2006 Cascina Cucco, Barolo Serralunga & Cerrati

Jeg har kun smagt Cascina Cuccos Baroloer i stringente årgange som 04, 05 og 06, så det bliver spændende at se hvordan de tager sig ud i den varmere 2007, som er på vej til importøren Carlo Merolli. Jeg rekapitulerer 2006 ved at smage basisbaroloen og enkeltmarken Cerrati, begge fra Serralunga d'Alba. Begge er blogget før her.

2006 Cascina Cucco, Barolo Cerrati [revisit]
Flot, rubinrød farve tenderende mod rødbrun. Lidt tilbageholdende, men yderst delikat duft som åbner op med lys, rød frugt af frisk blomme, jordbær og roser sammen med læder, røg, mandelessens og sødlig spearmint. Med luft bliver duften mere æterisk, og de sødlige træk trædder frem.
Smagen er mellemfyldig forrest med bitter-syrlig, rød frugt og crescenderer så op mod en slank, men virkelig resolut og saftig finish hvor tæt sammenvævet syre og tannin holder meget fast ved i udtørringen. Det er et smukt opløb og man glæder sig til næste mundfuld, så man igen kan følge den saftige tanninsammensnørring. Indtrykket er hele tiden slankt og stringent og fadet opleves ikke som en selvstændig enhed men som en understøttelse af sødmen og gummi/læder-tonerne. Eftersmagen åbner med en markant bitterhed med masser af røg og syrlig ferskensten og langsomt kigger en letkrydret jordbær- og rosefrugt frem og hænger længe.
En elegant Barolo med forbilledlig syre- og tanninstruktur og delikat, slank nebbiolofrugt med mange facetter. Skønt! 139/6 er en suveræn pris.
91

2006 Cascina Cucco, Barolo Serralunga [revisit]
Cerrati er helt klart et niveau over Cuccos basisbarolo 'Serralunga', som har et lignende elegant anstrøg og god, ren nebbiolokarakter i blød stil, men slet ikke den samme sødmefyldte dybde i frugten, saft og kraft i syre- og tanninstrukturen og længde. Kort sagt ikke den samme intensitet. Forstå mig ret, det er en god og vellavet vin som fungerer godt til mad - men det er en lille Barolo. Måske er den varmere 07'er mere åben og givende?
87

2008 I Veroni, Chianti Rùfina

Der er en klar niveauforskel i Chianti-denominationerne: Selvom DOCG-tildelingen gælder for hele Chianti, er det nok reelt kun Chianti Classico, som skulle have haft den. Chianti Rùfina er undtagelsen blandt de øvrige subzoner og har et generelt kvalitetsniveau på højde med Classico - ikke mindst takket være få topproducenter.

I Veroni er en af klassikerne i Rùfina. Deres basisudgave laves på 90% sangiovese og 10% Canaiolo, som macererer 15 dage og 90% lagrer et år på botti, 10% på 500-liters fade (tonneaux).

Dyb og sorttonet rubinrød, halvtransparent og med lav viskositet i glasset. Let kødfuld næse med mørke, saftige sangiovese-kirsebær, vådt læder, og lakrids som changerer i nuancerne sød-, engelsk- og rodlakrids.
Mellemfyldig i smagen hvor den saftige kirsebærfrugt bekræftes. Blød og med god bredde, men relativt lav syre. Let finish med lille sødme i frugten og tanniner som tørrer helt let og meget kort, men der mangler igen lidt intensitet i syren. Det samme gælder for eftersmagen, hvor den mørk-bløde kirsebærfrugt blander sig med lakrids og lette fadtoner, primært af sødlige nødder.

Det er med sin kødfulde, let animalske stil en rustik vin mere end egentlig klassisk. Udmærket madvin til mediumfyldige pastaretter eller hvidt kød. God kirsebærfrugt og overordnet behagelig karakter, men ikke videre karakterfuld eller interessant. Blev drukket sammen med 2004 Podere Cappacia Chianti Classico, og klasseforskellen mellem de to var markant. God pris hos Carlo Merolli og (sporadisk) Dansk Supermarked. 

84 

2005 Bruna Grimaldi, Barolo Badarina Vigna Regnola

Bruna Grimaldi ejer ialt 20 hektar i Grinzano Cavour, Diano d'Alba, Serralunga d'Alba og Corneliano. Vigna Regnola er en parcel på Badarina-marken i Serralunga d'Alba og er husets topvin. Grimaldi og hendes mand er begge uddannede ønologer og konsulteres af Beppe Caviola. Lagrer to år på barriques.

Meget mørk rubinrød farve med rødbrune træk. Æterisk og mørk næse med generøs faddossering. Roser, slikne jordbær og appelsinskal men først og fremmest tonsvis af mørk læder og tjære sammen med kridt og lidt mint.
Smagen åbner med en helt vild syre forrest i munden. Et syreangreb af eddikeagtig tæthed. Frugten er mørk og koncentreret med tjære, jordbær i balsamico og flint/kridt. Mørk finish med koncentreret læder, alkohol og igen den tårnhøje syre som trækker ud i kinderne og afløses af tanninerne som lukker rigtig godt, men som på en måde er støbt ind i den tætte syre og ditto frugt. Kraftig engelsk lakrids i eftersmagen sammen med de tørrede roser, læder, lidt tiramisuagtig kaffe-likør-mascarpone-kombo, kridt-tanninerne og den nærmest uendeligt kildrende frugtsyre.
En flot og koncentreret Barolo, hvor den tydelige moderne approach hverken skjuler drue eller ophav - her er Serralunga-smæk for skillingen! Elementerne stritter vildt i alle retninger til at begynde med, men over nogle timer antager den en flot, brydsk balance. Den sene Beethoven som Barolo..
Med sådan en 2005'er, vil jeg rigtig gerne smage 04- eller 06-udgaverne. 

92 

2009 Monte Schiavo, Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Sup. 'Pallio di San Floriano'

100% verdicchio fra enkeltmark. Høstes sent med et lille ædelråd-angreb og lagrer efter gæring sur lie i fem måneder.

Dyb, halmgul farve. Frisk, frugtig næse af Champagnebrus-is, ananas, nektarin og massiv (sten/jern) mineralitet. Ikke så intens, men fin og ren duft.

