Gerbola på Ahlefeldstgade

Brødrende Gerbola har hidtil haft lager og udsalg i deres 'vinbunker' på Fredriksberg, men er nu flyttet ind mere centralt, på Ahlefeldtsgade 16 ved Ørstedsparken. I går åbnede biksen med smagning af sortimentet, jeg smagte fx. i anledning af det obskønt smukke forårsvejr årets første rosato: Nys hjemkomne 2010 Cantina Tramin, T Rosé på merlot, lagrein og pinot nero - en skøn og ukompliceret vin, der oser af jordbær, hindbær og sødlakrids og har en fin - og ikke for sød - frugtfylde med ok friskhed og fine bittertoner.

Gerbola Vin har et fantastisk, nichepræget norditaliensk sortiment: Principiano, Schiopetto, Clementi, Azelia, Cantina Tramin m. fl. Er man til den slags (who isn't?!) kan det virkelig anbefales at svinge forbi Ahlefeldtsgade 16, når der er åbent om torsdagen.

PS. Italenska Viner har flere gange blogget fra Gerbola-bunkeren. 

Blanc

2009 Domaine de l'Évêche, Bourgogne Côte Chalonnaise

Det lille familiedrevne propriétaire-récoltant i Mercurey (St. Denis de Vaux) producerer fra 12 ha med pinot noir, aligoté og chardonnay. Importeres til få restauranter i Danmark og sælges ikke en detail.
Lys, hvidgul farve. Intens, ultramineralsk næse - virkelig klassisk Bourgogne med umoden ananas, syrlig æblegrød, citrus og flint en masse. Der er en flot styrke i duften og det er virkelig skolebogseksempel på duften af Bourgogne og en næse med karakter, som hænger længe i næsen.
Smagen er knastør og slank med kraftig syre og letbitter, mineralsk karakter: Granny Smith og ananasæble sammen med stål, blommesten og citron. Lakridsvingummi kommer frem hen mod finish og eftersmagen har bittertoner fra stenfrugt, appelsinhinde og (mørke) mineraler.
Det her er en lille perle af en vin, indbegrebet af chardonnay i Bourgogne. Mellemfyldig og ikke 'stor' eller fadet, men bare rank elegance, typicitet og fantastisk drikkeglæde.

2009 Chateau Bois Noir, Blanc de Bois Noir
En anden ikke-importeret vin, som mine kære beaux-parents har hjembragt fra Fronsac, er den skønne hvide basisvin fra Chateau de Bois Noir i Marinsin, som ejes af det store Fronsac-slot Chateau de la Riviere: Blanc de Bois Noir på 50% Sauvignon, 25% Muscadelle og 25% Semillon fra de halvanden hektar med grønne druer af slottets ialt 26.
Mørk-gylden farve. Kratig næse med moden frugt af abrikos, melon og gule roser sammen med lidt youghurt, anis-lakrids, rå løg og et touch af mineralsk kølighed.
Blød frugt og lav syre forrest i munden, med sød, moden abrikos, hyldeblomstsaft og fede blomster. Frugten er fyldig og finishen er flot og karakteristisk med anis og markante bittertoner, som holder langt ud i eftersmagen sammen med den gyldne tropefrugt.
Muscadelle går tydeligt igennem med sin sødmefulde hyldeblomstfrugt. En forførende hvidvin i en mere fedladen og syrefattig stil end jeg ellers kender hvid Bordeaux for, men den markante bitterhed redder det hele hjem i en rigtig flot og atypisk helhed, hvor friskheden bæres af bittertoner fremfor syre.

2009 Domaine Cédrick Bardin, Puilly Fumé
Ren sauvignon fra Loire. På 15-årige stokke, lagrer et halvt år sur lie.
Dyb, gul farve og en meget delikat, beskeden duft af citrus, melon og forårsblade sammen med kalkmineral og en ganske lille hvid peber-/safranagtig krydring.
Smagen er kraftig mineralsk med en næsten uigennemtrængelig viskositet: Slank, men meget koncentreret frugt af citrus, melon og grape og nærmest flydende sten i strukturen. Syren frisker godt op og afstemmer helheden perfekt og ledsages af en let bitterhed a la nøddehinde og friske blade.
Det er en let og afdæmpet duft- og smagsprofil som man plejer at møde i mellemfyldige vine og derfor overrasker den kraftige krop lidt. Men en flot og stilren Loirevin i den koncentrerede ende og en super ledsager til stegt fisk. Den ændrer sig meget efterhånden som temperaturen stiger - folder sig flot ud i bred hyldeblomst og citrusen drejer næsten over i appelsin. Skønt.

Tre basishvide franskmænd fra små producenter - meget forskellige og meget karakterfulde hvidvine, som er kærkomne eksempler på hvor meget godt der findes også udenfor DK-importørernes hovedårer.

2006 Borgo Scopetto, Chianti Classico Riserva Misciano

Borgo Scopetto i Castelnuovo Berardenga producerer fra 70 hektar, hvoraf 40 ligger i Chianti Classico-distriktet. Topvinen er riservaen på ren sangiovese fra marken Misciano i 370 meters højde. Den lagrer 18-24 måneder på en blanding af botti (30hl) og tonneaux (3-5hl)

Mørk rubinrød farve med violette træk. Duften kombinerer frisk, mørkerød frugt med et markant fadpræg: Sorte kirsebær, cola, smør og læder sammen med lidt tobak og grønlige, bladagtige træk af græs/bøgeblade.
Smagen er mediumfyldig med frisk, syrlig frugt af kirsebær og hindbær sammen med mørkere bittertoner af tobak og læder. Finishen trækker godt ud og helt til sidst sætter ganske effektive tanniner ind og tørrer op. Eftersmagen har medium længde med kirsebærfrugten, tør tobak og lidt besynderlige træk, hvor det bladgrønne fra duften sætter igennem sammen med syre og fadaromaer - et sjovt strejf af gammeldags hovedsalat med mormordressing (fløde+citron).

Frugten er saftig, men ikke særlig interessant i sin smagsprofil og selvom det med sin gode struktur er en fin madledsager til mellemkraftige kødretter (ret effektiv til saltimbocca med blød polenta og mælkebøtter), er det ikke nogen uforglemmelig vin. Ikke engang til prisen. Den mangler koncentration og dybde især i frugten, og en bedre sammenhæng mellem den tynde frugt og det fede fadpræg. Vinder ikke med luft - der bliver varmet lidt op under læder- og tobaktonerne, men tabet af den indledende grønlige friskhed gør ondt. Det er bestemt ikke nogen dårlig vin, men enkeltmark+riserva+2006 burde have været lig med noget større. 90 kr. hos Vinoble. 

85 

2003 Schiavenza Barolo, Bricco Cerretta

Schiavenza er en af mine favoritproducenter som i deres baroloer kombinerer traditionel stil med en utrolig kraft og åben fedme. 2003 var et problematisk år på grund af varmen, men mange traditionelt orienterede producenter har lavet flotte vine, måske fordi de netop generelt ikke går efter at kompencere maksimalt for et køligt klima. Schiavenza producerer enkeltmarksbarolo fra Bricco Cerretta, Prapó og Broglio i Serralunga d'Alba samt Perno i Monforte.

