 50 ha og er kendt for deres udgaver af pinot noir og traminer aromatico (gewürztraminer), men også lagrein som vi tester her.

Dyb, mørk rubinrød farve og en vidt åben og meget indtagende næse - frisk og varm på samme tid; bred, parfumeret stil med nyplukkede sorte bær og sødlakrids og toner af mælk, lade (støv/korn) plus en lille antydning af fadagtig karamel og søde urter.
Mørk og meget fyldig frugtighed i smagen i mediumfyldig krop. Frugtsyren er frisk og prikker næsten forrest på tungen, men det er en utrolig blød og frugtig vin med de modne sorte bær, rødt melet æble og lidt kvasede toner af bærbuskblade. Finishen har helt små, men velplacerede lakrids-tanniner og den friske varme frugt dominerer overalt - også i eftersmagen sammen med en lille smørnote. Det er en meget velbalanceret vin, som er fattig på syre og tannin, men frugtens fylde er imponerende og udgør på den måde nærmest en slags alternativt strukturparameter.

Flot komponeret og ekstremt drikkevenlig - men bestemt ikke på en kedelig måde, der er godt med personlighed: Lagrein er meget letgenkendelig drue med sin paradoksale kombination af blød, mørk frugtfylde og næsten hvidvinsagtig struktur.
€12,50 hos Weinladen Schmidt i Berlin, 112 kr. herhjemme hos Enoteca. 

87 

2009 Sirch, Ribolla Gialla COF

Colli Orientali del Friuli (COF) er sammen med Collio de førende områder i regionen Friuli, som ligger nordøst for Veneto helt op ad alperne og den slovenske grænse. Ribolla gialla og friuliano er et par af de grønne indfødte sorter som sammen med internationale sorter som sauvignon, pinot grigio, chardonnay m. fl. danner grundlaget for en varieret produktion (typisk af enkeltsortsvine) på et generelt meget højt niveau. 

Sirch's ribolla gialla har en lys, citronsaftet farve med små grønne nuancer. Grønfrugtig frisk næse med melon, pære og citrus i front og underneden niveacreme, youghurt og klare smeltevandsbæk-agtige mineralske træk.
Lækker grøn melon i smagen sammen med Ramlösa citrus i et meget harmonisk forløb, der begynder med helt let perlen og frisk, syrlig frugt og slutter i en fin finish med en hel del lakrids og mineraler ud i eftersmagen. Der er en rigtig flot spændt bue i forløbet og der er ok længde og intensitet i eftersmagen.
Her er balance mellem syre, frugt, mineraler og alkohol (12,5) - det er en enkel, men karakterfuld hvidvin, hvor ingen elementer stikker ud, og fornemmelsen af harmoni og delikat friskhed er hovedindtrykket. 10€ i tyskland hos superiore.de
86

Det er ikke en stor kendis-region, men Friuli hører til blandt de bedste hvidvinsområder i verden. Her er stor mangfoldighed og skaberlyst, og også rødvinene stormer frem. Vil man undersøge Friuli nærmere anbefales det varmt at læse bloggen Billigt Vin, hvor Ingvar Johansson er en stor Friuli-kender. Eller bloggen bag Do Bianchi & Co's årlige Friulidelegation. 

1997 Guiseppe Mascarello e Figlio, Langhe Status

Langhe Rosso på 70% nebbiolo, 25% barbera og 5% freisa fra en af de store klassikere i Monforte d'Alba, Barolo. Langhe Rosso er hos mange producenter det man skæmtende kalder gulvopfej, altså 2.-, 3.-, 4.-sorteringsdruer af forskellig slags som blandes til en absolut basisbordvin. Det er der ikke tale om her. Mascarellos Status er et blend på et højt niveau fra Mascarellos marker i Castiglione Faletto og Santo Stefano i Monforte d'Alba. Maceration i 2-3 uger og 24 måneder på mellemstore fade. Den er bygget til et mellemlangt liv - det får den lov at bevise her, hvor vi tester 97'eren.

Flot moden farve - rabarberfarvet med rødbrune træk. Næsen er ikke så intens, men delikat og mangelaget med modenhed og tydeligt præg af især nebbiolo, men også barbera. Blød frugt med bolcheagtig sødme og bærtærte sammen med nebbiolos rust, frugtsten og slanke lakrids og tertiære elementer af røget kød, balsamico og tjære. Man skal give den fuld opmærksomhed og ikke servere for kold - men så er der også fin subtil kompleksitet i duften.