Smagen lægger ud med meget tydelige toner af asparges + citron og så kommer de mere aromatiske frugttoner frem henover paletten. Syren er høj, men meget bred og saftig og hænger sammen med en tung, jernagtig mineralitet hele vejen gennem forløbet. Mellemfyldig krop og medium koncentration - båret af struktur mere end af frugt.
God anis-kadence i finishen hvor mineraliteten trædder helt frem og bliver salt og blodagtig. Eftersmagen er mediumintens og -lang med afdæmpet citrus, ananas, anis, bittertoner og så en lidt hø-agtig tone underneden. God, frisk og meget anvendelig vin, men ikke outstanding - de 3 glas i Gambero Rosso virker underlige. 

85 

2006 G. D. Vajra, Barolo Albe

G. D. Vajra ligger i den højeste del af Barolo-kommunen, i 350-400 meters højde. Huset er etableret i 1972 og den nuværende ejer Aldo Vajra råder over 40 hektar i Barolo, heraf 10 med nebbiolo. 'Albe' er basisbaroloen med druer fra ca. 20-årige stokke på markerne La Volta, Coste og Fossati. Alba betyder daggry og flertalsbøjningen refererer ifølge Do Bianchi til solopgangene over de tre marker, som efter sigende skulle forløbe over 20 minutter. Barolo 'Albe' macererer i 20 dage og lagrer hovedsageligt på slavonske botti og en lille del på mindre fade.

Rubinrød farve. Metallisk-medicinsk næse med masser af den der helt specielle mønt-duft og apotek sammen med lys, rød frugt af umoden blomme, friske jordbær og rabarber plus lakrids, jord og en lille tone af friske ferskvandsfisk. Klassisk og meget fokuseret duft - slank, stålsat og typisk kridt-grynet.
Smagen er homogen og harmonisk. Det er ikke en blød vin, men elementerne er holdt stramt i ave og ligger som en strømmende kraft under en elegant overflade. Syren er tilstede, men behersket og det samme er tanninerne som tørrer rigtigt ud, men er helt integreret i frugten og forløbet. Meget karakteristiske nebbiolofinish i skolebogsudgave: Saftig frugtsyre der spidser til og lægger sig ud på siden af tungen og i kinderne, mens tanninerne tørrer midt i munden og så den mineralske støvsky af jord, kridt, lakridspulver og hvid røg som indleder eftersmagens udklang. Det er godt! Syre- og tanningrebet tager ikke helt resolut fat og slipper lidt hurtigt, så selvom det er klassisk og elegant savner jeg den sidste koncentration i strukturen.

Her er ikke kødfuld, modernistisk schwung eller powerstilens voldsomme jerngreb - ikke det store vingesus, men en traditionel, elegant og helt ren Barolo med et godt fokus. HJ Hansen sælger for 200 kr. sommeren over. Selvom den er ung, vurderer jeg umiddelbart, at den ikke vinder specielt ved lagring men topper om et-to års tid og holder niveauet nogle år. Bl. a. McDuff og Vinhulen har smagt hele Vajras storslåede portefølje. 

89 

2005 Emanuele Rolfo, Roero

Roero ligger få kilometer nordvest for Alba og Barolo på den anden side af Tanaro-floden. Her produceres bl. a. nebbiolo, barbera og den grønne arneis. Jorden er generelt mere sandet heroppe og det giver et lidt lettere nebbioloudtryk end i Barolo og Barbaresco. Roero blev DOCG fra og med årgang 2005 og må indeholde 2-5% arneis, men Emanuele Rolfos udgave er på 100% nebbiolo, som macererer 25-28 dage og lagrer et år på store fade. 

Smuk transparant rubinrød farve med rødbrune nuancer. Duften er skøn med afdæmpet, let balsamisk rød frugt og violer under tørre toner af jord, maltwhisky, nykløvet træ og et lille ræveagtigt animalsk element. Med luft vokser fersken(sten) og krydrede træk frem, især masser af lakridsrod og muskatnød. Æterisk og tør næse - arketypisk traditionel nebbiolo med medium intensitet.
I munden er vinen blød og mellemfyldig med delikat rød frugt sammen med kridtet bitterhed og blød lakrids. Strukturen er afdæmpet, der er rigtig fin syre i frugten, men i finishen er tanniner så godt som fraværende, de er helt integrerede som kridt-toner inde bag frugten. Eftersmagen har slanke lyse bær, grønne grene og en anelse fed fadgummi, men er lidt slap i frugten og lider i begyndelsen under den tanninløse kadence. Medium længde.

Balance er hovedtemaet i Italienska Viners fine indlæg om denne vin, og det ord er spot-on: Det er en afdæmpet nebbiolovin, som har en dejlig, delikat elegance og er i god balance. Jeg hælder måske personligt mere til en rå nebbiolostil, men balancen og elegancen er ikke til at tage fejl af - det her er høj kvalitet i traditionel, mellemfyldig stil. En fin madvin, men med den sarte rigdom er den efter min smag bedst uden mad. Skal have luft for at folde alle de subtile nuancer ud.
Winewise importerer og springer 06 over, men får snart 07'eren hjem. 05'eren her er vist meget tæt på udsolgt. 109 kr. 

88 

Barolo Event 2011

Barolo & Friends på Børsen er efterhånden blevet en tradition. Arrangøren er Consorzio i Vini del Piemonte og Strada del Barolo i samarbejde med lidtmere.dk (Berlingskes læserklub). Ideen er at de mindre og mindre kendte producenter kan blive markedsført for publikum og måske især presse og importører. Det er en fremragende mulighed for at lære nye producenter at kende - mange af dem er små og/eller importeres ikke i forvejen.

Som så ofte ved den slags arrangementer var der lukket for mange ind og kombinationen af purung nebbiolo og en propfyldt børssals heksekeddel, er ikke vejen til en god vinoplevelse. Men lægger man fordybelseslysten til side og er der for at orientere sig bredt, er det glimrende. Og så er det superfint at producenterne selv er med. Et par gode:

Bussia Soprana
Vingården er bygget for nylig og simpelthen opkaldt efter den berømte mark. Her har ejeren købt et par små parceller, som vinificeres og aftappes separat. 2001 Barolo Mosconi var fantastisk med en smuk, fuldmoden farve og duft og en overlegen struktur, med kraftig tanninkadence, som trædder meget sent ind med overraskende kraft, og flot nebbiolofrugt i meget lang eftersmag. Semimoderne stil. Også 2003 Barbera d'Alba 'Vin del Ross' var flot, 18 mdr. på barriques - fuldmoden vin med stadigt tindrende brombær og masser af sødlige cashewnødder i blød finish. Stor, moden barbera i en speciel stil. Dejlig undtagelse med modne vine.