Bricco Cerretta er rødbrun i farven og lægger du med en meget lukket duft ved åbning. Åbner gradvist op med klassisk barolo-næse af jordbærgrød, blommer, ferskensten, kamfer, kraftig fed anis sammen med mørk-bitre elementer af engelsk lakrids, rust og læder. Mediumintens men ikke desto mindre dejlig at dufte til!
Smagen er blød og virkelig flot - koncentreret og uhyre velbalanceret med rød, syrligt-støvet frugt, som har konstant kraft hele vejen henover forløbet, men alligevel opleves blød og indbydende. Suveræn dybde i jordbær- og rabarberfrugten. Sødt æble og kraftig anis sammen med talkum/kridt hen mod finish, indtil de typiske, resolutte tanniner tager helt over og kadencerer heftigt sammen med syren. Lækker, kompleks og lang eftersmag med både syre og sødme i frugten med anis, rarbarber, læder, lidt kærnemælk og så ribs helt ude i spidsen.

En fremragende vin, men i forhold til søstrene fra Prapò og Broglio ikke helt så oppulent og 'Schiavenza-agtig' - med det mener jeg mindre kødfuld og mere slank og feminin i stilen med relativt(!) afdæmpet frugt og en lidt blødere syre. Kort sagt en smule mere almindelig. Men stadig en virkelig skøn vin, som har mange år i sig endnu. Giv den en kort tur i karaflen/skålen for at åbne op.
Læs evt. mere om Schiavenzas Cerretta og 03'ere her og hos Italienska Viner - og tjek VPK2881's test af de tre enkeltmarks-03'ere ved siden af hinanden. Carlo Merolli importerer. 

92 

1999 Podere Capaccia, Querciagrande

Podere Capaccia ligger i Radda in Chianti, i hjertet af Chianti Classico-distriktet. De producerer en fremragende og meget klassisk Chianti Classico, en riserva og så topvinen Querciagrande, som aftappes under Colli della Toscana Centrale IGT og kun produceres i gode årgange. 100% Sangiovese som lagrer 14 måneder på franske barriques, 6 måneder på stål og halvandet år i flasken inden den frigives.

Utrolig smuk, moden farve - orange med mørk rubinrød kerne. Lidt reserveret i duften, men åbner op henover aftenen med meget udviklet og syrlig duft: Masser af læder-nuancer, papkasse, rød peber, engelsk lakrids og ribsfrugt - man kan virkelig dufte syren. Lille snert af søde, cedersvøbte kirsebær; trifli-/ likøragtige, som med luft vokser til en fin amaretto-duft - en meget delikat og forførende sangiovesenæse.
Syren ligger helt forrest i smagen og er virkelig kraftig. Meget alder i munden med pap/avis, læder og den syrlige ribsfrugt plus lille antydning af fadsødmen og -gummi i bagkanten. Savner intensitet og dybde i frugten, især henover finish og ud i eftersmagen. Finishen er domineret af den skarpe syre og lidt affældige tanniner som egentlig tager godt fat, men slipper ret hurtigt og blotter en lidt tynd frugt allerede tidligt i eftersmagen. Med luft samler smagen sig dog rigtig godt, frugten trædder klarere frem og sødmen bliver tydeligere - men udklangen forbliver svag.
Der er ingen tvivl om dette er en vin af høj kvalitet og med storhed i antrækket, men den toppede nok for minimum et par år siden. Men trods alt meget kapabel på bordet og slet ikke dårlig - især vokser en smuk, moden duft frem med luft. 

88 

2009 Fattoria San Franceso, Cirò Rosso Classico

Cirò DOC ligger i det sydøstligste Kalabrien - helt nede på den italienske støvlesål. Den indfødte hoveddrue er gaglioppo og de to store kvalitetsproducenter er Librandi og San Francesco. Førstnævnte har et mere internationalt snit i stilen, San Francesco satser mere fokuseret på Cirò-vine. Denne basisudgave er på 100% Gaglioppo dyrket i 500 meters højde med kort maceration og lagring på stål.

Farven er dyb, men transperant rubinrød med rødbrunlige træk. Duften er æterisk og slank med tydelige blommer og overmodne jordbær sammen med hvid røg, lakrids, varme dæk og lidt marcipan. Lækker næse i kølig stil (forbavsende nebbiolo- eller nerello-agtig) - det er meget tydeligt at den er dyrket i højden, her er vi langt fra fordommen om slap syditaliensk marmeladevin!
Mediumfyldig smag med dyb syre og rød frugt. Også en vis afventende seriøsitet og bredde, men hovedindtrykket er saftigt og friskt. Flot balance mellem afdæmpet, saftig frugt på den ene side og de tørre røg- og jordelementer på den anden. Finalen har saftighed i syre og tannin og fin (pulver)lakrids. Fyldigheden øges faktisk henover forløbet og her i overgangen fra finalen til efterklang er det en vin med ganske bred fylde. Gode tanniner sætter sig fast på tænderne og laver struktur helt ud i eftersmagen, som er ret speciel med bladgrønne toner af græs, krydderurter og humle sammen med syrlig blommefrugt.

Det er en fantastisk hverdagsvin til pasta, pizza og lignende. Slank, saftig og med en rensende struktur og godt med karakter. Slår uden problemer Librandis basis-Ciro. Ufattelig value til €5,25 i det skønne italienske supermarked i Berlin 'Centro Italia' (nu med nyåbnet afdeling på Prenzlauer Berg), og også flot til 65/59 kr. hos Carlo Merolli. 

87

2007 Pelissero, Barbaresco Nubiola

Det er som om 2005-årgangen af denne vin har stået på hylderne i en evighed. Gobi/Superbest sprang nemlig 2006 over og har først for nylig fået den nye årgang. Hvorfor ventetiden har føltes lang, kan fx. læses her og her: 2005 er ikke decideret dårlig i Barbaresco, men bestemt heller ikke super, og den svage årgang syntes at have mærket Pelisseros Nubiola. Syrefattig, mat og faddomineret præg på en vin, som ellers må siges at være et af de få store lyspunkter på de grå supermarkedshylder.

Pelissero producerer to dolcettoer (bl. a. den fremragende Munfrina), barbera og fire nebbiolovine fra 30 hektar i Treiso i Barbarescozonen. Barbaresco Nubiola er (semi)modernistisk anlagt med (sandsynligvis ret kort) maceration i rotofermentatorer og halvandet års lagring på en blanding af botti og barriques, hvoraf 10% er nye.
Rubinrød farve med tomatorange tendenser. Det er ved allerførste snif helt åbenlyst, at dette er en anden vin end 05'eren. Den åbner flot op med en mørk, æterisk næse med masser af jord, syrlige lyse (vingummi-)bær, ferskensten, (para)nødder, friske champignons, lakrids og mørkt læder - plus understrøm af kinesisk supermarked og eukalyptusbolcher. Lækker, mediumintens duft som i stil minder meget om Sottimanos skov- og nøddefester. Her i 07'eren er fadet slet ikke tilstede som sig selv, men bygget ind i vinen. Med luft vokser marcipan, appelsinskal og kridt ud af den røde frugt til en virkelig flot og mere klassisk nebbiolonæse.
Smagen er ren og fyldig med fede, let balsamiske bær, jord og røg. Stor fylde i frugten og flot fokus hele vejen. Syren er virkelig tændt og vedholdende og kulminerer i finishen sammen med tæt sødlakrids og rabarbertærte-frugt. De jordagtige tanniner har til at begynde med ikke helt kraft og greb nok til at lukke forløbet tilfredsstillende, men vågner helt op til dåd med luft. Det kage-agtige ligger over ud i den lange eftersmag med smørtoner, paranødder og lækre syrlige bær.