Moden elegance i smagen, syren er stadig særdeles levende og spiller flot sammen med den sødmefulde, blide bolchefrugt. Tanninerne er helt integrerede, men klart tilstede i det klassiske samspil med saltlakrids og lille tjæresnert i finishen. Det som imponerer her er den fylde og dybde der er i frugten. Ikke på en aggressiv og magtfuld måde overhovedet, men roligt og elegant folder den sig ud. Lang eftersmag med jordbær i forskellige modenhedsgrader sammen med lidt tjære og balsamico.
Status 1997 minder mig på en måde om skuespillerinder som Juliette Binoche; past her day, ja - men den klassiske, dybe skønhed fortager sig ligesom aldrig.

Den her vin oser af kvalitet, helt fra prop til langt ud i eftersmagen er alt gjort med en omhu som man kun kan beundre. Det her må allerede være kandidat til årets køb: 75 kr, getouttahere! Carlo Merolli ryder op et par dage endnu..
89

PS. Who Cut The Cheeze tester 99'eren her, Finare Vinare tester 01'eren her og Vinhulen begge her 

2007 Masi, Brolo di Campofiorin

I Valpolicella skelner man mellem to grundlæggende måder at fremstille en ripasso-vin på. Enten ved at lade den almindelige Valpolicella-vin 'passere gennem' kvaset fra fra recioto- eller amaroneproduktionen og derved vaske sukker-, alkohol- og smagsrester fra kvaset ud i vinen. Den anden måde er at tilføje et hold tørrede druer til den almindelige valpolicella-vin og derved starte en ny gærring. Det kaldes dobbeltgærring (doppio fermentazione) og er den metode Masi anvendte til deres Campofiorin, som var en af de første ripasso-vine i 60'erne.

Masi er en gigant i Valpolicella, som trods enorm produktion har beholdt et kvalitesfokus og engagement og har om nogen været i front i markedsføringen af Valpolicellas særlige metoder og vine. I midten af 90'erne lancerede Masi en storebror til Campofiorin med tilnavnet Brolo fra de 5 ha som udgjorde den oprindelige mark til Campofiorin. Brolo er lavet på 80% corvina/corvinone og 20% rondinella, de tørrede druer der tilsættes til andengærringen er udelukkende corvina og den lagrer to år på 600-liters fade (70% ristet fransk og 30% slavonsk).

Brolo di Campofiorin er mørk rubinrød med sortviolette træk. Smuk farve. Masser af Valpolicella i næsen med de karakteristiske søde kirsebær, rosiner og mandler, men også klare træk fra fadet i form af kaffe, kakao, bananmos og lidt mint. Duften er egentlig ret lækker i den her stil og ok at snuse til. Med luft integreres fadaromaerne noget og kompleksiteten vokser en smule med lidt mørk mineralitet og lette animalske toner.
I munden er vinen ikke vildt spændende. Glat og ok, men hul på en måde. Frugten er god og fyldig med behersket sødme, men man savner greb og karakter. Lidt fadtanniner i finishen, men ikke nok styrke her heller til at hamle op med den høje alkohol. Kort udklang præget af alkohol i svælget.
Det er ikke nogen dårlig vin, og hvis den lige får tid til at smide noget fad er der også fin Valpolicella- og ripassokarakter. Men poleret og lidt kønsløs er den også. 

86 

Moden hverdags-aglianico

Jeg har flere gange erfaret at aglianico ligesom sangiovese kan være meget tilknappet og mere eller mindre præget af reduktion i sin pure ungdom - også i basisvinene som jo ellers netop er beregnet til at blive drukket helt unge og friske og uden så mange dikkedarer som fx karafler osv. Mange af disse vine vil dog (stik imod fornuften og intentionen) måske faktisk være bedst efter nogle år på flaske. Men det er selvfølgelig  gambling, fordi materialet i mange tilfælde slet ikke er godt nok til at klare tabet af umiddelbar friskhed. Vi prøver med et par modne frugter plukket fra Carlo Merollis januaroprydning:

2004 Castelmagno, Sannio Aglianico
Vi er i Kampanien, nærmere bestemt nordøst for Vesuvio og Napoli. Sannio DOC dækker hele Beneventano-provinsen, den nordlige nabo til Avellino-provinsen, som er Kampaniens vinmæssige storebror med de tre store DOCG'er Taurasi, Greco di Tufo og Fiano d'Avellino. Aglianicodruen er den røde konge i Kampanien og således også i Beneventano.