Cascina Mucci
Flotte barberaer. Barbera d'Alba Superiore har lagret 15 måneder på delvist nye barriques, så vi er i den moderne ende - men ikke overekstraheret eller blækket. Stor og fascinerende forskel på 07 og 08, paradoksalt nok var sidstnævnte helt blød og afrundet med bred mørk frugt og et kraftigt fadpræg, hvorimod 07 var markant friskere, mere syrlig og slank med lækker rabarberagtig frugt. Flotte udgaver begge to med mørk, sødlig barberafrugt og julestemning fra fadet med muskatnød, smør og kanel.

Giacomo Anselma
En klassisk producent fra Serralunga, som producerer i traditionel stil. 2006 Barolo er ok, men ikke mindeværdig. Tør duft med røg og lakrids og slank (grænsende til tynd) frugt i smagen, som alligevel har en markant sødme a la overmodne hindbær. Lette tanniner. 2004 Barolo Vigna Rionda Riserva er i samme stil og smagsprofil, men har flere lag i både duft og smag og markant mere kraft og en flot, tanninholdig afslutning. Flot, klassisk Barolo som har årene foran sig.

Le Strette
Aftenens oplevelse! Meget højt niveau og et par virkelig gode brødre, som havde meget på hjerte. De råder over knap en hektar(!) med nebbiolo: 0,3 i Novello (Bergera Pezzole, 1500 flasker, plantet i 1999) og 0,5 i Barolo (Bergesa, 2500 flasker, plantet 1980). Begge macererer 15-20 dage og lagrer på fade af forskellige størrelser. Fra år til år vurderer de hvordan de skal frigives. I 05 lavede de en basisbarolo og selektioner fra begge marker. I 06 laver de kun de to enkeltmarksaftapninger og i 07 kun en 'basis'-barolo. Kriteriet er ikke primært kvalitet, men i hvor høj grad man kan udtrykke forskellen på de to marker. I 06 var den meget markant, det var den ikke i 07 og derfor giver det ikke mening at aftappe de to enkeltmarker. Beundringsværdig indstilling. 07 sammenligner Le Strette med 00 og 97, altså varme, runde årgange.
Alle tre Baroli er overraskende åbne allerede. 2006 Barolo Bergesa er har en elegant afdæmpet duft med blomme- og rabarberfrugt, røg og ristede nødder. Ren og slank i munden med godt syregrib og fin tanninfinnish. Det er mellemfyldig Barolo men med arketypisk hårdhed i strukturen. 2006 Barolo Bergera Pezzole er fantastisk med mørkere frugt end søsteren og mere komplekse nødde-, anis- og underskovstoner. Super kraft i munden, fyldig og bred med koncentreret frugt. Virkelig heftig kadence med høj syre og tanniner en masse. Powerbarolo med elegancen i behold. D-Vin importerer og sælger lige nu til gode priser.

Tenute Costa (Tenuta Duecorti)
9 hektar med nebbiolo og 2 med dolcetto i Monforte d'Alba. Skøn Dolcetto d'Alba med stor, rund duft med masser af spøgelsesfad. Flot struktur i smagen med rigtig god, blød fylde og nuancer af sødlakrids og gummi. Bred og frisk på samme tid - ukompliceret uden at være upersonlig. Barolo 2005 og 2006 macererer 2-3 uger og lagrer på tonneux. Minder lidt om Serradenari stilmæssigt. 05 virkede en anelse mere givende på nuværende. Fine vine men alle (mest dolcettoen) havde en lille snert af alkoholvarme i finish, som forstyrrede lidt.

2008 Domaine Costa Lazaridi, Oenodea

Ligesom 'The Greek' i TV-serien The Wire, vist ikke var rigtig græker alligevel, er det også so-so med autenciteten her: Cabernet og syrah lavet af Michel Rolland og lagret på franske barriques.. Men roserne har været store rundt omkring, så hvorfor ikke teste denne vin fra Makedonien i Grækenland. 60% cabernet, 20% agiorgitiko og 20% syrah, som lagrer et år i delvist nye fade.

Tæt, mørkerød farve med violette kanter. Duften åbner fint i typisk Rolland-næse: Solbær, tørt krat og fad (kokos, vanille, smør, kanel, gummi) og en fed, æbleagtig syrlighed. Men fra åbning falder interessen støt og duften klapper faktisk helt sammen og ender i en fraværende og ret simpel kombo af grønne grene og smør-fad.
Lækker, blød frugt i munden med meget saftige, mørkerøde bær. Det er en blød vin, men strukturen har alligevel ok greb med fin syre og mellemfyldig mørk frugt. Finishen har god koncentration, ok syrekadence og bløde tanniner. Læder og engelsk lakrids ud i eftersmagen, som afslører en noget tynd frugt. Små taninner bliver siddende på tænderne.

Det er ikke ofte man finder en effektiv måde at slukke sin momentane tørst efter saftig bordeaux-stil på for 60 kr, og når man åbner denne vin, tror man det måske er lykkes. Men ak, timerne afslører svaghederne her og man ender med en temmelig flad oplevelse. HJ Hansen sælger.

84 

2010 La Spinetta, Moscato d'Asti Biancospino

La Spinetta begyndte egentlig som producent af Moscato d'Asti og skabte sin formue som topproducent af netop det. Siden er de berømte næsehornsprydede vine kommet til, og det er disse store rødvine på nebbiolo og barbera, som har givet La Spinetta en plads i den absolutte elite.

I 1977 var Biancospino den første moscato fra enkeltmark sammen med søsteren fra Bricco Quaglia. Begge marker er på ca 20 hektar, ligger i 300 meters højde og har stokke på 30+/- år.

Lys, hvidgul farve med kort, hvidt skum. Intens, floral næse med pink cripps-æble, pære, hyldeblomst, akaciehonning og en lækker halvsnavset undertone af rugbrød og muskus.
I munden er der utrolig bløde bobler som skummer op på en helt fantastisk måde, som får vinen til at svulme op i munden på en fræk og fascinerende, næsten kunstig måde. Perlerne lægger sig roligt og så er der åbnet for smagen som er i smuk balance med sødlig frugt af druer og hård pære. Æbleagtig frugtsyre og de udfadende perler komplementerer sødmen med perfekt friskhed. Flot koncentration og lang eftersmag, hvor sødmen ligger delikat på tungen.
Et lille vinøst mirakel - hvis denne type vin ikke fandtes, måtte man opfinde den! Fokuseret og stilsikker topkvalitet som er virkelig afvæbnende og forførende. 115 kr. hos Enoteca. 