Antonio Galloni (Robert Parkers Wine Advocate) er ude med 93 points og det er da klart i overkanten (virker i det hele taget som om Bob har bedt ham sænke barren lidt..) - men alligevel slet ikke så langt ude som jeg havde forestillet mig. Rigtig flot Barbaresco, som er overraskende klar allerede og virkelig velbalanceret. 100 kr. er en suveræn pris. 

91

Finare Vinare har smagt 06'eren og flere andre Pelissero-vine 

2009 Muri-Gries, Lagrein

Muri-Gries er et gammelt benediktinerkloster i Bolzano i Alto Adige (Sydtyrol), som producerer vin fra 20 hektar. Basis-lagreinen hér macererer i 8 dage og lagrer 6 måneder på botti, husets lagrein riserva har lidt længere maceration og lagrer 12+ måneder på barriques.

Noget som er fascinerende ved fx. nebbiolodruen er dens totale mangel på sammenhæng mellem farve og kraft. Nebbiolos lyse transparens signalerer en lethed, som på ingen måde harmonerer med den magtfulde megapower man kan møde i duft og smag. På samme måde er det med lagrein - bare omvendt: Lagrein giver tætfarvede, mørke vine som trods farven og stofrigdommen er lette og bløde med en næsten hvidvinsagtig struktur og smagsprofil.

Sådan er det også med denne udgave af lagrein. Sortlilla og helt tæt farve med næsten synligt pigment. Blød og mediumintens duft med kraftigt rødt æble, blåbær, youghurt og lettere toner af pulverlakrids og friskt læder.
Masser af friskplukkede blåbær, æble og skovbæryoughurt i smagen. Syren er levende og nærværende, men ikke dyb eller gennemtrængende, så det overordnede indtryk er en frugtig og blød vin, med god fylde og en 'bred' karakter. Finishen er frugtdrevet og har ultralette tanniner i æbleskræl-genren sammen med let pulverlakrids og mandelbitterhed. Medium længde i eftersmagen, hvor tonerne af melet æble og bæryoughurt går igen sammen med behagelige bittertoner.
Fremfor alt en saftig vin i en subtil og paradoksal stil som kombinerer mørk frugtkoncentration med blød og let struktur - virkelig tiltalende på en anderledes måde, lagrein er helt sin egen. Masser af ren druekarakter og umiddelbar drikkeglæde til en god pris. Anbefales, men findes desværre ikke i DK - €9,50 i Centro Italia, Berlin. 

86 

2006 Benanti, Etna Rosso 'Rosso di Verzella'

Benantis basis-rosso fra Etna. Primært nerello mascalese fra 40-årige stokke dyrket i 700 meters højde i Verzella-kommunen på nordsiden af vulkanen. Lagret 9 måneder på barriques.

Transparent rubinrød med let teglfarvede tendenser. Medium intensitet i duften som er typisk for nerello mascalese med tobak, jord, lys parfumeret frugt og slank mineralitet sammen med diskrete træk af fad. En lækker næse som lider lidt under manglende intensitet, men vågner lidt op med luft og giver ok typicitet og kompleksitet for prisklassen.
Smagen er mediumfyldig med frisk syre og slank frugt og så masser af de lækre, tørre jord-, tobak-, lakrids- og ståltræk. Heller ikke her i munden fornægter den parfumerede nerello sig: HubbaBubba-tyggegummi og blomster ligger som en lun understrøm i den ellers kølige, tørre karakter.
En fin og frisk madledsager, som er i sit es med fx. kraftige pastaretter eller risotto. De rigtige elementer er der, men man savner intensitet og kraft. Måske var der mere af det for et år eller tre siden. 

86 

2009 Villa Martina, Friulano Collio

Hvidvinsdruen tocai friulano er en af Friulis indfødte stoltheder med en meget lang historie. Derfor er det også lettere bizart at EU har beordret tocai fjernet fra navnet, for at beskytte Ungarns produktion af den søde (og iøvrigt fantastiske) Tokaj. Men friulano er da under alle omstændigheder et retvisende navn.. Denne udgave kommer fra Collio DOC i den østligste del af regionen Friuli-Venezia Giuli.

Helt lys farve og enkel, frisk næse med hård pære, melon, lidt anis og latex. Blød og ren i smagen med friskt attack af slank pære og umoden melon, som hen mod finish drejer i en markant bitter, men også saftigere, retning med godt greb og god sprødhed. Salt-mineralsk kerne og bitterhed a la latexhandsker. Eftersmagen er slank, ok afbalanceret og delikat med fine salt-, bitter- og anistoner og elementerne klinger ud stille og roligt. Det er overordnet en god, ukompliceret hvidvin som til en pris på 40 kr. er et superkøb.

Ved samme lejlighed drak vi Tirelli, Malvasia Dolce, som er en yderst anbefalelesesværdig sød, mousserende desserthvidvin med lav alkohol (6%). I stil med Moscato d'Asti, men mere fyldig og dybere i både farve smag: Mørkere frugt med overmoden pære, dåsefersken og højsommerblomster og relativt lav syre, som tager lidt af friskheden - men til gengæld gør den egnet til lidt tungere desserter. Var et sublimt match til den let syrlige æble-karamelcreme, der ledsagede chokoladekagen. 65 kr.
Begge vine fås hos Carlo Merolli.

2003 Argiano, Il Duemilatre di Argiano [revisit]

Denne vin er Argianos deklassificerede 03-brunello, en historie man kan læse i mit første indlæg om den. Her er det min sidste flaske, som jeg egentlig havde planlagt skulle have prøvet sin levedygtighed over et langt stræk, men nu slap tålmodigheden op og med min begrænsede kælderkapacitet er der brug for hver en plads. På papiret biver den heller ikke bedre end nu, den overvarme årgang taget i betragtning.

Dyb, mørkrubin farve med begyndende rødbrune modningstræk i kanten. Moderne Toscana i duften, som domineres af smør, karamel og vanilietoner fra fadet sammen med dybe kirsebær og æteriske, lakagtige og peberkrydrede træk. Kraftig, men bred og ikke så fokuseret i næsen - lidt varmeslaphed, tydelig alkohol og udvandede tendenser i frugten i en ellers en ganske lækker duft (omend ret præget af fad).
Smagen er balsamisk med mørke kirsebær og rabarberkompot og en meget tæt kerne. Virker en smule dump og med en lidt overfladisk frugtsyre, men blød og behagelig vin med god fylde og dybde og umiskendelig seriøsitet. Relativt lette tanniner i finishen og medium længde på eftersmagen - god kraft, men lav syre her også og derfor primært båret af den balsamiske frugt og fadet.
Virker som om den er faldet lidt siden sidst, og jeg er ok med at der ikke er flere tilbage. Men fint bekendtskab, som Philipson solgte til en rigtig god pris (100 kr). Winelover har også smagt.

88 

2009 C. Jüngling, Riesling Feinherb

Feinherb er betegnelsen for halvtørre vine i Mosel. Det er hvidvine i en speciel stil, som kan være fantastiske madledsagere, hvor andre må melde pas: asiatisk mad, fed fisk eller fjerkræ, eller salater med frugt/sød dressing. Christa Jüngling ejer Weingut Paulinshof på 8 ha og aftapper denne exportetiket i navnet C. Jüngling, som er moderat i sødmen med 10,5% alkohol.