Lad os starte helt udefra: Castelmagnos Aglianico kommer i den grimmeste flaske ever og proppen er dårlig og lille og halvt gennemvædet. Nu lader jeg mig kun i beskeden grad forføre af det ydre, men forventningerne er alligevel i bund og man håber på en måde at selve vinen overrasker; det ville der være en vis tilfredsstillende retfærdighed i..
Og det sker næsten. Aglianicoen her har nemlig en ganske fin, udviklet duft - lettere æterisk og med en klar to-sporet profil af lys hindbær, frisk blomme og kemiske træk på toppen og en mørk, vampet bund med bagt marcipan, tørt træ, sure sokker og læder.
I munden er frugtens karakter egentlig frisk, syrlig og lys, men man kan ikke overse en lettere oxideret tone som relativt hurtigt vokser i glasset. Ellers ok saftighed i smagen, men finishen mangler bid og kraft. Finkornede små tanniner med ok længde åbner eftersmagen.
Kvaliteterne er ikke svære at få øje på, når man smager på den for sig selv - men sammen med mad lider den lidt under manglende styrke. Alligevel er det samlet set en ganske god flaske bordvin med dejligt lav alkohol (12%), fin druekarakter og en lidt vaklende statur som vækker en slags omsorg.
82

2003 D'Angelo, Sacravite Basilicata IGT
D'Angelo er et af de største og absolut førende huse i den ellers nemt oversete region Basilicata. Også her dyrkes primært aglianico og 'Sacravite' er en af basis-aglianocoerne fra D'Angelo, som producerer en stor håndfuld aglianico-baserede vine i varierende stil og tyngde, med kvalitativt fokus og traditionelle metoder.

Farven er mat rubinrød med brunrøde toner. Duften lægger virkelig svinsk ud med snavset dyrepels, urin og terpentin. Det viger en smule for en medium-intens næse med røde tilbagetrukne bær (jordbær og hindbær), røg, lak og masser af læder. Delikat på en lidt rå og dirty måde.
Frugten er en smule fraværende i munden, men ellers virker den egentlig ikke 7 år gammel. Mellemfyldig vin med røde bær, frisk syre, masser af røg og og gammelt læder og fast, integreret tannin i finishen. Benzin og limeskal i eftersmagen aftager med luft.
Selvom det er en absolut moden vin skal den nok fluftes lidt for at smide de mest urene træk. Men så er den også god.
84

Det er et par beskidte tøjter, disse modne og lettere affældige aglianicoer. Men det er heller ikke dårligt. Tværtimod spændende at møde, selvom det nok står klart at der skal større vine til at årene for alvor åbner for noget. 

NV Adami, Prosecco Superiore 'Bosca di Gica'

Spumante fra den nyslåede DOCG Conegliano Valdobbiadene Prosecco Superiore på 97% Prosecco og 3% Chardonnay.

Hvidgul farve med moderat skummen. Køn, enkel næse med Champagnebrus-is, æbleskrog og en mørk kul-agtig mineralitet.
I munden er den frisk og godt syrlig med tilpas skum og fin lys frugt af kernehus og hvide blomster. Kul og mandel i karakteristisk finish med god styrke som leder over i en syrepræget finale, der er til den korte side.
Frisk, tør og enkel Prosecco som er ideel til aperitif og antipasti eller sart fisk. Vinder en del med luft og sjatten er stadig lækker på andendagen, så dekantering er måske faktisk en ide her?
€12 i Tyskland hos Superiore.de 

85 

2006 Calabretta, Nerello Mascalese 'Nonna Concetta' Sicilia IGT

En 'extrem fyndvarning' fra Patrik på Italienska Viner bør man ikke sidde overhørig, og idag er det blevet tid til at teste Calabrettas 'Nonna Concetta'. Nerello Mascalese-druerne dyrkes langt oppe ad Etna, i over 700 meters højde, fra ældgamle stokke på 70+ år med helt lavt udbytte. Kun 600 flasker produceres af denne topcuvée.