90 

Gerbola på Ahlefeldstgade

Brødrende Gerbola har hidtil haft lager og udsalg i deres 'vinbunker' på Fredriksberg, men er nu flyttet ind mere centralt, på Ahlefeldtsgade 16 ved Ørstedsparken. I går åbnede biksen med smagning af sortimentet, jeg smagte fx. i anledning af det obskønt smukke forårsvejr årets første rosato: Nys hjemkomne 2010 Cantina Tramin, T Rosé på merlot, lagrein og pinot nero - en skøn og ukompliceret vin, der oser af jordbær, hindbær og sødlakrids og har en fin - og ikke for sød - frugtfylde med ok friskhed og fine bittertoner.

Gerbola Vin har et fantastisk, nichepræget norditaliensk sortiment: Principiano, Schiopetto, Clementi, Azelia, Cantina Tramin m. fl. Er man til den slags (who isn't?!) kan det virkelig anbefales at svinge forbi Ahlefeldtsgade 16, når der er åbent om torsdagen.

PS. Italenska Viner har flere gange blogget fra Gerbola-bunkeren. 

Blanc

2009 Domaine de l'Évêche, Bourgogne Côte Chalonnaise

Det lille familiedrevne propriétaire-récoltant i Mercurey (St. Denis de Vaux) producerer fra 12 ha med pinot noir, aligoté og chardonnay. Importeres til få restauranter i Danmark og sælges ikke en detail.
Lys, hvidgul farve. Intens, ultramineralsk næse - virkelig klassisk Bourgogne med umoden ananas, syrlig æblegrød, citrus og flint en masse. Der er en flot styrke i duften og det er virkelig skolebogseksempel på duften af Bourgogne og en næse med karakter, som hænger længe i næsen.
Smagen er knastør og slank med kraftig syre og letbitter, mineralsk karakter: Granny Smith og ananasæble sammen med stål, blommesten og citron. Lakridsvingummi kommer frem hen mod finish og eftersmagen har bittertoner fra stenfrugt, appelsinhinde og (mørke) mineraler.
Det her er en lille perle af en vin, indbegrebet af chardonnay i Bourgogne. Mellemfyldig og ikke 'stor' eller fadet, men bare rank elegance, typicitet og fantastisk drikkeglæde.

2009 Chateau Bois Noir, Blanc de Bois Noir
En anden ikke-importeret vin, som mine kære beaux-parents har hjembragt fra Fronsac, er den skønne hvide basisvin fra Chateau de Bois Noir i Marinsin, som ejes af det store Fronsac-slot Chateau de la Riviere: Blanc de Bois Noir på 50% Sauvignon, 25% Muscadelle og 25% Semillon fra de halvanden hektar med grønne druer af slottets ialt 26.
Mørk-gylden farve. Kratig næse med moden frugt af abrikos, melon og gule roser sammen med lidt youghurt, anis-lakrids, rå løg og et touch af mineralsk kølighed.
Blød frugt og lav syre forrest i munden, med sød, moden abrikos, hyldeblomstsaft og fede blomster. Frugten er fyldig og finishen er flot og karakteristisk med anis og markante bittertoner, som holder langt ud i eftersmagen sammen med den gyldne tropefrugt.
Muscadelle går tydeligt igennem med sin sødmefulde hyldeblomstfrugt. En forførende hvidvin i en mere fedladen og syrefattig stil end jeg ellers kender hvid Bordeaux for, men den markante bitterhed redder det hele hjem i en rigtig flot og atypisk helhed, hvor friskheden bæres af bittertoner fremfor syre.

2009 Domaine Cédrick Bardin, Puilly Fumé
Ren sauvignon fra Loire. På 15-årige stokke, lagrer et halvt år sur lie.
Dyb, gul farve og en meget delikat, beskeden duft af citrus, melon og forårsblade sammen med kalkmineral og en ganske lille hvid peber-/safranagtig krydring.
Smagen er kraftig mineralsk med en næsten uigennemtrængelig viskositet: Slank, men meget koncentreret frugt af citrus, melon og grape og nærmest flydende sten i strukturen. Syren frisker godt op og afstemmer helheden perfekt og ledsages af en let bitterhed a la nøddehinde og friske blade.
Det er en let og afdæmpet duft- og smagsprofil som man plejer at møde i mellemfyldige vine og derfor overrasker den kraftige krop lidt. Men en flot og stilren Loirevin i den koncentrerede ende og en super ledsager til stegt fisk. Den ændrer sig meget efterhånden som temperaturen stiger - folder sig flot ud i bred hyldeblomst og citrusen drejer næsten over i appelsin. Skønt.

Tre basishvide franskmænd fra små producenter - meget forskellige og meget karakterfulde hvidvine, som er kærkomne eksempler på hvor meget godt der findes også udenfor DK-importørernes hovedårer.

2006 Borgo Scopetto, Chianti Classico Riserva Misciano

Borgo Scopetto i Castelnuovo Berardenga producerer fra 70 hektar, hvoraf 40 ligger i Chianti Classico-distriktet. Topvinen er riservaen på ren sangiovese fra marken Misciano i 370 meters højde. Den lagrer 18-24 måneder på en blanding af botti (30hl) og tonneaux (3-5hl)

Mørk rubinrød farve med violette træk. Duften kombinerer frisk, mørkerød frugt med et markant fadpræg: Sorte kirsebær, cola, smør og læder sammen med lidt tobak og grønlige, bladagtige træk af græs/bøgeblade.
Smagen er mediumfyldig med frisk, syrlig frugt af kirsebær og hindbær sammen med mørkere bittertoner af tobak og læder. Finishen trækker godt ud og helt til sidst sætter ganske effektive tanniner ind og tørrer op. Eftersmagen har medium længde med kirsebærfrugten, tør tobak og lidt besynderlige træk, hvor det bladgrønne fra duften sætter igennem sammen med syre og fadaromaer - et sjovt strejf af gammeldags hovedsalat med mormordressing (fløde+citron).

Frugten er saftig, men ikke særlig interessant i sin smagsprofil og selvom det med sin gode struktur er en fin madledsager til mellemkraftige kødretter (ret effektiv til saltimbocca med blød polenta og mælkebøtter), er det ikke nogen uforglemmelig vin. Ikke engang til prisen. Den mangler koncentration og dybde især i frugten, og en bedre sammenhæng mellem den tynde frugt og det fede fadpræg. Vinder ikke med luft - der bliver varmet lidt op under læder- og tobaktonerne, men tabet af den indledende grønlige friskhed gør ondt. Det er bestemt ikke nogen dårlig vin, men enkeltmark+riserva+2006 burde have været lig med noget større. 90 kr. hos Vinoble. 