Halvtyk vin i glasset og flot gyldengul farve. Frisk næse med kraftig champagnebrus-is, umoden ananas og moden pære sammen med træk af friske jordbær og spæde bøgeblade. Ikke superintens eller kompleks næse, men fin og delikat og med en god mineralsk næseryg.
Feinherb-karakteren er helt evident med det samme i munden, hvor sødmen trædder rigtig frem uden at det er på bekostning af friskheden: Mikroperler og meget friskt og saftigt mineralsk attack fra begyndelsen, så tager den sødmefulde ananas- og pærefrugt over sammen med parfumeret akaciehonning og derefter dominerer syren i finish og eftersmag: En let, men meget saftig syre, som er vedholdende i eftersmagen og fint kontrasterer den tunge, overmodne pæresødme.
Jeg kan bedst lide denne type vin ret kold, så friskheden understøttes maksimalt. Løgismose importerer til Netto, som aktuelt sælger for 49 kr. Er man til feinherb/halbtrocken i den lettere afdeling er det et rigtig godt køb. 

85 

2009 Cantina del Taburno, Taburno Falanghina

Falanghina er på en måde Kampaniens Askepot, den oversete stedlillesøster blandt de to hvide primadonnaer i denne region: Greco og Fiano. De to dominerer Avellino-provinsen hvorimod Falanghina har friere spil i Benevento-provinsen. Cantina del Taburno er et velanset kooperativ med et portefølje af Kampanske enkeltsortsvine fra hele 600 hektar. Falanghinaen dyrkes 500 moh på Monte Taburno lige vest for byen Benevento.

Helt lys hvidgul-grønlig farve. Mineralsk næse, som oser af friskhed men samtidig med komplekse anstrøg: lyse blomster (japansk kirsebær), ananas og pære i front og undertoner af bloksæbe, fennikelfrø, flødeost og hængt kød.
Flot friskhed i munden - mikroperlen og god balance mellem syre og frugt og uden huller i forløbet. Syrefreaks får måske ikke helt nok her - det er en relativt blød og letdrikkelig hvidvin, men den mineralske friskhed og sprøde, slanke frugt gør at den på ingen måde virker dump eller syrefattig.
Finishen er saftig og mineralsk og eftersmagen toner flot ud med kraftig frugtvingummi, honningbolche og ananas med lidt delikat havagtig salthed, lakridspastil og parfumerede sæbetoner. God længde og høj drikbarhed - især vinder den, når den ikke er for kold. Balancen og stilen er forførende og anvendeligheden helt i top. Ikke den største hvidvin, men absolut en af de mest indbydende jeg har smagt længe!
Falanghina er sandt for dyden ingen superstar på det danske vinmarked, men findes dog hos nogle af specialisterne. Denne er fra Centro Italia i Berlin til €10.
88

PS. de to vindrikkende englebørn på etiketen, minder mig om traileren til Johannes Nyholms nye film..

2001 Calabretta, Etna Rosso [revisit]

Etna Rosso på nerello mascalese og nerello mantellato fra gamle stokke, som dyrkes økologisk og med lavt udbytte på nordsiden af Etna-vulkanen i 700+ meters højde. 

Moden rubinrød farve med mørk kerne og orange kant. Helt fantastisk og intens næse åbner sig med luft - moden og kompleks med varm rød frugt, krydderkage, brun sæbe, tørt læder og de meget karakteristiske parfumerede, blomstrede elementer som her giver sig udtryk i lavendel og lyng. Integreret lakrids og en kraftig, mørk kul-agtig mineralitet fungerer som duftens næseryg.
I smagen er der imponerende koncentration i den slanke, lyse frugt af hindbær, ribs og (balsamicodressed) jordbær, og syren er kraftig og intens og godt balanceret op mod den karakterfulde frugt. Super finish med kul/kridt-mineralitet og smooth tanningreb som er fast og seriøst. Kraftig æbleskræl, philipa-æble og ribs i sekunderne efter tanninerne har sluppet - drejer over mod jordbærgrød med vanilie, som sammen med syren bare fortsætter og fortsætter.
Der er virkelig omhu, druetypicitet og terroir i den her vin. Botti-lagret, traditionel stil med fast greb, subtil styrke og fantastisk kompleks balance.
Virker mere moden end sidst, især er tanninerne mere integrerede. Den kan godt have en antydning af endimensionel slaphed ved åbning som kan forveksles med at den er på vej ned. Men det er den ikke - giv den tid til at folde sig ud i sin modne, elegante storhed - på vores bord var den klart bedst dag 2. Er ikke så exceptionel som Nonna Concetta fra samme producent, men heller ikke så langt fra - og holder lige sit niveau fra sidste år: 

92

PS. Også Italienska Viner og Billigt Vin har smagt

2010 La Battagliola, Lambrusco Grasparossa di Castelvetro

Lambrusco på grasparossa-varianten fra Alberto Salvadoris La Battagliola, som kun producerer denne ene vin(!).

Smuk, mørk rubinrød-violet farve med yndigt lyserødt skum. Delikat og let næse med bløde, friske kirsebær, brombær, blåbær og meget markant Blå GaJol med subtile gummitoner underneden.
Meget indbydende næse som ikke lades i stikken af smagen: Det er en tør lambrusco (12%), men det første man mærker er alligevel et perfekt forhold her mellem tør syrlighed og behersket frugtsødme. Megalæskende og frisk, og samtidig med seriøs vinøsitet, dybde i frugten og stor balance. Superflot finish hvor den fine syre, perlerne og fjerlette tanniner trækker sammen og afslutter bestemt sammen med en virkelig delikat lakridsbolche-tone. Let, men delikat syre og lidt kandis-toner og blåbær i eftersmagen, som er forbløffende lang og med de små baby-tanniner i kinderne og ganen. Toner af nybagt rugbrød blander sig med bærsyren langt, langt ude i eftersmagen.
Den her Lambrusco lever på en måde allermest efter den er sunket, det er fra finish og ud i eftersmagen at den virkelig folder et ekstra lag ud og går fra rigtig god til fremragende. Flot!
Er ekstremt kapabel på bordet, men næsten bedst alene hvor de finere nuancer har plads - derfor for eksempel suveræn som aperitif. Selvfølgelig er det Carlo Merolli, der importerer - 85 kr. 

89 

ViniPortugal smagning på Hotel D'Angleterre

Det er ikke tilfældigt at min vin-kærlighed er kastet på Italien. Mangfoldigheden og kvaliteten er indiskutabel og åbenlys (the sky is the limit!), men den gennemgående kompromisløse, skarptskårne karakter er måske det som særligt vækker genklang og appellerer til min person: jeg er nok noget tannisk i strukturen..

Men det er ikke klogt at bære skyklapper og man snyder sig selv for meget hvis man ensporer. I nysgerrighedens navn tog jeg hen til ViniPortugals årlige smagning for at korrigere og særligt for - indrømmet - at stifte nærmere bekendtskab med Baga-druen fra Bairrada-regionen: 'Portugals nebbiolo', som pioneren Luis Pato har kaldt den på grund af dens høje syre- og tanninniveau.