Dyb rubinrød farve med lysebrune nuancer. Smuk og kompleks næse med elegant, lys bærfrugt og en meget karakteristisk sød floralitet af tulipan, hyacinth og ananas sammen med mørke toner af læder, bark og lakrids.
Smagen er intet mindre end fantastisk med klokkeklar frugt og utrolig balance mellem heftig syre, blød kompleks frugt og en knogleagtig mineralitet. Det er en vin med en smuk, massiv struktur hvor hård og rå syre matches af vilde tanniner, som limer gummer, kinder og tunge fuldstændig sammen i en magtdemonstration af en finale. Jordbær laangt, langt ud i eftersmagen sammen med pirrende ananaset syre og mineralske elementer af kalk og hvid røg.

En klassicistisk marmorskulptur af en vin - blank, forfinet og alligevel tonstung. Det er kort sagt mega-imponerende og selvom strukturens heftighed og den slanke frugt minder en hel del om stor traditionel Barolo/Barbaresco, er det en særegen personlighed som åbner sig her. En parfume som er speciel - en fed tulipanagtig tone, som jeg ikke har mødt før. Lækkert er det ihvertfald, overlækkert endda. 159 kr. hos Carlo Merolli - værsgo! 

93 

2008 Spadaio e Piecorto, Chianti Classico

Chianti Classico på 95% Sangiovese og 5% Canaiolo lagret 15 måneder på franske tonneaux (500-700 liters fade).

Semi-transperant rødbedeagtig farve. At man allerede på proppen kan dufte at den her sangiovese fra 2008 ikke behøver at blive luftet sønderligt siger meget om stilen: Kort maceration og mikrooxidering på tank og fade: Klar til pop-n-pour anytime, anywhere. Moderne stil med andre ord, og selvom jeg personligt måske ikke lyder top-entusiastisk er det nok alligevel primært i denne stil, man finder de vine, som har genrejst Chianti Classico med gode vine fra fx. Querciabella, Fonterutoli, Fontodi, Badia e Coltibuono og mange flere.

Diskret næse, som ikke giver meget fra sig, men som har de klassike sure kirsebær, lidt mørkere bløde bær i baggrunden og en god dosis sort læder sammen med integrerede, søde fadtoner af ristede nødder og farin.
I munden er der gode, sure kirsebær og salt frugtsuppe sammen med diskret surdej og kvasagtig æblestilk. Tanninerne peaker kort i udmærket finish med den kvasede syre tilbage i eftersmagen. Strukturen er generelt noget slap, men der er ok balance mellem sure, søde og grønne elementer og god fadhåndtering.

Det er en fin og letdrikkelig Chianti i mellemfyldig krop, som også lige klarer lidt mere seriøse retter. Men vi når ikke op på niveau med de store navne i denne stilart. Frugten savner dybde og især koncentration, og indtrykket er overordnet en behagelig og poleret Chianti Classico, som dog bestemt ikke er noget særligt. Hvor i alverden kommer de tre Gambero Rosso-glas fra? 

85 

2008 Garofoli, Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Superiore 'Podium'

Verdicchio dei Castelli di Jesi er Marche-regionens største vin i omfang og classico-delen er hele 2/3 af den samlede zone. Her produceres nogle af Italiens bedste hvidvine og Garofolis topvine anses normalt for at være blandt appellationens referencevine.

'Podium' er fra Garofolis egne marker omkring Montecarotto vest for Jesi. Den har en halmgul farve med grønlige træk og en indtagende duft med spændstige, søde æbler og pærer, parmigiano og smør. Virkelig frugtig, men også med kompleksitet og karakter i form af mineraler og mejeri.

I munden er der forrest antydning af lækre mikro-perler og en fed og tæt cremet smag med honningbolcher, pære og anis. Der er en ret utrolig bolcheagtig konsistens i frugten henover midtpaleten og i finishen spidser den til med slankere antydninger af mynte, stål og anis og en vel nærværende alkohol (14%). Flot længde og dybde i eftersmagen som desværre åbner lidt sprittet.

Der er en god balance mellem friskhed i syre og mineralitet på den ene side og sødmen i den tætte frugt på den anden. Personligt synes jeg alkoholen bliver vel kraftig i finishen og det er generelt en hvidvin i den oppulente genre, selvom læsset aldrig vælter til den uelegante side. Parrer man den med fisk eller salater skal det være i de velnærende ender af spektrene. Et fremragende glas ikke desto mindre, helt op ad Tavignanos ligeså kraftige VCJ 'Misco' i stilen (med et plus for en mere intens næse). Kunne nok med fordel ligge lidt. 

89+