85 

2003 Schiavenza Barolo, Bricco Cerretta

Schiavenza er en af mine favoritproducenter som i deres baroloer kombinerer traditionel stil med en utrolig kraft og åben fedme. 2003 var et problematisk år på grund af varmen, men mange traditionelt orienterede producenter har lavet flotte vine, måske fordi de netop generelt ikke går efter at kompencere maksimalt for et køligt klima. Schiavenza producerer enkeltmarksbarolo fra Bricco Cerretta, Prapó og Broglio i Serralunga d'Alba samt Perno i Monforte.

Bricco Cerretta er rødbrun i farven og lægger du med en meget lukket duft ved åbning. Åbner gradvist op med klassisk barolo-næse af jordbærgrød, blommer, ferskensten, kamfer, kraftig fed anis sammen med mørk-bitre elementer af engelsk lakrids, rust og læder. Mediumintens men ikke desto mindre dejlig at dufte til!
Smagen er blød og virkelig flot - koncentreret og uhyre velbalanceret med rød, syrligt-støvet frugt, som har konstant kraft hele vejen henover forløbet, men alligevel opleves blød og indbydende. Suveræn dybde i jordbær- og rabarberfrugten. Sødt æble og kraftig anis sammen med talkum/kridt hen mod finish, indtil de typiske, resolutte tanniner tager helt over og kadencerer heftigt sammen med syren. Lækker, kompleks og lang eftersmag med både syre og sødme i frugten med anis, rarbarber, læder, lidt kærnemælk og så ribs helt ude i spidsen.

En fremragende vin, men i forhold til søstrene fra Prapò og Broglio ikke helt så oppulent og 'Schiavenza-agtig' - med det mener jeg mindre kødfuld og mere slank og feminin i stilen med relativt(!) afdæmpet frugt og en lidt blødere syre. Kort sagt en smule mere almindelig. Men stadig en virkelig skøn vin, som har mange år i sig endnu. Giv den en kort tur i karaflen/skålen for at åbne op.
Læs evt. mere om Schiavenzas Cerretta og 03'ere her og hos Italienska Viner - og tjek VPK2881's test af de tre enkeltmarks-03'ere ved siden af hinanden. Carlo Merolli importerer. 

92 

1999 Podere Capaccia, Querciagrande

Podere Capaccia ligger i Radda in Chianti, i hjertet af Chianti Classico-distriktet. De producerer en fremragende og meget klassisk Chianti Classico, en riserva og så topvinen Querciagrande, som aftappes under Colli della Toscana Centrale IGT og kun produceres i gode årgange. 100% Sangiovese som lagrer 14 måneder på franske barriques, 6 måneder på stål og halvandet år i flasken inden den frigives.

Utrolig smuk, moden farve - orange med mørk rubinrød kerne. Lidt reserveret i duften, men åbner op henover aftenen med meget udviklet og syrlig duft: Masser af læder-nuancer, papkasse, rød peber, engelsk lakrids og ribsfrugt - man kan virkelig dufte syren. Lille snert af søde, cedersvøbte kirsebær; trifli-/ likøragtige, som med luft vokser til en fin amaretto-duft - en meget delikat og forførende sangiovesenæse.
Syren ligger helt forrest i smagen og er virkelig kraftig. Meget alder i munden med pap/avis, læder og den syrlige ribsfrugt plus lille antydning af fadsødmen og -gummi i bagkanten. Savner intensitet og dybde i frugten, især henover finish og ud i eftersmagen. Finishen er domineret af den skarpe syre og lidt affældige tanniner som egentlig tager godt fat, men slipper ret hurtigt og blotter en lidt tynd frugt allerede tidligt i eftersmagen. Med luft samler smagen sig dog rigtig godt, frugten trædder klarere frem og sødmen bliver tydeligere - men udklangen forbliver svag.
Der er ingen tvivl om dette er en vin af høj kvalitet og med storhed i antrækket, men den toppede nok for minimum et par år siden. Men trods alt meget kapabel på bordet og slet ikke dårlig - især vokser en smuk, moden duft frem med luft. 

88 

2009 Fattoria San Franceso, Cirò Rosso Classico

Cirò DOC ligger i det sydøstligste Kalabrien - helt nede på den italienske støvlesål. Den indfødte hoveddrue er gaglioppo og de to store kvalitetsproducenter er Librandi og San Francesco. Førstnævnte har et mere internationalt snit i stilen, San Francesco satser mere fokuseret på Cirò-vine. Denne basisudgave er på 100% Gaglioppo dyrket i 500 meters højde med kort maceration og lagring på stål.

Farven er dyb, men transperant rubinrød med rødbrunlige træk. Duften er æterisk og slank med tydelige blommer og overmodne jordbær sammen med hvid røg, lakrids, varme dæk og lidt marcipan. Lækker næse i kølig stil (forbavsende nebbiolo- eller nerello-agtig) - det er meget tydeligt at den er dyrket i højden, her er vi langt fra fordommen om slap syditaliensk marmeladevin!
Mediumfyldig smag med dyb syre og rød frugt. Også en vis afventende seriøsitet og bredde, men hovedindtrykket er saftigt og friskt. Flot balance mellem afdæmpet, saftig frugt på den ene side og de tørre røg- og jordelementer på den anden. Finalen har saftighed i syre og tannin og fin (pulver)lakrids. Fyldigheden øges faktisk henover forløbet og her i overgangen fra finalen til efterklang er det en vin med ganske bred fylde. Gode tanniner sætter sig fast på tænderne og laver struktur helt ud i eftersmagen, som er ret speciel med bladgrønne toner af græs, krydderurter og humle sammen med syrlig blommefrugt.

Det er en fantastisk hverdagsvin til pasta, pizza og lignende. Slank, saftig og med en rensende struktur og godt med karakter. Slår uden problemer Librandis basis-Ciro. Ufattelig value til €5,25 i det skønne italienske supermarked i Berlin 'Centro Italia' (nu med nyåbnet afdeling på Prenzlauer Berg), og også flot til 65/59 kr. hos Carlo Merolli. 

87

2007 Pelissero, Barbaresco Nubiola

Det er som om 2005-årgangen af denne vin har stået på hylderne i en evighed. Gobi/Superbest sprang nemlig 2006 over og har først for nylig fået den nye årgang. Hvorfor ventetiden har føltes lang, kan fx. læses her og her: 2005 er ikke decideret dårlig i Barbaresco, men bestemt heller ikke super, og den svage årgang syntes at have mærket Pelisseros Nubiola. Syrefattig, mat og faddomineret præg på en vin, som ellers må siges at være et af de få store lyspunkter på de grå supermarkedshylder.