Af Baga-vine var der dog kun én eneste repræsentant - Azul Portugal Bairrada, som var ok, men ret tynd og ikke imponerende - så det bekendtskab må stiftes en anden gang. Douro-vinene var derimod dominerende og ikke uventet flot repræsenteret. Ligesom forleden til Vini d'Italia var Atomwine med som importør af den absolutte top og Tom Pedersens bord var spækket med overlegen kvalitet i både rød og hvid.
Stjerneparret Borges og da Silva producerer hver deres vin (hhv. Passadouro og Chocapalha) og har derudover tilsammen et tredje hus kaldet Wine & Soul (Pintas). Det er allesammen topvine i den her stil og er flotte lige fra entry level til de koncentrerede riservaer. Sandra da Silva var med ved bordet.

Chocapalha fra Estremedura-regionen var repræsenteret med tre røde vine: et entry level tourigo nacional-blend, enkeltmarks-riservaen på samme druer og indimellem en ren cabernet sauvignon. Alle lagrede på barriques, hvor de nye er forbeholdt riservaen og delvist cabernet'en. Riserva'en (18 mdr. nye barriques) er en hårdt skåren vin, mørk og bister, men alligevel med den karakteristiske indbydende varme fra overmoden frugt. Fadpræget næse med mørke, kogte bær og karamel sammen med masser af asfalt, boullion og kattetis. Varm frugt og lav syre i smagen med en kradsbørstig og grøntonet finish med kraftige kaffetanniner og alkohol. Lillesøsteren (16 mdr på 2.- og 3.-års barriques) er også en seriøs vin, men med lidt mindre koncentration, struktur og fadpræg og på den måde måske mere anvendelig - for 59 kr får man absurd meget kvalitet for pengene.

Rødvinene fra Passadouro i Douro er paradoksalt nok mere friske og køligere i deres umiddelbare frugt: Næsen har nærmest Valpolicella-saftig frugt med mørke, sødlige kirsebær og en kulsyreagtig spritz i frugtsyren. I munden er de temmelig anderledes end næsen lover, dumpere og mere sure end syrlige; blød, mørk frugt og frugtyoughurt.
Forskellene mellem de fire Passadouro-vine ligger umiddelbart mest i frugtkoncentrationen og tanningreb, Passa Tinto er blød, saftig og letdrikkelig, Passadouro er seriøsere med dybere frugt og faste kaffetanniner. Riserva Tinto er storladen og imponerende med stor, mega-poleret fylde og heftige, tørre tanniner som er varme af alkohol - lige på grænsen til sprittet, men frugt og struktur holder vinen på den rigtige side.

Wine & Soul's toprødvin Pintas har en skøn og meget særpræget vegetal næse med tonsvis af rucola, mælkebøtter, selleri og tomatjuice sammen med asfalt og gummi fra fadet. Tæt frugt og superflot koncentration - frugten er fuldmoden, men har en karakteristisk sur (ostet) tone. Igen den (for en italofil) specielle kombination af meget lav syre og kraftige, lækre tanniner. Alkohol, likøragtige bær og kraftig asfalt i eftersmagen. Storladen vin, 349 kr hos Atomwine.

Flot arrangement i to sale på D'Angleterre - mange gode vine i den lidt specielle portugisiske stil, som nok minder mere om sydøstfrankrig end Spanien. Eller bare er sin egen. Den kvalitetsmæssige fremgang er ihvertfald åbenlys. Og sjovt for mig i den grad at føle sig på udebane oven på sidste uges Vini d'Italia.

Vini d'Italia 2011

I weekenden var der dømt Italiana i den gamle presse under Politiken. Vini d'Italia er Danmarks største italienske vinfestival og her kan man virkelig få sig et bredt overblik over den italienske vins høje kvalitet og fascinerende mangfoldighed. Jeg har samlet lidt noter på nogle af de bedste indtryk på den røde front:

2000 Antichi Vigneti di Cantalupo, Ghemme
Smuk, moden nebbiolofarve og -næse med svampe, nedfladsæbler og jordbærgrød. Flot og levende i smagen med materiale og struktur til mange år endnu - god, blød frugt og lækre, saftige tanniner. Papillon importerer.

2004 Fratelli Ferrero, Barolo Gattera e Luciani
Ret udviklet næse, dog med mere spændstighed i frygt og syre. Jordbærfrugt i næsen med karamel-, gummi- og nøddetoner fra fadet. Lidt dump pg støvet forrest i munden, men åbner rigtig flot op bagtil med god syrekadence og hårde tanniner. Syrlige bær, kraftig røg og fadgummi i lang eftersmag. Papillon importerer.

2006 Foradori, Teroldego Rotaliano
Smuk, tindrende næse med tændt frugt af blåbær, æblegrød, lidt kakao og lakrids - næsten spritzig i duften. Svagere i munden, hvor den er læskende men ikke så kompleks og savner lidt greb. Sikkert en vinder ved bordet, hvor den ikke skal præstere op mod hårdere strukturerede vine. Bichel importerer.

2007 Cagiorgna, Etna Rosso
Yes! Nerello Mascalese for fuld udblæsning! Røg, vådt ler og fede forårsblomster i næsen. Slank og mellemfyldig krop med ok syre, skøn mineralitet, god koncentration og lækre, kraftige tanniner som sætter sent, men resolut ind. Ok længde og overordnet flot, slank power-stil. Stikker ud i mængden, men lever nok umiddelbart ikke op til prisen på 369,- Distinto importerer.

2006 Tirburzi, Sagrantino di Montefalco 'Taccalite'
Mørk, sød næse med kompot af mørke bær, saftigt træ og karamel. Blød og tyk i smagen - mørk, fed frugt godt balancveret af høj, 'dyb' syre og rigtig godt tanningreb. Alt for meget alkohol allerede tidligt i munden og dominerer eftersmagen. God længde og super syre, men ærgerligt med den dominerende alkohol. Måske vil det dæmpe sig lidt med tid. Distinto importerer.

Sottimano, Barbaresco Fausoni, Pajoré og Riserva

Sottimanos Barbarescoer lagrer på 25% nye barriques, men det betyder ikke blækkede fadbamser overhovedet. Her er der super-styr på fadene, og Sottimano arbejder tæt sammen med bødkeren om den helt rigtige egetype og lette ristningsgrad. Til Riservaen fremstilles specielle fade.
07 Fausoni er utrolig åben i glasset, virkelig floral og parfumeret duft med fin, rød frugt og klokkeklare hasselnødder. Mil i smagen og (for typen) let finish. Man mærker den åbne og lune årgang og Neives mildere terroir - er overraskende drikkeklar.
07 Pajoré er en lidt anden sag. Udbytte, vinificering og lagring er 100% identisk med Fausoni, men der er klar forskel: Pajoré er mere seriøs, kompleks og knudret med mørkere frugt, tungere lakrids og sandet tanninstruktur. Den giver ikke så meget som Fausoni lige nu og her og syren er ikke så liflig, men der er bedre greb og fokus i strukturen. Skal ligge.
04 Riserva (blend fra Cotta og Pajore, laves i 04, 05 og 08) har en markant mere lukket næse, giver næsten ikke noget i forhold til småsøstrene. Sødlig nebbiolofrugt og lædertoner. Fantastisk fylde i smagen, virkelig imponerende og uventet i forhold til den tilbageholdende duft. Stor frugt og mega grip - seriøs og i flot balance. Til fremtiden! Atomwine importerer Sottimano. Med ca. 300 kr. for ikke-riservaerne er de prissat noget højt i forhold til konkurencen i den prisklasse, men det er en utrolig sympatisk og dedikeret producent med topprodukter over hele linien.

Poggio di Sotto, Rosso og Brunello di Montalcino
07 Rosso: Wow, den bedste rosso jeg har smagt nogensinde. 2 år på store fade og helt klar: Traditionel sangiovese vælter op ad glasset i overraskende moden karakter. Stor og sød, sød sangiovesefrugt med rabarberkompot, vaniliesukker og svampe. Lidt svagere i munden hvor den virker noget let og en anelse syrefattig. Men saftig og med virkelig flot balance og stor elegance.
05 Brunello er lidt mere lukket, 'brunere' i stilen. Virker slet ikke som et stort skridt op i forhold til Rossoen og er det nok reelt heller ikke, de to årgange og rossoens meget brunelloagtige opvækst taget i betragtning. Samme sødlige karakter og større tyngde, men også brunelloen er tanninfattig og virker let og en anelse slap i finishen. Jeg gav den al min opmærksomhed, men den trænger nok til tid trods alt. Atomwine importerer.

2008 Vietti, Barbera d'Asti Tre Vigne
Åben duft med sorte kirsebær, fyldte likør-chokolader og sødlakrids i ellers relativt slank stil. God koncentration i munden og flot balance mellem mørk frugt, friskhed, fylde og syre. Umiskendelig barbera. Sammen med Aldo Conternos Conca Tre Pile 07 de bedste barberaer idag efter min mening.

2006 Vietti, Barolo Castiglione
Traditionel men meget åben næse med røg, nødder, kirsebær og blomme. Rigtig flot 'samling' af elementerne i smagen - fokuseret frisk og hård. Kraftige tanniner som fader ind på det helt rigtige tidspunkt. Minder om Germano i stilen, men ikke helt så karakteristisk.
Ettore Germano var foriøvrigt også blandt højdepunkterne, især 05 Cerretta som har de fantastiske, karakteristiske paranødder i den søde nebbiolofrugt-næse. 06 Prapò havde tændt frugt og super-aggressive tanniner, men ikke helt så åben. Niche Vine importerer Vietti, Viniropa importerer Germano

2006 Barolo fra Brovia, Aldo Conterno og Giovanni Corino
2006 Brovia, Barolo Rocche har lukket næse med røg, kridt og slanke lyse bær. Man kan dufte tørheden. Fin smag, med kridt, høj syre og brutal tanninfinish, som sætter tidligt ind og slipper meget modvilligt. Hindbær og umødne brombær holder langt ud i eftersmagen.
Aldo Conternos 2006 barolo er hård og kantet, virker lidt kedelig og uinspireret pt. Men fin sødmefuld frugt i mediumfyldig stil og virkelig delikat lakrids i både duft og finish. Seriøs og med korslagte arme, men med god balance og tæt sammenvævede elementer som lover godt.
2006 Giovanni Corino, Barolo Giachini er klart den mest åbne og givende barolo i denne trio af Conterno, Brovia og Corino. Understøtter La Morra-fordommen om den parfumerede, tilgængelige stil. Søde blomster og blommer i næsen og virkelig lækker, blød nebbiolofrugt i smagen med røde bær, blommer, lakrids og harmonisk greb. Næsten barbera-vibes i både næse og mund.. Det er et helt fantastisk Barolo-sortiment Domaine Brandis importerer!

Felsina
Felsina er blandt de bedste producenter i Chianti med enkeltmarksriservaen Chianti Classico Rancia og IGT-vinen Fontalloro i front.
Felsinas Basis-chianti 2008 Chianti Classico er frisk og klassisk med flotte sorte kirsebær, grenede toner, youghurt og let frugtsødme i næsen. Smagen har god syre, fine bær og grønne toner. Mellemfyldig krop og bygget til bordet.
2007 Chianti Classico Riserva Rancia er heller ikke i 07-årgangen nogen charmeur her på dagen. Lukket og ikke super-interessant i næsen. Smagen byder på rigtig flot og hård struktur. Sure kirsebær og strejf sødtobak med mørk lakrids i finish. God, slank eftersmag.
2007 Fontalloro (IGT Toscana, 100% sangiovese, 20 mdr. på barriques) er en helt andet snak. En fantastisk vin også på dagen og i den lidt vanskelige sammenhæng her, hvor en vin som Rancia har det svært. Pivåben, sød næse med stor frugtfylde og delikate fadnuancer. Meget smuk, dyb syre i smagen, næsten som indkogte æbler. Masser af karamel og syrlige bær. Flotte, resolutte og perfekt satte tanniner og megalang, delikat eftersmag med tanninerne hængende på tænderne. Flot! Domaine Brandis importerer.

Massimago 1883
Massimagos 2008 Valpolicella Superiore er et fantastisk bombardement af frisk, rød og blød bærfrugt. Skole-valpolicella i næsen og en med en duft som denne, hvad skal man så med ripasso og amarone? Lagrein-agtig med fuldmodne bløde kirsebær, spritzig i syren a la ribsgrød, mælk, og græs. Frisk i smagen med stor frugt, frugtsyren får det næsten til at fornemmes perlende. Lækker ribsfrugt og moden kirsebærsødme underneden. Forførende og super overraskelse.
2006 Amarone della Vapolicella har de samme elementer, men føles ikke uventet tungere. Dybere frugt, mere kompleks med sødlig-krydrede træk, enorm koncentration og tung sød-lakrids. Den obligatoriske alkohol fornægter sig ikke og føles altså lidt klodset her også (men det er måske et spørgsmål om vane, når det gælder Amarone). Men dejligt nyt bekendtskab! Viniropa importerer.

Domaine Brandis (Tom Brandis midt i billedet) står for Vini d'Italia, som er et fremragende arrangement, hvor meget af den bedste italienske vin er repræsenteret. Det er en unik mulighed for at prøve bredden og kvaliteten af indenfor en alle genrer og regioner. Jeg savnede i år lidt de forrige års lyse lokaler og rolige stemning. Der var for mange mennesker denne gang (den sene fredagssession), for lange køer ved bordende og den mørke, larmende hal under Politiken var med til lave et hektisk helhedsindtryk, som gjorde det svært at tale roligt med importører og de af producenterne der var tilstede. Men ikke desto mindre som altid interessant og med gode oplevelser indimellem. Rigtig meget fantastisk vin på ét sted! Vi ses næste år:-)

Ps. Læs også Italienska Viners indtryk fra lørdagen.

2004 Podere Capaccia, Chianti Classico

Podere Capaccia har vin på 3 hektar ved Radda in Chianti. Der produceres Chianti Classico, Chianti Classico Riserva, supertoskaneren Querciagrande og den søde Spera di Sole. Chianti Classico er fra sydvendte marker med 95% Sangiovese og 5% Canaiolo, og lagrer 6 måneder på stål og 10 på slovenske botti.

Flot og intens, nærmest postkasserød farve. Vidunderlig duft af sur-kirsebær, jord, læder, pulverlakrids og syntetisk sliksødme sammen med mere diskrete elementer af tobak, råt kød og botti-gummi.
Smagen er rund, frisk og virkelig velafbalanceret med bløde, sure kirsebær, slank blåbær-sødme og let bitterhed i mellemfyldig stil. Frugtsyren er levende og udgør finishen sammen med tørre lakrids- og lædertræk som gradvist sætter ind. Tanninerne er helt modne og er bare tilstede som en let kridt-fornemmelse på tungen. Sammensnørringen i finishen er ikke den mest intense, men det stemmer fint med det overordnede indtryk af en moden og afrundet vin.
De lyse kirsebær hænger flot i eftersmagen ledsaget af tørt kvas, røg og læder - og en rank syre. På alle måder en behagelig vin: karakterfuld, levende og klassisk - blød, moden og rund uden overhovedet at være kedelig og med masser af saftig friskhed i behold. Et rigtig godt eksempel på at traditionel sangiovese (når den er vellavet) selv i de mere basale udgaver har det fint med nogle år i flasken.