Pelissero producerer to dolcettoer (bl. a. den fremragende Munfrina), barbera og fire nebbiolovine fra 30 hektar i Treiso i Barbarescozonen. Barbaresco Nubiola er (semi)modernistisk anlagt med (sandsynligvis ret kort) maceration i rotofermentatorer og halvandet års lagring på en blanding af botti og barriques, hvoraf 10% er nye.
Rubinrød farve med tomatorange tendenser. Det er ved allerførste snif helt åbenlyst, at dette er en anden vin end 05'eren. Den åbner flot op med en mørk, æterisk næse med masser af jord, syrlige lyse (vingummi-)bær, ferskensten, (para)nødder, friske champignons, lakrids og mørkt læder - plus understrøm af kinesisk supermarked og eukalyptusbolcher. Lækker, mediumintens duft som i stil minder meget om Sottimanos skov- og nøddefester. Her i 07'eren er fadet slet ikke tilstede som sig selv, men bygget ind i vinen. Med luft vokser marcipan, appelsinskal og kridt ud af den røde frugt til en virkelig flot og mere klassisk nebbiolonæse.
Smagen er ren og fyldig med fede, let balsamiske bær, jord og røg. Stor fylde i frugten og flot fokus hele vejen. Syren er virkelig tændt og vedholdende og kulminerer i finishen sammen med tæt sødlakrids og rabarbertærte-frugt. De jordagtige tanniner har til at begynde med ikke helt kraft og greb nok til at lukke forløbet tilfredsstillende, men vågner helt op til dåd med luft. Det kage-agtige ligger over ud i den lange eftersmag med smørtoner, paranødder og lækre syrlige bær.

Antonio Galloni (Robert Parkers Wine Advocate) er ude med 93 points og det er da klart i overkanten (virker i det hele taget som om Bob har bedt ham sænke barren lidt..) - men alligevel slet ikke så langt ude som jeg havde forestillet mig. Rigtig flot Barbaresco, som er overraskende klar allerede og virkelig velbalanceret. 100 kr. er en suveræn pris. 

91

Finare Vinare har smagt 06'eren og flere andre Pelissero-vine 

2009 Muri-Gries, Lagrein

Muri-Gries er et gammelt benediktinerkloster i Bolzano i Alto Adige (Sydtyrol), som producerer vin fra 20 hektar. Basis-lagreinen hér macererer i 8 dage og lagrer 6 måneder på botti, husets lagrein riserva har lidt længere maceration og lagrer 12+ måneder på barriques.

Noget som er fascinerende ved fx. nebbiolodruen er dens totale mangel på sammenhæng mellem farve og kraft. Nebbiolos lyse transparens signalerer en lethed, som på ingen måde harmonerer med den magtfulde megapower man kan møde i duft og smag. På samme måde er det med lagrein - bare omvendt: Lagrein giver tætfarvede, mørke vine som trods farven og stofrigdommen er lette og bløde med en næsten hvidvinsagtig struktur og smagsprofil.

Sådan er det også med denne udgave af lagrein. Sortlilla og helt tæt farve med næsten synligt pigment. Blød og mediumintens duft med kraftigt rødt æble, blåbær, youghurt og lettere toner af pulverlakrids og friskt læder.
Masser af friskplukkede blåbær, æble og skovbæryoughurt i smagen. Syren er levende og nærværende, men ikke dyb eller gennemtrængende, så det overordnede indtryk er en frugtig og blød vin, med god fylde og en 'bred' karakter. Finishen er frugtdrevet og har ultralette tanniner i æbleskræl-genren sammen med let pulverlakrids og mandelbitterhed. Medium længde i eftersmagen, hvor tonerne af melet æble og bæryoughurt går igen sammen med behagelige bittertoner.
Fremfor alt en saftig vin i en subtil og paradoksal stil som kombinerer mørk frugtkoncentration med blød og let struktur - virkelig tiltalende på en anderledes måde, lagrein er helt sin egen. Masser af ren druekarakter og umiddelbar drikkeglæde til en god pris. Anbefales, men findes desværre ikke i DK - €9,50 i Centro Italia, Berlin. 

86 

2006 Benanti, Etna Rosso 'Rosso di Verzella'

Benantis basis-rosso fra Etna. Primært nerello mascalese fra 40-årige stokke dyrket i 700 meters højde i Verzella-kommunen på nordsiden af vulkanen. Lagret 9 måneder på barriques.

Transparent rubinrød med let teglfarvede tendenser. Medium intensitet i duften som er typisk for nerello mascalese med tobak, jord, lys parfumeret frugt og slank mineralitet sammen med diskrete træk af fad. En lækker næse som lider lidt under manglende intensitet, men vågner lidt op med luft og giver ok typicitet og kompleksitet for prisklassen.
Smagen er mediumfyldig med frisk syre og slank frugt og så masser af de lækre, tørre jord-, tobak-, lakrids- og ståltræk. Heller ikke her i munden fornægter den parfumerede nerello sig: HubbaBubba-tyggegummi og blomster ligger som en lun understrøm i den ellers kølige, tørre karakter.
En fin og frisk madledsager, som er i sit es med fx. kraftige pastaretter eller risotto. De rigtige elementer er der, men man savner intensitet og kraft. Måske var der mere af det for et år eller tre siden. 

86 

2009 Villa Martina, Friulano Collio

Hvidvinsdruen tocai friulano er en af Friulis indfødte stoltheder med en meget lang historie. Derfor er det også lettere bizart at EU har beordret tocai fjernet fra navnet, for at beskytte Ungarns produktion af den søde (og iøvrigt fantastiske) Tokaj. Men friulano er da under alle omstændigheder et retvisende navn.. Denne udgave kommer fra Collio DOC i den østligste del af regionen Friuli-Venezia Giuli.

Helt lys farve og enkel, frisk næse med hård pære, melon, lidt anis og latex. Blød og ren i smagen med friskt attack af slank pære og umoden melon, som hen mod finish drejer i en markant bitter, men også saftigere, retning med godt greb og god sprødhed. Salt-mineralsk kerne og bitterhed a la latexhandsker. Eftersmagen er slank, ok afbalanceret og delikat med fine salt-, bitter- og anistoner og elementerne klinger ud stille og roligt. Det er overordnet en god, ukompliceret hvidvin som til en pris på 40 kr. er et superkøb.