Jeg har svært ved at forestille mig en mere klassisk Chianti og denne ryger lige ind som min reference nr. 1 for traditionel Chianti Classico. Der er større og 'bedre' vine i appellationen, men den her vin bringer så meget elementær drikkeglæde at man ikke kan undgå at blive forført. Finare Vinare har skrevet et meget læseværdigt indlæg om denne vin, og allermest rammende er sammes note om den på cellartracker - det kan ikke siges klarere og er lige mine ord: "The score (88p) doesn't at all communicate what a lovely experience this bottle was". Carlo Merolli og Føtex sælger. 

88 

2004 Fossacolle, Brunello di Montalcino

Fossacolle består af 4 hektar ved landsbyen Localita Tavernelle i det centrale Montalcino-distrikt, lidt mod sydvest. Fossacolle ejes og drives af Sergio Marchetti og hans familie, som tilplantede markerne i 1984 og debutterede med 97-årgangen. Brunelloen er deres topvin - Fossacolle har et no-nonsense portefølje uden enkeltmarksaftapninger eller riserva-udgaver. Der produceres Brunello og Rosso di Montalcino (fra samme marker, stokkenes alder afgør det) og IGT-vinen 'Riesci' på bordeaux-sorter. Brunelloen indledes med koldmaceration og gærer derefter 22 dage og lagrer et år på botti, et år på barriques og et år på cementtanke inden den aftappes ufiltreret.

Smuk og dyb rubinrød farve med begyndende orangetoner i kanten. Typisk langmacereret næse med masser af sødlig lak sammen med læder, tobak, kridt-støvet mineralitet og varme æteriske træk. Sød frugt af overmodne sorte kirsebær, lidt kogte brombær plus friskere/køligere toner af bærsorbet. Fadet bidrager med vanilie- og kakaotræk og med luft drejer duften mod kraftig mørk lakrids og kinnin.
Mega fyldig i smagen - koncentreret, halvmørk frugt i en overvældende bredde, med en imponerende konstant styrke hele vejen gennem munden. Godt bid i frugtsyren og superflotte bitre cement-tanniner som snørrer rigtigt sammen i finishen. God syre også i eftersmagen med alkohol (hele 15%), søde kirsebær og diskret kaffe. Ret exceptionel længde, bær-syren hænger virkelig ved i tungekanten.
Fadlagringen er nærværende men aldrig dominerende, hverken i duft eller smag - 'nyklassisk' stil efter bogen, i balancen mellem tradition på den ene side og moderne teknikker og påvirkninger på den anden.

Fossacolles Brunello er mere Bruckner end Brahms: Seriøs og imposant i velbalanceret og stilsikker komposition. Den varme frugt balancerer fint med de ranke kemisk-mineralske træk fra den lange maceration og strukturen klarer uden problemer fadbehandlingen. Ikke slank og elegant, men det betyder ikke at den er ufokuseret - det er en meget stilbevidst Brunello, som er stor og vellavet. Importeres af Philipson, men er pt. udsolgt i både denne årgang og 2005. 

91 

2009 Pietracupa, Greco di Tufo

Hvidvinen Greco di Tufo udgør sammen med Fiano d'Avellino og den røde Taurasi de tre store DOCG'er i Kampanien. Alle ligger i provinsen Avellino øst for Napoli og rummer nogle af syditaliens absolut bedste vine i begge farver. Avellino ligger kystnært og højt og klimaet minder mere om norditalien end det hede syd.

Pietracupa råder over ialt 6 hektar og er topproducent af alle tre DOCG-vine, især de hvide som dyrkes fra højtliggende marker.

Lys, gyldengul farve. Meget mineralsk og frisk næse med markante æbler sammen med pære og fed citrus og underliggende kompleksitet af sarte (hvide) blomster, friske blade og sukat.
Frisk og ren i smagen med ekstrem syre, som med det samme angriber hele munden. Æble-frugt igen og bag syremuren dukker i midtpaleten en fin sødmefuld understrøm af blomster og sukat frem sammen med delikat, sart basilikum. Syren beholder grebet og strammer rigtig godt til i finishen, hvor den bitre mineralitet er så kraftig, at den nærmer sig en tanninagtig fornemmelse(!). Flint- og bittertonerne dominerer også eftersmagen sammen med den slanke, syrlige Granny Smith-frugt og spæde (basilikum-)blade.

Lækker, mellemfyldig hvidvin i meget hård - men stadig elegant - stil og af umiskendelig høj kvalitet. Syre og bitterhed dominerer dog voldsomt og den er ikke særlig intens i duft og frugtfylde - virker ret lukket på nuværende. Efter sigende kan lagring være altafgørende for de kampanske hvidvine, og man fornemmer en kompleks og bredere palet, som endnu ikke er foldet ud. 

88 

2004 Santi Dimitri, 'Aruca' Salento IGT

100% Negroamaro fra det sydligste Apulien, nærmere bestemt den vestlige del af Lecce-provinsen hvor Az. Agr. Santi Dimitri dyrker en lang række af Apuliens sorter fra 60 hektar.

Flot, dyb mørkerød farve med brunlige modningstræk. Duften er varm og rig med kogende brombær, solbær, søde kirsebær, tørt træ, engelsk lakrids, krattede toner af nybrækket gren og blade og slikkede fadtoner: Gummi, honing, vanilie, nelliker. Med (rigtig meget) luft drejer duften mod delikat røg og friskt læder ovenpå søde, likøragtige mørke bær.

Duften er med den modne frugt og det beherskede fadomsvøb ret indtagende og lover en del. Smagen lever kun delvist op til det - syltede blommer, tjæret tobak, mørk lakrids og en udmærket syre som har grønligt-bitre træk, nærmest som i bøgeblade. Der er fint bid i optakten til finalen, men den slipper hurtigt grebet og tanninerne er slappe. Eftersmagen har derimod ok længde og varme mørke bær.

Kombinationen af de mørke, tunge træk på den ene side og de grøn-bitre på den anden giver et indtryk i fin balance, ligesom den modne frugt og fadede sødme er holdt fint i ave af syren. Det er en blød, moden og behagelig vin, som har høj drikbarhed og hvor strukturelementerne er godt tilstede - men der mangler lidt greb og fokus i dem alle. Måske havde de dét for et år eller to siden? Næsen trækker op, munden ned. Carlo Merolli sælger.

85 

2009 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso

Tenuta delle Terre Nere er den store eksportør Marc de Grazias egen ejendom og hjertebarn på Etna-vulkanen på Sicilien. Etna Rosso er basisudgaven lavet på nerello mascalese med en lille del (2%) nerello cappuccio - begge fra stokke plantet i 1927 og 1967 i 650-900 meters højde. Lagrer et halvt år på fade af forskellig størrelse.