Ved samme lejlighed drak vi Tirelli, Malvasia Dolce, som er en yderst anbefalelesesværdig sød, mousserende desserthvidvin med lav alkohol (6%). I stil med Moscato d'Asti, men mere fyldig og dybere i både farve smag: Mørkere frugt med overmoden pære, dåsefersken og højsommerblomster og relativt lav syre, som tager lidt af friskheden - men til gengæld gør den egnet til lidt tungere desserter. Var et sublimt match til den let syrlige æble-karamelcreme, der ledsagede chokoladekagen. 65 kr.
Begge vine fås hos Carlo Merolli.

2003 Argiano, Il Duemilatre di Argiano [revisit]

Denne vin er Argianos deklassificerede 03-brunello, en historie man kan læse i mit første indlæg om den. Her er det min sidste flaske, som jeg egentlig havde planlagt skulle have prøvet sin levedygtighed over et langt stræk, men nu slap tålmodigheden op og med min begrænsede kælderkapacitet er der brug for hver en plads. På papiret biver den heller ikke bedre end nu, den overvarme årgang taget i betragtning.

Dyb, mørkrubin farve med begyndende rødbrune modningstræk i kanten. Moderne Toscana i duften, som domineres af smør, karamel og vanilietoner fra fadet sammen med dybe kirsebær og æteriske, lakagtige og peberkrydrede træk. Kraftig, men bred og ikke så fokuseret i næsen - lidt varmeslaphed, tydelig alkohol og udvandede tendenser i frugten i en ellers en ganske lækker duft (omend ret præget af fad).
Smagen er balsamisk med mørke kirsebær og rabarberkompot og en meget tæt kerne. Virker en smule dump og med en lidt overfladisk frugtsyre, men blød og behagelig vin med god fylde og dybde og umiskendelig seriøsitet. Relativt lette tanniner i finishen og medium længde på eftersmagen - god kraft, men lav syre her også og derfor primært båret af den balsamiske frugt og fadet.
Virker som om den er faldet lidt siden sidst, og jeg er ok med at der ikke er flere tilbage. Men fint bekendtskab, som Philipson solgte til en rigtig god pris (100 kr). Winelover har også smagt.

88 

2009 C. Jüngling, Riesling Feinherb

Feinherb er betegnelsen for halvtørre vine i Mosel. Det er hvidvine i en speciel stil, som kan være fantastiske madledsagere, hvor andre må melde pas: asiatisk mad, fed fisk eller fjerkræ, eller salater med frugt/sød dressing. Christa Jüngling ejer Weingut Paulinshof på 8 ha og aftapper denne exportetiket i navnet C. Jüngling, som er moderat i sødmen med 10,5% alkohol.

Halvtyk vin i glasset og flot gyldengul farve. Frisk næse med kraftig champagnebrus-is, umoden ananas og moden pære sammen med træk af friske jordbær og spæde bøgeblade. Ikke superintens eller kompleks næse, men fin og delikat og med en god mineralsk næseryg.
Feinherb-karakteren er helt evident med det samme i munden, hvor sødmen trædder rigtig frem uden at det er på bekostning af friskheden: Mikroperler og meget friskt og saftigt mineralsk attack fra begyndelsen, så tager den sødmefulde ananas- og pærefrugt over sammen med parfumeret akaciehonning og derefter dominerer syren i finish og eftersmag: En let, men meget saftig syre, som er vedholdende i eftersmagen og fint kontrasterer den tunge, overmodne pæresødme.
Jeg kan bedst lide denne type vin ret kold, så friskheden understøttes maksimalt. Løgismose importerer til Netto, som aktuelt sælger for 49 kr. Er man til feinherb/halbtrocken i den lettere afdeling er det et rigtig godt køb. 

85 

2009 Cantina del Taburno, Taburno Falanghina

Falanghina er på en måde Kampaniens Askepot, den oversete stedlillesøster blandt de to hvide primadonnaer i denne region: Greco og Fiano. De to dominerer Avellino-provinsen hvorimod Falanghina har friere spil i Benevento-provinsen. Cantina del Taburno er et velanset kooperativ med et portefølje af Kampanske enkeltsortsvine fra hele 600 hektar. Falanghinaen dyrkes 500 moh på Monte Taburno lige vest for byen Benevento.

Helt lys hvidgul-grønlig farve. Mineralsk næse, som oser af friskhed men samtidig med komplekse anstrøg: lyse blomster (japansk kirsebær), ananas og pære i front og undertoner af bloksæbe, fennikelfrø, flødeost og hængt kød.
Flot friskhed i munden - mikroperlen og god balance mellem syre og frugt og uden huller i forløbet. Syrefreaks får måske ikke helt nok her - det er en relativt blød og letdrikkelig hvidvin, men den mineralske friskhed og sprøde, slanke frugt gør at den på ingen måde virker dump eller syrefattig.
Finishen er saftig og mineralsk og eftersmagen toner flot ud med kraftig frugtvingummi, honningbolche og ananas med lidt delikat havagtig salthed, lakridspastil og parfumerede sæbetoner. God længde og høj drikbarhed - især vinder den, når den ikke er for kold. Balancen og stilen er forførende og anvendeligheden helt i top. Ikke den største hvidvin, men absolut en af de mest indbydende jeg har smagt længe!
Falanghina er sandt for dyden ingen superstar på det danske vinmarked, men findes dog hos nogle af specialisterne. Denne er fra Centro Italia i Berlin til €10.
88

PS. de to vindrikkende englebørn på etiketen, minder mig om traileren til Johannes Nyholms nye film..

2001 Calabretta, Etna Rosso [revisit]

Etna Rosso på nerello mascalese og nerello mantellato fra gamle stokke, som dyrkes økologisk og med lavt udbytte på nordsiden af Etna-vulkanen i 700+ meters højde. 

Moden rubinrød farve med mørk kerne og orange kant. Helt fantastisk og intens næse åbner sig med luft - moden og kompleks med varm rød frugt, krydderkage, brun sæbe, tørt læder og de meget karakteristiske parfumerede, blomstrede elementer som her giver sig udtryk i lavendel og lyng. Integreret lakrids og en kraftig, mørk kul-agtig mineralitet fungerer som duftens næseryg.
I smagen er der imponerende koncentration i den slanke, lyse frugt af hindbær, ribs og (balsamicodressed) jordbær, og syren er kraftig og intens og godt balanceret op mod den karakterfulde frugt. Super finish med kul/kridt-mineralitet og smooth tanningreb som er fast og seriøst. Kraftig æbleskræl, philipa-æble og ribs i sekunderne efter tanninerne har sluppet - drejer over mod jordbærgrød med vanilie, som sammen med syren bare fortsætter og fortsætter.
Der er virkelig omhu, druetypicitet og terroir i den her vin. Botti-lagret, traditionel stil med fast greb, subtil styrke og fantastisk kompleks balance.
Virker mere moden end sidst, især er tanninerne mere integrerede. Den kan godt have en antydning af endimensionel slaphed ved åbning som kan forveksles med at den er på vej ned. Men det er den ikke - giv den tid til at folde sig ud i sin modne, elegante storhed - på vores bord var den klart bedst dag 2. Er ikke så exceptionel som Nonna Concetta fra samme producent, men heller ikke så langt fra - og holder lige sit niveau fra sidste år: 

92

PS. Også Italienska Viner og Billigt Vin har smagt

2010 La Battagliola, Lambrusco Grasparossa di Castelvetro

Lambrusco på grasparossa-varianten fra Alberto Salvadoris La Battagliola, som kun producerer denne ene vin(!).

Smuk, mørk rubinrød-violet farve med yndigt lyserødt skum. Delikat og let næse med bløde, friske kirsebær, brombær, blåbær og meget markant Blå GaJol med subtile gummitoner underneden.
Meget indbydende næse som ikke lades i stikken af smagen: Det er en tør lambrusco (12%), men det første man mærker er alligevel et perfekt forhold her mellem tør syrlighed og behersket frugtsødme. Megalæskende og frisk, og samtidig med seriøs vinøsitet, dybde i frugten og stor balance. Superflot finish hvor den fine syre, perlerne og fjerlette tanniner trækker sammen og afslutter bestemt sammen med en virkelig delikat lakridsbolche-tone. Let, men delikat syre og lidt kandis-toner og blåbær i eftersmagen, som er forbløffende lang og med de små baby-tanniner i kinderne og ganen. Toner af nybagt rugbrød blander sig med bærsyren langt, langt ude i eftersmagen.
Den her Lambrusco lever på en måde allermest efter den er sunket, det er fra finish og ud i eftersmagen at den virkelig folder et ekstra lag ud og går fra rigtig god til fremragende. Flot!
Er ekstremt kapabel på bordet, men næsten bedst alene hvor de finere nuancer har plads - derfor for eksempel suveræn som aperitif. Selvfølgelig er det Carlo Merolli, der importerer - 85 kr. 

89 

ViniPortugal smagning på Hotel D'Angleterre

Det er ikke tilfældigt at min vin-kærlighed er kastet på Italien. Mangfoldigheden og kvaliteten er indiskutabel og åbenlys (the sky is the limit!), men den gennemgående kompromisløse, skarptskårne karakter er måske det som særligt vækker genklang og appellerer til min person: jeg er nok noget tannisk i strukturen..

Men det er ikke klogt at bære skyklapper og man snyder sig selv for meget hvis man ensporer. I nysgerrighedens navn tog jeg hen til ViniPortugals årlige smagning for at korrigere og særligt for - indrømmet - at stifte nærmere bekendtskab med Baga-druen fra Bairrada-regionen: 'Portugals nebbiolo', som pioneren Luis Pato har kaldt den på grund af dens høje syre- og tanninniveau.

Af Baga-vine var der dog kun én eneste repræsentant - Azul Portugal Bairrada, som var ok, men ret tynd og ikke imponerende - så det bekendtskab må stiftes en anden gang. Douro-vinene var derimod dominerende og ikke uventet flot repræsenteret. Ligesom forleden til Vini d'Italia var Atomwine med som importør af den absolutte top og Tom Pedersens bord var spækket med overlegen kvalitet i både rød og hvid.
Stjerneparret Borges og da Silva producerer hver deres vin (hhv. Passadouro og Chocapalha) og har derudover tilsammen et tredje hus kaldet Wine & Soul (Pintas). Det er allesammen topvine i den her stil og er flotte lige fra entry level til de koncentrerede riservaer. Sandra da Silva var med ved bordet.

Chocapalha fra Estremedura-regionen var repræsenteret med tre røde vine: et entry level tourigo nacional-blend, enkeltmarks-riservaen på samme druer og indimellem en ren cabernet sauvignon. Alle lagrede på barriques, hvor de nye er forbeholdt riservaen og delvist cabernet'en. Riserva'en (18 mdr. nye barriques) er en hårdt skåren vin, mørk og bister, men alligevel med den karakteristiske indbydende varme fra overmoden frugt. Fadpræget næse med mørke, kogte bær og karamel sammen med masser af asfalt, boullion og kattetis. Varm frugt og lav syre i smagen med en kradsbørstig og grøntonet finish med kraftige kaffetanniner og alkohol. Lillesøsteren (16 mdr på 2.- og 3.-års barriques) er også en seriøs vin, men med lidt mindre koncentration, struktur og fadpræg og på den måde måske mere anvendelig - for 59 kr får man absurd meget kvalitet for pengene.

Rødvinene fra Passadouro i Douro er paradoksalt nok mere friske og køligere i deres umiddelbare frugt: Næsen har nærmest Valpolicella-saftig frugt med mørke, sødlige kirsebær og en kulsyreagtig spritz i frugtsyren. I munden er de temmelig anderledes end næsen lover, dumpere og mere sure end syrlige; blød, mørk frugt og frugtyoughurt.
Forskellene mellem de fire Passadouro-vine ligger umiddelbart mest i frugtkoncentrationen og tanningreb, Passa Tinto er blød, saftig og letdrikkelig, Passadouro er seriøsere med dybere frugt og faste kaffetanniner. Riserva Tinto er storladen og imponerende med stor, mega-poleret fylde og heftige, tørre tanniner som er varme af alkohol - lige på grænsen til sprittet, men frugt og struktur holder vinen på den rigtige side.

Wine & Soul's toprødvin Pintas har en skøn og meget særpræget vegetal næse med tonsvis af rucola, mælkebøtter, selleri og tomatjuice sammen med asfalt og gummi fra fadet. Tæt frugt og superflot koncentration - frugten er fuldmoden, men har en karakteristisk sur (ostet) tone. Igen den (for en italofil) specielle kombination af meget lav syre og kraftige, lækre tanniner. Alkohol, likøragtige bær og kraftig asfalt i eftersmagen. Storladen vin, 349 kr hos Atomwine.

Flot arrangement i to sale på D'Angleterre - mange gode vine i den lidt specielle portugisiske stil, som nok minder mere om sydøstfrankrig end Spanien. Eller bare er sin egen. Den kvalitetsmæssige fremgang er ihvertfald åbenlys. Og sjovt for mig i den grad at føle sig på udebane oven på sidste uges Vini d'Italia.