Lys transparent rubinrød med lyselilla reflekser. Fantastisk æterisk næse med lak, mandelessens, lyst læder og mint sammen med frugt af hindbær, æbler og blommer og en blomstret, sødmefuld parfume plus grønlige, stilkede anstrøg.
Saftige, helt lyse bær, umoden blomme og lidt æbler i smagen som er fløjelsblød forrest og tiltager i intensitet hen mod en afsindig flot finish med klingende syre, lakrids og grundigt udtørrende tanniner i en superskøn forening. Det er virkelig saftigt og det er som om man tager bidder af den her vin. Syren er imponerende i eftersmagen sammen med kridtmineral og mint, men frugten mangler måske lidt fylde på bagkanten og drejer mod humle, faktisk kommer der lidt Alsterwasser-vibes på tungen.
Det er umuligt ikke at komme til at tænke på Piemonte - grignolino og nebbiolo - men der er alligevel den nerello-typiske parfume, som er umiskendelig. En stor fornøjelse at dufte til og skøn i strukturen. Det er sådan her en ung, frisk vin skal være! Dykker en smule til mad hvor de finere nuancer forsvinder lidt, men det er jo ikke fordi den er skrøbelig - funktionaliteten er med den høje syre, heftige tanniner og slanke stil naturligvis i top. Men drik den ikke til for mørk/fed mad, ost/pølse eller hvidt kød vil være optimalt.
Jeg kan bedst lide den (især duften) ved åbning hvor de æteriske toner er på max og en lille grenet grønlighed understreger hårdheden. Vil man have det lidt rundere, kan man give den noget luft. 110 kr hos Enoteca. 

90

Italienska Viner foretrak 2008'eren og har sammen med Billigt Vin prøvet hele Terre Neres store og kostbare portefølje. Det samme har Finare Vinare

2009 Erik Banti, Il Vermentino

Vermentino dyrkes mest i Ligurien og på Sardinien, men også i Piemonte under navnet Favorita og altså også her i Toscana, nærmere bestemt Maremma, hvor dansk-italieneren Erik Banti producerer Morellino di Scansano, IGT-rossoer og så denne hvide vermentino.

Helt lys vin med frisk og levende duft af passionsfrugt, klar delikat nektarin, citrus og en smule anis. Åbner med noget kostald og ymer, som brænder af efterhånden. I munden er det en frisk vin med moderat syre og rolig, medium-fyldig frugt. Den er saftig og ok sprød og har et harmonisk forløb igennem hele smagen. Udmærket finish og en eftersmag som er kort - men ikke tynd - og med en lille alkoholvarm tendens.

Vi er her i den enkle genre, som man på mange måder ikke skal kimse af. Ikke den store personlighed, men vellavet og ren og meget velfungerende til et ukompliceret glas ved de larmende borde med masser af børn og voksne, grin og hjemmebagte pizzaer af alle slags.
Et klart niveau over industrihvidvinene i supermarkederne i samme prisklasse (<50kr). Jeg vurderer at den nok skal drikkes så tæt på tanken som muligt og allerede er på vej til at miste sin primær-charme. Carlo Merolli importerer Erik Bantis vine.

83 

2008: Matteo Correggia Barbera d'Alba vs. Bibbiano Chianti Classico

Adriat Vinimport er er ejet af Lolli-familien og er importøren bag bl. a. Enoteca - det skønne lille vinudsalg på Dronningens Tværgade, som drives af Paolo Lolli, forfatteren til Piemonte- og Friuliafsnittene i Politikens bog om Italiensk Vin. Adriat importerer en imponerende række af topproducenter og videredistribuerer til flere vinhandlere og restauranter. Som noget nyt kan mange af Adriats vine også købes via webshoppen vildmedvin.dk.

Blandt de italienske restauranter som har Adriats vine, er det navnkundige Svineriet i Århus og deres tilstødende brasserie Gourmet Garagen. Sidstnævnte er et hyggeligt og uformelt italiensk spisested uden franske eller nynordiske dikkedarer og med et rustikt, gedigent menu- og vinkort i den nedre prisklasse. Vi fik glimrende råmarineret torsk, saltimbocca (top!) og oste og lavede en lille piemonte-toscana battle på seriøs entry-level vin fra to gode producenter:

2008 Matteo Correggia Barbera d'Alba er blogget før i 06-versionen, denne virker en del lettere, men er dejlig i saftig stil og folder sig ud efter luft med fed, parfumeret næse af duftranke, blommelikør, blåbær og fadaromaer. Rhone-letvægter-agtig i munden med syrlig-saftig, blød bærfrugt, men hvor den bratte, tanninløse finish blotter alkoholen (14%) og efterlader et lidt ubalanceret, unuanceret indtryk. Heller ikke syren kom helt op at køre. Det bedste var sjatten med bundfald, som man kunne snuse lidt til i løbet af aftenen - den voksede sig ganske køn med fede krydderier og blomster og der skulle nok have været en god gang iltning til.

Til sammenligningen havde 2008 Bibbiano Chianti Classico noget mere at byde på, selvom jeg egentlig ikke havde forventet det. Mørke, men friskere bær, tør tobak og lidt fadsødme i duften. I smagen er der karakter og greb, både i syre og især tannin og lækker mineralsk rygrad i smagen. Slankere og mere fokuseret stil end Corregias Barbera. Omtrent samme faddosering og fylde (medium), men som sagt med bedre struktur og mere kant.

Begge vine koster omkring 100kr. i detail og 350kr. på aftenens kort. Begge dele rimeligt. Mange af kortets vine sælges også på glas.

2007 Tenuta di Ghizzano, Veneroso Toscana IGT

Tenuta di Ghizzano ligger i Colline Pisane - bakkerne (ca. 200 meters højde) syd for Pisa, tæt på den toscanske kyst. Veneroso er Ghizzanos signatur- og midlevel-vin, første gang produceret i 1985. Den laves på økologisk dyrket sangiovese (70%) og cabernet, som gærer uden tilsat gær i åbne træfade og cementtanke. Lagrer 16 mdr. på 2.-4. års barriques og tonneaux og aftappes ufiltreret på flaske.

Smuk, rubinrød farve. Nyklassisk, ren toscananæse med sødmefuld frugt af kogte kirsebær og solbær sammen med lak, lækker tobak, brakvand/sø og søde vanilie- og gummitoner fra fadet. Virkelig flot og blød duft - stilfærdig, men fokuseret og stilbevidst.
I munden er balancen med det samme slående. Mediumfyldig krop, hvor syre, sødme, frugtfylde, diskrete fadelementer og tanniner virkelig er i harmoni: Mørke, fuldmodne bær med fast - men rund og saftig - syre krydsfader med mineralske tanniner, som ligger kridtagtigt midt i munden og tager til i styrke hen mod finish. Det er typiske sangiovesetanniner, som ankommer og holder fast på en feminin måde - seriøst, men ikke voldsomt eller hårdt. Fin længde i eftersmagen med den runde, mørke frugt i centrum og bittersøde toner af tobak og kaffe.

Ligesom stilen ligger fuldstændig på plads og bevidst mellem tradition og moderne og mellem natur og teknik, er der her helt styr på vinens komponenter. Og som altid med meget harmoniske og velbalancerede vine, ligger risikoen for anonymitet og lurer. Men Veneroso holder stand med god kraft i tanninstrukturen og smuk, mørktonet elegance. Er efter min smag bedst i timerne efter åbning, hvor den har lidt behagelig grønlig friskhed og syren er mest levende. Er man til det mere runde med tydeligere sødme, kan man give den luft.Theis Vine importerer Tenuta Ghizzano. 

88